Man siger, at fynboerne synger, og at de ikke kan sige d. At fynsk er melodisk, betyder ikke, at det er stødløst, kun at stødet lyder lidt anderledes, bruges i færre ord end i rigsdansk og suppleres med en stigende tone. Ord som »vej«, »skov«, »mælk«, »damp«, »kant« er stødløse, og ord med langt i, y og u udtales med en stigende tone. Det hedder ikke »Fy’n er fi’n« med stød, men ´Fyn er ´fin. I nogle dele af Fyn gælder det også andre forbindelser. Kun sydfynsk og dialekterne på øerne syd for Fyn er helt stødløse. Det er også korrekt, at der ikke er noget blødt d i fynsk. Skal fynboerne selv gøre grin med det, siger de: Va: du? Bu. Va bu? Blabu (Hvad er du? Bud. Hvad (slags) bud? Bladbud). Også nasalforbindelserne nd og ng er svundet, men de har efterladt et nasalt spor på vokalen som i fransk. Det hedder fx si˛’, sæ˛’ og ru˛’ (sind, send og rund) og ri˛’, sæ˛’ og sø˛(j): (ring, seng og synge).
De lange vokaler e, ø, å har udviklet sig forskelligt. På Øst- og Sydfyn er de blevet diftongeret til ie, ye og ue, mens vestfynboerne siger æj, oj, åw og desuden aj svarende til langt æ. Det hedder altså si’e, sy’e, su’e (se, sø, så) mod øst, men på Vestfyn sæj’, soj’, såw’ og sajˀ r (sær). Det er usikkert, hvor gammel den forskel er, men da der ikke findes kilder, der vidner om brug af vestfynske diftonger i middelalderen, og der desuden findes enkelte ord i vestfynsk, der har i: og y: for langt e og ø, fx i’, ly’ (eg, løg), er de sandsynligvis kommet til senere.
Andre fynske karakteristika er, at navneordene har tre køn, og hankønsordene ender på -i: må˛’i (manden), hunkøn på -en og intetkøn på -et: kownen, bå’net (konen, barnet).
Hverken diftonger eller hankønsformer er almindelige i dag, og nasaleret vokal høres næsten kun i dæ˛ˀ gα˛ˀ (dengang) og ha˛ (han).
Svindet af -d medfører, at bøjningen af ord som »hoppe« og mange andre bliver meget enkel: hoppe, hopper, hoppe, hoppe (hoppe, hopper, hoppede, hoppet). I byerne sagde man dog hoppet i datid og som tillægsform, og i nyere tid er denne form blevet udbredt.
Typisk fynsk er det at sige hold op med de ræ˛:je (det rendende, ikke: den renden), eller jeg er træt af de vaskje op (det vaskende op), og ligesom jyderne siger man det er hårdt å skal stå her (ikke: at skulle). Fynboerne siger ve (ved) for »hos«, og vi eller en (anden en) for rigsdansk »man«, og kan sige irriteret: ku dut skøn: på å slok få gryjen (kunne du ikke sanse at slukke for gryden).
