Gråbrødretorv 15 ligger på Gråbrødretorv 15 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Gråbrødretorvs historie begynder, da Gråbrødrekloster i 1238 oprettedes her. Til klosteret, som længe var byens eneste, skænkede grevinde Ingerd af Regenstein i stiftelsesåret sin store gård beliggende i samme bydel. Klosteret var indviet til Skt. Katharina, og dets hovedbygning lå ud til Klosterstræde, mens adskillige mindre bygninger og med tilhørende haver lå fordelt over hele området frem til Købmagergade. Den 25. april 1530 blev klosteret nedlagt, forhadte som dets tiggermunke var på grund af deres angivelige vellevned og udskejelser. Da man opgjorde klosterets inventar, omfattede det en række økonomibygninger, således sakristi, bryggers, maltkølle, stegers, svendeherberge, snedkerværksted, gæsteherberge og porthus. Bygningerne kom først i magistratens besiddelse, men i 1532 blev de delvist nedrevet. Endnu er rester dog bevaret: Under ejendommene Gråbrødretorv 11 og Valkendorfsgade 20 er dele af kældermuren middelalderlig. Det er et levn fra munkenes fængsel, i 1530 omtalt som "Prisonidh". Gråbrødrenes "prison" kunne i 1530 direkte videreføres som byens fængsel og fungerede som sådant indtil 1623, hvor Christian 4. omdannede det til kirke for Tugt- og Børnehuset. Under branden i 1728 blev huset svært beskadiget. Hertil skal føjes, at Nationalmuseet i 1968 foretog bygningsarkæologiske undersøgelser af ejendommen på Gråbrødretorv 13. Man fandt her rester af middelalderligt murværk, som må stamme fra en af de øvrige økonomibygninger, måske gæsteherberget. Wiingardt, som var Hans Tausens bogtrykker, nedsatte sig i 1532 i København, og i 1555 fik han skøde på en gård bag "prisonet". Indkørslen dertil skete ad en slippe mellem nuværende Gråbrødretorv 11 og 13. Wiingardts efterfølger på stedet, tillige ægtemand til hans enke, var Lorentz Benedicht, som var en af Danmarks betydeligste bogtrykkere og indførte således frakturen (gotisk) som skrift i dansk typografi. Visehæfter og flyveblade flød også fra hans bogtrykkerværksted. På en del af klostergrunden byggede den rigsråd Corfitz Ulfeldt sin gård, hvor han levede fyrsteligt med sin hustru Eleonora Christine, datter af Christian 4. Men 1663 faldt dommen over Ulfeldt. Han kendtes skyldig i landsforræderi og frakendtes liv og gods. Desuden blev hans gård nedbrudt sten for sten, hvorefter stedet udlagdes til en offentlig plads, det nuværende torv. I dets midte rejstes en skamstøtte til minde om hans ugerninger. Selv efter 1728-branden, hvor den ødelagdes, lod man den genrejse. I 1842 blev den nedtaget for senere at blive genrejst i Nationalmuseets gård. På støtten læses: "Forræderen: Corfitz Ufeldt (WF): Til Ævig Spott: Skam og Skiendsel:" I 1841 skiftede Ulfeldts Plads, som stedet havde heddet, til det nuværende navn, Gråbrødretorv. Ved bybranden i 1728 blev næsten hele bebyggelsen omkring Ulfeldts Plads jævnet med jorden. De nuværende ejendomme på torvets sydside stammer fra tiden derefter, en række særdeles fine eksempler på de såkaldte ildebrandshuse, som er bygget efter J.C. Kriegers forskrifter og i tidens solide og sprøde barokstil, der kom til at præge den genrejste hovedstad. På indskriftstavlen over opgangen til Gråbrødretorv 1 læses således: "Hvad Ilden har fortæret har Gud igen beskiert". Forhuset i Gråbrødretorv 15 blev opført i perioden mellem 1730 og 1764. Den nordre gavl var i bindingsværk og resten grundmuret. Oprindelig var huset to etager højt med kvist over tre fag. I 1851 blev bygningens gennemgribende ombygget, hvor det blev forhøjet med to etager og der blev udført mansardtag. Ved samme lejlighed fik facaden sit nuværende udseende og det vestre sidehus er ligeledes tilbygget i 1851-1852, hvor det gennemgående portrum må være blevet sløjfet. Endelig synes trappehuset på forhusets bagside ligeledes at være blevet tilføjet ved denne ombygning. Den nuværende restaurantindretning er fra begyndelsen af 1990'erne.

Beskrivelse

Gråbrødretorv ligger i husrækken på sydsiden af Gråbrødretorv, forhusets er sammenbygget med to sidehuse omkring et smalt gårdrum. Forhuset er syv fag bredt og fire etager højt over en høj kælder; der er i nyere tid indrettet to lejligheder i tagetagen. I femte fag er indgangspartiet, hævet over gadeniveau med to trin, og der er nedgang til en kælder i tredje fag. Kælder- og stueetagen anvendes til erhverv, mens de øvrige etager er indrettet til boliger. Facaden er muret og pudset. Over en lav sokkel er underetagen glatpudset op til en cordongesims, herover er muren ligeledes glatpudset. Vinduerne i beletagen er fremhævet med en sålbænksgesims, der udgør øverste del af cordongesimsen. Beletagens vinduer er også fremhævet med pudsede indfatninger med overstykker med en udkraget kant. Vinduerne i etagen over har en lignende udsmykning. Øverst ses ligeledes en sålbænksgesims og murfladerne mellem vinduerne er fremhævet som pilastre. Stueetagens vinduer har pudsede bryn, der mellem sammenføjet vandret mellem vinduerne. Gesimsen under taget er en retkantet gesims med profiler over og under. Farveholdningen er en mørk og lidt lysere nuance af rosa på murfladerne og hvidkalket på murdetaljer og gesimser. Mod gården har forhusets to sidehuse: et mod vest og et mod øst, der begge er fire fag lange. Murfladerne mod gården er berappede og kalket guldokker og gesimsen består af et retkantet led med mindre led under og over. Der er en dør fra den gennemgående forstuegang med et trin ned til gårdrummet. Der er ligeledes en dør i hver af de to sidehuse samt en nedgang til kælder under det østre sidehus. Ejendommens vinduer er primært ældre eller har ældre karme med nyere, traditionelt udførte rammer. Vinduerne mod gaden har lodposte med glat forside med trekvartstaf på hjørnerne, med fire rammer med tre ruder i underrammerne i beletagen, mens der er fire rammer med to ruder i nederste ramme i stue-, anden og tredje etage. Vindueshøjden aftager opefter. Mod gården er lodpostene ligeledes med glat forside med trekvartstaf på hjørnerne og tilhørende tværpost. Vinduerne mod gården har samme antal rammer og ruder som mod gaden, dog ikke trappefaget, hvis vinduer er trefags. Alle vinduer er hvidmalede. Indgangsdøren er en oprindelig, mørkegrønmalet, tofløjet fyldingsdør med fem kvadratiske fyldinger og et stort diagonalt opsprosset overvindue. Facadens kælderdør er en nyere hvid dør med opsprosset glasparti. Døren mod gården er en ældre, grønmalet, tofløjet fyldingsdør ligeledes med fem fyldinger. Bagtrappernes døre mod gården er nyere, traditionelt udførte en- eller tofløjede revledøre, der alle er mørkegrønmalede. Foran disse er ståltrapper. Mens dørene indtil kælderen er nyere døre, der er mørkegrønmalede. Porten er en trefløjet revleport med fem bosserede fyldinger, heraf to smalle. Porten har håndsmedede hængsler og nyere lukketøj. Over porten er to torammede vinduer med tværsprosser. Porten er opdelt i to døre, der fører ind til hver sit rum. Det ene rum har et nyere flisegulv og væggene er pudsede og loftet er et støbt betondæk, der er malet. Det andet rum har nyere pladebeklædning. Det oprindelige portrum er således ikke længere ført igennem til gården bagved. Forhusets tag er et mansardtag med blådæmpede vingetegl, og papbeklædning på den øverste tagflade og røde tegl mod gården. Mod gaden er tre kviste heraf to traditionelle trefags kviste, mens den sidste er en bredkvist med panoramavindue. I tagfladerne sidder tillige flere udluftningshætter. Vestre sidehus har et ensidigt knækket tag ligeledes beklædt med tagpap og røde tegl. Her ses ligeledes udluftningshætter og i den teglhængte tagflade to traditionelle kviste. Det østre sidehus har et teglhængt heltag med en kvist, hvorfra der er udgang til en tagterrasse over nabohusets sidehus. I stuen er en gennemgående forstuegang, der over en tretrins trappe giver adgang til trappen, som ligger bagest i huset ind mod gården. Herfra er der tillige udgang til gården. Fra forstuegang er der adgang til et rum over portrummet. Herfra er der adgang til lejlighederne, hvoraf der er to på hver etage. Lejlighederne har køkken, et lille, i nyere tid indrettet badeværelse og køkkentrapper i sidehusene, og i lejlighederne til venstre er der tillige et kabinet i sidehuset. Mod gaden er der i lejlighederne til højre to tofags stuer og en bagvedliggende stue, mens der i lejlighederne til venstre er en tofags stue flankeret af et etfags kabinet. I tagetagen er der to lejligheder med planløsninger, der minder om dem på de øvrige etager. Det ældre hanebåndsloft anvendes til opbevaring med ældre, bræddeafdelte rum, hvor der ældre, genanvendte fyldingsdøre og flere gamle håndsmede båndbeslag. Kælderen og stueetagen er indrettet til restaurant og med serveringslokaler mod gaden, hvor der er en forbindelsestrappe mellem etagerne. Der er adgang til et serveringlokale bagest i det østre sidehus, hvor bagvæggen er gennembrudt, således at rummet er forlænget ind i naboejendommen og har vinduer mod Valkendorfsgade. Hertil kommer nyere køkkenfaciliteter og toiletter, der er placeret i mødet mellem for- og sidehus. Gennem en tofløjet fyldingsdør med glasparti øverst og et halvcirkulært overvindue er der indgang til trapperummet. Trappen er en form for trekvartsvingstrappe med ubrudte, svungne løb mellem etagerne, der giver et aflangt, rundet durchsicht. Trinene er indstemte i vanger, der er glatte mod lysningen og har slanke, drejede balustre og en håndliste af mahogni. Nederst ses en fritstående, drejet mægler på det nederste af de svungne indgangstrin. Der er pudset under løbene og reposer, trin og gangarealer er beklædt med linoleum. Hver lejlighed har to indgangsdøre, hvoraf den ene er blændet indenfor i samtlige lejligheder. Trappen og alle hoveddøre ud mod trappen, stammer fra ombygningen omkring 1850. På første, anden og tredje etage er vinduesvæggene mod gaden fuldpanellerede, og der er brystningspaneler på de øvrige vægge i stuerne mod gaden. Det samme gælder for kabinetter og stuerne i sidehusene. I stueetagen er kun lysningspanelernes øverste del bevaret, mens de øvrige sider af lysningerne står i blank mur. Væggene over panelerne er pudsede. Panelernes spejle svarer til spejlene på dørenes fyldinger. I nogle lejligheder ses indbyggede skabe, der er tilpasset helpanelerne. Lofterne er pudsede og har en profileret loftgesims, udformet med klassiske profilformer ligesom flere stuer er forsynet med stukrosetter. Vinduerne har poste med flad forkant og trekvartstaf på hjørnerne, størstedelen med tilhørende anverfere og stormkroge. Størstedelen af vinduerne er forsynet med forsatsvinduer. De enfløjede døre har fem fyldinger samt indstukne hængsler med rund knop og indstukne låse med aflangt låseskilt og krykgreb af messing. Indfatningerne er samtidige. Der er dog også nye døre med opsprossede glaspartier. Lejlighederne i tagetagen har nyere, men traditionelt udførte vinduer med kitfals, ligesom dørene er nyere. Gulvene er flere steder fornyede, men der er bevaret enkelte ældre bræddegulve med synlig sømning. Køkkentrappen i vestre sidehus er en spindeltrappe uden dekoration og med indstemte trin. Kælderen er karakteriseret ved nyere materialer og overflader. Væggene er pudsede, tapetserede eller har flisebelægning. Der ses også afdækket bindingsværk med tavl af ældre murværk, lofterne har synligt ældre, bjælkelag hvorimellem der er pudset eller pladebeklædning. Gulvene har nyere flise- eller laminatbeklædning. Der er bevaret enkelte ældre døre med fyldinger og glaspartier samt en ældre, intern ligeløbstrappe med drejede balustre mellem kælder og stueetage. Vinduerne i kælderen er nyere, traditionelt udførte, torammede og sprosseopdelte vinduer.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Gråbrødretorv 15 knytter sig til bygningens beliggenhed i husrækken ud til Gråbrødretorv, der består af lignende bygninger, der både opført i samme periode eller efter Københavns brand i 1728. Facaden understøtter samhørigheden med de andre bygninger på torvet med de ens bygningshøjder, de mange gennemgående gesimsbånd og de klassiske proportioneringsregler. Det er en tæt struktur, der får kvarteret til at fremstå som et hele, der danner en stemningsfuld ramme om Gråbrødretorv. Således er Gråbrødretorv 15 med til at opretholde Københavns ældre gadestruktur og velbevarede kulturmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan. Den forelå 48 timer efter og den blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og denne gang blev der ikke dispenseret. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter havde København i det store hele genopbygget igen. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere, men dog nogle. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Det kan særligt ses i Vestergade og Kompagnistræde, hvor de store købmandsgårde ligger side om side, eller i kvarteret syd for Nicolai kirke, hvor smalle borgerhuse trykker sig sammen på de gamle skipperbodegrunde. Med senklassicismen op mod 1850 forandredes facadeudformningen, idet den klare, nøgterne empire blev forladt til fordel for en mere tør senklassicisme. De kvaderpudsede murflader blev ofte bredt ud over hele facaden og vinduerne blev indrammet af profilerede indfatninger, der alle var ens inden for samme etage, men aftog i finhed opefter. Husenes var enten helt overpudsede eller havde pudsede underfacader med et lille, glat bånd, ofte af nexø-sandsten, til at markere overgangen til overfacaderne, hvor etagerne stod i blank mur. Tagene var heltage med tegl eller skifer, skorstenspiberne med sokkel og udkragning. Gesimserne under taget var fortsat ofte med udkragede led eller sparrenkop-dekoration. Der var en tendens til rigt dekorerede akanthusslyng i blændingsfelter og i cordonbånd. Husenes facadefarver var fortsat lyse kalkfarver, men i slutningen af 1800-tallet blev flere og flere malet med oliefarve. Gårdsiderne var stadig berappede og kalkede. Hoveddørene var ofte tofløjede med kvadratiske eller smalle rektangulære fyldinger, gerne med flade bosseringer. Også portene kunne have bosserede beklædninger, der skulle illudere fyldinger, selvom portkonstruktionen næsten altid var en revleport. Herover var som regel et stort, halvcirkulært vindue med radiære sprosser. Den kulturhistoriske værdi ved Gråbrødretorv 15 knytter sig i det ydre til bygningen bestående af forhus og to sidehuse, med den repræsentative facades senklassicistiske udtryk med samtlige detaljer, herunder de glatpudsede murflader, de talrige pudsede indfatninger, murdetaljer og gesimser, der ensartet fordelt på facaden uden at fremhæve nogle fag frem for andre. Hertil kommer det pudsede og gennemløbende vinduesbryn i stueetagen, der synes at viser frem mod historicismen, der blev den dominerende arkitektoniske stilretning i 1800-tallets anden halvdel. I kontrast til den præsentable facade står den enkle gulkalkede gårdside, hvor hovedgesimsen udgør den eneste dekoration. Kontrasten mellem facade og gårdside er således karakteristisk for samtiden, idet den afspejler vigtigheden af at bygningen fremstod repræsentativ i gadebilledet. Der knytter sig tillige kulturhistorisk værdi til det, at bygningen både har indgangsfag og portfag, idet porten vidner om bygningens oprindelige status som en bygård beliggende på en stor grund i modsætning til byhusene, der lå på de mindre matrikler, der ikke tillod etablering af en køreport. Bygningens udviklingshistorie afspejler sig blandt andet i kvistene, der viser at tagetagen på et tidspunkt er inddraget til bolig. Hertil kommer den store afstand mellem anden og tredje etage samt de øverste etagers lavere etagehøjde, der viser tilføjelsen af disse etager i midten af 1800-tallet. Således er det samlede anlæg bestående af for- og sidehuse et repræsentativt eksempel på et Københavnsk beboelseshus med herskabelige lejligheder fra midten af 1800-tallet. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af de ældre og oprindelige planløsninger på alle etager, der kendetegnes ved stuer og kabinetter mod gaden, trapperum mod gården og et kabinet, køkken, bad og bagtrappe i sidehusene. Således er den herskende levevis i datiden stadig aflæselig i bygningernes indretning. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til forhusets velbevarede interiør, hvor den høje håndværksmæssige standard på døre og panelering, hvor særlig dørene med fem fyldinger afspejler senklassicismen, der var det herskende stilideal på opførelsestidspunktet. Der knytter sig endvidere betydelig kulturhistorisk værdi til trapperummet og forstuegangen, der med deres fornemme og sjældne udformning understøtter klassicismens ideal om trapperummet som et imponerende og repræsentativt rum, der som det første mødte den, der trådte ind i bygningen.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Gråbrødretorv 15 knytter sig i det ydre til facadens senklassicistiske udtryk, karakteriseret ved den taktfaste vinduessætning, der fremhæves af de pudsede vindues indfatninger. Facadens vertikale accentuering forankres og får modvægt hoved- og cordongesims og ikke mindst af sålbænksgesimserne. Med sin forholdsvis brede, senklassicistiske facade og sin iøjnefaldende farvesætning fremstår Gråbrødretorv 15 med et herskabeligt og livfuldt udtryk, der både understøtter bygningens oprindelse som bolig for velstående borgere, men som også indgår i et godt samspil med de øvrige farverige facader omkring Gråbrødretorv. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til stuer og kabinetter, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer forlener rummene med klassicismes lette og diskrete elegance. Endelig knytter der sig stor arkitektonisk værdi til trapperummet, hvor de lette og elegant svungne trappeløb, de spinkle og fint drejede balustre og de ens døres symmetriske placering på reposerne, får trapperummet til at fremstå særdeles formfuldendt

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links