Arkitekten Vilhelm Lauritzen har sat et markant arkitektonisk aftryk på Gladsaxe Kommune, hvor han både virkede som byplankonsulent og tegnede adskillige bygninger. Her tager han sig en pause i sin have i 1964.
.

Vilhelm Lauritzen (1894‑1984) var i en lang årrække byplankonsulent og arkitekt for Gladsaxe Kommune. Han har tegnet Gladsaxe Rådhus (1937) og udvidelsen i 1953, badmintonhallen i Gladsaxe Idrætspark (1937), Marielyst Skole, i dag GXU – Gladsaxe 10. Klasse og Ungdomsskole (1938), Bagsværd Skoles nye hovedbygning (nu nedrevet) (1938), det første hovedbibliotek på Gladsaxevej 111 (1939‑40), Stengård Skole (1949‑50), Mørkhøj Skole (1954), Vadgård Skole (1957) og TV-Byens højhus (1965). Desuden kom Vilhelm Lauritzen med forslag til fx en tæt-lav bebyggelse i stedet for Høje Gladsaxe, ligesom han havde et andet forslag til, hvordan Marielystbebyggelsen skulle udformes.

På hans tegnestue, der blev oprettet i 1922 og stadig eksisterer, har en lang række kendte arkitekter arbejdet. Povl Ernst Hoff og Bennet Windinge, der sammen dannede tegnestuen Hoff & Windinge, som satte stort præg på Gladsaxes arkitektur i 1950’erne, havde begge først arbejdet for Vilhelm Lauritzen. Tegnestuen har senest præget Gladsaxe med Gladsaxe Company House (2015), der ligger ud mod Gladsaxe Ringvej. Som kuriosa kan nævnes, at Marielyst Skoles aula med balkoner ses genspejlet i Vilhelm Lauritzens Terminal i Københavns Lufthavn, samt at skolerne Vadgård og Mørkhøj oprindelig er bygget efter samme tegninger, blot blev aulaen sparet væk på Vadgård Skole.

Tinghøj Vandreservoir er opført efter tegninger af Ib Lunding. De karakteristiske, nærmest æggeformede bygninger ligger på et større areal, der er omkranset af et rødmalet stakit. Hele anlægget er fra 1931‑35 (ventilbygningen dog fra 1943) og er i dag fredet.

.

Videre læsning

Læs mere om Gladsaxe

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om By- og landskabsarkitektur