Gellerupholm, Varde

Varde by er vokset frem ved den gamle færdselsåre mellem Thy og det nordlige Tyskland omkring Hamborg. Vejen blev brugt af prangere og studedrivere, der skulle krydse Varde Å. Netop her var ådalen smal og derved nem at passere, og samtidig var åen sejlbar næsten helt op til vadestedet. Dette knudepunkt udgjorde eksistensgrundlaget for Varde by med særlige strategiske og økonomiske muligheder, der gik under det administrative navn Varde syssel, der lå under befæstningen Vardehus beskyttelse. Først i 1439 omtales en by ved navn Varde og tre år senere i 1442 fik Varde købstadsprivilegier. Til trods for Vardes gode landskabelige og strategiske placering, lod byens fremgang vente på sig. Dette skyldes både den store konkurrence fra især Ribe, men også en række store brande, der hærgede Varde i løbet af 1500-årerne, hvorfor mange af Vardes ældste bebyggelse er gået tabt. Genkendeligt er dog byens gadenet, der er kendetegnet ved to store hovedveje, Storegade og Vestergade, der mødes i den sydlige del af byen samt det mellemliggende krogede gadenet med Torvet tæt på Vestergade, der tilsammen udgør en stjernestruktur med veje mod alle verdenshjørner. Byen havde i mange år mere karakter af en landsby end købstad og hovednæringen var frem til 1700-tallet landbrug, hvor bymarken blev dyrket og husdyrene græssede på byens enge og heder. I begyndelsen af 1700-tallet var landbruget stadig byens vigtigste indtægtskilde, men i løbet af århundredet steg befolkningstilvæksten, og deraf kom også købmænd og håndværkere til byen. I 1779 ramte endnu en brand byen og igen i 1821. Bygningerne, der blev opført efter disse brande, er præget af datidens henholdsvis klassicistiske og historicistiske bygningsidealer, som i dag er kendetegnende for Varde. Efter tabet af Sønderjylland i 1864 håbede vestjyderne at skabe et marked i England, der kunne erstatte den nu tabte handelsforbindelse mod syd. Rigsdagen i København støttede tanken ved anlæggelsen af en jernbare mellem Lunderskov og Esbjerg, hvor der skulle være en ny havn. Varde gik fremgang i møde og med det voksende landbrug steg væksten i Varde, hvilket betød at byen fik sine første mere industrielle virksomheder og nye, større bygninger. Væksten fortsatte op igennem det 19. og 20. århundrede, hvor Varde fik karakter af en tidssvarende købstad. Gellerupholm er opført omkring 1818 af herredsfoged C.A. Tetens. Etagernes opdeling er en variation af den karakteristiske grundplan fra andre herregårde med en salsetage over en høj kælder, men på Gellerupholm er kælderen erstattet med en lav stueetage. Gellerupholm er tegnet af bygmester af Mikkel Stobberup, som var bygmester i Varde fra 1794 og frem til omkring midten af 1830'erne, hvor han levede sin sidste tid på aftægt. Han gik på bygmesterskolen for håndværkere på Kunstakademiet i København under C.F. Harsdorff og tog den klassicistiske stil med tilbage til Jylland. Sammen med forgængeren Peder Frisvad stod Stobberup for opførelsen af mange af de større bygninger i det sydvestlige Jylland, der blev opført i den sidste halvdel af 1700-årerne og frem til begyndelsen af 1800-årene. Stilen er sidenhen blevet kendetegnet som en særlig vestjysk klassicisme, der er karakteriseret ved rødt, blankt murværk med dekorative detaljer, der er fremhævet med hvidtekalk. Trekantsfrontonen er lidt tilbageskuende og er ikke karakteristiske for Stobberup, men er formentlig et ønske fra Tetens. Derimod er portalen karakteristisk og en variation ses blandt andet på Den Kampmannske Gård i selve Varde by. Gellerupholm har haft mange skiftende ejere, men havde sin storhedstid under Tøger Hans de Teilman, som var en del af den adelige patricierslægt. Teilman ejede Gellerupgård fra 1891 til 1912, hvor han solgte Gellerupholm til P.A. Munch, der dog solgte gården videre fem år senere. Gellerupholm gik herefter en omskiftelig tid i mødet med mange forskellige ejere. I en periode blev bygningerne brugt til at huse boligløse. Hovedbygningen er gennemgående restaureret inden for de sidste ti år. Senest i 2014, hvor der er lagt nyt tag.

Gellerupholm ligger i den sydlige udkant af Varde by lige syd for åen og øst for Gellerup plantage. Herregården ligger for enden af en lang allé, der er afgrænset af hække. Øst for herregården er et større engareal og vest for er nyere bebyggelse. Herregården udgøres af en hovedbygning med to sidebygninger, hvoraf den sydvestre er sammenbygget med hovedbygningen. Mellem bygningerne er et gårdrum med et bånd af pigsten – damestien, der fortsætter allén op til indgangspartiet. På hver side af stien er en græsplæne. Det er kun hovedbygningen, der er omfattet af fredningen. Gellerupholm er en syv fag lang, grundmuret og i to etager med en lav stueetage under en høj salsetage. Bygningen hviler på en sort sokkel og afsluttes af et rødt, helvalmet tegltag med to skorstenspiber i rygningen. En midtrisalit strækker sig over de tre midterste fag, hvorover der er en trekantsfronton. I etageadskillelsen er en hvidtet kordongesims og facaden afsluttes af en profileret, hvidtet hovedgesims, hvoraf delen over midtrisalitten samt i frontonen er udført med sparrenkopper. Omkring indgangspartiet er en portal med hængedråber under konsollerne, der bærer tværbjælkerne, som er udsmykket med tandsnitsfrise. Hoveddøren er en nyere, traditionelt udført, tofløjet og grønmalet fyldingsdør. På havesiden er en nyere havedør. I østgavlen sidder en ældre fyldingsdør. Vinduerne i salsetagen er af korsposttypen og de tre midterste er med hvide indfatninger og konsolbårne sålbænke. Vinduerne i stueetagen er torammede. Vinduerne er overvejende ældre med enkelte nyere, men alle hvidmalede. I det indre er en delvist traditionel planløsning med en langsgående hovedskillevæg, der inddeler stueetagen med en hall, køkken mod gårdsiden og to stuer mod haven. Førstesalen er med to værelser i hver gavl, en større repos, en stue mod haven og to badeværelser. Der er bevaret enkelte ældre bygningsdele og -detaljer, herunder fløj- og fyldingsdøre med gerichter og gangtøj samt enkelte ældre vinduer med anverfere og stormkroge. Vinduerne har forsatsruder, hvor den inderste ramme er monteret med termoruder. I køkkenet er et ældre støbejernskomfur. På salsetagen er nyere bræddegulve og i stueetagen er teglgulv samt natursten.

Den miljømæssige værdi knytter sig til det samlede anlæg, hvor den fredede hovedbygning sammen med de ikke fredede sidebygninger naturligt indrammer gårdspladsen med de to græsplaner på hver side af den pigstensbelagte damesti, der sørgede for at kvinderne kunne komme tørskoet fra hestevognen hen til hovedindgangen. Endvidere har den bagvedliggende parklignende have miljømæssig værdi, idet den symboliserer de førhen store jordbesiddelser, der hørte under Gellerupholm.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til Gellerupholm, som en repræsentant for den sydvestjyske klassicisme, der var en del af den europæiske strømning, hvor man dyrkede de klassiske arkitekturidealer i perioden fra slutningen af I700-tallet til sidste halvdel af 1800-tallet. I Varde gav stilidealet sig særligt til udtryk ved de blanke, røde mure af flammede tegl med hvidtede detaljer under teglhængte tage, gerne med helvalm, som det også ses på Gellerupholm. Den kulturhistoriske værdi knytter sig således til hovedbygningen, der er et eksempel på Stobberups arbejder ved sit ordnede, symmetriske facadeskema med fremhævet midterparti og trekantsfronton. Tillige de øvrige ældre bygningsdele og -detaljer, der afspejler det klassicistiske ideal og hovedbygningens alder, herunder portalen med tandsnitsfrise og hængedråber under konsollerne samt korspostvinduerne, der understreger bygningens overordnede klassicistiske ydre og Stobberups sans og glæde ved detaljen samt sals-etagens mere repræsentative status overfor de mindre vinduer i den lavere stueetage. Endelig har skorstenspiberne i rygningen kulturhistorisk værdi, da ildsteder og ovne var den eneste kilde til varme og madlavning. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til de bevarede dele af den traditionelle planløsning med en langsgående midterskillevæg, der inddeler bygningen med hall og køkken mod øst og stuer mod haven. Hertil kommer de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder fløj- og fyldingsdøre med ældre gangtøj og gerichter, de ældre vinduer med anverfere og stormkroge samt støbejernskomfuret i køkkenet, der vidner om bygningens alder.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den velproportionerede bygningskrop med det helvalmede tag og den klare opbygning i facaden, der koncentreres omkring midten med fronton, midtrisalit samt portalen omkring indgangspartiet. Til facadens opbygning med en klar symmetri af taktfaste, hvidmalede vinduer og hvidtede gesimser og indfatninger giver bygningen et herskabeligt udtryk, og sørger for på elegant vis at inddele den store facade både vertikalt og horisontalt. Den arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til de lyse og højloftede stuer, hvor de store vinduer giver et naturligt lysindfald på salsetagen.

Læs videre om

• Hovej 21
• Lundvej 39, Varde
• Tane Hedevej 7, Blåvandshuk

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen