Gl. Hestehauge, Svendborg

Kongen ejede fra gammel tid skovene, og borgerne måtte købe alt deres træ til brændsel, skibsbygning og husbygning, men jorden under træerne mente de at have brugsret til. De lod derfor lukke deres svin ud i skovene fra Mikkelsdag (29. september), hvor de forhåbentlig kunne æde sig fede af agern og olden. I 1764 blev de kongelige skove solgt på auktion, og kammerherre Niels Juel på Valdemars Slot købte skovene Gammel Hestehauge og Øksenbjerg. Han anklagede borgerne for, ud over at de hentede brændsel og lod deres husdyr græsse i skoven, at de pløjede og avlede korn under træerne. Porthuset blev opført i perioden 1791–1797 af Niels Juel på Valdemars Slot som skovfogedbolig og porthus for Gammel Hestehauge skov. Porthuset markerede således indgangen til Valdemars Slots skovbesiddelser i området. Porthuset stod oprindeligt i tolv fag egebindingsværk og var forsynet med stråtag. Den hårde anvendelse af underskoven i århundreder gjorde det svært for nye træer at vokse op, og dermed formindskedes skovene og oldendriften fik et mindre omfang op gennem 1600- og 1700-tallet for tilsyneladende at forsvinde helt før 1800. I 1796 blev Svendborg by skovejer ved opkøbet af 121 tdr. land skov i Hømarken, Hallingskov og ved Kobberbroen for 14.000 rigsdaler iberegnet to skovfogedhuse. Nu skulle skoven drives rationelt, og blandt andet ved ansættelse af skovfogeder skulle skoven beskyttes mod de byfæller, der tidligere hærgede skoven. Fra Fredskovforordningen af 1805 var det så godt som slut med løsgående dyr i Svendborgs skove. Fra 1801 blev porthuset beboet af en til to daglejere i de små boliger på hver side af portrummet. Indtil 1849 var bygningen ejet af general Juels arvinger, men herefter ejede tømmerhandler E. Petersen bygningen. Fra 1861 var ejeren Hans Rasmussen, fra 1872 hans enke Marie Rasmussen, indtil Sophus Weber i 1886 overtog bygningen og skoven Gammel Hestehauge, hvor familien Weber havde en omfattende frugtplantage. Plantagedriften udgjorde først og fremmest æbler, men også kirsebær kom til, og det blev efterhånden en meget stor virksomhed med mange ansatte. Produktionen nåede på et tidspunkt op på ¾ million kg æbler. Salg af æbler var det første, men senere blev der produceret æblemost, cider, frugtvin, marmelade, piktin og pulp. Plantagedriften ophørte i 1959.

I perioden 1867-1907 blev bygningen klinkbeklædt med brædder. Mellem 1907-1920 blev portrummet gjort højere, kvisten over porten blev hævet til flugten med bygningens kip og lanternespiret blev opsat. I 1937 blev porthuset udvidet mod vest med en halvtagsbygning, der rummede en stue. Omkring 1940 blev der bygget en havestue på den sydlige side af halvtagsbygningen. Mod øst blev porthuset udvidet i 1970 med en tilbygning, som indeholdt en stue og et badeværelse. Porthuset blev fredet i 1982. I 1985 fik Porthuset nyt tegltag, og spiret blev istandsat. I 1992 blev Hestehavevej, hovedvejen til Thurø, der indtil da var ført igennem porthuset ledt uden om bygningen – kun gående og cyklister blev herefter ledt gennem porten. I den forbindelse blev den gamle smedje, der oprindeligt lå ved siden af porthuset, flyttet mod sydøst til rundkørslen ved Christiansmindevej.

Porthuset ligger i den østlige udkant af Svendborg ved Hestehavevej, der fører over til Thurø. Porthuset består af en tolv fag lang, enetages bindingsværksbygning med to portfag i midten og et rødt, teglhængt heltag ned halvvalmede gavle. I taget ses i alt fire ældre tagvinduer. Den høje portåbning afsluttes af en kvist med heltag af røde teglsten. I rygningen ses to hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og gesims samt i midten et lanternespir i træ, hvis base og top er beklædt med zink. Øverst er spiret forsynet med en vindfløj. Facaderne og kvisten er beklædt med en lodret træbeklædning, en på to. For neden afsluttes beklædningen af et vandret bræt og øverst af en trægesims, mens kvistens beklædning nederst afsluttes af en vandnæse og øverst af vindskeder. Vinduerne består af et- og torammede vinduer, opdelt i tre ruder, og er en blanding af ældre og nyere vinduer, hvoraf flere i den vestlige del er forsynet med termoruder. Endvidere er et tophængt vindue med strukturglas. Dørene er enfløjede fyldings- og halvdøre med glasruder i den øverste del og er en blanding af ældre og nyere døre, hvoraf flere er forsynet med termoruder. I portrummet er der en nyere asfaltbelægning, væggen mod vest står i overkalket bindingsværk, mens østsidens bindingsværksvæg nederst er beklædt med plader og derover vandrette lister. I loftet er søjle-drager konstruktionen med kopbånd og loftsbrædder synlig. Ydervægge, portvægge og portfagskvistens gavltrekanter er hvidmalede, mens bygningsdetaljerne som vinduer, døre, gesims, vindskeder og lanterneåbninger er malet i en grøn-blå nuance.

Mod henholdsvis øst og vest er porthuset bygget sammen med nyere tilbygninger, der er udført som enetages, grundmurede bygninger med et heltag med meget lav hældning. Den østre tilbygning er beklædt med brædder, og taget er af røde, profilerede blikplader, mens den vestre tilbygning står i grundmur og et tagpapklædt tag. Vinduer og døre er nyere og en skøn blanding af sprosseopdelte termovinduer og etrudede vinduer med blyindfattede, farvede glas samt halvdøre med termoruder i den øverste del. Mod vest er tilbygningen endvidere bygget sammen med en havestue og en udhusbygning. Havestuen er grundmuret med tagpapbeklædt halvtag, forskellige typer ældre og nyere vinduer og en nyere rammedør med en rude i den øverste del. Udhusbygningen er grundmuret med et halvtag af bølgeeternitplader med en høj, pudset skorstenspibe og en røghætte øverst. Tilbygningernes farveholdning modsvarer porthusets, dog er soklerne rødmalede.

Indvendigt består porthuset af to selvstændige boliger, der hver har en ældre planløsning. Boligen mod øst består af en sydvendt entré, hvor en ældre ligeløbstrappe fører op til tagetagen. Mod syd ligger også en stue, og mod nord ligger køkkenet, et lille spisekammer og et værelse. Der er udgang fra køkkenet. I tilbygningen er en sydvendt stue, hvorfra der er udgang mod øst, samt et badeværelse. Tagetagen er indrettet med en fordelingsgang mod nord, et gavlværelse mod øst og et værelse mod syd. Boligen fremtræder med trægulve, dog er der klinkegulv på badeværelset, pudsede vægge, ydervæggene er beklædt med cellotexplader, og lofterne udgøres af systempladelofter. Der er bevaret ældre bygningsdele som ligeløbstrappen med dobbelt værn af drejede balustre og svungne håndlister, fyldingsdøre med gerichter og indbyggede skabe indfattet af drejede søjler i tagetagen. Boligen mod vest fremstår spejlvendt af den østre bolig. En sydvendt entré er beliggende ved siden af portrummet, og en ligeløbstrappe med nyere overflader og håndlister fører op til tagetagen. Mod syd ligger endvidere en spisestue, og mod nord ligger et værelse, et køkken, hvorfra der er direkte udgang samt et lille badeværelse under trappen.

I tilbygningen mod vest er en stue, hvorfra der mod syd er adgang til en havestue. Tagetagen er indrettet med en fordelingsgang mod nord, et gavlværelse mod øst og et værelse mod syd. Fra værelset mod syd er der adgang til loftet over porten. I stueetagen har boligen støbte gulve, hvorpå der ligger tæpper eller linoleum, i badeværelset er der stiftsmosaikker på gulvet, og i værelset er der et trægulv. Der er pudsede vægge, og ydervæggene er beklædt med bløde masonitplader, ligesom lofterne i stuerne er systempladelofter, kun i havestuen, værelset og køkkenet er der pudsede lofter. Værelserne i tagetagen fremstår med tæpper på gulvene, tapetserede vægge, og lofterne er beklædt med systemplader, kun i fordelingsgangen er der synligt bjælkelag og loftsbrædder. Der er bevaret ældre bygningsdele som en revledør med beslag og klinkefald, umalede fyldingsdøre og svungne gerichter. Udhusbygningen vest for boligen har indgang udefra og fungerer som en selvstændig bygning med to mindre rum samt en lille kartoffelkælder. Trinnene ned til kælderen afskærmes af en simpel bræddevæg. Udhusbygningen fremtræder indvendigt med støbte gulve, kalkede vægge, synlige spær og tagplader samt ældre revledøre med enkle gerichter omkring.

Den miljømæssige værdi knytter sig til porthusets beliggenhed på hjørnet af Hestehavevej og Hallindskovvej, hvor den formidler overgangen mellem by og skov. Bygningens placering med den markante portåbning accentuerer den oprindelige vejføring til Thurø, og de lave hække på hver side af den nuværende cykel- og gangsti er med at underbygge denne akse. Det skovrige område omkring porthuset viser tydeligt, hvordan landskabets beskaffenhed blev anvendt aktivt i den førindustrielle periode til både skovbrug og plantagedrift.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningens oprindelige funktion som porthus og skovfogedbolig for Valdemars Slots skovbesiddelser i den sydøstlige del af Svendborg. Porthuset var oprindeligt kun omgivet af marker og skov, og denne placering er et vidnesbyrd om dens specielle funktion som en kontrolpost for herremanden, hvor al kørsel til og fra skoven kunne overvåges. At bygningen er opført i egebindingsværk vidner om, at det er herremanden, som har ladet bygningen opføre. Anvendelsen af egetømmer havde han adgang til fra den bagvedliggende skov som porthuset skulle være kontrolpost for. Materialeanvendelsen kunne således både være en reklame for det produkt skoven kunne levere og samtidig manifestere herremandens rigdom. Hertil kommer de to små boliger, der ligger på hver side af portrummet og som blev beboet af skovens opsynsmænd eller af daglejere, som derved var nær deres arbejdsplads. Porthuset er unikt på grund af dens placering, idet den ikke oprindeligt var tilknyttet en bymæssig bebyggelse som for eksempel en byport eller en portbygning, der markerede indkørslen til en herregård.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens to boliger, hvis ældre planløsninger, der ligger i selve porthuset, stort set er bevarede. Boligernes beskedne størrelse med en lille entré, hvori der er en trappe til tagetagen, og ligeledes mod syd en stue, som måske oprindeligt har været inddelt i to mindre stuer, samt et kammer og et køkken mod nord understøtter, at det har været mindrebemidlede folk, der har boet i porthuset. På traditionel vis ligger rummene omkring skorstenen i hver bolig. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til de ældre bygningsdele og detaljer. I boligen mod øst gælder det ligeløbstrappen med dobbelt værn af drejede balustre og svungne håndlister, fyldingsdøre med gerichter og de indbyggede skabe i tagetagen, som er indfattet af drejede søjler. I boligen mod vest omhandler det revledøren med beslag og klinkefald, samt fyldingsdøre og svungne gerichter. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til den grundmurede udhusbygning med ensidig taghældning og en markant skorstenspibe, da dens traditionelle udseende både udvendigt og indvendigt, herunder den lille kartoffelkælder, tydeligt markerer bygningens oprindelige funktion som opbevarings- og fyrrum til vestboligen ved siden af.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til porthusets hovedvolumen med de store tagflader, der stort set er ubrudte. Porthuset er iøjnefaldende i kraft af sin længde, de stejle tagflader og den høje port, som gennembryder bygningen. Bygningens symmetri, der understreges af de halvvalmede gavle, skorstenspiberne i rygningen og sydsidens regelmæssige takt af vinduer og indgangsdøre giver balance og ro i den ellers markante bygning. Den centrerede og forholdsvis dominerende portåbning, der afsluttes af en kvist, sikrer sammen med lanternespiret, at opmærksomheden samler sig om bygningens midte. Lanternespiret er yderligere med til at give bygningen et lettere pompøst udseende, som dog nedtones en smule med den nuværende facadebeklædning. Bygningens enkle farve- og materialeholdning i hvid, grøn og rød giver bygningen en harmonisk og traditionel fremtræden.For begge boliger gælder, at den arkitektoniske værdi knytter sig til de interiører, som har bevaret den traditionelle materialeholdning med bræddegulve, pudsede vægge og lofter samt revle- og fyldingsdøre med gerichter og ligeløbstrappen, der fremstår med drejede balustre og håndlister. Disse ældre bygningsdele er med til at understrege bygningens enkle og ældre planløsning, som har stor værdi for interiørernes samlede autentiske fremtræden.

Læs videre om

• Hesselagergård
• Strandgade 43, Troense
• Viebæltegård, Svendborg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen