Gråbrødretorv 17, 17 A-B og Valkendorfsgade 32 ligger på Gråbrødretorv 17, 17 A-B og Valkendorfsgade 32 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Gråbrødretorvs historie begynder, da Gråbrødrekloster i 1238 oprettedes her. Til klosteret, som længe var byens eneste, skænkede grevinde Ingerd af Regenstein i stiftelsesåret sin store gård beliggende i samme bydel. Klosteret var indviet til Skt. Katharina, og dets hovedbygning lå ud til Klosterstræde, mens adskillige mindre bygninger og med tilhørende haver lå fordelt over hele området frem til Købmagergade. Den 25. april 1530 blev klosteret nedlagt, forhadte som dets tiggermunke var på grund af deres angivelige vellevned og udskejelser. Da man opgjorde klosterets inventar, omfattede det en række økonomibygninger, således sakristi, bryggers, maltkølle, stegers, svendeherberge, snedkerværksted, gæsteherberge og porthus. Bygningerne kom først i magistratens besiddelse, men i 1532 blev de delvist nedrevet. Endnu er rester dog bevaret: Under ejendommene Gråbrødretorv 11 og Valkendorfsgade 20 er dele af kældermuren middelalderlig. Det er et levn fra munkenes fængsel, i 1530 omtalt som "Prisonidh". Gråbrødrenes "prison" kunne i 1530 direkte videreføres som byens fængsel og fungerede som sådant indtil 1623, hvor Christian 4. omdannede det til kirke for Tugt- og Børnehuset. Under branden i 1728 blev huset svært beskadiget. Hertil skal føjes, at Nationalmuseet i 1968 foretog bygningsarkæologiske undersøgelser af ejendommen på Gråbrødretorv 13. Man fandt her rester af middelalderligt murværk, som må stamme fra en af de øvrige økonomibygninger, måske gæsteherberget. Wiingardt, som var Hans Tausens bogtrykker, nedsatte sig i 1532 i København, og i 1555 fik han skøde på en gård bag "prisonet". Indkørslen dertil skete ad en slippe mellem nuværende Gråbrødretorv 11 og 13. Wiingardts efterfølger på stedet, tillige ægtemand til hans enke, var Lorentz Benedicht, som var en af Danmarks betydeligste bogtrykkere og indførte således frakturen (gotisk) som skrift i dansk typografi. Visehæfter og flyveblade flød også fra hans bogtrykkerværksted. På en del af klostergrunden byggede den rigsråd Corfitz Ulfeldt sin gård, hvor han levede fyrsteligt med sin hustru Eleonora Christine, datter af Christian 4. Men 1663 faldt dommen over Ulfeldt. Han kendtes skyldig i landsforræderi og frakendtes liv og gods. Desuden blev hans gård nedbrudt sten for sten, hvorefter stedet udlagdes til en offentlig plads, det nuværende torv. I dets midte rejstes en skamstøtte til minde om hans ugerninger. Selv efter 1728-branden, hvor den ødelagdes, lod man den genrejse. I 1842 blev den nedtaget for senere at blive genrejst i Nationalmuseets gård. På støtten læses: "Forræderen: Corfitz Ufeldt (WF): Til Ævig Spott: Skam og Skiendsel:" I 1841 skiftede Ulfeldts Plads, som stedet havde heddet, til det nuværende navn, Gråbrødretorv. Ved bybranden i 1728 blev næsten hele bebyggelsen omkring Ulfeldts Plads jævnet med jorden. De nuværende ejendomme på torvets sydside stammer fra tiden derefter, en række særdeles fine eksempler på de såkaldte ildebrandshuse, som er bygget efter J.C. Kriegers forskrifter og i tidens solide og sprøde barokstil, der kom til at præge den genrejste hovedstad. På indskriftstavlen over opgangen til Gråbrødretorv 1 læses således: "Hvad Ilden har fortæret har Gud igen beskiert". Hele bebyggelsen, Gråbrødretorv 17, 17 A-B og Valkendorfsgade 32, er opført i 1856-57 for snedkermester Carl Heinrich Winther. Muligvis indeholder forhuset til Gråbrødre Torv væsentlige dele fra et i 1730'erne opført forhus, der var tre etager højt med gavlkvist over to fag. Efter 1857 ingen væsentlige ændringer i bebyggelsens ydre. Kringlegangen blev etableret som fodgængerpassage mellem Gråbrødretorv og Valkendorfsgade i 1975.

Beskrivelse

Forhusene i Gråbrødretorv 17 og Valkendorfsgade 32 ligger med forhusene ud mod henholdsvis Gråbrødretorv og Valkendorfsgade. De er forbundet gennem deres sidehuse mod nordøst, der ligger i forlængelse af hinanden. Ud fra Valkendorfsgade 32 er endvidere bygget et parallelt sidehus mod sydvest, der mod nord vest er sammenbygget med et tidligere pakhus. Dette sidehus har adressen Gråbrødretorv 17A-B. Bygningsanlægget omkranser et gårdrum, der er åbent gennem portåbninger i begge forhuse. Portene er åbne og danner derved Kringlegangen, der er en fodgængerpassage mellem Gråbrødretorv og Valkendorfsgade.

Gråbrødretorv 17: Forhuset til Gråbrødretorv 17 er fire fag bredt og fire etager højt. Der er i nyere tid indrettet en lejlighed i tagetagen. Stueetagen er inddelt i to brede fag, hvoraf det første giver adgang til erhvervslejemålet i stuetagen, mens det andet er portåbning til Kringlegangen. Stueetagen anvendes til erhverv, mens de øvrige etager er boliger. Facaden mod Gråbrødretorv er muret og pudset. Over en lav sokkel er underetagen refendfuget op til en pudset cordongesims med akantusmotiv, herover er muren også refendfuget med smalle fuger. Gesimsen under taget er en bred trukket gesims. Farveholdningen er lys grøn på murfladerne og sandstensfarvede gesimser. Under tredje etages vinduer er der konsolbårne sålbænke. Konsollerne er ligesom gesimserne sandstensfarvede. Vinduerne er firerammede i dannebrogsform og er alle malet hvide. Mod gården dækker sidehuset de to nordligste fag. Muren er berappet og kalket guldokker og gesimsen består af to enkle, retkantede led. I det ene synlige vinduesfag over portåbningen er trefagsvinduer. Sidehuset er to fag langt og sammenbygget med forhuset via et skråt smigfag. Sidehuset har samme overfladebehandling som gårdsiden af forhuset. Vinduerne mod gården er fire- og seksrammede med opdelte underrammer. Vinduerne er malet mørkegrønne. Der er nedgang til sidehusets kælder gennem en nyere, tofløjet og mørkegrøn metaldør med gitre øverst. Mod Gråbrødretorv er der bevaret en del af portfløjen. Fløjen er udført med fyldinger og er malet mørkegrøn. Portrummet har et brolagt gulv, og væggene er forneden indklædt med brædder med perlestav. Loftet er pudset og har stukdekoration. I den ene side er der en blændet tofløjet indgangsdør til erhvervslejemålet i stueetagen. Forhusets tag er et heltag med røde vingetegl. I forhusets rygning sidder to skorstene, en ved hver gavl. Sidehuset har et tag med ensidig hældning, der ligeledes er hængt med røde vingetegl. I tagfladerne mod torvet og gården ses flere traditionelt udførte kviste. Fra portrummet er der gennem et åbent trapperum adgang til hovedtrappen, der er placeret bagest i huset mod gården over portrummet. På den nederste del af trappen er alt træværk malet mørkegrønt. Hovedtrappen giver adgang til lejlighederne, hvoraf der er én på hver etage. På hver repos er to indgange til lejlighederne: Den ene dør leder til en lille forstuegang, der giver adgang til begge stuer i forhuset, mens den anden indgangsdør leder til stuen i smigfaget. Lejlighederne har to tofagsstuer mod gaden, en stue i smigfaget mod gården, og i sidehuset er køkken og et i nyere tid indrettet badeværelse mod gården. Herfra er der udgang til køkkentrappen, der deles med Valkendorfsgade 32. Trappen er en toløbstrappe med indstemte trin i vangerne og med elegante og spinkle balustre samt en håndliste af mahogni. Der er pudset under løbene. Trin og reposer er belagt med linoleum. Trappen og alle hoveddøre ud mod trappen, bortset fra lejligheden i tageetagen, stammer fra opførelsen. Den ene indgangsdør adskiller sig fra den anden ved at have et overvindue, der dog i flere tilfælde er blændet. Køkkentrappen er også en toløbstrappe med indstemte trin, uden nogen dekoration, men med runde balustre og en malet håndliste. På køkkentrappen er der på hver repos små rum, der tidligere har været indrettet til toiletter, og sandsynligvis før da som lokummer. Der har været et lokum til hver af lejlighederne i forhusene i henholdsvis Gråbrødretorv 17 og Valkendorfsgade 32. På tredje etage er vinduesvæggene mod gaden fuldpanellerede, ligesom der er brystningspaneler på de øvrige vægge i stuerne mod gaden. Væggene over panelerne er pudsede. Panelernes spejle svarer til spejlene på dørenes fyldinger. Lofterne er pudsede og har en stukgesimser og rosetter med antikke motiver og bladværk. Der er tillige ovnpladser ved skorstenskernerne i stuerne, disse ses, fordi der ikke opsat brystningspaneler. Der er tillige lysningspaneler i det første rum i sidehuset, der i dag fungerer som køkken. Vinduernes karme, som er oprindelige, har poste med flad forkant og karnis på hjørnerne, en del med tilhørende anverfere og stormkroge. De enfløjede døre, som overvejende er fra opførelsen har tre fyldinger over hinanden, og de tofløjede døre har ligeledes tre fyldinger, fordelt på en stor rektangulær fyldings flankeret af to tilnærmelsesvist kvadratiske fyldinger. De fleste døre har de karakteristiske, indstukne hængsler med rund knop og indstukne låse med aflangt låseskilt og greb af messing og ædeltræ. Dobbeltdørene mellem stuerne har dobbelte slaglister, således at den gående fløj er bredere end den stående. Indfatningerne er samtidige som dørene. Der er dog også enkelte nyere døre fra perioden omkring 1900 med seks fyldinger. Gulvene er flere steder fornyede, men der er bevaret enkelte ældre bræddegulve med synlig sømning. Stueetagens erhvervslejemål fungerer som restaurant og er indrettet som et rum i rummet med gulve, vægge og lofter lagt udenpå bygningens oprindelige rumstruktur. I rummene i sidehuset er der indrettet industrikøkken. Kælderen er karakteriseret ved murede, pudsede vægge og lofter. Gulvene er støbte. Vinduerne er nyere og med to rammer.

Valkendorfsgade 32: Fra Valkendorfsgade er tre fag af facaden af Valkendorfsgade 32, mens resten af facaden er delvis skjult af et forhus, Valkendorfsgade 34, der er bygget vinkelret på Valkendorfsgade 32. Valkendorfsgade 32 er fem etager høj. De sydligste fag vender ud til et mindre gårdrum. Den synlige del af facaden er muret og pudset. Underetagen er refendfuget op til en pudset, profileret båndgesims, herover er muren glatpudset. Facaden inddeles vandret af sålbænksgesimser under vinduerne og gennemgående gesimsbånd, der ligger under rektangulære brystningsfelter, der sidder under hvert vindue. Gesimsen under taget er en retkantet gesims. Farveholdningen er rød bemaling på murfladerne og murdetaljer, mens hovedgesimsen er hvidkalket. Vinduerne er firerammede med to ruder i de nederste rammer. I øverste etage er vinduerne torammede med tre ruder i hver ramme. Samtlige vinduer sidder i fladbuede muråbninger og er alle hvidmalede. Mod gården er forhuset sammenbygget med et sidehus på to fag, hvoraf det ene fag er lidt bredere. Baghusene har som nævnt fælles køkkentrappe, der udgør et fag i sig selv. Muren berappet og kalket guldokker, gesimsen består af to enkle, retkantede led. Sidhusets nederste fag er åbnet så passagen, Kringlegangen, fører igennem til Valkendorfsgade. Vinduernes opdeling er som på gadesiden, de er alle ælder og er malet mørkegrønne. Taget er et heltag med røde vingetegl, der mod gården er knækket i to tagflader. I denne tagflader sidder en ældre skorstenspibe med sokkel og krave. Sidehuset bærer et tag med ensidig hældning, der også er hængt med røde vingetegl. Der er indgang til en nyere trappe i det venstre fag, hvori der sidder et moderne metalgitter med plexiglas afskærmning. Foran åbningen er en femtrins støbt trappe. Kringlegangen kan ligeledes lukkes med et moderne, tofløjet metalgitter. Fra indgangen i facaden er der via en nyere støbt trappe opgang til hovedtrappen, som ligger bagest i huset ind mod gården. Herfra er der adgang til lejlighederne, hvoraf der er to på hver etage. Lejlighederne til højre har køkken i sidehuset. Mod gaden er der midtfor en tofags stue og et kabinet på et fag. Bag den dækkede del af facaden er en forstue, der giver adgang til kabinettet og stuer samt mod et badeværelse, der har vindue mod en lille lysgård i syd. Fra trappeopgangen er der ligeledes indgang til mindre lejligheder til venstre. Disse har et gårdvendt køkken og stue samt et internt bad og sovekammer mod den lille lysgård i syd. Disse lejligheder har ligeledes udgang til trappeopgangen i Gråbrødretorv 17 A. Trappen er en toløbstrappe med indstemte trin i vangerne og med elegante og spinkle balustre og en håndliste af mahogni. Der er pudset under løbene. Trappen og de fleste af hoveddørene ud mod trappen stammer fra opførelsen, men der ses også nye døre med fyldinger og moderne hængsling. Køkkentrappen er beskrevet ovenfor. I lejlighederne til højre på første og tredje sal er vinduesvæggene mod gaden fuldpanelerede, ligesom der er brystningspaneler på de øvrige vægge i stuerne mod gaden. Væggene over panelerne er pudsede. Der ses også bindingsværksvægge, der er malet over stok og sten. Lofterne er pudsede og har stukgesimser og rosetter med antikke motiver samt bladværk. De enfløjede døre, som overvejende er fra opførelsen har tre fyldinger over hinanden, og de tofløjede døre har ligeledes tre fyldinger. De fleste døre har de karakteristiske, indstukne hængsler med rund knop og indstukne låse med aflangt låseskilt og greb af messing samt ædeltræ. Dobbeltdørene mellem stuerne har dobbelte slaglister, således at den gående fløj er bredere end den stående. De fleste indfatninger er samtidige som dørene. Der er dog også enkelte nyere døre fra perioden omkring 1900, herunder dobbelte fløjdøre med sprosseværk i skønvirkestil samt døre med fire fyldinger i dannebrogsform. Gulvene er flere steder fornyede, men der er bevaret enkelte ældre bræddegulve med synlig sømning. Lejlighederne til venstre har en nyere men overvejende traditionel materialeholdning med nyere bræddegulve, glatte vægge og lofter samt primært nye fyldingsdøre med tre fyldinger og nyt beslagværk. Lejligheden i tagetagen har en nyere materialeholdning fra 1900-tallets sidste kvartal, gulvene er beklædt med tæpper og skråvæggene er pladebeklædte. Spidsloftet er uudnyttet, den ældre tagkonstruktion er synlig og der er undertag af banevarer.

Gråbrødretorv 17A-B: Bygningen ligger udgør det søndre sidehus til Valkendorfsgade 32 og har indgang fra Kringlegangen. Bygningen er fem fag lang og fire etager høj. Den er sammenbygget med et pakhus, der er vinkelret påbygget. Bygningen bærer et rødt heltag med ensidig hældning, og i tagfladen mod gården sidder to store, traditionelt udførte kviste og en skorsten i rygningen. Indgangen sidder i første fag over en ældre, sekstrins trappe med nyere, traditionelt udførte metalværn. Døren er nyere og udført med ruder med krydsopsprosning og en fylding nederst. Den flankeres af en ældre indfatning bestående af pilastre med en riflet overligger og et særdeles dekorativt opsprosset, halvcirkulært overvindue. Langs med væggen er der tillige en nyere lav betontrappe og repos, der fører op til et en nyere, bred grønmalet dør med helruder. Bygningens vinduer er fortrinsvis ældre korspostvinduer og trefags vinduer med opdelte underrammer. Ved siden af den ældre trappe er der gennem to skråtstillede revleluger nedgang til kælderen. Vinduer og døre er malet mørkegrønne og døren har hvide sprosser. Pakhuset er tre fag langt, hvoraf det tredje ind mod Gråbrødretorv 17A er et skråt smigfag. Pakhuset er seks etager højt og bærer et tag med lav hældning, hvori sidder et stort ovenlysvindue. Alle murflader mod gårdrummet/Kringlegangen på nær pakhuset er berappet og kalket guldokker. Pakhuset er berappet og hvidkalket. Pakhuset har små, ældre, torammede vinduer og i siden mod porten til Gråbrødretorv er der ud for hver etage tofløjede revledøre. Over revledørene er der bevaret en hejsebom. I pakhusets stueetage mod gårdrummet er en tofløjet, grønmalet port med en lav trekantfronton over. Indgangsdøren i Gråbrødretorv 17A giver adgang til trappen, der tillige betjener lejlighederne i Valkendorfsgade 32 t.v. Der er en lejlighed på etage, og de er alle gårdvendte. Lejlighederne er præget af en nyere åben planløsning, hvor der også er adgang til pakhuset, der rummer et rum på hver etage. Lejlighederne har en primært nyere, men traditionel materialeholdning med bræddegulve, pudsede vægge og lofterne er enten pladebeklædte eller med synligt bjælkelag, hvorimellem, der er pladebeklædning. Trappen er en toløbstrappe med indstemte trin i vangerne og med spinkle, drejede balustre samt en håndliste af mahogni. Der er pudset under løbene. Trin og reposer er belagt med linoleum. Kælderen er karakteriseret ved murede, pudsede vægge og lofter. Gulvene er støbte.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Gråbrødretorv 17 knytter sig til bygningens placering i Gråbrødretorvs sydlige husrække. Gråbrødretorvs sydlige husrække præges af torvets to hustyper, der mod nord stammer fra tiden efter branden i 1728 og den mod syd, der stammer fra tiden efter Københavns bombardement. Ligeledes knytter den miljømæssige værdi ved Valkendorfsgade 32 sig til bygningens beliggenhed i gadens husrække, der består af lignende bygninger fra senklassicismen og den senere historicisme. Facaderne på både Gråbrødretorv 11 og Valkendorfsgade 20 understøtter samhørigheden med de andre bygninger på torvet og i gaden med de ensartede bygningshøjder, de mange gennemgående gesimsbånd og de klassiske proportioneringsregler. Det er en tæt struktur, der får kvarteret til at fremstå som et hele, og danner en stemningsfuld ramme om Gråbrødretorv og Valkendorfsgade. Således er Gråbrødretorv 17 og Valkendorfsgade 32 med til at opretholde Københavns ældre gadestruktur og velbevarede kulturmiljø. Endelig knytter der sig miljømæssig værdi til Kringlegangen, der danner en lidt hemmelighedsfuld og meget stemningsmættet passage mellem Gråbrødretorv og Valkendorfsgade.

Kulturhistorisk værdi

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan (den forelå 48 timer efter og den blev stort set fulgt). Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og denne gang blev der ikke dispenseret. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter havde København i det store hele genopbygget igen. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere, men dog nogle. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Med senklassicismen op mod 1850 forandredes facadeudformningen, idet den klare, nøgterne empire blev forladt til fordel for senklassicismen. De kvaderpudsede murflader blev nu bredt ud over hele facaden og ofte blev vinduerne indrammet af profilerede indfatninger, der alle var ens inden for samme etage, men aftog i "finhed" opefter. Tagene var heltage med tegl eller skifer, skorstenspiberne med sokkel og udkragning. Op mod midten af 1800-tallet begyndte man at have pudsede facader med kvaderfugning på alle etager. Gesimserne under taget var fortsat enten med udkragede led eller med sparrenkop-dekoration. Der var en tendens til rigt dekorerede akanthusslyng i blændingsfelter og i cordonbånd. Husenes facadefarver var fortsat lyse kalkfarver, men i slutningen af 1800-tallet blev flere og flere malet med oliefarve. Gårdsiderne var stadig berappede og kalkede. Den kulturhistoriske værdi ved forhusene i Gråbrødretorv 17 og Valkendorfsgade 32 knytter sig til facadernes senklassicistiske udtryk, der er karakteriseret ved kvaderfugningen i både under- og overfacader, til den fornemt udførte cordongesims med akantusslyng mod Gråbrødretorv samt vinduesbrystningernes blændinger i mod Valkendorfsgade. Således afspejler facaderne senklassicismen som den herskende stilart omkring anlæggets opførelse i 1857. I Gråbrødretorv 17 er facadens fire fag endvidere et atypisk træk for klassicismen, hvor man foretrak et ulige fagantal i facaderne. Dette kan afspejle, at forhuset er opført på resterne af et ildebrandshus opført kort efter Københavns brand i 1728. Et senbarokt ildebrandhus, var ligesom de bevarede ildebrandshuse på Gråbrødretorv oftest fire fag brede med en gavlkvist over de to midterste fag. De to forhuses præsentable facader står begge i kontrast til gårdsidernes enkle berapning og kalkning i guldokker, hvor hovedgesimsen udgør den eneste dekoration. Kontrasten mellem facade og gårdside er således karakteristisk for samtiden, idet den afspejler vigtigheden af at bygningen fremstod repræsentativ i gadebilledet. Gårdsidernes brugsorienterede oprindelse ses særlig tydeligt i pakhuset, der dels adskiller sig ved at være hvidkalket, og hvis brugsorienterede oprindelse også giver sig til kende i hejsebommen, revleportene ud for hver etage, den lavere etagehøjde og de små vinduer. Særligt hejsebommen og revleportene viser, at bygningen har været beregnet på opbevaring af varer og muligvis dyrehold, hvor kvæget også blev hejst op til opstaldning på etagerne. Hertil kommer at Gråbrødretorv 17 og Valkendorfsgade 32 er henholdsvis en gård og et hus, idet de københavnske beboelsesejendomme kan adskilles i Gårde og Huse. Gårdene med indkørselsport til gårdsplads og stald var for de velhavende borgere, der havde hestehold. Fra porten var tillige adgang til trapperummet. Husene var mindre og havde ingen port, men gadedør ind til trappen. I beboelsesejendomme var i reglen kun en lejlighed i hver etage og første sal, der ofte blot betegnedes som etagen, var den fornemste. I gårdene var denne etage forbeholdt aristokratiet og det velhavende bourgeoisi, mens de øvrige lejligheder og husene beboedes af det jævnere borgerskab. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig i forhusene for både Gråbrødretorv 17 og Valkendorfsgade 32 sig til de bevarede dele af de ældre og oprindelige planløsninger på alle etager, der kendetegnes ved stuer og kabinetter mod gaden, trapperum mod gården samt køkkener, bad og køkkentrappe i sidehuset. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til forhusenes velbevarede interiør, hvor den høje håndværksmæssige standard på trapper, døre og panelering afspejler senklassicismen, der begyndte at vinde indpas i det Københavnske byggeri omkring midten af 1800-tallet. Det senklassicistiske udtryk ses også i den detaljerige stukkatur og loftrosetterne, hvis bladværk med antikke motiver er karakteristiske for tiden.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre forhusenes repræsentative facader mod Gråbrødretorv og Valkendorfsgade, der med deres senklassicistiske formsprog er vigtige led i de historisk prægnante husrækker mod torvet og i gaden. Særligt facaden mod Gråbrødretorv står med sin refendfugede facade og den forfinede og detaljerige cordongesims, som markant indramning af indgangen til Kringlegangen. Hertil kommer ejendommens traditionelle, gulkalkede gårdrum, der med sin varme farvesætning medvirker til at gøre Kringlegangen til en af de hemmelighedsfulde og lidt finurlige fodgængerpassager i Københavns indre by. Der knytter sig endvidere arkitektonisk værdi til begge hovedtrapper, der med deres detaljerede og smagfulde udformning understøtter klassicismens ideal om trapperummet som et repræsentativt rum, der som det første mødte den, der trådte ind i bygningen. Den arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til lejlighederne i begge i forhuse mod Gråbrødretorv og Valkendorfsgade, hvor de fint forarbejdede snedkerdetaljer og den detaljerige stukkatur forlener rummene med senklassicismens elegance. Hertil skaber brugen af traditionelle materialer med bræddegulve, pudsede vægge og lofter samt snedker- og smedejernsdetaljer en variation og stoflighed, der bidrager til en stemningsfuld og historisk mættet atmosfære.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links