Gammel Mønt 41 ligger på Gammel Mønt 41, hj. af Møntergade i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

I krydset Gammel Mønt og Møntergade lå Sankt Clara Kloster (hvorfra Klareboderne har sit navn), der med visse afbrydelser blev benyttet fra 1541 som værksted for prægning af mønter. I perioden 1575-1593 var den kirke for en tysk menighed, for så igen at blive møntergård frem til 1623. Gården kaldtes Gammel Mønt og dette navn overførtes til gaden, der mellem 1631 og 1650 opstod som et resultat af klostergrundens udparcellering. Den store bybrand i 1728 forvoldte store ødelæggelser, og mange af de ældste bevarede ejendomme i Gammel Mønt er således oprindelig opført som såkaldte ildebrandshuse i 1730'erne. De fleste af disse ejendomme er siden forhøjet eller ombygget på forskellig vis. Mange bygninger i området er forsvundet ved saneringer og ved opførelser af nyere, monumentale byggerier. Den dag i dag står Gammel Mønts søndre husrække som et af de få intakte gadeforløb med oprindelse i genrejsningstiden efter 1728.Hjørnehuset Gammel Mønt 41 blev opført i årene 1730-34 for øltapper Andreas Tussing.

Beskrivelse

Ejendommen er beliggende på hjørnet af Gammel Mønt og Møntergade i det indre København. Ejendommen omfatter en hjørnebygning i rigt, mørkerødt opstolpet bindingsværk med rødkalkede tavl. Bindingsværket rummer en del ældre tømmer og velbevarede tavl, men er fornyet mange steder. Hjørnebygningen er opført over en grundmuret, pudset kælderetage og er to etager høj og har en udnyttet tageetage. Der er ti fag mod Gammel Mønt med en centralt placeret gavlkvist over fire fag, og mod Møntergade er der fem fag med en tofags gavlkvist. Hjørnebygningen bærer et opskalket tag hængt med røde tegl, og gavlkvistene er ligeledes hængt med røde tegl. I taget ses to kraftige skorstenspiber. Mod Gammel Mønt er der indgang til opgangen over et par trin via en traditionelt udført, tofløjet og mørkegrøn revledør med flammeret bræddebeklædning. Døren er forsynet med en rigt profileret, hvidmalet indfatning, og over døren er to traditionelt udførte, småtopsprossede og hvidmalede vinduer. Udover hoveddøren er der yderligere et indgangsparti til stueetagen via et par trin og en traditionelt udført, mørkegrøn dør med et fyldingsfelt nederst og et opsprosset vinduesparti øverst. Foran døren er en mørkegrøn, todelt bræddebeklædt yderlåge. Derudover er der en kældernedgang med fire trin, et sortmalet smedejernsgelænder. Døren er en traditionelt udført, tofløjet og mørkegrøn, bræddebeklædt dør. I kælderetagen er der traditionelt udførte, torammede, småtopsprossede og mørkegrønne vinduer med tilhørende traditionelt udførte, tofløjede, mørkegrønne revleskodder. I stueetagen og på første sal samt i gavlkvistene er nyere, koblede vinduesrammer, hvis yderrammer er udført på traditionel vis som torammede, småtopsprossede og hvidmalede vinduer med tilhørende stabler, hængsler og hjørnebånd. Herudover er en enkelt heltagskvist med flunker og inddækning i zink, og heri er et torammet vindue udført i stil med den øvrige facades vinduer. Alle vinduer over kælderniveau er udført med rundposte. I gavlkvistenes frontispicer er fladbuede åbninger, der er forsynet med traditionelt udførte, bræddebeklædte og mørkegrønne luger. Lugerne er udført med hejsebomsåbninger. Mod gården står hjørnebygningen i delvist fornyet, enkelt udformet bindingsværk, der er rødt opstolpet og med pudsede og gulmalede tavl uden fyldtømmer. I tagfladen mod gården er der en svær skorstenspibe samt en taskekvist. Fra tre sider favnes en lille, snæver gård af to etagers bindingsværksider over den grundmurede kælderetage, idet der fra fløjen mod Gammel Mønt er en lavere udbygning med et ensidigt teglhængt tag. Den fjerde side af gården udgøres af naboejendommens bindingsværksgavl. Første sal af gårdsiden er kraget ud og delvist udformet som en svale, der er båret af bjælker med afrundede afslutninger. Øverst danner en enkel, rødmalet gesims overgang mod tagfoden. Der er udgang til gården via traditionelt udførte, bræddebeklædte, rød- og grønmalede døre. Fra udgangen i stueplan er en nyere, rødmalet trætrappe til gårdplan. Gårdsidens vinduer er torammede, småtopsprossede og hvidmalede og er i øvrigt udført som facadens: rundposte med koblede rammer, der er forsynet med traditionelt udførte yderrammer. I det indre er der talrige elementer af de ældre planløsninger. Der er restauration i hjørnebygningens kælder- og stueetagen samt en mindre erhvervslejlighed i stueetagen, mens der er privat beboelse på første og anden sal. Kælderetagen rummer entré fra kældernedgang, et stort vinkelformet restaurationslokale samt et moderne industrikøkken med tilhørende faciliteter. I kælderen er en svær, central skorstenskerne med et ildsted, hvori der er en nyere pejseindsats. I stuetagen er omkring gadehjørnet et stort restaurationslokale i en delvist åben plan, og mod gården er der ved hjælp af nyere skillevægge indrettet garderobe- og toiletfaciliteter. Passage mellem etagerne i restauranten sker via en trappe placeret i krogen ud mod gadehjørnet og tillige med adgang fra restaurantens indgangsdør i Gammel Mønt. Fra hoveddøren i Gammel Mønt træder man ind i en gennemgående forstuegang, der samtidig giver adgang til hovedtrappen og ud til gården. I den resterende del af stueetagen mod Gammel Mønt er en mindre lejlighed bestående af en gadevendt stue, mens der mod gården er et køkken, som er indrettet i en bevaret kogeniche, samt et toilet. På første sal omfatter hjørnelejligheden en forstue (der rummer kogeniche med ildstedskappe, hvorved forstue og køkken oprindeligt var samme rum), et gårdvendt badeværelse, og mod gaden er en stue, en hjørnestue og et soveværelse. Den anden lejlighed omfatter entré ind i en svalegang mod gården. Herfra er adgang til en gadevendt stue og til et gårdvendt køkken, toilet og badeværelse. Den besigtigede lejlighed i den indrettede tagetage på anden sal omfatter et gadevendt køkken-alrum med soveafdeling samt et gårdvendt toilet og badeværelse. Fra opgangen er tillige adgang til ejendommens spidsloft, der er anvendt til pulterrum og tørreloft. I ejendommens indre er der i overvejende grad en traditionel materialeholdning. Hovedtrappen er en traditionelt udført, ét-løbet ligeløbstrappe med afrundet mægler, indstemte trin, gelænder med huller og bueberigede parallelogrammer samt en afrundet håndliste. Trappen mellem restaurationsetagerne er en traditionelt udført, treløbet trappe med indstemte trin, mæglere med pyramidebosser øverst samt gelænder med profilerede balustre og en afrundet håndliste. Der er bevarede skorstenskerner med kogenicher og ildstedskapper. Der er nyere flisegulve, traditionelt udførte planke- og bræddegulve, og der er vægge i bindingsværk, overpudset murværk, pudsede vægge samt nyere pladevægge. I indervæggen i første sals svalegang er der traditionelt udførte, torammede, småtopsprossede og hvidmalede vinduer. Lofterne er i overvejende grad med ældre og traditionelt udførte bjælkelag og bræddebeklædning. Dertil kommer et enkelt loft med ældre kassettering af flade lister opsat i kvadrater og med enkel kantstukkatur, samt pudsede lofter og nyere pladelofter. Endvidere kommer en række nyere tømmerkonstruktioner i stueetagen, der understøtter bjælkelaget i det store restaurationslokale. Der er ældre og traditionelt udførte brystningspaneler i stueetagen og på første sal. Der er ældre og traditionelt udførte fyldingsdøre, heraf flere i barokstil med forkrøppede fyldinger. Dertil kommer nyere døre med fyldinger og opsprossede glaspartier samt nyere pladedøre. På spidsloftet er der nyere, fast undertag af brædder, og en del nyere træværk i tagkonstruktionen, mens der er ældre tømmer i gavlkvistene. Dertil kommer nyere bræddegulve og revledøre.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed på hjørnet af Gammel Mønt og Møntergade, hvor bygningen indgår som et iøjnefaldende, stemningsfuldt og velbevaret indslag i kvarterets alsidige bygningsmasse, og hvor naboejendommene er af samme oprindelse som hjørnebygningen men samtidig ombygget væsentligt. I kraft af sin karakterfulde facadekomposition og traditionelle materialeholdning indgår hjørnehuset som en meget værdifuld og seværdig del af det historisk dominerede gadebillede. Hertil kommer, at hjørnehuset med sin skarptskårne bebyggelsesplan tillige er med til at opretholde den ældre gadestruktur til to sider. Også til gården har ejendommen vigtig miljømæssig værdi i kraft af sit bindingsværk og den meget tætte bygningsstruktur, der danner et stemningsfuldt gårdmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Gammel Mønt 41 er overordnet knyttet til ejendommens ydre som et repræsentativt eksempel på bygningskulturen i forbindelse med genopbygningen efter den store bybrand i 1728, der navnlig ses i den bevarede karré mellem Sværtegade og Møntergade. Før branden i 1728 lå der i karréen en række boder fra 1600-tallet, og disse blev senere i århundredet stykket ud i enkelte ejendomme. Det er således 1600-tallets bebyggelsesstruktur, som stadig kan aflæses mod Møntergade, hvor facadebredden er ens fra Møntergade 4 og hen til Gammel Mønt 41. Den særligt velbevarede husrække Gammel Mønt 17-41 består alle af såkaldte ildebrandshuse opført i årene efter 1730. Størstedelen af forhusene er siden ændret og forhøjet på forskellig vis, hvorved husrækken har fået deres variation i højde og i udstyringen af facaderne. Kun hjørnebygningen nr. 41 står omtrent i den skikkelses som da den blev opført i 1734. Navnlig takket være en omfattende restaurering omkring 1980 fremstår bygningen i dag som et af de vigtigste og mest repræsentative eksempler på et ildebrandshus i bindingsværk. Endvidere er den kulturhistoriske værdi ved Gammel Mønt 41 relateret til hjørnehusets udformning omkring en smal gård som en traditionel bebyggelsesstruktur fra denne periode. Hjørnebygningens opførelse i bindingsværk over en grundmuret kælderetage har betydelig kulturhistorisk værdi, idet ejendommen er en af kun ganske få bevarede bindingsværksbygninger fra perioden efter den store brand i 1728, hvor det at opføre i rent bindingsværk gradvis blev mere sjældent og afløst af grundmurede facader. Opførelsen netop i 1734 kan hænge sammen med at bygherren, ligesom så mange andre grundejere, var imod de nye byggeregler om grundmurede huse fra 1729, og derfor først begyndte at bygge, da det igen blev lovligt at anvende bindingsværk. Bindingsværket i hjørnebygningen er tillige udført efter datidens retningslinjer i plan med facaden, uden de tidligere tiders brede udhæng og udkragninger. Motivet med gavlkviste og profilerede gesimser er tillige et meget typisk stiltræk for perioden, som især er kendetegnet ved ildebrandshusene, men som allerede kendes i dansk arkitektur fra 1600-tallet. Dertil kommer hjørnebygningens høje, opskalkede og teglhængte tag med svære skorstenspiber i tagfladerne mod gården samt gavlkvistenes karakteristiske, teglhængte heltage. Gavlkvisthuset blev anbefalet af Bygningskommissionen efter branden, og det var således også den bygningstype, der ses i Landsbygmester Johan Cornelius Kriegers mønsterbog, der udkom i 1729 og som var tænkt som både rettesnor og forbillede for tidens håndværksmestre. Til hjørnehusets facade knytter der sig endvidere kulturhistorisk værdi til den traditionelt udførte, tofløjede revlehoveddør med flammeret bræddebeklædning, de to små overvinduer, og dørens for barokstilen typiske, kraftigt profilerede og hvidmalede indfatning. Dertil kommer facadens traditionelt udførte, torammede, småtopsprossede og hvidmalede vinduer, vinduernes ligeledes karakteristiske rundposte, samt kældernedgangen og alle øvrige revledøre-, -skodder og -luger. Særligt lugerne i gavlkvistenes frontispicer vidner om tidligere tiders benyttelse af spidsloftet til opbevaring, og hvortil man hejste varerne op fra gaden. Gårdsidens udformning har ligeledes en vigtig kulturhistorisk værdi. Den bjælkebårne, udkragede første sal omkring det snævre gårdrum og det enkle, rødt opstolpede bindingsværk med gule tavl uden dekorativt fyldtømmer er meget kendetegnende for barokken, hvor man ser en øget skelnen mellem bygningens repræsentative facade med rigere udformning og den nøgterne, funktionsbetonede gårdside. Dertil kommer gårdsidens traditionelt udførte, bræddebeklædte døre og alle torammede, småtopsprossede og hvidmalede vinduer. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til alle elementer af en ældre planløsning samt til den traditionelle disposition af rummene, der primært kommer til udtryk på første sal. Dette gælder gadevendte stuer og værelser, mens de funktionsbetingede rum er placeret mod gården. Som et særligt værdifuldt element i ejendommen må fremhæves svalegangens rum på første sal med dens indre vinduesfag, der sikrer gennemlysning fra stuen. Derudover knytter der sig betydelig kulturhistorisk værdi til de ældre skorstenskerner med ildsteder og kogenicher, der afspejler de oprindelige funktioner til opvarmning og madlavning, og som flere steder har bibeholdt deres funktioner. Dertil kommer den gennemgående forstuegang og den traditionelt udførte, ét-løbede ligeløbstrappe, der afspejler en typisk opgang i et borgerligt beboelseshus fra barokken, hvor man gerne imiterede de store palæers pragttrapper i udformningen af gelænderet med de karakteristiske gennembrydninger af bueberigede parallelogrammer. Af særlig værdi har også de traditionelt udførte planke- og bræddegulve samt bræddelofterne med synligt bjælkelag, der vidner om bygningens alder. Hertil kommer alle øvrige overpudsede vægge samt vægge bindingsværk. 1700-tallets stilmæssige træk genfindes i de bevarede paneler og døre, hvis proportioner, fyldinger og profilerede gerichter i vid udstrækning er karakteristiske for barokken. Kassetteloftet af lister på første sal mod Møntergade må antages tillige at stamme fra 1700-tallet, og det udgør en særpræget og værdifuld detalje.

Arkitektonisk værdi

Hjørnehusets arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den samlede bygningskrop, der fremtræder markant og helstøbt, idet man kan se hele to facader. Ydermere er den enkle og ensartede materialeholdning og farvesætning med til at styrke opfattelsen af bygningskroppen, med den grundmurede kælderetage som base for bindingsværket herover og øverst det store tag, der samler formen. Til både Gammel Mønt og Møntergade følger bindingsværkets konstruktion en overordnet symmetri ved placeringen af dokker, løsholter og skråbånd. Facadens gennemførte udtryk underbygges af frontgavlene og til dels af vinduesplaceringen. De rødkalkede facader spiller helstøbt sammen med det røde tegltag og de hvidmalede vinduer og døre, hvilket giver en fornem karakter til bygningen og styrker det samlede arkitektoniske udtryk. Endelig er de profilerede, hvidmalede gesimser med til at forfine facadens arkitektur og stramme frontgavlenes karakterfulde form op. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig navnlig til stuerne og de gadevendte lokalers tætsiddende vinduesfag, der giver en udpræget fornemmelse af transparens og lethed. Hertil kommer et generøst lysindfald, der bidrager til oplevelsen af rummene med deres paneler, bjælker og døre med fyldinger og profileringer. Derudover knytter der sig arkitektonisk værdi til svalegangen på første sal, der i lighed med trapperummet præges af den sprøde karakter i udtrykket og den gedigne håndværksmæssige udformning, der karakteriserer den københavnske barokstil.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links