Overgård
.
Overgård
.

Overgård ligger på Overgårdsvej 28 i Randers Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Overgaard blev oprettet som herregård i midten af 1500-tallet af adelsmanden Jørgen Lykke, som opførte hovedbygningen mellem 1545 og 1547.

Oprindeligt bestod hovedbygningen af en hovedfløj med to smallere sidefløje i tre stokværk i rødkalkede munkesten med hvide fuger. Bygningen havde svungne gavle og to trappetårne samt en vægtergang ved den øverste etage. I 1670érne skete der en større ombygning. I den forbindelse blev den tredje etage og vægtergangen fjernet, mens østfløjens trappetårn og vinduerne i den nu øverste etage blev gjort større. Vestfløjen blev forkortet på dette tidspunkt, mens enkelte kilder beskriver, at østfløjen først blev forkortet omkring år 1800. Antageligt blev det røde murværk hvidtet og taget fik blåglaserede tagsten. I 1730 blev trappetårnet på nordfløjen forhøjet og forsynet med det karakteristiske etagespir og sandstensportal omkring hoveddøren af billedhuggeren Hieronymus Hassenberg.

Biblioteket på første etage blev indrettet i ca. 1730 af hofsnedkermester Mathias Ortmann, og rummer i dag mere end 1.000 bøger. De farvestrålende tapeter med indiske motiver i en enkelt stue stammer fra Dufour i Paris i 1815.

Lykke slægten besad godset frem indtil 1661, hvor det blev købt af generalløjtnant Friederich von Arenstorff, hvis efterkommere først flyttede herfra i 1910. Her solgte slægten Arenstorff godset til hofjægermester Adolf Frederik Holten Castenschiold, der igangsatte en større restaurering af hovedbygningen, som forløb fra 1911 til 1912 ved arkitekt Mogens Clemmensen. Murværket blev afrenset og udbedret, taget fik igen røde teglsten, de svungne gavle blev delvist genskabte, delvist nyopførte og på havesiden blev den lille bindingsværkskarnap tilbygget. Indvendigt blev den store, gennemgående riddersal indrettet med synligt bjælkelag.

Haven nord for hovedbygningen blev anlagt i 1700-tallet, men i dag er kun beskedne rester tilbage af den tidligere store barokhave. I rotunden foran hovedindgangen står en særpræget blomsterkumme i form af en romansk døbefont, der formentligt stammer fra en nedlagt middelalderkirke. Avlsgårdens staldbygninger stammer fra 1727, mens smedjen er fra 1900.

Beskrivelse

Overgård ligger omgivet af marker og skov nord for Randers ved Ajstrup Bugt. Hovedbygningen er placeret i et aksialt planlagt anlæg med avlsbygninger beliggende mod syd og en større park mod nord.

Den trefløjede hovedbygning er grundmuret og opført i to etager, bestående af en lang hovedfløj og to korte tværfløje. Midt på hovedfløjen er et højt trappetårn kronet af et kobberbeklædt etagespir med åbne lanterner. Bygningen er i blank, rød mur, har en sokkel af tilhuggede granitsten, svungne gavle, enkle murankre og murede gennemgående gesimsbånd af formsten samt en hvidkalket hovedgesims. På havesiden ses endnu bevarede hemmeligheder samt en åben bindingsværkskarnap med kraftigt tømmer. Bygningen afsluttes af et teglhængt heltag hængt med røde vingetegl, som kun brydes af få ældre støbejernsvinduer. I tagryggen sidder i alt syv skorstenspiber med sokkel og gesims. I tårnet findes et indgangsparti bestående af en tofløjet, flammeret dør med rundbuet overvindue med indbygget lanterne, og omkring døren er en stor sandstensportal. Bygningen har i øvrigt rundbuede, flammerede døre, der er placeret dybt i muren under flere rundbuede stik og rækker af formsten. Derudover er der i havesiden en tofløjet dør med blyindfattede ruder og i vestfløjens sydlige gavl findes en kældernedgang og en nyere, glat dør. Bortset fra kælderdøren er alle døre ældre og malet mørkebrune.

Bygningen har ældre vinduer, hvoraf hovedparten er udført som småsprossede krydspostvinduer. I den nederste etage er vinduerne lidt mindre, og hovedparten har blyindfattede ruder som afsluttes af en egetræsoverlægger. Tillige indrammes disse vinduer af et gennemgående motiv med formsten, der øverst danner en høj kølbue over dobbeltbuede spejle. I den øverste etage er vinduer større og placeret under kurvehanksbuede spejle og stik. Enkelte steder ses et- eller torammede vinduer. Mod gårdspladsen har vinduerne i begge etager tungeskårede løskanter i kobber. De fleste vinduer er ældre eller traditionelt udførte i kopi, og alt træværk er malet mørkebrunt.

I det indre er en ældre grundplan i store træk bevaret med midtskillevægge men også gennemgående rum, og en generel opdeling hvor de større rum er placeret i hovedfløjen, mens de mindre rum findes i de to sidefløje. Den nederste etage er kendetegnet ved krydshvælvede rum, mens der i den øverste etage er mere repræsentative og detaljerige stuer en suite samt et galleri, et bibliotek og en riddersal. I det store tårn findes en ældre vindeltrappe og mellem etagerne i de to sidefløje er ældre bitrapper. Hovedtrappen i tårnet er en vindeltrappe, der kun går til førstesalen, derefter er der fra loftet ligeløbstrapper op til et ældre urværk og til lanternen. Hovedbygningen er i dag indrettet til fire boliger er derfor er der flere nyere køkkener og badeværelser. Under den vestlige sidefløj er et par tøndehvælvede kælderrum.

Interiøret stammer fra forskellige ombygninger men er primært fra 1700- og 1800-tallet samt fra restaureringen i starten af 1900-tallet. Materialeholdningen er hovedsageligt ældre og de primære overflader består i store træk af bræddegulve, pudsede vægge og lofter eller bræddelofter mellem synligt bjælkelag. I den nederste etage er tillige mange ældre stengulve og i den øverste etage er flere stuer med parketgulve. Nyere indretninger i sidefløjene har medført at enkelte rum har nyere overflader.

Hertil kommer, at der er mange ældre bygningsdele og -detaljer, herunder kraftige et- og tofløjede fyldingsdøre med forkrøppede gerichter og dørstykker, forskellige paneler og indbyggede skabe, rum med gobeliner, gyldenlæder eller malede lærredstapeter på væggene samt en hel del sandstenskaminer og ovne i rundbuede ovnnicher. Tillige er der mange stukdekorerede lofter, der blandt andet i galleriet indrammer plafondmalerier. Flere steder er træværket malet i kraftige farver med guldbelagte kanter eller udført med marmorering eller ådring.

I tagetagerne er indrettet gavlværelser, reposer og trapper i de to sidefløje, mens størstedelen af hovedfløjens loft er uudnyttet og her ses den ældre tagkonstruktion og de understrøgne teglsten.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Overgård knytter sig til den velbevarede helhed bestående af hovedbygning, park og avlsbygninger, der tilsammen danner rammen om et helstøbt herregårdsmiljø. Hovedbygningen ligger som midtpunkt i det aksefaste anlæg, og de nyere avlsbygninger er på traditionel vis placeret lidt afsides fra hovedbygningen. Staldbygningernes hovedlænge har en gennemkørselsport til gårdspladsen, og er således med til at fastholde den for anlægget så vigtige hovedakse. Ankomsten til hovedbygningen forstærkes af den store gårdsplads, der næsten har en længde på 250 m.

Hovedbygningens idylliske placering i det jyske landskab styrkes af den store parklignende have mod både nord, øst og vest, der indeholder en del alléer, som skaber et kontrolleret landskab med en statelig atmosfære, der står i kontrast til det øvrige mark- og skovklædte landskab.

Kulturhistorisk værdi

Overgårds kulturhistoriske værdi ligger i det ydre i hovedbygningens velbevarede fremtræden som en renæssancebygning, karakteriseret ved en kompakt bygningskrop opført i røde, blanke sten med markant trappetårn stejlt, teglhængt heltag og svungne gavle, omend de muligvis er ombygget af Clemmesen i starten af 1900-tallet, hvor historicismen var det fremherskende stil-ideal for de danske herregårde. Således er gavlene udformet som nederlandske renæssancegavle, der kendetegnes ved en dekorationsglæde med svungne gavlkamme og parvise bånd i mur- eller sandsten. Det samme gør sig gældende for den historicistiske bindingsværkskarnap, der tydeligt er inspireret af middelalderlig byggeskik.

Bygningens oprindelse i 1500-tallet afspejles, foruden af de typiske renæssancetræk, tillige af murværket primære upførelse i vendisk skifte/ Slavisk skifte (én løber, én binder), som var almindeligt frem til slutningen af 1500-tallet. Ydermere kan man af murværket aflæse de forskellige ombygninger, idet både variation i murskifter og -stik er bevaret fra tidligere åbninger. Hertil kommer at de forskellige ombygninger gennem tiden fastholdes i årstal, initialer og våbenskjold, der både ses i gavlenes murankre og i sandstensportalen omkring tårnets hoveddør og har derved stor kulturhistorisk værdi. I vestfløjens sydgavl afslører murværket, at denne fløj tidligere har været længere. Hertil kommer de bevarede hemmeligheder, der vidner om hvordan man meget tidligt fandt en løsning på toiletforhold for bygninger i flere etager.

Selvom hovedbygningen oprindeligt så lidt anderledes ud end det nuværende bygningsvolumen, kan det stadig aflæses, at den på opførelsestidspunktet var lidt forud for sin tid. Eksempelvis har bredden af midterfløjen været usædvanlig, og for datiden har vinduerne været relativt store, hvilket ses af stueetagens oprindelige vinduesåbninger. Ydermere var opførelsen uden omgivende grave ikke så almindelig for en hovedbygning af denne størrelse.

I hovedbygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre grundplan, som træder frem i hovedfløjens traditionelle placering af gennemgangsrum. Tillige er der en traditionel adskillelse mellem den store hovedtrappe, som giver adgang til de repræsentative rum, mens bitrapperne er placeret i sidefløjene og forbinder de funktionsbetingede rum. Det er endvidere kun bitrapperne, der fører op til tagetagens oprindelige pigeværelser i gavlen. I den øvrige uudnyttede tagetage knyttes stor kulturhistorisk værdi til den ældre tagkonstruktion, der blandt andet har spærsko, hængeværk med kongestolper og flere lag af hanebjælker.

Ydermere relaterer den kulturhistoriske værdi sig til hovedbygningens forskellige overflader og interiørs, som vidner om de stilmæssige forandringer, der har præget århundreders stiludvikling på en større herregård. De hvælvede rum i stueetagen, og i kælderen samt enkelte stengulve, dybe vinduesnicher og egetræsoverliggere over vinduerne stammer sandsynligvis fra den første indretning. De synlige loftbjælker i flere stuer og rundbuede døre med dekorative udskæringer i stueetagen er begge stilistiske kendetegn for renæssancen, selvom de sandsynligvis stammer fra de historicistiske ombygninger i begyndelsen af 1900-tallet. Bedst repræsenteret på den øverste etage er interiører fra midten af 1700-tallet, hvilket ses i de mange brede, barokke døre med afrundede fyldinger og forkrøppede gerichter, bemalinger med ådring eller marmorering, forskellige tapeter, paneler, stukkatur, loftmalerier samt indretningen af biblioteket med indbyggede skabe. De tofløjede døre med enkle kvadratiske fyldinger er derimod kendetegnede for 1800-tallet. Endelig er der stor kulturhistorisk værdi i de mange bevarede ovne og pejse, der dels afspejler skiftende stilperioder og dels fastholder fortællingen om, at dette var tidligere tiders eneste opvarmningsform.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Overgård knytter sig i det ydre til den forholdsvis enkle renæssancehovedbygning, hvis aflange, toetages bygningskrop med korte sidefløje, granitstenssokkel, blanke, røde mure og røde vingetegl på de ubrudte tagflader giver en kompakt bygning med en yderst homogen og afbalanceret fremtræden. Tårnet er ikke placeret midt på facaden, men fremtræder alligevel som bygningens centrale punkt, hvilket i høj grad skyldes højden men i særdeleshed også det imponerende spir og den yderst virkningsfulde sandstensportal. Bygningens fornemme fremtræden skyldes, ud over størrelsen også de mange store vinduesåbninger med smalle sprosseopdelte ruder og de enkle dekorationer i form af stik over vinduer og døre samt vandrette bånd og svungne gavle. De mørkt malede vinduer og døre underordner sig det røde murværk og virker således tilbagetrukne i muren og giver en effekt af at de er huller skåret ind i den massive, tykke mur. Helt tæt på skaber de murede detaljer med tilbagetrukne spejle samt afrundede formsten en relief- og dybdevirkning, der spiller elegant sammen med stenenes variation i forskellige røde toner. Det samlede udtryk resulterer i en levende og varm stoflighed.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til de detaljerige interiører, hvis varierende udsmykning, som det især ses i hovedfløjens øverste etage, får hvert rum til at fremstå individuelt og unikt. De mange farvestrålende tapeter, de dekorativt udskårne paneler og fyldingsdøre samt parketgulvenes sirlige mønstre og lofternes stukkatur, er alle detaljer, som indrammer hvert rum, og samtidig integrerer de indbyggede skabe og de kunstfærdige pejse og kaminer. Der er samtidig en naturlig sammenhæng mellem rummene hvilket især skyldes at dørene langs havesiden er placeret enfilade, så de skaber et imponerende kig på langs af bygningen. Endvidere er der stor arkitektonisk værdi ved den store loftshøjde, der sammen med de store vinduer gør at stuerne fremtræder lyse. Dette forstærkes af vinduernes skrå lysninger, som tillader en stor lysmængde at trænge ind i rummene. Hertil kommer trappernes gennemførte materiale- og farveholdning samt gelændre, hvor især den store vindeltrappe i tårnet har et svært dokkegelænder, der elegant snor sig om durchsichtet. I den nederste etage er det arkitektoniske udtryk mere enkelt og domineres af de store krydshvælv, hvor lyset brydes af ribberne.

Videre læsning

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om

Eksterne links