Grønnegade 14, Troense

Troense bestod i middelalderen af to små bebyggelser ved Pilekrogen og ved Grønnegades sydlige del. I 1750 nedlagde Baron Niels Juel fra Valdemars Slot gårdene mellem de to bebyggelser og opførte i stedet huse langs Grønnegade med lange, smalle haver bagved. Samtidig søgte han at få husmændene til at slå sig på frugtavl, hvilket blev en succes. På kysten langs Svendborgsund blev der bygget skibe, som bragte frugten til eksempelvis København, og efterhånden opstod der en vidtstrakt stykgodssejlads på Nordsøen og i Østersøen. Indtil 1850 sejlede skibe fra Troense på langfart til Amerika og Asien, og Troense blev en decideret skipperby. I næsten alle de omkring 100 fæstehuse boede der søfolk eller skibsbyggere. På højdepunktet i 1860 boede der over 1.000 mennesker i Troense, men herefter gik det nedad for byen, idet sejlskibene blev udkonkurreret af motorskibe og jernbane. I stedet blev Troense mål for ferie- og badegæster. Grønnegade blev bebygget omkring 1750. Grønnegade 7 menes opført omkring 1760, men fra taksationsforretningerne i 1768 ved man, at forhuset bestod af en nord-syd orienteret længe på ni fag. Omkring år 1800 blev sidehuset opført. Tidligere bestod sidehuset af fire eller fem fag, og de to østlige fag udgjordes tidligere af en simpel halvtagsbygning, som blev anvendt til hønsehold og lignende. I 1974 blev forhusets tagetage inddraget til beboelse, og der blev ved denne lejlighed etableret tre stråtagskviste i tagfladen mod haven. Tidligere stod der en simpel trappe til tagetagen i køkkenet. I 1983 blev halvtagsbygningen nedlagt og de to østlige fag blev inddraget i sidehuset. Ved samme lejlighed blev disse to fag indrettet til en gæsteafdeling med forgang, badeværelse og et værelse. Efter stormen i 1999 blev sidehuset afkortet med et fag mod vest. Den ene af forhusets ældre døre siges at stamme fra herregården Broholm.

Bygningen ligger på vestsiden af Grønnegade, der er en af Troenses ældste gader. Foruden et forhus består ejendommen af et fritliggende sidehus på havesiden, placeret vinkelret på forhuset.

Forhuset er en ni fag lang, enetages bindingsværksbygning opført i sortopstolpet tømmer med hvidkalkede tavl over syldsten. Taget er et stråtækt heltag med mønning og kragtræer. I mønningen er to hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og gesims. I tagfladen, der vender mod haven, er tre nyere stråtagskviste med opsprossede, torammede vinduer med rundbuet overkarm. Gavltrekanterne er beklædt med sortmalede, lodretstillede brædder, der for neden afsluttes af knægtbårne vandnæser. I gadesiden er en ældre, tofløjet fyldingsdør med ældre greb, et smalt overvindue og en profileret indfatning. Vinduerne er ældre og udført som torammede og tredelte vinduer, dog er vinduerne i gavltrekanterne og enkelte på havesiden opdelt i seks ruder. På havesiden ses en ældre revledør med ældre beslag og en nyere, bræddebeklædt halvdør med et lille ovalt vindue. Over begge døre er opsat en mindre overdækning. Vinduerne er malet hvide, revledøren er brun, mens hoveddøren og halvdøren er malet mørkegrønne.

Indvendigt er store dele af en ældre planløsning bevaret. Fra en lille forstue er der adgang til en stor, gennemlyst stue, der giver adgang til køkkenet mod havesiden og et værelse mod gadesiden, hvori der står en nyere kvartsvingstrappe, som fører op i tagetagen. Bag værelset er desuden en baggang og et badeværelse. Tagetagen er udnyttet med en stue og to værelser. Forhuset fremtræder med en overvejende traditionel materialeholdning, der er brædde- og klinkegulve, pudsede vægge og synlige ældre bjælker med profilkanter og ældre bræddelofter. I tagetagen er der bræddegulve, vægge og lofter er forsynet med nyere profilbrædder og der er synlige, indpakkede hanebånd. Overalt er bevaret ældre bygningsdetaljer, herunder fyldingsdøre med kroneglas, gerichter og greb, og i køkkenet er en ældre ildstedskappe bevaret.

Sidehuset er en seks fag lang, enetages bindingsværksbygning opført i sortopstolpet tømmer med hvidkalkede tavl over en sokkel af syldsten. Taget er et stråtækt heltag med halmmønning. I mønningen er en hvidkalket skorstenspibe med sokkel og gesims. Den østvendte gavltrekant og hele vestgavlen er beklædt med sortmalede, lodretstillede brædder, lagt en på to. Gavltrekanterne afsluttes af en knægtbåren vandnæse. Sidehuset har ældre revledøre med ældre beslag, en i østgavlen og en i vestgavlen samt to i sydsiden, hvoraf den ene er udført som en halvdør. I vestgavlen er desuden en revleluge. Vinduerne er ældre og udført som et- og torammede vinduer opdelt med seks ruder. Vinduerne er malet hvide, dørene i gavlene er malet sorte, mens dørene mod syd er malet grønne.

Indvendigt er sidehuset disponeret med en lille gæsteafdeling med badeværelse mod øst, et depotrum med forsænket gulvniveau i midten og et værksted mod vest. I gæsteafdelingen er der klinker på gulvet, vandskurede vægge og synlige bjælker med loftsbrædder. I depotrum og værksted er gulvene støbte, ydervæggene er uisolerede og i loftet er der synlige bjælker og loftsbrædder. Der er en nyere revledør med okseøje, mens de øvrige fyldings- og revledøre med greb er ældre. Loftsrummet er uudnyttet og kan nås vis en loftslem i værkstedet.

Bygningens miljømæssige værdi knytter sig til placeringen i en af Troenses ældste gader, der er anlagt som en nord-syd orienteret gade, hvilket bestemmer bygningernes placering og orientering. Den forholdsvis stramme bebyggelsesstruktur dikterer ejendommens traditionelle disponering med forhuset placeret parallelt med vejen og udhuset placeret vinkelret herpå. Forhuset ligger ligesom flere af de oprindelige bygninger med kort afstand til nabobygningerne, hvilket giver et fortættet landsbymiljø, som er karakteristisk for Grønnegades bebyggelse. Endvidere er det kendetegnende for ejendommene i Grønnegade, at grundene er lange og smalle, disponeret med en mindre forhave mod vejen, afgrænset af en lav hæk, og en større nyttehave bagved. Således bidrager Grønnegade 14 til fortællingen om Grønnegades anlæggelse, hvor helheden af forhuse med tilhørende udhuse er en vigtig del af Troenses autentiske og stemningsfulde landsbymiljø.

Den kulturhistoriske værdi ved Grønnegade 14 knytter sig til ejendommen som en integreret del af fortællingen om Troenses kultur- og udviklingshistorie, hvor den planlagte landbebyggelse med små bebyggelser stod som en samlet ramme om frugtavl og skibsfart. Dette kan aflæses i grundens traditionelle disponering og bebyggelsesstruktur med et nord-syd orienteret længehus, et fritliggende øst-vest orienteret sidehus, en forhave og en brugshave bagved. Grundenes tætliggende struktur, vidner om, at Grønnegade 14 hører til Troenses ældste bebyggelse.

Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved forhusets og sidehusets enkle og traditionelle bindingsværkskonstruktion med løsholter, dokker, halvranker, stormbånd og andreaskors samt den simple materialeholdning med bræddebeklædte gavle og stråtag med mønning og kragetræer, der vidner om at Grønnegade 14 oprindeligt blev opført som en beskeden fæstebolig med stald og lo under den nærliggende herregård. Hertil kommer bygningernes egnskarakteristiske træk, der ud over stråtaget og de bræddebeklædte gavltrekanter knytter sig til forhusets halvranker og begge bygningers stormbånd, der på traditionel fynsk vis støtter mod den næstsidste stolpe i stedet for hjørnestolpen, således at vindtrykket på det yderste fag bliver knapt så stort. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til bygningernes aflæselige udviklingshistorie. I takt med at Grønnegades beboere blev mere velhavende, blev husene forbedret. Dette kan aflæses i forhusets ældre, detaljerige hoveddør med dobbelt anslagsliste, pilasterlignende udsmykninger på dørfløjene, ældre messinggreb og -dørhammere, portalen med ruderudsmykkede fodklodser og den knægtbåren profileret, vandret fronton. De mange detaljer giver hoveddøren et herskabeligt udtryk. Døren kan tilskrives Louis-Seize stilen på grund af pilastrenes opdelte afsnit med rhombeformede mønstre og rosetprydelse på basen, som adskilles fra det kannelerede søjleskaft af en mæanderbort og øverst afsluttes af en kapitæl. Louis-Seize stilen var toneangivende i slutningen af 1700-tallet.

Kontrasten imellem den repræsentative gadeside og den mere nedtonede haveside ses både ved forskellen mellem dørenes udformning og ved forskellen mellem vinduernes højde og udformning. På havesiden er bevaret to af de oprindelige lave og smårudede vinduer med spinkle løsholter over. De øvrige vinduer er på et tidspunkt blevet udskiftet til højere vinduer med mere bekostelige store ruder, som typisk blev isat gadesiden for at manifestere sin velstand. Hertil kommer sidehusets vestgavl, der med sin bræddebeklædte fremtræden, vidner om, at sidehuset i nyere tid er blevet afkortet, idet vestgavlen oprindeligt har fremstået med tavl og bindingsværk forneden som den øvrige del af huset. Revlelugen i sidehusets vestgavl vidner om, at sidehusets tagetage oprindeligt blev anvendt som høloft. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre planløsning med en næsten gennemgående hovedskillevæg og de sekundære rum, som på traditionel vis er placeret mod haven. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved de bevarede ældre bygningsdele, herunder det synlige bjælkelag med profilkanter og loftsbrædder, fyldingsdøre, hvoraf flere er forsynet med kroneglas, samt gerichter, greb og køkkenets bevarede ældre ildstedskappe. I sidehusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til det bevarede forrådskammer, hvor det sænkede gulvniveau skulle give rummet en lavere rumtemperatur velegnet til opbevaring af fødevarer. Hertil kommer de ældre fyldings- og revledøre med greb.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til de enkle bygningskroppe med stort set, ubrudte tagflader og bræddebeklædte gavltrekanter. Sammen med de taktfaste og simple bindingsværkskonstruktioner, skorstenspiber i rygningerne og de taktfast placerede vinduer samt bygningernes indbyrdes beliggenhed og samhørighed i såvel konstruktion som materialeholdning, giver dette en helstøbt ejendom med to velproportionerede bygninger med et harmonisk udtryk.

Læs videre om

• Grønnegade 7, Troense
• Krøyers Pakhus, Svendborg
• Troense Strandvej 44

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen