Gammel Byvej 10, Sønderho

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Fanø hørte oprindeligt under krongodset Riberhus Ladegård og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian VI, idet Riberhus Ladegård var blevet sat på auktion, da kongen manglede penge. Fanøboerne fik herved retten til at drive handel og søfart, hvilket betød at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Anvendelsen af teglsten vandt senest frem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baserede udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af 1700-tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse, helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningerne var ofte tiltrængte, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning, blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil. I Nordby derimod havde sprosserne et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk, hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte fladbuede stik. Arkengaffen, kvisten over døren, var ligesom dørhullet ofte fladbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener, og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en diagonaltstillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren. Ligesom det er tilfældet med andre mindre øsamfund med sparsomme mængder træ, brugte man de materialer, der var tilgængelige som for eksempel driv- og skibstømmer, eller man genanvendte materialer fra nedrevne bygninger. Også i nyere tid har man gjort brug af denne skik, og da der i 1990erne drev et stort parti mahogni op på land, blev flere hoveddøre herefter udført i mahogni og efterfølgende malet i de traditionelle Sønderho farver.

Gammel Byvej 10 er formentlig fra 1807. Det fremgår første gang af brandtaksationerne i 1821, hvor det består af ni grundmurede fag og ligger mod nord-syd. I de syv sydligste fag er der beboelse og i de sidste to nordlige er der lo, stald og foderrum. Murankrene på nordgavlen henviser formentlig til de første ejere Hans Jensen Mandøe og Mette Hansdatter.

Gammel Byvej 10 ligger i landsbyen Sønderho på Fanø. Bygningen ligger med syd- og nordvendte gavle mellem lignende bygninger. Grunden afgrænses af et lavt stakit mod nord. Ud for sydgavlen findes en bræddebeklædt garage med halvtag, som ikke er omfattet af fredningen.

Bygningen er et ni fag langt, grundmuret længehus opført i én etage, hvor facaden mod øst og nordgavlen fremstår i rød, blank mur med optrukne hvide fuger. Vestsiden og sydgavlen er rødmalede. En hvidmalet gesims afslutter langsiderne og fortsætter om hjørnerne på gavlene og følger grundmuringen under taget. Begge gavle er grundmuret til hanebåndshøjde. Det øverste af gavltrekanten har lodretstillet og grønmalet bræddebeklædning, der afsluttes af vindskeder. Bygningen afsluttes af et stråtækket heltag med mønning af tørv og en tagkvist mod øst. I rygningen ses to murede skorstenspiber med sokkel og krave. Hoveddøren, der vender mod øst, er en nyere, traditionelt udført to-fløjet fyldingsdør med diagonalsposseopdelt rude over tre fyldinger i hver fløj. Døren er grønmalet med hvid staffering og indfatning. Mod vest sidder en ældre halvdør, som ligeledes er grønmalet og med hvid, udvendig murfals. I nordgavlen sidder en grønmalet luge. Bygningen har overvejende nyere, fladbuede og to-rammede vinduer med tre-rudede rammer, men der er også enkelte seks-rudede rammer. På vestsiden i den sydlige ende ses desuden to et-rammede vinduer. I nordgavlen findes to et-rammede vinduer og forskudt under lugen, et enkelt to-rammet vindue. I selve gavltrekanten sidder to et-rammede vinduer med firerudede rammer. I sydgavlen sidder et enkelt to-rammet vindue. Alle vinduerne er hvidmalede, ligesom de udvendige murfalse. Over vinduerne i nordgavlen samt østsiden er stikkene malet i farverne grøn, hvid og sort. I sydgavlen og i vestsiden er stikkene over vinduerne hvidmalede. Alle vinduerne, på nær vinduerne i den øverste del af gavltrekanten mod nord, har påmalede hvide sålbænke. På begge gavle sidder flere murankre, i nordgavlen er de udført som initialerne HHM MJD. I sydgavlen anes også flere murankre, men de kan ikke læses på grund af garagen, dog menes murankrerne at være udført som årstallet 1807.

I det indre er bevaret dele af en ældre grundplan med en gennemgående forstue, som lokalt kaldes en frangel, der opdeler bygningen med bolig mod syd og stald mod nord. Fra franglen er der adgang til en større vinkelstue, der strækker sig på tværs af huset. I stuen findes et åbent ildsted. Fra stuen er der adgang til to mindre værelser. Fra stuen findes en nyere trappe, der fører op til den udnyttede tagetage. Fra franglen er der endvidere adgang til køkkenet, som ligger mod nordvest. Gennemgående for huset er, at overfladerne er delvist ældre, delvist nyere, men traditionelt udført, herunder trægulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Det samme er gældende for interiøret, herunder fyldingsdøre med gerichter, brystningspaneler, indbygget skab og tætseng samt bemalede, ældre fliser på ydervæggene og ved ildstedet i stuen.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der er en unik og yderst velbevaret, ældre landsby. Bygningen er et af de huse i Sønderho, der ikke er orienteret solret, og gavlene vender således mod nord og syd. Gammel Byvej 10 indgår dog stadig naturligt i Sønderhos bebyggelses-mønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange lave, grøn- eller hvidmalede stakitter og lave tangdiger beplantet med bukketorn, der adskiller grundene. Hertil kommer de bevarede pigstenskanter omkring bygningen, der leder tagvandet væk fra bygningen, og tillige bidrager til opfattelsen af det traditionelle miljø.

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er blandt andet murenes fremtræden i røde, blanke sten med hvide, optrukne fuger, hvid hovedgesims, de bræddebeklædte gavltrekanter samt at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber, hvor piberne helt karakteristisk fremtræder i blank rød mur som østsiden og nordgavlen. Tillige er det af stor kulturhistorisk værdi, at vinduerne har den traditionelle farveholdning og at alle åbninger har påmalede, hvide sålbænke. Endvidere har bygningen stilmæssige træk fra 1800-tallet, herunder hoveddørens udførelse med to ruder i den øverste fylding og vinduernes udførelse med fladbuet overkant. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til halvdøren, der sammen med lugen vidner om, at det på Fanø førhen var almindeligt at have et mindre dyrehold tilknyttet boligen. Hertil kommer vestgavlens murankre, der med årstallet 1807 formentlig henviser til bygningens opførelse.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens i store træk bevarede ældre planløsning med en frangel, der naturligt danner en opdeling med bolig i den ene ende og stald og lo i den anden. Dertil kommer at stuerne ligger i den sydlige ende af huset, mens køkken ligger køligt mod nord. Bygningen rummer tillige et imponerende interiør med mange ældre, egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder tætsengen, det indbyggede skab, brystningspanelerne, de ældre døre samt de meget karakteristiske, hollandske, fliser med brune motiver på ydervæggene og bagved ildstedet i stuen. Den kulturhistoriske værdi knytter sig særligt til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene hjembragte fliserne fra deres mange rejser. Endelig er det en kulturhistorisk værdi, at der under vinduerne langs med vindueskarmen og ydervæggen er bevaret en smal liste med en udskåret fordybning, som blev sat op for at samle kondensvandet.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt heltag. Placeringen af vinduernes overkant lige under gesimsen underbygger oplevelsen af bygningens lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved brug af enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og stik over vinduerne, dørens stafferinger giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver enten danner ordnede mønstrer eller tilfældige patchworks. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Brugen af træ på gulve, skillevægge og lofter er elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og efterfølgende kontrastfulde bemalinger med stærke farver. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre og skabslåger. Denne afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Bjerrevej 9, Sønderho
• Sønder Land 37, Sønderho
• Øster Land 15, Sønderho

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen