Gammel Mønt 31 ligger på Gammel Mønt 31 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.
Gammel Mønt 31, København
Bygningshistorie
I krydset Gammel Mønt og Møntergade lå Sankt Clara Kloster (hvorfra Klareboderne har sit navn), der med visse afbrydelser blev benyttet fra 1541 som værksted for prægning af mønter, mens den i perioden 1575-1593 var kirke for en tysk menighed, for så igen at blive møntergård frem til 1623. Gården kaldtes Gammel Mønt og dette navn overførtes så til gaden, der mellem 1631 og 1650 opstod som et resultat af klostergrundens udparcellering. Den store bybrand i 1728 forvoldte store ødelæggelser, og mange af de ældste bevarede ejendomme i Gammel Mønt er således oprindelig opført som såkaldte ildebrandshuse i 1730'erne. De fleste af disse ejendomme er siden forhøjet eller ombygget på forskellig vis. Mange bygninger i området er forsvundet ved saneringer og ved opførelser af nyere monumentale byggerier. Den dag i dag står den søndre husrække i Gammel Mønt som et af de få intakte gadeforløb med oprindelse i genrejsningstiden efter 1728. Gammel Mønt 31 er opført i 1731 for Snedker Bernhard Hynecke eller Honnicke i seks fag og tre etager med kvist over fire fag. Huset blev grundmuret mod gaden og var i bindingsværk til gårdsiden. I 1754 beskrives kvisten som en oval frontispice og til gårdsiden nævnes en svalegang ud for 1. og 2. sal. I 1757 er der fire etager til gårdsiden og en italiensk trappe nævnes. I 1816 er der en rund fronton over gavlkvisten til gaden. På et tidspunkt før 1831 forhøjes gadefacaden til fire etager med mansard. Mansardtaget er dog forsvundet igen i 1834, hvor der er teglklædt heltag. I 1864 er der i tagetagen fotografisk atelier med vinduer mod gaden. I 1901 nævnes første gang en oliemalet facade. I 1926 ombygges gårdsidens stueetage, og de knægte der tidligere bar den udkragede svalegang erstattes af en rem og fire træpiller.
Beskrivelse
Ejendommen Gammel Mønt 31 er beliggende i Københavns Købmager Kvarter med forhuset som et integreret led i gadens sydlige husrække, hvor der overvejende er bygninger fra samme periode. Det mod gaden grundmurede forhus, Gammel Mønt 31, er seks fag bredt og fire etager højt over en kælder. Facaden er rødmalet og mod taget er en hvidmalet, profileret hovedgesims. Taget er et rødt, teglhængt og let opskalket heltag. Heri er tre heltagskviste, den midterste er dobbelt så bred som de to øvrige. I rygningen er en skorsten. I den fritliggende del af gavlene ses sortopstreget bindingsværk. I det østre yderfag er en rundbuet indgang med en ældre, tofløjet hoveddør, der er tilpasset buen. Hoveddøren er ældre og har fyldinger og håndsmedet hængsling. Den skønnes at være fra bygningens tidligste år. Der en nedgang til en butik i kælderen med et moderne, sortmalet gelænder i metal og med skiltning. Trappens trin er belagt med betonfliser. Kælderdøren er nyere, hvidmalet og har små glasruder. Vinduerne i kælderetagen er nyere og enkeltrammede. De øvrige vinduer er ældre eller traditionelt udførte korspostvinduer med en opdeling i de nedre rammer. Stueetagens vinduer er større (højere) end på de øvrige etager og har tre ruder i de nedre rammer. Kvistvinduerne er torammede og småtopsprossede. Alle vinduerne er hvidmalede bortset fra kvistvinduerne, der er brunmalede. Over vinduerne er flade murstik. På gårdsiden er forhuset i seks fag, grundmuret i stueetagen og i bindingsværk fra 1. salen og over, hvor der også er en lukket svalegang båret af en rem og fire træpiller. Rem og træpiller er mørkmalede. Bindingsværk og tavl er hvidmalede. Mod det røde tegltag sidder en profileret hovedgesims. I taget er tre taskekviste med røde tegltage. Den midterste er bredest. I det østlige fag sidder en traditionelt udført dør med flammeringer og overvindue. Foran døren er en nyere trætrappe udført som en slags veranda i halvdelen af forhusets bredde. Hertil er på gårdsiden en kældernedgang med en nyere, støbt trappe og en traditionelt udført fyldingsdør. Vinduerne på gårdsiden er fra 1. salen og opefter ældre vinduer med korspostopdeling heraf nogle med en opdeling af de nedre rammer og nogle er småtopsprossede. I stueetagen er vinduerne nyere end de øvrige og seksrammede. Døre og vinduer i stueetage og kælder er grønmalede, mens vinduerne herover er hvidmalede. Gårdrummet er sammenhængende med flere af gadens huse og brolagt. I det indre har forhuset en traditionel planløsning med en gennemgående forstue i stueetagen fra gaden til gårdsiden med hovedtrappe, der giver adgang til lejlighederne – én på hver etage. Lejlighederne er disponeret således: Der er fra trapperummet indgang til svalegangen i fire vinduesfag, og for enden af gangen er et værelse i to fag til gårdsiden. Herfra er der adgang til køkkenet, der er placeret langs med gårdsidens svale. Mod gaden er to trefagsstuer. På 3. sal og i tagetagen er en lejlighed i to plan med en intern trappe. I stueplan er den gennemgående forstue fra gade- til gårdside med husets hovedtrappe. På gulvet er i forstuen et gulvtæppe og herunder træplader. Væggene er i bindingsværk og hvidmalede. Hovedtrappen er en ældre, muligvis oprindelig, og forholdsvis smal ligeløbstrappe med firkantet mægler med fyldinger. Gelænderet har kraftige dokkebalustre og en profileret, asymmetrisk håndliste. På trin, stødtrin og reposer er monteret et grønt gulvtæppe. Trappen er mørkmalet. Dog er forvangen i stueetagen, med profilerede lister, grønmalet. Det skønnes at bemalingen er ældre. Trappeløbet er glatpudset og hvidmalet. Lejlighederne har et overvejende ældre interiør, der skønnes at være fra bygningens tidlige år og materialeholdningen er traditionel. Der er således ældre såvel som nyere plankegulve, som enkelte steder er malede. Væggene har overvejende brystningspaneler og herover brede listeinddelte felter. Mod gaden er der hel- og lysningspaneler. Enkelte steder er vægge med synligt bindingsværk. Eksempelvis i væggen mellem køkken og svalegang er i bindingsværk, hvori der sidder ældre, småtopsprossede vinduer. Lofterne har overvejende bjælker med profilerede hjørner og enkelte er med bræddeloft imellem. De brede kogenicher samt skorstenskerner er på alle etager bevarede i køkkenerne. I ejendommen er desuden en del bevarede håndsmedede detaljer herunder vinduernes beslag, anverfere og stormkroge samt døre med indstukne hængsler og tilhørende gerigter. Dørene er overvejende fra 1700-tallet døre med forskellige fyldinger. De fleste har de karakteristiske afskårne og indadtil afrundede fyldingshjørner. Farvearkæologiske undersøgelser med farvetrapper er synlige på flere døre. Vinduerne er ligeledes fra forskellige perioder med varierende typer af lod- og tværposter, herunder blandt andet rundposter, der blev brugt i 1700-tallet. På 1. og 2. sal er placeringen af den tidligere varmekilde, ovnpladsen, markeret i stuen med en profileret indramning og på 2. salen tillige med en ældre stukkaturudsmykning. På 3. salen og i tagetagen er planløsningen åben og dørene er nyere pladedøre eller traditionelt udførte fyldingsdøre. Enkelte døre kan være ældre, men har fået nye hængsler. En nyere trætrappe med kvartsving fører op til tagetagen. Her er skorstenskernen bevaret og hanebåndene er den eneste synlige del af tagets tømmerkonstruktion. Det skrå loft er hertil beklædt med gips og hvidmalet.
Miljømæssig værdi
Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Gammel Mønt, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af bygninger fra samme periode. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en harmonisk del af det historisk dominerede gadebillede. Hertil kommer, at forhuset tillige er med til at opretholde den ældre gadestruktur. Også til gårdsiden har ejendommen væsentlig miljømæssig værdi i kraft af den velbevarede svalegang i bindingsværk og det brolagte gårdrum, der bidrager til karreens stemningsfulde gårdmiljø.
Kulturhistorisk værdi
Den kulturhistoriske værdi ved Gammel Mønt 31 er overordnet knyttet til ejendommen som et eksempel på et forhus fra 1700-tallet, opført umiddelbart efter den store brand i 1728. Gammel Mønt rummer fællestræk med nabogaderne i den bevarede karré mellem Sværtegade og Møntergade. Den særligt velbevarede husrække Gammel Mønt 17-41 består alle af såkaldte ildebrandshuse opført i årene efter 1730. Størstedelen af forhusene er siden ændret og forhøjet på forskellig vis, herunder Gammel Mønt 31, hvorved husrækken har fået dens variation i højde og i facadernes fremtræden. Kun hjørnebygningen, nr. 41, står i dag omtrent som, da den blev opført. Før branden i 1728 lå her en række boder fra 1600-tallet, og disse blev senere i århundredet stykket ud i enkelte ejendomme. Det er således 1600-tallets bebyggelsesstruktur, som stadig kan aflæses i gaden. I det ydre knytter der sig kulturhistorisk værdi til forhusets klassicistiske facadeskema med den grundmurede facade med dens brede, enkle og malede murflade, den profilerede hovedgesims mod taget og de taktfast placerede vinduer med korspostopdeling. Men som forhusets bygningshistorie viser, er det nuværende facadeskema et produkt af flere forskellige byggekampagner, der afspejler tendenser i det typiske, borgerlige, københavnske byggeri, der var domineret af dygtige håndværksmestre. De mønstertegninger af forhuse med gavlkviste, der med Landbygmester J.C. Krieger i spidsen var blevet promoveret som gode eksempler på beboelsesejendomme i årene efter branden i 1728 blev en væsentlig rettesnor i årtier for ejendomme som Gammel Mønt 31. Oprindeligt bestræbte man sig på udelukkende at få genrejst kvartererne i grundmurede bygninger, men i praksis viste det sig fordyrende og umuligt at gennemføre. Derfor blev gårdsiderne ofte fortsat opført i bindingsværk. De udnyttede tagetager, et træk der er senere og peger væk fra ildebrandshusene, vidner om ønsket om at udnytte de snævre matrikler optimalt i højden. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til alle ældre og traditionelle elementer i facaden, herunder den rundbuede lysning med hoveddøren, de ældre og traditionelt udførte vinduer med alle detaljer, hovedgesimsen samt til taget med kviste og skorsten. Der knytter sig betydelig kulturhistorisk værdi til forhusets gårdside og det her velbevarede bindingsværk, der afspejler datidens traditionelle byggeteknikker og understreger forskellen mellem den repræsentative facade mod gaden og den funktionsbetingede gårdside med svalen, der oprindelig var åben. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi til en overvejende velbevaret ældre etage- og planløsning med de repræsentative rum placeret en suite mod gaden på beboelsesetagerne op til midtskillevæggene. Ligeledes er hovedtrappen, køkkener og øvrige funktionsrum på traditionel vis placeret mod gården. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til alle ældre og traditionelt udførte dele, detaljer og overflader, der giver karakter til ejendommens indre. Det gælder i særdeleshed de mange snedker- og smedejernsdetaljer fra 1700-tallet, herunder fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerigter og vinduernes tvær- og lodposte samt anverfere og stormkroge. Samt til hovedtrappen med dens karakteristiske barokke træk med firkantet mægler og kraftige dokkebalustre. Endvidere kommer alle de ældre og traditionelt udførte planke- og bræddegulve samt vægge med paneler og vinduernes lysningspaneler og en overordnet traditionel materialeholdning. De rigt udformede og fint forarbejdede døre med indfatninger, der på en måde står i kontrast til de forholdsvis beskedne rumstørrelser, er formentlig et resultat af, at det er en snedkermester, der har fået bygningen opført.
Arkitektonisk værdi
Den arkitektoniske værdi knytter sig til forhusets sluttede bygningskrop, de taktfast placerede vinduer og den rundbuede hovedindgang i det ene yderfag samt markeringen af overgangen til taget med en hovedgesims. Med det let opskalkede stejle og teglhængte heltag fremstår forhuset som et solidt formet og harmonisk fremtrædende bygningsvolumen. Forhusets rødmalede murflade, hvor de flade murstik over vinduerne er synlige, samler facaden, der i sin helhed fremstår afdæmpet og elegant. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig primært til den klare hoveddisposition og lejlighedernes klare og ensartede planløsning, herunder med stuer en suite til gadesiden og ikke mindst med svalegangen til gårdsiden på beboelsesetagerne. I svalen, med vinduer på begge sider, kan der hertil knyttes arkitektonisk værdi til det herlige lysindfald, der nuanceres af de ældre vinduers glas, profiler og detaljer. Det er desuden interessant hvordan, de rige og svulstige 1700-tals snedkerdetaljer, står i kontrast til de forholdsvis beskedne rumhøjder og størrelser og alligevel fremstår som en del af helheden. Hertil kan fremhæves den gedigent udførte ligeløbstrappe, der er passet ind i den smalle gennemgående forstue.
