Gammel Mønt 35, København

Siden biskop Absalons tid, hvor middelalderbyen via grave og volde fik sin afgrænsning udadtil, har arealet, hvor Gammel Mønt ligger tilhørt den befæstede by. Oprindeligt bestod denne del af byen af åbne ubebyggede arealer, gennemskåret af afvandingskanaler, for en stor del tilhørende Rosengården. I 1497 blev Sankt Clara Kloster opført på arealet, hvor Gammel Mønt i dag krydser Møntergade. Med visse afbrydelser blev klosteret benyttet som værksted for prægning af mønter fra 1541, mens det i perioden 1575-1593 var kirke for en tysk menighed, for så igen at blive møntergård frem til 1623. Da Den Kgl. Mønt flyttede i 1620, blev klosteret nedrevet, og i 1633 blev klostergrunden udparcelleret, og dermed opstod gaderne Gammel Mønt og Møntergade. Gadernes første bebyggelser bestod sandsynligvis af jævne, borgerlige bindingsværkshuse i to eller tre etager. Ved den store brand i 1728, hvor en fjerdedel af København blev lagt i aske, blev også hele den øvre del af Gammel Mønt flammernes bytte. Hvad der måtte have været af bebyggelse på grunden Gammel Mønt 35 forsvandt fuldstændigt, og i 1730 var der stadig ingen bebyggelse på grunden. På et tidspunkt mellem 1730 og 1736 opførte skrædder Johan Conrad Löcher et seksfags bindingsværkshus i tre etager med grundmuret kælder og en bred gavlkvist over alle husets fag. Bestræbelserne fra statsmagten og den nyoprettede kgl. bygningskommission om, at forhusene efter branden skulle opføres i grundmur måtte opgives for at få gang i genopbygningen af de nedbrændte kvarterer. Således er hele husrækken Gammel Mønt 17-41 opført i årene 1731-1737 før forbuddet mod bindingsværk blev genindført. Mellem 1760 og 1780 blev Gammel Mønt 35 ombygget så det fik grundmur mod gaden, og samtidig blev facaden ændret fra seks til fem fag. Endvidere blev gavlkvisten afløst af et mansardtag, og heri sad til begge sider to vinduer, hver med et lille buet zinktag. I kælderen var der formodentlig allerede fra starten butik eller værksted. Fra 1761 nævnes i brandtaksationerne en ét fag bred nedgang til kælderen fra gaden. En brandtaksation fra 1800 beskrev en inddækning af denne nedgang i form af et træskur med en glat malet dør, og endvidere havde butikken udvendige skodder til gaden. I samme taksation stod, at der i stueetagen var en gennemgående forstue med opgang i fire trætrin fra gaden, og at hoveddøren var en tofløjet, glat, malet dør med et rundt vindue over, samt at der var en nedgang af fem trætrin til gården gennem en glat, malet dør. I forbindelse med de murede ildsteder på etagerne var der overalt bilæggerovne, og vinduesrammerne blev beskrevet som engelske rammer, hvilket vil sige vinduesrammer med sprosseværk af træ i modsætning til de ældre blyrammer. Ved brandtaksationen i 1835 nævntes, at bilæggerovnene var fjernet og i stedet erstattet af vindovne. I brandtaksationen fra 1853 stod, at facaden var blevet fire etager høj til gaden, hvilket betød, at mansardetagen var blevet erstattet af grundmur. Samtidigt hermed var facadens gamle vinduer og et par enkelte vinduer i gårdsiden blevet erstattet af sprosseløse vinduesrammer. I 1868 nævntes det grundmurede parti omkring døren mod gården, og først i 1890 at facaden stod oliemalet. Mange af kvarterets ældre bygninger forsvandt ved saneringer i 1900-tallet, der gav plads til opførelsen af nyere og store, monumentale byggerier. I 1970'erne blev Gammel Mønt 35 restaureret, og lejlighederne på anden og tredje sal fik indrettet et køkken mod gaden i den ene af de oprindeligt to gadevendte stuer samt et badeværelse i det oprindelige køkken mod gården. På samme tidspunkt blev køkkendøren på samtlige etager blændet, så lejlighederne herefter kun havde én indgangsdør fra trapperummet.

Gammel Mønt 35 ligger som en del af gadens søndre husrække i det indre København. Bag forhuset er et lille brolagt gårdrum. Forhuset er fem fag bredt og tre etager højt over en høj kælder, dog har forhuset en ekstra fjerde etage mod gaden. Forhuset bærer et rødt, teglhængt tag, der mod gaden er udformet som et heltag og mod gården som et mansardtag. I den gårdvendte tagflade er øverst en høj og kraftig skorstenspibe samt et par tagvinduer, mens der i mansarden er en fabrikskvist med ældre, torammede og todelte vinduer samt en ældre, tofløjet fyldingsdør med små ruder øverst. Facaden er grundmuret, skuret og kalket jernvitriolgul, og øverst er en hvid trægesims. I yderfaget er en ældre, tofløjet fyldingsdør med bosser samt et ældre, sprosseopdelt overvindue. Det øverste trin foran døren er et trætrin, mens det nederste er af granit. Både dør og overvindue er malet sort. Ved siden af hoveddøren er en kældernedgang af granit med støbejernsværn, hver udformet som en grif. Trappe og dør er afdækket af plader, men øverst i døråbningen ses en overligger af træ. I kælder- og stueetage er der etrammede butiksvinduer, på første sal er der korspostvinduer med opdelte nedre rammer og på anden og tredje sal er der torammede og tredelte vinduer. Samtlige vinduer er ældre og hvidmalede. Mod gården står forhuset i bindingsværk, hvor første- og anden sal er udkraget over stue- og kælderetagen. Soklen er muret, pudset og kalket grå og er let fremspringende i forhold til det rødtopstolpede bindingsværk med røde tavl ovenover, der øverst afsluttes af en hvid trægesims. Gårdsidens vinduer er torammede og tredelte, undtagen vinduerne i kælderetagen, som er todelte. Under stueetagens vinduer er en rødmalet, gennemgående, profileret vandnæse af træ. Samtlige vinduer er ældre og hvidmalede, undtagen i mansarden, hvor de er malet røde. I yderfaget er en ældre, rødmalet fyldingsdør med et tredelt overvindue, og foran bagdøren er påbygget et simpelt, enetages, bræddebeklædt skur med tagpap, en revledør og en trætrappe, som fører ned i gården. Ved siden af er en kældernedgang med en simpel trætrappe. Kældernedgangen lukkes af et grønmalet træskur med to traditionelt udførte, skråtstillede luger. I forhusets stue- og kælderetage er et sammenhængende butikslejemål, mens der på de tre etager ovenover er én lejlighed på hver etage. I stueetagen fører en smal forstuegang med fire trin op til et smalt, gårdvendt trapperum, hvor en ældre halvsvingstrappe giver adgang til etagerne ovenover. Under trappen er i stueetagen indrettet et lille toilet. Fra forstuegangen er der adgang til stueetagens butikslokale mod gaden, der ved en bred døråbning er forbundet med et butikslokale med et muret ildsted mod gården. Gennem en lem i gulvet er der fra det gårdvendte butikslokale adgang til kælderen ad en simpel og traditionelt udført ligeløbstrappe. Kælderen består af et stort lokale mod gaden og tre mindre rum mod gården, hvoraf det midterste domineres af et stort, muret ildsted. Fra dette rum er der ligeledes opgang til gården ad en ældre, simpel trætrappe. Lejlighederne er indrettet med to stuer mod gaden, hvoraf den nordligste stue har indgang fra trapperummet og er indrettet til køkken i nyere tid. Mod gården er et kammer samt et badeværelse, som er indrettet i det oprindelige køkken, hvor et muret ildsted stadig er bevaret på samtlige etager. Kun på første sal er der endnu køkken, hvor køkkenildstedet er placeret. Fra den øverste repos fører en ældre, stejl loftstrappe op til det uudnyttede spidsloft, hvor det faste undertag af brædder og pap er synligt. Forhuset har generelt en ældre og traditionel materialeholdning. Kælderen har støbte, malede gulve, hvidkalkede vægge og synligt bjælkelag med pudsede loftflader imellem. Butikken og lejlighederne har bræddegulve, pudsede vægge, bræddeskillevægge, pudsede lofter samt lofter med synlige bjælker og listebeslåede loftbrædder. I badeværelserne er der mosaikstifter på gulv og vægge. Hovedtrappen er udført med indstemte, skråtstillede trin i vangerne, smal durchsicht, et værn af simple, drejede balustre med rundede hovedstykker og en profileret håndliste. Undersiden af løb og reposer er pudsede. Forhuset har bevaret ældre bygningsdele og -detaljer som helpanellerede ydervægge, brystningspaneler, ovnpilastre, enfløjede fyldingsdøre med to eller tre fyldinger, indstukne hængsler af forskellig udformning samt profilerede gerichter. Flere vinduer har 1700-tals rundposte samt håndsmedede anverfere og stormkroge.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens beliggenhed i gaden Gammel Mønt, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af lignende bygninger fra samme periode. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en harmonisk del af det historisk dominerede gadebillede. Hertil kommer, at forhuset tillige er med til at opretholde den ældre gadelinje mod syd, i et af de mere beskedne kvarterer i barokkens og klassicismens København. Også til gården har forhuset en miljømæssig værdi på grund af det lille, brolagte gårdrum, der er karakteristisk for den tætte indre by.

Den kulturhistoriske værdi ved Gammel Mønt 35 knytter sig overordnet til bygningen som et eksempel på et forhus fra 1700-tallet, der vidner om genopbygningen efter Københavns første store brand i 1728 samt om en bygningshistorisk udvikling, der rummer fællestræk med bygningerne i den bevarede karré mellem Sværtegade og Møntergade. Den særligt velbevarede husrække Gammel Mønt 17-41 består alle af såkaldte ildebrandshuse opført i årene efter 1730. Størstedelen af forhusene er siden ændret og forhøjet på forskellig vis, hvorved husrækken har fået sin variation i højde og i udstyringen af facaderne. Kun hjørnebygningen, nr. 41, står omtrent som, da den blev opført. Før branden i 1728 lå der en række boder fra 1600-tallet, og disse blev senere i århundredet stykket ud i enkelte ejendomme. Det er således 1600-tallets bebyggelsesstruktur og -linje, som stadig kan aflæses i gaden. Forhusets kulturhistoriske værdi knytter sig således til bygningens forskellige bygningselementer, der er vidnesbyrd om den udvikling som det oprindelige ildebrandshus har gennemgået. Dette gælder gårdsiden i traditionelt bindingsværk, der står som oprindeligt med en fagdeling på seks fag og let udkragede øvre etager over stueetagen korte skråbånd og tætsiddende vinduer. Gårdsiden giver hermed en indikation af, hvordan hele forhuset så ud ved opførslen i 1730'erne, hvor man afveg fra genrejsningskravene om grundmur mod både gade og gård. Et af de karakteristiske træk, der næsten forsvandt fra det Københavnske gadebillede ved branden, var de knægtbårne fremkragede facader, som er en byggemåde, man siden renæssancen havde anvendt ved opførelsen af byhuse. Det var allerede fra 1690'erne blevet forbudt at bygge ud over den grund, man havde erhvervet, og dette forbud stod ved magt i hele genopbygnings-perioden, men da det ikke omfattede bygningernes gårdsider, findes der i dag en del bevarede eksempler på denne traditionelle, ældre byggemåde i de afbrændte kvarterer. Mansardtaget, der ligeledes kun er bevaret mod gården, har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet tagformen er et tidstypisk træk i den bymæssige udvikling, hvor man ønskede at udnytte de små matrikler optimalt i højden ved fuldt udnyttede tagetager. Mansardtaget havde nemlig den fordel, at tagets form udvidede loftrummet betragteligt. Ikke mindst er den grundmurede, fem fag brede facade en vigtig del af fortællingen om forhusets udviklingshistorie, og derfor er der kulturhistorisk værdi ved facadens udformning og materialitet. Grundmuringen mod gaden skete i anden halvdel af 1700-tallet, hvor man stadig skelede til Landbygmester J.C. Kriegers mønster-tegninger for grundmurede beboelsesejendomme udformet umiddelbart efter branden i 1728. Herunder placeringen af hoveddøren i yderfaget samt nedgangen til kælderbutikken ved siden af denne. Udvidelsen af mansardetagen mod gaden til en ekstra, grundmuret etage skete inden 1853 og er således et vidnesbyrd om den store befolkningstæthed, der var inden for Københavns volde og deraf behovet for optimering af ejendommens kvadratmeter, som skulle udnyttes bedst muligt. Facadens enkle fremtræden i skuret og kalket murværk, hvis eneste udsmykning er den profilerede hovedgesims, vidner om at man ved grundmuringen var påvirket af klassicismen. De klassicistiske stiltræk genfindes i den tofløjede fyldingsdør med dobbelt anslagsliste og bosserede fyldinger samt opsprosset overvindue samt i førstesalens taktfast placerede korspostvinduer med opdelte nedre rammer, der ligeledes er kendetegnende for periodens bygninger. Den grundmurede facade står i kontrast til gårdsiden i bindingsværk, hvilket også er et tidstypisk træk for anden halvdel af 1700-tallet, hvor der var ønske om en tydelig differentiering mellem den repræsentative facade og den sekundære bagside. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til forhusets velbevarede, ældre planløsning med butik i kælder- og stueetagen samt én lejlighed per etage med en langsgående, muret hovedskillevæg med tilhørende muret køkkenildsted og lettere tværskillevægge af bindingsværk eller brædder. Lejlighederne er på traditionel vis disponeret med stuer mod gaden samt kammer og køkken mod gården. Den oprindelige planløsning er stadig aflæselig, selvom to køkkener ligger mod gaden og to badeværelser er placeret mod gården. Dette skyldes, at stuens snedkerdetaljer er bevaret og at køkkenildstedet ligeledes er bevaret i badeværelset. Endvidere er der en vigtig kulturhistorisk værdi i forhusets tidstypiske, smalle, gennemgående forstuegang i forbindelse med det gårdvendte trapperum, idet forstuen er eneste adgangsgiver fra gaden til gården, samt at den giver adgang til den enkle trappe, der betjener hovedetagerne. De ældre og oprindelige bygningsdele og -detaljer har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet de vidner om bygningens alder samt beretter om skiftende perioders udsmykningsidealer og æstetiske præferencer. Af særlig værdi har den ældre, enkle hovedtrappe, de ældre bræddegulve, de helpanellerede ydervægge, de enfløjede fyldingsdøre med to eller tre fyldinger og indstukne hængsler af forskellig udformning samt de profilerede gerichter. Hertil kommer de ældre brystningspaneler med forskellig udformning, ovnpilastre, høje fodpaneler, bræddeskillevægge, pudsede lofter og lofter med synlige bjælker og listebeslåede loftbrædder samt vinduernes 1700-tals rundposte og håndsmedede anverfere og stormkroge. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved de store køkkenildsteder med ildstedshammer af træ og herover rundbuede afsætningsnicher, der vidner om tidligere tiders opvarmnings- og madlavningsforhold.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhusets enkle, pudsede facade, der udgør en helstøbt og afbalanceret komposition i kraft af sine taktfast anbragte og tætsiddende vinduer, der aftager i størrelse opefter. Herved fremstår facaden med et klart tyngdepunkt nederst, som forstærkes af de høje butiksvinduer i stueetagen samt af hoveddøren med overvindue i yderfaget og kælderdøren ved siden af. Facadens eneste udsmykning ligger i den profilerede hovedgesims, der formidler overgangen mellem den høje facade og den mod gaden ubrudte tagflade med svag hældning. Facadens vertikale orientering videreføres i den høje og kraftige ildstedsskorsten. Facadens traditionelle farveholdning med hvide vinduer og sorte døre giver et iøjnefaldende modspil til det skurede murværks varmt jernvitriolgule farve. Også gårdsiden har stor arkitektonisk værdi på grund af det let fremkragede, rige bindingsværk og den varierede vinduessætning, som giver gårdsiden et levende og varieret udtryk. Gårdsidens udtryk er alligevel afdæmpet og roligt som følge af den enkle farvesætning med hvide vinduer og gesims samt rødtopstolpet bindingsværk med røde tavl, der bidrager til et meget helstøbt gårdmiljø.

Læs videre om

• Dronningensgade 14, København
• Hyskenstræde 7, København
• Kompagnistræde 10, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen