Hos Glud & Marstrand fremstilles emballage til fødevarer. De afbildede dåser blev fremstillet på bestilling fra Muskelsvindfonden. Fonden havde en bod på Roskilde Festivalen 2019, hvorfra frivillige solgte gourmetmad i de genanvendelige pantdåser. Overskuddet fra salget gik til Muskelsvindfondens projekter.
.

På mange loppemarkeder finder man Madam Blå – en kaffekande, der var almindelig i de fleste køkkener helt op til begyndelsen af 1960’erne. Den ikoniske kaffekande var en del af Glud & Marstrands oprindelige sortiment af emaljeret køkkentøj, bliklegetøj og spande. Virksomheden blev grundlagt i 1879 af blikkenslager Poul Glud og isenkræmmer Troels Marstrand.

Siden en rekonstruktion i 1980’erne har Glud & Marstrand specialiseret sig i emballager til bl.a. kød, mejerivarer, konfekture, fisk og småkager, som eksporteres til omkring 30 lande. Gennem tiderne har Glud & Marstrand opkøbt forskellige virksomheder og er selv blevet opkøbt og har haft adskillige ejere. I dag ejes virksomheden af den mexicanske koncern Envases Universales Group.

Det danske hovedsæde ligger i Løsning i Hedensted Kommune, og Glud & Marstrand har desuden fabrikker i Odense, Skive, Hedensted og Hjallerup. Fabrikken i Skive skiller sig ud ved at producere aluminiumsdåser, mens de øvrige er baseret på stål. I alt beskæftiger virksomheden ca. 1.000 medarbejdere, heraf ca. 280 i Hedensted Kommune. Den største fabrik ligger i Odense med ca. 500 medarbejdere.

Videre læsning

Læs mere om Industri i Hedensted Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked