Gothersgade 56, København

Byen, som i kilderne slet og ret blev kaldt Havn, og siden København (købmændenes havn), var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Sankt Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet, der lå ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at biskop Absalon placerede sin borg her. Efter Christian IV (1577-1648) i 1647 nedlagde den gamle Østervold (som gik langs Gothersgade), og i stedet anlagde en ny vold langs nuværende Øster Voldgade til Kastellet, opstod Ny-København, og dermed blev København omtrent 40 % større. Med den efterfølgende byplan fra 1649 blev der skabt en mængde nye gader, der ifølge planen skulle opkaldes efter danske besiddelser, kongelige og højere stænder, deriblandt Borgergade, Adelgade, Gothersgade, Amaliegade, Sølvgade, Dronningens Tværgade m.fl. Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan (den forelå 48 timer efter og den blev stort set fulgt). Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter havde København i det store hele genopbygget igen. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Det kan særligt ses i Vestergade og Kompagnistræde, hvor de store købmandsgårde ligger side om side, eller i kvarteret syd for Nicolai kirke, hvor smalle borgerhuse trykker sig sammen på de gamle skipperbodegrunde. Gothersgade 56 er opført i 1802 for skibsbygmester Lars Larsen. I 1892 ombyggedes første etage til butikker, hvorved den oprindelige kælderetage forsvandt. Samtidig blev underfacaden pudset og taget, der indtil da havde haft sortglaserede tegl mod gaden og røde tegl mod gården, blev belagt med skifer.

Huset er seks fag bredt og fire etager højt over en kælder; der er i nyere tid indrettet beboelse i tagetagen. I femte fag er indgangspartiet, hævet over gadeniveau med to trin, og der er indgang til butikslokalet i stueetagen i tredje fag. Kælder- og stueetagen anvendes til erhverv, mens de øvrige etager er indrettet til boliger. Facaden er muret og over en lav sokkel er underetagen pudset op til en cordongesims, herover står muren i blank mur af gule sten. Mellem første og anden etage er et tilbageliggende parti med mæander-dekoration under alle vinduesfag og mellem anden og tredje etage, mezzaninetagen, er der et tilbagetrukket felt under de fire midterste fag med vifte- og liljedekoration. Vinduerne i beletagen er med en sålbænksgesims. Gesimsen under taget er en bred trukket gesims. Farveholdningen er mørkegrå på gesims og pudset underetage, mens de dekorative felter er i en lys grå nuance. Mod gården er muren pudset og kalket med jernvitriolgul, og gesimsen består af to enkle, retkantede led. Indgangsdøren i facaden er en ældre, mørkegrønmalet dør med fyldinger nederst og store ruder øverst. Indgangsdøren til butikken er nyere med et stort overvindue med en, stor rude. Døren mod gården er en ældre, tofløjet og grønmalet fyldingsdør med to fyldinger og store ruder øverst. Døren ind til butikslokalerne er en nyere, enfløjet dør med fyldinger, kælderdøren er ligeledes nyere med fyldinger. Mod gården er der ligeledes en dør fra den gennemgående forstuegang med et trin ned til gårdrummet. Der er også en indgangsdør til butikslokalerne i stueetagen samt en støbt kældertrappe, der leder ned til en kælderdør. Vinduerne mod gaden er ældre dannebrogsvinduer, der har flade poste med kvartstaf og tilhørende tværpost. Butiksruderne er nyere, store helrudevinduer. Mod gården er lodpostene med glat forside med aftrappede hjørner og tilhørende tværpost. De er udført med fire rammer med fire ruder i overrammerne og seks eller otte ruder i underrammerne. Butikkens vinduer er ældre, store vinduer med stålsprosser. Kvistenes vinduer er torammede med tre ruder i hver ramme, disse er udstyret med flade lodposter med trekvartstaf. Alle vinduer er malet mørkegrønne og er primært fra opførelsen eller ældre. Taget er et heltag belagt med skifer både mod gade og gård. I rygningen er to skorstenspiber med sokkel og krave. I tagfladerne sidder mod gaden fire traditionelle kviste og et nyere tagvindue og mod gården en kvist samt to nyere ovenlysvinduer. I stuen er en gennemgående forstuegang, der giver adgang til gården samt til trappen, som ligger bagest i huset ind mod gården. I forstuegangen gulvet et terrazzogulv fra slutningen af 1800-tallet samt ældre, støbte fliser. Herfra er der adgang til lejlighederne, hvoraf der er én på hver etage. Lejlighederne har køkken og et nyere tid indrettet badeværelse mod gården, samt et kammer på to fag. Mod gaden er der midterst en trefagsstue, som på den ene side har et kabinet på to fag og på den anden side et kabinet på et fag. I et kammer mod gården er bevaret en ovnniche. En del af spidsloftet anvendes til opbevaring, her er brandgavlen mod nabohuset synlig og den ældre tagkonstruktion og undersiden af skifertaget er ligeledes synligt. Kælderen har en enkel indretning med traditionelle materialer, pudsede, malede vægge, støbte gulve og malede, monierhvælvede lofter. Trappen er en ligeløbstrappe med indstemte trin i vanger og drejede balustre, mægler samt en malet håndliste. Der er pudset under løbene. Trappen stammer fra ombygningen i 1892.På anden og tredje etage har vinduesvæggene indfatninger og lysningspaneler mod gaden og gården, ligesom der er fodpaneler på de øvrige vægge i stuerne mod både mod gaden og gården. Væggene over panelerne er pudsede og tapetserede. Lofterne er pudsede og har en loftgesims og rosetter med blandt andet florale motiver og mere klassiske former som eksempelvis tandsnit. Størstedelen af stukkaturen er sandsynligvis fra ombygningen i slutningen af 1800-tallet. Vinduerne har lodposte med flad forkant og kvartstaf på hjørnerne, mod gården har vinduerne flade poste med aftrappede hjørner. En del vinduer har tilhørende ældre eller oprindelige anverfere og stormkroge. Vinduerne i lejlighederne er forsynet med forsatsruder. De enfløjede døre har stadig to fyldinger og nyere hængsling. Indfatningerne er samtidige. Der er dog også nyere døre med tre og fire fyldinger, hamborghængsler samt greb og låseskilt fra perioden omkring 1900. Gulvene er enten parketgulve eller ældre bræddegulve, der ses også nye bræddegulve. Butikslokalerne har en velbevaret planløsning og indretning, der sandsynligvis stammer fra ombygningen i 1892. Den langsgående midterskillevæg er bevaret og opdeler etagen henholdsvis i rum mod gaden og mod gården. Materialeholdningen er primært ældre og traditionel med pudsede vægge, fod- og lysningspaneler. Loftet er et glasbutiksloft indrammet af en stukgesims med tandsnit. I kælderen er bevaret en ældre revledør.

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i husrækken i Gothersgade, hvor den medvirker til at definere og opretholde gadestrukturen fra renæssancen. Gothersgade 56 er desuden med til at opretholde kvarterets historiske bybillede og indgår som en integreret del af karréen i kraft af sin facadekomposition og materialeholdning.

Den kulturhistoriske værdi ved Gothersgade 56 knytter sig til bygningen som et eksempel på et beboelseshus opført efter Københavns brand i 1795, der siden blev delvis ombygget i slutningen af 1800-tallet. Således står bygningen særlig mod gaden med elementer fra begge stilperioder, hvor klassicismens kendetegn ses i form af den pudsede underfacade, kordon- og hovedgesims er bibeholdt. Elementerne, der er tilkommet i 1892, synes, udover skifertaget, at være sålbænksgesimsen under førstesalens vinduer, dannebrogsvinduerne og den brede hovedgesims, der hviler på den øverste vinduesrækkes overkant. Hovedgesimsen er tillige næsten identisk samt flugter med naboejendommenes hovedgesimser. Hertil kommer butiksfacaden nederst, hvis vinduespiller har givet mulighed for at male butiksskilte og reklamer. Bygningens facade afspejler således Københavns udvikling i slutningen af 1800-tallet, hvor butikker og de dertil tilpassede facader vandt indpas i gadebilledet. Facaden står således i kontrast til gårdsiden, hvor butiksindretningen er afspejlet i de store, industrielle vinduer, men som ellers er helt traditionel for en klassicistisk ejendom opført efter Københavns anden brand, hvor murværket er gulkalket og den eneste dekoration udgøres af den enkle, hvidkalkede gesims. Hertil kommer de formentlig oprindelige, småsprossede vinduer. Således er forskellen mellem facade og gårdside karakteristisk for samtiden, idet den afspejler vigtigheden af, at bygningen fremstod repræsentativ i gadebilledet. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af de ældre og oprindelige planløsninger på alle etager, der kendetegnes ved stuer og kabinetter mod gaden, trapperum, køkkener, bad og et kammer mod gården. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til husets velbevarede interiør, hvor den høje håndværksmæssige standard på trapper, døre og panelering dels afspejler klassicismen fra bygningens opførelsestidspunkt, men også senklassicismen, der stilmæssigt synes at have præget ombygningen i 1892. Hertil kommer, at inddragelsen af tagetagen til beboelse, der afspejler den øgede befolkningstilvækst i hovedstaden som følge af industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet. Butikslokalerne afspejler indretningen til forretningsformål i slutningen af 1800-tallet, hvilket særlig ses i glasloftet, stukkatur og panelering.

Den arkitektoniske værdi ved Gothersgade 56 knytter sig i det ydre til facadens overordnede klassicistiske udtryk, der karakteriseres af den taktfaste vinduessætning og den tredelte vandrette inddeling i underetage, overfacade afsluttet af en hovedgesims under tagudhænget. Facadens dekorative omdrejningspunkt udgøres af de to felter med klassiske motiver. Facaden fremstår med et harmonisk udtryk gennem sin velafbalancerede fordeling af vertikale og horisontale forløb i vinduesfagenes taktfaste placering og gesimsernes og de dekorative bånds horisontale forløb. Der knytter sig også arkitektonisk værdi til gårdsidens varme, jernvitriolkalkede murværk og ikke mindst de traditionelle og detaljerigt forarbejdede, småsprossede vinduer, der på nær enkelte nyere rammer stammer fra opførelsen i 1801. Således fremstår Gothersgade 56 som et velbevaret københavnsk beboelseshus opført i 1800-tallets begyndelse og siden ombygget i 1892. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de velproportionerede stuer og kabinetter samt trapperummet, hvor de fint forarbejdede snedkerdetaljer forlener rummene med den lette elegance der karakteriserer den borgerlige bolig fra 1800-tallet. Afslutningsvis knytter der sig også arkitektonisk værdi til stueetagens højloftede butikslokaler, hvor panelering, stukkatur og ikke mindst de traditionelle glaslofter giver rummene en mondæn atmosfære.

Læs videre om

• Kronprinsessegade 30, København
• Lundevangsvej 12, København
• Vandkunsten 11, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen