Gjethuset danner i dag rammen om Frederiksværks kultur- og musikhus, men blev opført som støbehus i to etaper 1761‑63 og 1766‑67. Den trelængede bygning er i kampesten med rødt, helvalmet tegltag. Indgangspartiet er markeret af en refendfuget midtrisalit, der krones af en frontispice.
.
Fra midten af 1700-tallet forsynede Gjethuset i Frederiksværk skiftende konger med krudt, kugler og kanoner. I dag har bygningerne et mere fredeligt formål som kulturhus, hvor foredrag, koncerter og udstillinger fylder de gamle støbehaller. Her en udstilling med Claus Havemann fra 2017.
.

Gjethuset i Frederiksværk har siden 1990’erne fungeret som musik- og kulturhus. Gjethuset er Halsnæs Kommunes musikalske kraftcentrum. Her præsenteres hele året en bred vifte af musik i alle stilarter med fokus på pop og rock. Gjethuset danner også rammen om udendørs koncerter om sommeren, Halsnæs Jazzfestival i september og endelig Frederiksværk Kammermusikfestival, der hele juli måned præsenterer både internationale verdensstjerner og nye ensembler fra den klassiske musikverden.

Gjethusets sydfløj danner rammen om 2‑4 årlige kunstudstillinger, som foruden lokale kunstnere også præsenterer international kunst.

Gjethuset blev opført på initiativ af J.F. Classen i 1760’erne. Det monumentale støbehus var sammen med Krudtværket en hovedhjørnesten i det militærindustrielle kompleks Frederiks Værk. Signerede tegninger findes ikke, men arkitekten kan have været Lauritz de Thurah. Bygningen var omtrent faldet i grus i 1980’erne, da en genopbygning blev sat i værk.

Videre læsning

Læs mere om musik og dans i Halsnæs Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans

Eksterne links