Glumsøstenen er en runesten fra ca. 970-1020. Stenen blev fundet som brudstykke i en have i Åsø i 1910. Ejeren havde nedtaget det fra gården, hvor det først havde tjent som trappesten, senere som fundament for skorstenen; det var i sin tid ved en reparation af Glumsø Kirke udtaget af kirkemuren. Ejeren havde tænkt at anvende det som gravsten for sig selv, men afhændede det til museets 2. Afd. Brudstykket er opbevaret på Nationalmuseet. Den består af granit og er 52 cm høj, 83 cm bred og 18 cm dyb.
Inskriptionen, der er skrevet på olddansk og med runer fra vikingetid, lyder: "... at ... Næfa ...".
Oversat lyder indskriften: "... til minde om ... Næve ..."