Gammel Mønt 23 ligger på Gammel Mønt 23 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Byen, som i kilderne omkring 1043 slet og ret blev kaldt Havn, og siden København, var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Skt. Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at Absalon placerede sin borg her. Som København voksede, og der blev opført flere kirker, blev byen opdelt i fire fjerdinger, eller fjerdedele, svarende til de fire sogne Skt. Clemens, Skt. Peder, Vor Frue og Skt. Nicolai. Efterhånden måtte byen inddeles i såkaldte rodemål, og i 1633 ændrede man rodemålene til en egentlig kvartersinddeling, hvor kvartererne fik følgende navne: Øster Kvarter, Strand Kvarter, Snarens Kvarter, Vester Kvarter, Nørre Kvarter, Købmager Kvarter, Klædebo Kvarter og Frimands Kvarter. Købmager kvarter omfatter området mellem Strøget, Gothersgade, Klareboderne og Købmagergade. I krydset Gammel Mønt og Møntergade lå Sankt Clara Kloster (hvorfra Klareboderne har sit navn), der med visse afbrydelser blev benyttet fra 1541 som værksted for prægning af mønter, mens det i perioden 1575-1593 var kirke for en tysk menighed, for så igen at blive møntergård frem til 1623. Gården kaldtes Gammel Mønt, og dette navn blev overført til gaden, der mellem 1631 og 1650 opstod som et resultat af klostergrundens udparcellering. Den store bybrand i 1728 forvoldte store ødelæggelser, og mange af de ældste bevarede ejendomme i Gammel Mønt er således oprindeligt opført som såkaldte ildebrandshuse i 1730erne. De fleste af disse ejendomme er siden forhøjet eller ombygget på forskellig vis. Mange bygninger i området er forsvundet ved saneringer og ved opførelser af nyere monumentale byggerier. Den dag i dag står Gammel Mønts søndre husrække som et af de få intakte gadeforløb med oprindelse i genrejsningstiden efter 1728. Gammel Mønt 23 er opført 1730-35 for matros Friderich Olsen i bindingsværk med grundmuret kælder, fire fag i tre etager og med gavlkvist over to fag. Før 1760 blev huset forhøjet til sin nuværende højde med en frontispice i hele facadens bredde. Mellem 1760 og 1804 blev facaden og gavlen mod syd grundmuret, og frontispicen blev fjernet. Den grundmurede stueetage mod gården stammer fra 1867. Hvornår sidehusets gavl er omsat i grundmur vides ikke. Butiksindretningen ses ifølge ejeren på et foto fra ca. 1920.

Beskrivelse

Ejendommen er beliggende i Gammel Mønt, hvor forhuset indgår som et integreret led i gadens søndre husrække. Udover forhuset omfatter fredningen et sidehus, der mod gården er sammenbygget med forhuset ved et smigfag. Forhuset står mod gaden i tre grundmurede fag i fire etager med teglhængt heltag med to heltagskviste mod gaden og en trefagskvist mod gården. I tagfladen mod gården er en skorstenspibe. Gårdsiden har kælder og står med grundmuret underetage og bindingsværk for resten, og sidehuset er i bindingsværk med grundmuret fritstående gavl og teglhængt halvtag. Bagved ligger et gårdrum belagt med ølandssten. Facaden er pudset og malet olivengrøn med refendfuget, lidt mørkere malet stueetage, hvor butikken har et ældre glasparti indfældet i rammer af bronze, der buer ind mod det tilbagetrukne indgangsparti i det vestlige yderfag. Mellem stueetagen og første sal er en hvidmalet kordongesims med en løbende hund, og hovedgesimsen er profileret og hvidmalet. Der er ældre, hvidmalede korspostvinduer med todelte underrammer til første og anden sal og torammede, trerudede vinduer til tredje sal. Gårdsiderne fremstår i rødmalet bindingsværk og pudsede og jernvitriol kalkede tavl og murværk. I smigfaget er skråbånd. Der er overvejende ældre rødmalede, torammede vinduer med to- eller trerudede rammer, men også enkelte nyere, traditionelt udførte vinduer. Døren ud til gården er en nyere fyldingsdør. Over nedgangen til kælderen er en lem. Indgangspartiet i gadeniveau giver dels adgang til butikken ad en glasdør og dels ad en nyere fyldingsdør ind til en forstuegang belagt med nyere klinker i forhuset og videre til sidehusets trapperum, der fører op til ejendommens beboelsesetager. Den ældre trappe har drejede balustre, udkehlet håndliste, vangesnirkel, bræddebeklædte underløb og trætrin uden belægning. Væggene i forstuegang og trappehus fremstår med synligt, hvidligt bindingsværk og hvidmalede murflader. Under trappen i stueetagen findes et lille rum af brædder. Entrédøre til etagerne er forskellige genanvendte fyldingsdøre, der fører ind til en lille forstuegang, hvorfra er adgang til badeværelse mod gården og videre til en stue på tre fag mod gaden. Bag denne ligger køkken eller kammer mod gården. Køkkenskorstenen er ikke synlig. De tre hovedetager har synligt bjælkeloft, overvejende med profilerede bjælker, og her imellem er der panelering eller bræddeloft med lister over samlingerne. Desuden findes brystnings-, pille- og lysningspaneler i stuerne og en del ældre fyldingsdøre, hvoraf nogle er genanvendte fra andre steder. I forstuernes loft er der også genanvendt panelering. Loftspaneleringen i stuen på første sal hører til huset. Ellers er der generelt nyere bræddegulve og optoglas på vinduerne. Bemærkelsesværdigt er tofagskammeret på anden sal mod gården, hvor væggene er fuldpaneleret, og de barokke vinduer med kraftig rundpost og tømmerkarm er bevaret mod gården. Døren fra stuen til kammeret er en barok enfyldingsdør med kraftigt gericht med underskåret profil. På første og anden sal er der synligt hvidmalet bindingsværk på midtskillevæggen og i nordgavlen, mens der på den nyere tredje sal ses murværk mod naboen. En nyere trappe i forlængelse af den gamle fører fra tredje sal til loftsetagen, der er indrettet til kip med ét stort rum med badeværelsesindretning med stengulv mod gården og kamin i køkkenskorstenen.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Gammel Mønt, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af lignende bygninger fra samme periode, der på trods af forskellige ombygninger og forhøjelser stadig indgår i en helhed. I kraft af facadens proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en harmonisk del af det historisk dominerede gadebillede. Hertil kommer, at forhuset tillige er med til at opretholde den ældre gadestruktur. Også til gården har ejendommen vigtig miljømæssig værdi i kraft af det velbevarede bindingsværk og den tætte bygningsstruktur, der danner et stemningsfuldt gårdmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Gammel Mønt 23 er overordnet knyttet til ejendommen som et eksempel på et bygningskompleks fra 1700-tallet, der vidner om genopbygningen efter den store brand i 1728 samt en bygningshistorisk udvikling, der rummer fællestræk med nabogaderne i den bevarede karré mellem Sværtegade og Møntergade. Den særligt velbevarede husrække i Gammel Mønt 17-41 består alle af såkaldte ildebrandshuse opført i årene efter 1730. Størstedelen af forhusene er siden ændret og forhøjet på forskellig vis, hvorved husrækken har fået deres variation i højde og forskellig facadedekoration. Kun hjørnebygningen, nr. 41, står omtrent som den blev opført. Før branden i 1728 lå der en række boder fra 1600-tallet, og disse blev senere i århundredet stykket ud i enkelte ejendomme. Det er således 1600-tallets bebyggelsesstruktur, som stadig kan aflæses i gaden. Endvidere er den kulturhistoriske værdi ved Gammel Mønt 23 relateret til kombinationen af forhus og trappehus, der er opført samtidig i 1730'erne og vidner om en traditionel bebyggelsesstruktur fra denne periode. Da huset blev opført efter den store brand i 1728, bestræbte man sig udelukkende på at få genrejst kvartererne i grundmurede bygninger, men i praksis viste det sig for dyrt og umuligt at gennemføre. Således blev også ildebrandshuse som Gammel Mønt 23 oprindeligt opført i bindingsværk, og facaden blev først grundmuret senere. Der knytter sig en væsentlig kulturhistorisk værdi til forhusets grundmurede facade, der med sin refendpudsede stueetage, den udsmykkede kordongesims, den profilerede hovedgesims og de traditionelle korspostvinduer fortæller historien om det klassicistiske københavnske facadeideal, som kom til ved facadens grundmuring i den sidste del af 1700-årene.Der knytter sig også betydelig kulturhistorisk værdi til forhusets og trappehusets gårdsider i velbevaret bindingsværk, der afspejler den traditionelle byggeteknik og understreger forskellen mellem den repræsentative facade mod gaden og den funktionsbetingede gårdside. Der er af økonomiske årsager ikke anvendt meget fyldtømmer, men kun det, der er nødvendigt af konstruktive grunde. Forskellen mellem de oprindelige etager og den tilføjede ekstra etage kan aflæses i forskellen i bindingsværket. Første og anden sal har f.eks. skråbånd i yderfaget mod nord og har bevaret den gamle tømmerkarm på anden sal. Der knytter sig endelig kulturhistorisk værdi til de traditionelt udførte vinduer og til skorstenspiben fra de tidligere køkkenildsteder. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den velbevarede planløsning med den gennemgående forstuegang, der fører gennem forhuset til sidehuset med den ældre trappe med alle dens detaljer, til etagernes indretning med stuen mod gaden og køkken og kammer mod gården og til alle ældre og traditionelt udførte bygningsdele, detaljer og overflader, der giver karakter til ejendommens indre. Dette gælder f.eks. de profilerede bjælker, loftspaneleringer, kammerets fuldpanelering, stuernes brystnings-, pille og lysningspaneler, de ældre vinduer, de traditionelt udførte bræddegulve, ældre fyldingsdøre og gerichter samt generelt den traditionelle materialeholdning. Dertil kommer det lille kælderrum mod gården, hvor køkkenskorstenens fundament er bevaret samt til stueetagens butiksindretning med det fint udformede buede glasparti mod gaden, som understreger den ældre, erhvervsmæssige anvendelse af etagen.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til forhusets enkle, smalle og høje bygningskrop med den traditionelle taktfaste vinduessætning med korspostvinduer og torammede vinduer på beboelsesetagerne, der giver facaden et roligt og værdigt udtryk. Den fint profilerede og udsmykkede kordongesims har dels en dekorativ og dels en kompositorisk funktion og sammen med den tungere refendfugede underetage skaber den en visuel balance i den ellers høje smalle facade. På bagsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidernes bindingsværk med den faste fagdeling, der bestemmer placering af vinduerne samt til den enkle farvesætning, der skaber et meget helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de smukt belyste og til dels panelerede stuer mod gaden samt til trapperummet med de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer, der fortæller historien om det borgerlige klassicistiske enkle udsmykningsideal.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links