Gråbrødretorv 16 og Gråbrødrestræde 18, København

Gråbrødretorvs historie begynder, da Gråbrødrekloster 1238 oprettedes her. Til klosteret, som længe var byens eneste, skænkede grevinde Ingerd af Regenstein i stiftelsesåret sin store gård beliggende i samme bydel. Klosteret var indviet til Skt. Katharina og dets hovedbygning lå ud til Klosterstræde, mens adskillige mindre bygninger og med tilhørende haver lå fordelt over hele området frem til Købmagergade. Den 25. april 1530 blev klosteret nedlagt, forhadte som dets tiggermunke var på grund af deres angivelige vellevned og udskejelser. Da man opgjorde klosterets inventar, omfattede det en række "økonomibygninger", således sakristi, bryggers, maltkølle, stegers, svendeherberge, snedkerværksted, gæsteherberge og porthus. Bygningerne kom først i magistratens besiddelse, men 1532 blev de delvis nedrevet. Endnu er rester dog bevaret: Under ejendommen Gråbrødretorv 11/Valkendorfsgade 20 er dele af kældermuren middelalderlig. Det er et levn fra munkenes fængsel, i 1530 omtalt som "Prisonidh". Gråbrødrenes "prison" kunne i 1530 direkte videreføres som byens fængsel og fungerede som sådant indtil 1623, hvor Christian 4. omdannede det til kirke for Tugt- og Børnehuset. Under branden i 1728 blev huset svært beskadiget. Hertil skal føjes, at Nationalmuseet 1968 foretog bygningsarkæologiske undersøgelser af ejendommen Gråbrødretorv 13. Man fandt her rester af middelalderligt murværk, som må stamme fra en af de øvrige "økonomibygninger", måske gæsteherberget. Wiingardt, som var Hans Tausens bogtrykker, nedsatte sig 1532 i København, og 1555 fik han skøde på en gård bag "prisonet". Indkørslen dertil skete ad en "slippe" mellem nuværende Gråbrødretorv 11 og 13. Wiingardts efterfølger på stedet, tillige ægtemand til hans enke, var Lorentz Benedicht, en af Danmarks betydeligste bogtrykkere og indførte således frakturen (gotisk) som skrift i dansk typografi. Visehæfter og flyveblade flød også fra hans bogtrykkerværksted. På en del af klostergrunden byggede den mægtige rigsråd Corfitz Ulfeldt sin gård, hvor han levede fyrsteligt med sin hustru Eleonora Christine, datter af Christian 4. Men 1663 faldt dommen over Ulfeldt. Han kendtes skyldig i landsforræderi og frakendtes liv og gods. Desuden blev hans gård nedbrudt sten for sten, hvorefter stedet udlagdes til en offentlig plads, det nuværende torv. I dets midte rejstes en skamstøtte til minde om hans ugerninger. Selv efter 1728-branden, hvor den ødelagdes, lod man den genrejse. I 1842 blev den nedtaget for senere at blive genrejst i Nationalmuseets gård. På støtten læses: "Forræderen: Corfitz Ufeldt (WF): Til Ævig Spott: Skam og Skiendsel:" I 1841 skiftede Ulfeldts Plads, som stedet havde heddet til det nuværende navn Gråbrødretorv. Ved bybranden 1728 blev næsten hele bebyggelsen omkring Ulfeldts Plads jævnet med jorden. De nuværende ejendomme på torvets sydside stammer fra tiden derefter, en række særdeles fine eksempler på de såkaldte "ildebrandshuse", bygget efter J.C. Kriegers forskrifter og i tidens solide og sprøde barokstil, der kom til at præge den genrejste hovedstad. På indskriftstavlen over opgangen til Gråbrødretorv 1 læses således: "Hvad Ilden har fortæret har Gud igen beskiert". Bygningerne på torvets vestside opførtes efter bombardementet i 1807 og er typiske for denne periodes byggeskik, klassicisme og senklassicisme. I 1968 fik torvet status som gågade. Ejendommen Gråbrødretorv 16 og Gråbrødrestræde 18 var led i den omtalte tidstypiske bygningskampagne i torvets vestside efter bombardementet. Forhuset mod torvet blev således opført 1819-21 af murermester Johan Didrik Backhausen (1771-1850). I 1825 opførte Backhausen tillige det hermed sammenbyggede sidehus mod strædet. De to bygninger er yderst smidigt sammenbygget i tråd med tidens senklassicistiske idealer, der blandt andet var kendetegnet af de afrundede smigfag, som afløste de kantede smigfag fra tiden i årene op til omkring 1800. Siden opførelsen er der kun sket få ændringer i hjørnebygningens ydre. En restaurering i 1918 fandt sted ved arkitekten Heinrich Hansen (1860-1942), der tillige stod bag udformningen af den særegne brønd i gården. Baghuset, der blev opført 1852-53 i stedet for et mindre grundmuret hus, foreligger der ingen yderligere oplysninger om. Muligvis rummer det nuværende baghus elementer fra denne bygning i sin konstruktion. Endelig var facaden oprindelig afpudset. Kartouchens inskription i den nybarokke portal over gårdsidens indgang hentyder til Boghandlerforeningens Kommissionsanstalt (BKA) af Sortimentsboghandlerforeningen i Kjøbenhavn, oprettet i 1894 i samarbejde med Den danske Provinsboghandlerforening. Kommissionsanstaltens formål var at påtage sig ekspedition og forsendelse til boghandlerne af publikationer fra mindre forlag uden egen ekspedition. DBK blev et selvstændigt firma i 1921.Blandt beboerne i ejendommen var digteren Christian Winther (1796-1876), der boede med titel af professor i ejendommen Gråbrødre Torv 16 fra 1851 til 1853. Winther blev cand.theol. i 1824, og ernærede sig som huslærer, men det blev som den alsidige vers- og prosafortæller, at han kom til at slå sine folder. Drevet af både følelser og skiftende stemninger skrev Winther om kærligheden til kvinden og skønheden i den sjællandske natur. Han debuterede med Digte i 1828, der var en samling af romancer og lyriske digte. Senere fulgte børnedigtene Flugten til Amerika, Dansen i Skoven samt digtsamlingen Til Een fra 1843, der var hans egen kærlighedshistorie. Christian Winther toppede med hovedværket, versfortællingen Hjortens Flugt (1855), som er en hyldest til naturen og den trofaste kærlighed; den regnes for værende det sidste hovedværk i dansk romantik. I en karakteristik af skuespillerinden Julie Sødring (1823-1894), blev han beskrevet som“"altid udsøgt elegant i sin påklædning som i sit væsen". Det må siges at være meget betegnende for en mand, der sin tid til trods med politisk røre, sociale brydninger, ydre modgang og indre sorger, aldrig skrev om andet end kærligheden og naturen. Den i samtiden beundrede Winther, forlod Danmark med sin familie i 1875 og bosatte sig i Paris, hvor han døde året efter. Christian Winther var halvbror til digterfilosoffen Poul Martin Møller (1794-1838).

Ejendommen er beliggende i Københavns Frimands Kvarter som led i husrækkerne på henholdsvis Gråbrødretorv og i Gråbrødrestræde, hvor ejendommen omfatter en stor del af den vestlige side i det lille gaderum der længere henne møder Klosterstræde, og drejer i den modsatte ende ud mod den åbne plads på Gråbrødretorv. Ejendommen omfatter et stort grundmuret hjørnehus, der består af et forhus ud mod torvet opført 1819-21 og et sidehus mod strædet opført 1825, begge af murermester Johan Didrik Backhausen. Det sammenbyggede hjørnehus omfatter fire fag mod torvet, et afrundet smigfag og ti fag mod strædet. Huset er opført i tre etager med kælder og en udnyttet tagetage. I gårdens sydlige ende er endvidere et grundmuret baghus opført 1852-53 i tre fag, kælder og fem etager, der erstattede et mindre, grundmuret hus på stedet. Ejendommen har til plads og stræde i alt tre aktive dørpartier, mens et fjerde i strædet er blændet med en plade. Hjørnebygningens kælder, der er indrettet til butiksformål, har nedgang i det afrundede smigfag med et par mindre, traditionelt udførte, grønmalede døre. I det nordvestlige yderfag mod torvet er en port med indgang til portrummet med videre forbindelse til hjørnehusets lejligheder og til gården gennem en halvrund sandstensindfatning med slutsten. I porten er en stor, traditionelt udført, tofløjet og hvidmalet tofyldningsdør, der i de øverste fyldninger er udstyret midtfor med forgyldte, skulpturelt udformede udsmykninger med elefanthoveder og kvindeskikkelser i en fabulerende komposition. Over døren er et halvcirkulært vindue med cirkulære og radiære opsprosninger, der står hvidmalet. I det yderste fag mod sydvest i Gråbrødrestræde er et indgangsparti til trappeopgangen med indfatning og en konsolbåren fordakning, der er hvidmalet. Hoveddøren er en tofløjet traditionelt udført, mørkegrøn fyldningsdør med glaspartier øverst. Hjørnebygning og sidehus har i kælderetagen nyere butiksvinduer og er på alle tre hovedetager mod torv og stræde udstyret med traditionelt udførte, hvidmalede firerammede vinduer, hvoraf langt de fleste er nyere med nyere hængsler og beslag, mens enkelte er forsynet med ældre hængsler og fremstår ældre, navnlig på ejendommens 2. sal mod strædet. Yderfagene i hjørnebygningen mod torvet er lidt bredere end husets øvrige fag og har tillige karakter af liséner med de tre midterste fag i let fordybning. Yderfagene såvel mod torvet som strædet er på 1. sal, ejendommens beletage, forsynet med hvidmalede indfatninger med fordakninger og sålbænke, mens beletagens øvrige vinduer har hvidmalede indfatninger. Hjørnebygningens og sidehusets helt sammenbyggede facade er i underfacaden kvaderfuget og malet i en varm gullig farve over kælderen og stueetagen, mens kælderen står malet i en blegere, gullig kulør. Over stueetagen er en bred, gennemgående kordongesims, der er hvidmalet og har et fremspringende bånd øverst. Herover er hjørnehusets og sidehusets facade pudset og malet i lysegul farve. Øverst er en hvidmalet, profileret gesims. Det samlede forhus, bestående af hjørnehus og sidehus, har et opskalket heltag hængt med røde tegl. I den til beboelse indrettede tagetage på 3. sal er i alt otte bredere kviste med traditionelt udførte trerammede, mørkegrønne vinduer samt en smallere kvist i tilsvarende udførelse med et mørkegrønt, torammet vindue. I taget er fire skorstene, to i hjørnebygningen og to i sidehuset. Portrummet er belagt med brosten og bånd af granitkvadre. Nederst på siderne er som brystningspaneler opsat plader af granitkvadre med profileret overkant. Midtfor mod øst er en ældre, mindre trefyldningsdør i lakeret træ med gerichter, mens der længst henne mod gården er en stor tilsvarende indfattet, todelt fyldningsdør med glaspartier. Herfra er indgang til hjørnehusets trappeopgang. Begge dørpartier i porten fremstår i stil som værende etableret omkring år 1900. Væggene er i portrummet malet i en varm gul farve og afsluttes af en profileret, hvidmalet gesims på hver side. Loftet er et stort formet tøndehvælv med kassetter og er hvidmalet. Mod gården er hjørnebygningen forsynet med traditionelt udførte firerammede, hvidmalede vinduer over 6 fag på en pudset, okkerfarvet overflade. I hjørnet mellem Gråbrødretorv og Gråbrødrestræde er faget konvekst afrundet, mens det i det andet hjørne, sammenbygget med det senere baghus, er brækket udad. I forbindelse med trappeopgangen fra portrummet er mod gården tre småtopsprossede, hvidmalede vinduer i forskudte plan med hovedetagerne. Kælderen er udstyret med traditionelt udførte, torammede, opsprossede vinduer, der er malet mørkegrønne. Midt på gårdsiden er der midtfor på strædesiden en ældre toløbstrappe med stentrin og sortmalet jerngelænder og en central, lille repos, hvorunder er et mørkegrønt træværk med en traditionelt udført køkkendør. Selve døren er en ældre tofløjet, traditionelt udført, mørkegrøn firefyldningsdør med flade, pyramidiske fyldninger, og med et opsprosset overvindue. Døren har en sandstensportal i nybarok stil med forkrøppede gerichter, udført med opslåning af overfladerne, og svungne grene med båndslyng samt en kartouche med følgende traditionelt udførte inskription Bog/handler/foreningens/Commissions/anstalt. I det inderste, brækkede yderfag i gården op til baghuset er endvidere en kældernedgang i en niche, og mellem 1. og 2. sal er en lille altan i jern med ældre sort rækværk udsmykket med et båndslyng og en skive med initialer, i guld og blåt. Baghuset er en høj, smal bygning på tre fag og ét udspringende fag, og opført i kælder og fem etager. Muren er fra kælder til tag pudset og okkerfarvet som gårdsiden på ejendommen i øvrigt. Taget er et halvtag hængt med røde tegl, hvori der er en bred kvist med traditionelt udførte trerammede, opsprossede og mørkegrønne vinduer i stil med hjørne- og sidehusets kviste. Alle vinduer har nicher med let rundbuede overkanter. Baghuset har et enkelt traditionelt udført, trerammet og mørkegrønt kælder vindue i det midterste fag. I det yderste sydøstlige fag er indgang til bagtrappen gennem en ældre, tofløjet og mørkegrøn fyldningsdør, hvorover der er et ældre, hvidmalet vindue med cirkulære og radiære sprosser. Over stueetagen er en kordongesims. Opgangsfaget er på de øvrige etager udstyret med traditionelt udførte, firerammede og hvidmalede vinduer med opsprosning af de nederste ruder. Faget i midten har på alle etager seksrammede, traditionelt udførte og hvidmalede vinduer med tilsvarende opsprosning, hvilket også gælder for det tredje, brede fags vinduer, hvor det nederste vindue er forsynet med en nybarok, forkrøppet indfatning, hvorunder er en blænding. I dette fags fremspring er på siden nederst en kælderindgang i en dyb niche, og herover er i stueplan et seksrammet, traditionelt udført og hvidmalet vindue med opsprosning som de øvrige vinduer. Herover er muren over kordongesims forsynet med tilsvarende nicher med blændinger. Mellem vinduerne i på 1. og 2. sal er midt på muren et traditionelt udført ur med en træfordakning og fod, blå urskive og forgyldte visere og tal. Mellem 1. og 2. sals vindue er på muren opsat forgyldte initialer, bl.a. B, der må stå for Backhausen, samt årstallene 1812, 1852 og 1900. Gården er belagt med ældre pigsten og granitkvadre. Mod naboejendommen til nordvest er midtfor opsat en skulpturelt udformet brønd. Ejendommen er, over hjørnebygning og sidehus, i hele kælderetagen indrettet til forretning, hvor butikken omfatter ét samlet rum og en bagbutik med nyere overflader. Gennem portrummets nyere, todelte hoveddør ankommer man til trappeopgangen, der er udstyret med en stort formet, traditionelt udført toløbstrappe med listebeklædte trætrin og på reposerne sildebensparket. Trappen har afrundet rækværk med tynde, enkle balustre i løbene og en stor, afrundet håndliste. På væggene er nyere, men traditionelt udførte, hvidmalede brystningspaneler med fyldninger, hvorover væggene er malet lyseblå og loftet hvidt. I vinduesnicherne er traditionelt udførte lysningspaneler. På hver etage betjener tre døre én stor lejlighed i det sammenbyggede hjørne- og sidehus: Til hver side er en enkelt, nyere fyldningsdør og midtfor en tilsvarende tofløjet fyldningsdør. Der er på alle hovedetager nyere, men traditionelt udførte – og dertil nybarokt forkrøppede – gerichter og nyere eller traditionelt udførte greb og låse, hvilket gør sig gældende i stort set alle døre i ejendommen. En ældre, skulpturelt udformet dørklokke er på et gericht på 2. sal. Ejendommen har fra stueetage til 2. sal i en del år været anvendt til erhvervsformål, men i beboelsesetagernes lejligheder er de oprindelige planløsninger relativt intakte. Mod torvet er to stuer og en hjørnestue, mens der til strædet på alle etager er op til fire stuer en suite eller med let forskudte dørgennembrud. Til gården er der spisestuer, værelser samt de mere praktisk orienterede rum til køkkener og lignende domestikrum. I mellemgangene er indrettet nyere toilet og/eller køkkenfaciliteter. Bagerst i sidehuset er der fra en mindre fordelingsgang med adgang til hovedtrappen med indgang fra strædet. Trappeopgangen rummer en ældre fireløbstrappe med god durchsicht, hvidmalet gelænder med tynde, afrundede balustre og en profileret, sortmalet håndliste. Trinene er ældre og delvist fornyede i træ. Opgangen har i entréen skakternet klinkegulv, hvidt trappeløb og står ellers gulmalet. På alle hovedetagerne i forhusene er nyere, men traditionelt udførte enkelte og tofløjede, hvidmalede fyldningsdøre med tilsvarende nyere greb, hængsler og gerichter, hvoraf flere er udført i nybarok stil. På 2. sal er der en enkelt, tofløjet skydedør. Mange gerichter er nybarokke, dvs. kraftigt profilerede og med forkrøpninger. Helt overvejende er alle vinduer af nyere dato, og traditionelt udførte med enkelte ældre kroge og anverfere, og lejlighederne er desuden gennemgående udstyret med nyere, hvidmalede forsatsvinduer. Gulvene er i lejlighederne af forskellig oprindelse: I stueetagen er der især parket, herunder i sildeben, samt nyere plankegulve, og i rum mod gården fortrinsvis linoleum. På 1. sal er der parket og i flere stuer ældre plankegulve i flere stuer mod strædet samt nyere plankegulve, og i rum mod gården linoleum. På 2. sal er der både ældre og nyere plankegulve samt parket, herunder i sildeben. Mod torv og gade har stuerne for en stor del traditionelt udførte brystnings-, hel-, og lysningspaneler, der delvist fremstår som nyere. På 2. sal er de bl.a. i stuen mod torvet i nybarok stil med afrundede, profilerede fyldninger. I smigfagets afrundede hjørnestuer på 1. og 2. sal er tillige på væggen mellem vinduesnicherne indbyggede, åbne skabe med hylder. I 1. sals stuer er flere udstyret med profilerede listerammer på vægge og over dørgennembrud. På 2. sal er der i en stue mod strædet en bevaret kakkelovns-niche, i en stue en kamin i jern, og i en tredje stue er der over dørene opsat tre dørstykker med let naivistiske maleripaneler, der viser prospekter af Gråbrødretorv ved vintertid, torvet som handelsplads og en kopi af en traditionel fremstilling, der viser de ødelagte huse omkring pladsen og gaderne i tiden efter englændernes bombardement i 1807. Under vinduerne mod torv og stræde er i nicherne nyere radiatorer, heraf en del med kabinetter, og foran disse er flere steder opsat nyere kanaler med stikkontakter og net-opkoblinger. Væggene i er stueetagens holdt i hvid og lyse pastelfarver, herunder grøn og blå. På 1. og 2. sal ses den samme farveholdning tillige med lysegrå. Lofterne er i stueetagens lejlighed uden stuk. På 1. sal er i flere stuer en rig stukkatur, herunder med bladranker og kanneleringer, mens stukkaturen på 2. sal fortrinsvis består af enkelt profilerede gesimser i stuerne mod torv og stræde. Lofterne er overalt hvidmalede. Fra sidehusets bagerste rum er nedgang via en nyere dør med gerichter til det med forhusene sammenbyggede baghus ad et par trætrin. Baghuset har en række mindre og mere ydmygt formede rum, og dets planløsninger er i lighed med forhusenes lejligheder relativt velbevarede, herunder med gamle kogenicher med murstensstengulve og åbne skorstene på beboelsesetagerne. Under ét fremstår forhuse og baghus, trods niveauspringet, som en sammenbygget helhed, der med forhusenes plan og rumfordeling giver baghuset en væsentlig underordning med mindre rum, lavere til lofterne og en mere kompakt disposition som der tale om lejemål til mere ydmyge husholdninger eller rum til domestikker. Rummene i baghusets små lejligheder er udstyret med samme nyere, typisk traditionelt udførte fyldningsdøre og gerichter. Dertil kommer traditionelt udførte vinduer med forsatsvinduer. Der er her parketgulve og nyere plankegulve, traditionelt udførte brystnings- og lysningspaneler og hvid-, blå- og rødmalede vægge, mens et enkelt rum i stueetagen har blotlagt murværk, herunder med synligt bindingsværk i skillevæggen. Ellers er rummenes overflader enkle og uden forhusenes øvrige udsmykning af stuerne.

Ejendommen Gråbrødretorv 16 og Gråbrødretorv 18 har betydelig miljømæssig værdi, idet den indgår som et markant blikfang og led i middelalderbyens kompakte bebyggelse, hvor forhusenes facader på fornem vis understøtter samhørigheden med de andre bygninger i det enestående og særdeles stemningsfulde og historisk prægnante byrum omkring Gråbrødretorv med de mange forskellige, og gennemgående velbevarede ejendomme fra 1700- og 1800-tallet omkring torvet. Facaderne er med deres distinkte udtryk og farveholdning typiske for områdets blanding af barok og klassicisme, og ejendommen fungerer i kraft af sin særlige beliggenhed som et arkitektonisk og byrumsmæssigt vitalt forbindelsesled mellem torvet og det korte Gråbrødrestræde, der i sig selv danner en lille intim anneksplads til torvet og længere henne møder Klostertræde.

Der knytter sig stor kulturhistorisk værdi til ejendommen, der med sine forhuse, det sammenbyggede hjørne- og sidehus fra perioden 1819-1825 af murermester Johan Didrik Backhausen udgør en fornem repræsentant for byggeriet i det genrejste København efter bombardementet i 1807. Denne bygningskampagne var noget mere langvarig og træg end den langt mere effektivt gennemførte og meget homogene genopbygning efter bybranden i 1795, hvilket skyldtes krigsårenes turbulente forhold og en voldsom økonomisk afmatning med bl.a. statsbankerotten i 1813, der påvirkede de forhen generelt yderst velbeslåede københavnske borgerfamiliers økonomi drastisk. Men der blev dog også bygget mange vellykkede huse denne gang, som ejendommen her er et vigtigt udtryk for. Langsomt men sikkert genrejstes således blandt anden vestsiden af Gråbrødretorv i tidens sene klassicistiske stil, der er karakteriseret ved enkelt mådehold, diskret elegance og regelmæssighed. Ejendommens særlige kulturhistoriske værdi ligger i den her sikre udnyttelse af de klassicistiske idealer for facader og bygningsdetaljer, der var blevet grundlagt af Harsdorff i slutningen af 1700-tallet og videreført af hans forskellige elever og efterfølgere. Hos den næste generation af habile byg- og håndværksmestre, som murermester Backhausen tilhørte, ses bl.a. en brug af det afrundede smigfag, der blev introduceret efter år 1800 som et dynamisk alternativ til det skråt brækkede smigfag. Hertil knytter der sig kulturhistorisk værdi tilligemed den effektfulde brug af kvaderfugning af forhusenes kælder- og stueetage op til kordongesimsen, der understøtter resten af ejendommens facader til torv og stræde. Dertil kommer den faste vinduestakt og indfatningerne af hjørne- og sidehusets yderfags vinduer mod torv og stræde på 1. sal samt de disciplineret accentuerede dør- og portåbninger. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til det fornemme og generøse portrum med kassetteret tøndehvælv og til gårdsiden på forhusene med den centrale toløbstrappe og portalen omkring gårdsidens dør. Hertil kommer alle baghusets udsmykninger og detaljer, herunder uret, dekorationerne på altanen samt de på muren opsatte initialer og årstal. Endelig kommer den pigstens- og granitkvaderbelagte portgennemkørsel og intime gårdsplads med den skulpturelt udformede brønd, der danner et kompakt kulturhistorisk miljø. I det indre knytter sig primært kulturhistorisk værdi til de overvejende velbevarede og for et stort borgerhus traditionelle planløsninger med de talrige repræsentative stuer og rum mod torvet og strædet på forhusenes hovedetager, herunder med smigfagsstuen og flere stuer anbragt en suite, mens spisestuer samt værelser, køkkenfaciliteter og domestikrum er placeret til gårdsiden. Der knytter sig i baghusets indre primært kulturhistorisk værdi til de bevarede kogenicher med åbne skorstene og murstensgulve. I forhusenes er der kulturhistorisk værdi i de ældre plankegulve i flere stuer og de traditionelt udførte, bl.a. nybarokke, paneleringer og de ældre stuklofter på 1. og 2. sal i stuerne til gadesiden. Endelig kommer de tre trappeopgange, de to hovedtrapper i ejendommen, henholdsvis den geneøse opgang med toløbstrappen i hjørnehuset og fireløbstrappen med opgang i sidehuset samt bagtrappen i baghuset.

Der knytter sig arkitektonisk værdi til ejendommen, som er opført i den klassicistiske stil, der er karakteriseret ved gennemgående mådehold i udtrykket, en diskret elegance og regelmæssighed i facadernes udformning og en disciplineret ornamentik. Ejendommens særlige arkitektoniske værdi ligger her i den sikre udnyttelse af de klassicistiske idealer for facader og bygningsdetaljer. Her bemærkes brugen af det her effektfuldt benyttede, afrundede smigfag, der primært ses i hjørneejendommene efter år 1800 som et dynamisk alternativ til det traditionelt skråt brækkede smigfag, og som dertil både ude og inde giver en original og værdifuld rumvirkning. Hertil knytter der sig arkitektonisk værdi tillige med den effektfulde brug af kvaderfugning af forhusenes kælder- og stueetage op til kordongesimsen, der understøtter resten af ejendommen. Dertil kommer den faste vinduestakt og indfatningerne af hjørne- og sidehusets yderfags vinduer mod torv og stræde på 1. sal samt de disciplineret accentuerede dør- og portåbninger. Der knytter sig specifik arkitektonisk til det fornemme og generøse portrum med kassetteret tøndehvælv og til gårdsiden på forhusene med den centrale toløbstrappe og portalen omkring gårdsidens dør, der i lighed med baghusets barokke detaljer afspejler en gennemtænkt ambition om her at forene de oprindelige klassicistiske udtryk med barokke mere kraftfulde stiltræk, der kendes fra de omgivende kvarterers palæer og borgerhuse. I det indre knytter der sig primært arkitektonisk værdi til de generelt velbevarede planløsninger, herunder med generøse forløb af fine stuer ud til torv og gade på hovedetagerne med tilhørende udsmykning koncentreret omkring beletagen, og de mere praktisk orienterede rum mod gården holdt i en tilsvarende enklere stil, med undtagelse af spisestuerne. Endelig kommer de to primære trappeopgange med hovedtrapperne i ejendommen, henholdsvis den geneøse opgang med toløbstrappen med indgang i hjørnehusets portrum og fireløbstrappen med opgang i sidehuset med indgang fra strædet.

Læs videre om

• Assistens Kirkegård, København
• Den Brune Kødby, København
• Den Hirschsprungske Samling, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen