Gammel Hammelmose, Brønderslev

Hammelmose blev anlagt på randen af Store Vildmose ved Rye Ås nordlige knæ og blev hurtigt en af Vendsyssels største hovedgårde. Den første ejer af Hammelmose var Saxe Pedersen i 1336, og derfor menes det, at der må havde ligget bygninger før de, der står i dag. Bygningerne der eksisterede på Hammelmose i 1408 inkl. Gods og mølle blev overgivet til Børglum Kloster. Ved reformationen blev Hammelmose en tid krongods men i 1541 overtog Albert Skeel Hammellmose og opførte nye bygninger. Det fredede østre hus er dermed opført i midten af 1500-tallet, og er den eneste bygning, der står tilbage efter det tidligere bygningskompleks. Bygningen var dengang opført i to stokværk over en hvælvet kælder. Den øvre etage er imidlertid nedbrudt.

I 1568 arvede børnene Christen Skeel og Karen Skeel. Karen var gift med Peder Munk, en af de fire regeringsråder under Christian den IV. Peder Munk boede derfor på Hammelmose frem til 1601.

I 1670 blev gården delt ved endnu en arv mellem to søstre. På denne tid er Hammelmose beskrevet som: Et trefløjet anlæg omkring en gårdsplads med en kampestensbrønd. Det søndre og østre hus var grundmuret og det østre endda i to stokværk over kælder med et tilbygget tårn. Søndre og østre hus var endvidere begge forsynet med kviste. Nordre hus var af bindingsværk, og i vest var gården lukket af en mur. I de næste mange år skiftede Hammelmose ejere, og kom i 1794 ind under Birkelse.

I 1797 lod ejer Fr. Chr. Skeel nordfløjens bindingsværk omsætte i grundmur og bygningen er formentlig her blevet bygget sammen med det nu fredede østre hus, og i 1800-tallet blev en bred frontespiese opført på nordfløjen.

I 1840erne opdyrkedes overdrevet, Hammelmose var primært en græsningsgård, og for at effektivisere opførte man bygningerne Ny Hammelmose mod syd, som bolig for de folk, der arbejde i markerne. Hermed blev hovedgården omdøbt til Gammel Hammelmose.

I 1921 gennemførtes lenafløsning for Birkelse, der blandt andet betød at Gammel og Ny Hammelmose blev afslået til udstykning.

I 1925 blev det gamle søndre hus samt en stråtækt munkestenslænge nedrevet.

Fra 1952 ejede Poul Aarup Hammelmose der på daværende tidspunkt var i forfald og i særdeleshed østre hus, der havde mistet det øvre stokværk og var en ruin. Han retablerede og indrettede kælderen til gildesal, samt skabte en riddersal af tre små rum i den nordlige del.

På tidligere malerier ses flere skårstene på bygningen, der i dag kun har en tilbage. Taget er udskiftet i starten af 1990erne og vinduerne er skiftet i 2010.

Gammel Hammelmose består af tre bygninger, der ligger omkring en gårdsplads, der er omgivet af et voldanlæg. Den fredede bygning, det østre hus er sammenbygget med stuehuset, mens den vestre længe ligger frit.

Det østre hus er en enetages grundmuret bygning af munkesten over en kampestenssokkel. Bygningen ligger på et skrående terræn og derfor fremstår murene højere på havesiden end på gårdsiden. Murværket er hvidkalket og afsluttet af en enkel muret gesims. Over alle vinduer og hoveddøren er murede stik i røde tegl, og flere steder i murværket ses spor efter tidligere stik og åbninger. Hoveddøren er en nyere, hvid tofløjet revledør med overvindue og med tilhørende granittrappe. Syd for hoveddøren findes en ny todelt rundbuet revledør placeret dybt i en murniche. Der er adgang til denne dør direkte fra terræn. Vinduerne er i hele bygningen nye, hvidmalede og småsprossede. På langsiderne er de torammede, mens vinduet i sydgavlen er større og enrammet. I begge gavltrekanter er et mindre nyt torammet vindue, og på facaden to rundbuede, torammede kældervinduer. Taget er et heltag af nyere, røde vingetegl og i tagryggen findes en muret, hvid skorsten med sokkel og krave.

Indvendigt findes i den nordlige del en gennenmgående stor stue hvorfra, der er adgang til stuehuset mod nordvest. I midten af bygningen findes en mindre fordelingsgang, der forbinder den store stue med den sydlige del, der primært består af en repos med adgang til et værelse og et nyere badeværelse samt, via en trappe, adgang til et dobbelthøjt rum med en kraftig skorsten og et stort åbent ildsted. Herfra er adgangen til kælderen, der er delt i to, hvor den største del har krydshvælvede lofter. Alle rum har pudsede overflader, hvor få murstykker er holdt i blankmur. Overalt findes bevarede ældre døre, paneler og listeværk. De fleste rum har ældre trægulve. Den sydlige stue har gult klinkegulv og gulvet i kælderen er af nyere, røde tegl i et enkelt sildebensmønster.

Den miljømæssige værdi knytter sig til den fredede bygnings relationer med de to øvrige længer, der tilsammen danner det trefløjede anlæg omkring gårdspladsen. Bygningen griber pladsen med den kraftige kampestenstrappe og smelter herved sammen med den intakte pigstensbelægning, der sammen med en kampestenssat brønd ophøjer den autentiske atmosfære som middelalderligt anlæg. Tillige understøttes dette af den omkransende voldgrav, volde og motteanlæg samt de øvrige nyere og ældre landbrugsbygninger omkring.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til de mange spor på facaden, der vidner om de mange ombygninger og ændrede funktioner, der er sket gennem tiden, samt til de tykke vægge, der er opbygget af de traditionelle munkesten. Murenes tykkelse fornemmes specielt ved den sydligste dørs placering i en dyb niche. Indvendigt opleves tillige de brede mure af munkesten ved de mange vinduesnicher, i kælderens hvælv og ved de steder hvor muren står uden puds. Særligt ses de blanke munkesten i en vinduesniche hvor stenene er bevaret bag en glasplade.

Over alt er bevaret ældre døre med greb og låsetøj og sammen med de synlige loftbjælker, og det store åbne ildsted, er disse elementer med til at fremhæve en autencitet og gennemført stil, der repræsentere bygningens alder. Dette underbygges af de fænomenologiske træk i bygningen, som den kølige temperatur og det afdæmpede lys, der understreger de middelalderlige tykke mure. Det synlige kampestensfundament i kælderen har tillige værdi idet det menes, at stamme fra tidligere bygninger på Hammelmose.

Arkitektonisk fremtræder bygningen som en velproportioneret bygningskrop, der mod gårdspladsen indordner sig under de andre bygningers skala, mens den mod voldgraven rejser sig, i takt med terrænets fald og danner en høj, dramatisk høj. Det ubrudte spidse tag er endvidere med til at understøtte den velproportionerede bygning.

De arkitektoniske værdier indvendigt knytter sig til bygningens snit med det dobbelthøje rum, der bryder med resten af rumhøjderne og sammen med den høje kælder skaber flere niveauer i bygningen. Bygningens ruminddeling med skråtstående skillevæge skaber irregulære rum og danner dynamik gennem bygningen. De forskellige rum samles ved ens materiale- og farveholdning, der fremhæver bygningsdetaljerne, og gør dem til dekorative elementer. Specielt de mørke farver på de gennemgående, kraftige bjælkelofter giver tyngde og underbygger forståelsen af det bærende. Dørenes bearbejdning er ligeledes gennemgående og deres detaljerede lister omkring fyldingerne fremhæves ved deres bemaling. Modsat de mange kraftige konstruktioner, i bygningen, fremstår trappen med de udskårne balustre let og spinkel.

Kælderens nederste rum virker helstøbt med de tykke mure og midtersøjlen, der glider over i krydshvælvene og markerer loftets inddelinger. Lyset opleves kontrastfuldt på de matte krumme flader.

Læs videre om

• Dorf Vindmølle
• Dronninglund Slot
• Voergård

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen