Gammel Hovedgade 5 ligger på Gammel Hovedgade 5 i Hørsholm Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Bygningen er opført i begyndelsen af 1800-tallet og hammeren over ildstedet samt marmorfliserne foran kaminen stammer sandsynligvis fra Hirschholm Slot, der blev revet ned i 1810-1812.

Beskrivelse

Bygningen, der mod nord og syd er bygget sammen med nabobygningerne, ligger på Gammel Hovedgade midt i Hørsholms historiske centrum. Gammel Hovedgade 5 er en énetages længebygning i grundmur med et teglhængt heltag af mørke vingetegl, hvori der mod gaden sidder en bred gavlkvist, to mindre heltagskviste samt et nyere ovenlysvindue. Mod gården sidder ligeledes en gavlkvist samt i tagfladen et nyere ovenlysvindue. Nær rygningen sidder to nyere, murede skorstenspiber.

Facaden, der er pudset i en grå nuance, er kendetegnet ved en lav sokkel, vogngennemkørsel i det sydligste fag og ældre hvidmalede korspostvinduer med tværsprosse og mønsteropsprosning i de øverste, tophængte rammer. Vinduerne i gavlkvisten er ældre torammede og trerudede vinduer. Facaden har endvidere profilerede, hvidmalede gesimser og sålbænke samt et glat bånd under gavlkvisten. Gårdsiden, der er pudset i en rødlig nuance, har en lav, sortmalet sokkel, ældre torammede og hvidmalede vinduer med otte ruder i hver ramme, to nyere havedøre med opsprosset overparti i samme format som vinduerne samt gesimser og bånd som facaden. Vinduerne er både med koblede rammer og med termoforsatsrammer, og der er oprindelig beslåning på enkelte af vinduerne mod gården. Fra gårdsiden er der adgang til en mindre kælder. Porten er en ældre tofløjet revleport, og hoveddøren i portrummet er en ældre, koblet fyldingsdør med jernopsprosset overparti. I det indre har bygningen delvist bevaret en oprindelig planløsning med et langsgående hovedskillerum der i stueplan deler bygningen i stuer mod gaden samt entré, trappe og køkken mod gården. I køkkenet er bevaret et ildsted med en svungen hammer af marmor og ved kaminen i stuen er bevaret ældre marmorfliser. Førstesalen er indrettet til beboelse, og da bygningen tidligere har været delt i to ejermål, findes der et tidligere toilet, nu bryggers, mod gaden i stueplan samt badeværelse på førstesalen. Interiøret er generelt kendetegnet ved ældre brædde- og plankegulve, fyldingsdøre hvoraf flere er med fem fyldinger og indstukne hængsler, ældre klassicistiske gerichter og en ældre trappe til førstesalen. En enkelt dør på førstesalen har bladhængsler. Tillige ses nyere liste- og pladelofter, og flere af de ældre fyldingsdøre er afsyrede. Spidsloftet er uudnyttet, tagkonstruktionen er delvist nyere og der er undertag af banevarer.

Miljømæssig værdi

Bygningens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Gammel Hovedgade, hvor den indgår som en vigtig del af det helstøbte, historisk dominerede gadeforløb. Hertil kommer den større sammenhæng med Hørsholm Kirke, Slotshaven og bygningerne som huser Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum, der tilsammen danner et formfuldendt kulturhistorisk miljø.

Kulturhistorisk værdi

I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den klassicistiske købstadsbygning i grundmur med gavlkviste, vognport, skorstenspiber og mønsteropsprossede vinduer mod gaden. Der knytter sig ligeledes kulturhistorisk værdi til den traditionelle forskel på den repræsentative gadeside og den mere enkle gårdside med en irregulær vinduessætning, kældernedgang og smallere gavlkvist. Gårdsidens oprindelige vinduer har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, ligesom vognporten og hoveddørens placering vidner om bygningens tidligere funktion som bolig med tilknyttet erhverv i gården.I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre planløsning med et langsgående hovedskillerum der deler bygningen i repræsentative stuer mod gaden og sekundære, funktionelt orienterede rum mod gården. Hertil kommer de oprindelige og ældre bygningsdele i form af plankegulve, femfyldingsdøre med indstukne hængsler, klassicistiske gerichter, døren med bladhængsel på førstesalen og ildstedet med marmorhammer samt fliserne ved kaminen, der alle vidner om bygningen alder.

Arkitektonisk værdi

Bygningens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den traditionelle og udprægede symmetriske fremtræden i grundmur med teglhængt heltag, gavlkvist, taktfast placerede vinduer og to skorstenspiber i rygningen. Markeringen af en kurvehanksbuet åbning i facadens nordligste fag modsvarer vognporten i det sydligste fag, og giver bygningen en rolig og afbalanceret fremtræden, der understøttes af de horisontale linjer i soklen, vinduernes sålbænke og tværposter samt af den hvide hovedgesims. Hertil kommer de elegant opsprossede vinduesrammer, der giver facaden både karakter og finesse.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links