Grønnegade 22, Ribe ligger på Grønnegade 22 i Esbjerg Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Ribe ligger på en række holme omkranset af engdrag og åløb, der giver byen en skarp og naturlig afgrænsning. Husene ligger tæt i de små, let krogede brolagte gader og slipper, der kun brydes af de brusende mølleløb, åen samt Torvet, hvor Domkirken hæver sig mellem bygningerne. Ribes historie strækker sig tilbage til omkring år 700, hvor vikingetidens købmænd og håndværkere samlede sig på den anlagte handelsplads ved den nordre bred af Ribe å for at arbejde og handle. Det var også i Ribe, at Ansgar opførte Danmarks første kristne kirke omkring 860. Igennem flere hundrede år var Ribe en vigtig handelsby og et magtcentrum for både kongen og den indflydelsesrige katolske kirke. I middelalderen lå der både en kongeborg, Riberhus, hvor kun slotsbanken nu er tilbage, og adskillige kirker og klostre. Efter reformationen i 1536, da kirken mistede sin politiske og økonomiske magt, forsvandt de fleste kirkelige anlæg. Tilbage er Ribe Domkirke og Sct. Catharinæ Kloster.

Grundlaget for Ribes rige handelsliv var åen, der løber igennem byen og videre ud i Vesterhavet. Den fungerede som transportvej fra Vesterhavet, og Ribe blev på den måde porten til Østersø-området. Selv store skibe sejlede op ad åen og lagde til ved Skibbroen. Men i løbet af 1500-tallet begyndte det at gå ned ad bakke. Skibene sejlede i stigende omfang rundt om Skagen, og andre byer, først og fremmest København, blev efterhånden førende inden for fjernhandelen. Også kongemagten rykkede ud af byen, og i de følgende århundreder var Ribe en kriseramt by med faldende befolkningstal. Åen sandede til, og havnen mistede sin betydning.

Efter den dansk-tyske krig i 1864 kom den nye grænse til at gå lige syd om Ribe. Byen lå nu i den yderste udkant af kongeriget og havde mistet sit hidtidige opland mod syd og vest. Ved genforeningen i 1920 var Esbjerg for længst blevet landsdelens førende havne- og industriby. Ribes stagnering betød, at Ribe i dag fremstår som en yderst velbevaret middelalderby, hvor de fleste gadeforløb kan følges ubrudt tilbage til 1100-tallet. Det nuværende hovedstrøg på Over-, Mellem- og Nederdammen er lidt yngre og ligger på den mølledæmning, der blev lagt over Ribe å i midten af 1200-tallet.

Til trods for en større bybrand i 1580 findes der flere bevarede middelalderlige stenhuse, nordens ældste daterede bindingsværkshus fra 1490 og kirken samt det meste af klosterbygningerne. I tiden efter branden rejste byen sig igen, og mange bygninger stadig står i dag blandt andet de herregårdslignende stenhuse Porsborg og Tårnborg, begge fra sidst i 1500-tallet samt købmandsgårdene i bindingsværk med udkragede stokværk og gavl til gaden. Op igennem 1700- og 1800-tallet udførtes en del om- og nybygninger – oftest i en enkel og velproportioneret klassicistisk stil. De mindre gader og slipper er kendetegnet af langhuse, boder og småhuse, der er tre til fem fag lange og sammenbygget i lange forløb.

Grønnegade er det ældste kendte gadenavn i Ribe og stammer tilbage fra 1200-tallet. Fund af bolværk viser at Ribes anløbsplads tidligere lå nærmere Grønnegade. Gaden forbandt Torvet med Slotsgrunden og Pilleporten, der lå i gadens vestlige ende, markerede grænsen mellem byen og slottet. Pilleporten blev ødelagt under Svenskekrigene i 1600-tallet, men gaden har i dag stadig med sit oprindelige middelalderlige forløb.

Grønnegade 22 blev opført i 1816 for sadelmager Meinhardt. Anlægget bestod af det nuværende forhus og et sidehus i en etage. I 1822 blev sidehusets fire forreste fag forhøjet. I 1845 blev den grundmurede port skilt fra Grønnegade 20 og lagt til Grønnegade 22.

Beskrivelse

Grønnegade 22 ligger i Ribes middelalderlige bykerne i den lange og let krummede gade Grønnegade. Bygningen ligger i husrækken med facaden helt ud til gadelinjen. Forhuset er sammenbygget med to korte sidehuse, der ligger i forlængelse af hinanden langs det vestre grundskel. Gennem et enetages portfag, der er sammenbygget med naboejendommen mod øst, er der adgang til den bagvedliggende gårdsplads og have. Mod vest er der en smal, pigstensbelagt slippe ind mod naboejendommen.

Grønnegade 22 er en fem fag lang, toetages bygning. Bygningen er grundmuret mod gaden og gården, mens gavlene er i sortopstolpet bindingsværk. Grønnegade 22 hviler på en sortmalet sokkel og bærer et afvalmet heltag hængt med røde vingetegl. I tagfladen mod gården sidder en nyere kvist med et trefags termovindue. Facaden har let fremhævede sidefag, der er kvadermurede med hvidkalket refendfugning, mens de tre midterste fag er prydet med konsolbårne sålbænke i stueetagen og en gennemløbende sålbænk i overetagen. Etageadskillelsen markeres af et glat bånd. Facaden afsluttes øverst af en muret hovedgesims. Alle murdetaljer, herunder refendfuger, etagebånd og sålbænke er ligesom hovedgesimsen hvidmalede. Alle muråbninger har lige overkarme og hoveddøren er en ældre, tofløjet revledør med fyldinger i form af pilastre og bladværk af bemalet læder. Hoveddørens ældre overvindue har en diagonal opsprosning. Den grundmurede gårdside er pudset og hvidkalket og er blot prydet med en smal, muret hovedgesims.

De to sidehuse er begge opført i sortopstolpet bindingsværk med hvidkalkede tavl, det forreste sidehus er to etager, mens det bageste er en etage højt. Sidehusene hviler på en lav sortmalet sokkel og bærer begge heltage med røde vingetegl. Den synlige del af gavlen på det forreste sidehus er ligeledes opført i bindingsværk, mens det bageste sidehus har en grundmuret gavl. På denne gavl er der i nyere tid tilføjet en træterrasse kombineret med en brandtrappe fra første etage. Vinduerne er ældre og består mod gaden af torammede vinduer med tre ruder i hver ramme, mens vinduerne på gårdsiden og i gavlene er både ældre og nyere, traditionelt udførte torammede og småtopsprossede vinduer. Enkelte af de ældre småtopsprossede vinduer er hængslet på posten. Facadens vinduer er hvidmalede, mens de øvrige vinduer er malet i en mørk rødbrun nuance. De nyere vinduer har koblede rammer.

I portfaget, der er sammenbygget med naboejendommen Grønnegade 20, sidder en ældre, tofløjet revleport med en gående dør i midten. Porten er brunmalet. Portrummet har både vægge i rød blankmur og i spinkelt sortopstolpet bindingsværk, og er åbent til kip, hvor det ældre tagværk er synligt. Tegltagets underside er beklædt med banevarer. Belægningen består af cementfliser, der hænger sammen med gårdrummets belægning.

I det indre er ejendommen opdelt i to lejligheder, hvoraf den ene optager stueetagen i forhuset og første sidehus, og den anden ligger på første etage i forhus, det forreste sidehus og tagetagen i det bageste sidehus. Bag hoveddøren ligger forstuegangen (fremgulv) med en ældre trappe til første etage. For forstuegangen er der indgang til stueetagens lejlighed. Begge lejligheder i forhuset er præget af en ældre grundplan med en langsgående midterskillevæg, der opdeler bygningen i stuer mod gaden og køkken mod gårdsiden. I stueetagens lejlighed er der fra køkkenet udgang til sidehuset, hvor der er indrettet et gæsteværelse og bad. En nyere trappe fører til forhusets tagetage, der er indrettet med repos med adgang til værelser i østgavlen. Disse rum har nyere, pladebeklædte skunk- og skråvægge samt ubemalede listelofter. I sidehusene er de øverste etager indrettet til mindre stuer, der har samme overflader som tagetagen i forhuset. Af ældre bygningsdele er der bevaret fyldingsdøre med gerichter, beslagværk og greb. Gulvene, der sandsynligvis er ældre bræddegulve, er belagt med tæpper. I sidehusenes øverste etager er de ældre hanebånd synlige. Stueetagen i det bageste sidehus fungerer som udhus.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Grønnegade 22 knytter sig bygningens placering ud til gadelinjen i Grønnegade, hvor den med sin markante facade fremstår som et af gadens fine borgerhuse. Bygningen indgår således i Ribes middelalderlige gadestruktur og bidrager herved til det traditionelle og stemningsfulde bymiljø. Gadens stenbelægning er med til at skabe et yderst helstøbt gadeforløb med høj autenticitet. Hertil kommer gårdrummet og den for Ribe store have, der skaber en grøn oase i den ældste bykerne.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Grønnegade 22 knytter sig i det ydre til bygningens klassicistiske fromsprog, der ses i facadens fremhævede sidefag og hvidmalede murdetaljer, herunder refendfugning, etagebånd, gennemløbende og konsolbårne sålbænke samt hovedgesims. Facadens disponering og det røde, blanke murværk med hvide detaljer gør, at bygningen tilskrives bygmester Mikkel Stobberup (1761-1844), der også menes at have medvirket til opførelsen af andre prominente bygninger i Ribe, herunder Amtmandsgården. Hertil kommer, at den klassicistiske stil er karakteristisk for nybyggeriet i 1800-tallets Ribe, hvor bindingsværksbygningerne blev helt eller delvist grundmuret, eller revet ned til fordel for nye grundmurede bygninger.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til anlæggets interne hierarki, hvor forhuset med sin repræsentative facade og fint forarbejdede hoveddør placerer sig over de funktionsprægede sidebygninger af bindingsværk. Hertil kommer den markante forskel på forhusets udprægede repræsentative facade med den detaljerede hoveddør og de dekorative murdetaljer, der står i kontrast til den prunkløse gårdside. Den repræsentative facade vidner således om vigtigheden i, at bygningen fremstod præsentabel i gadebilledet.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre grundplan med fremgulv med ligeløbstrappe til første etage og den traditionelle placering af stuerne mod gaden og køkkener mod gården. Hertil kommer de bevarede ældre bygningsdele og detaljer, herunder paneler, fyldingsdøre, revledøre, gerichter, greb og låsetøj, der vidner om bygningens alder. Endelig knytter der sig kulturhistoriske værdi til den bevarede revledør i stueetagens køkken.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Grønnegade 22 knytter sig særligt til forhusets facade, hvor det velproportionerede udtryk opnås ikke blot gennem den symmetriske facade, men også gennem den fine ligevægt der er mellem de vandrette forløb i hvidmalede gesimser, bånd og fuger, og så de lodret ordnende sidefag, der træder let frem fra facadeplanet. Bygningens solide udtryk er defineret af murværkets levende farvespil, der tilføres lethed og elegance gennem de hvide murdetaljer. Hertil kommer den ubrudte tagflade mod gaden, der samler den oplevelsesrige facade. Endelige understreger den rigt detaljerede hoveddør med pilastre og bladværk bygningens herskabelige udtryk.

På gårdsiden ligger den arkitektoniske værdi forhusets og sidehusenes aftrappede tagflader, sidehusenes lidt skæve vægflader og bindingsværk samt den enkle, kontrastrige farveholdning i hvid, rød og sort, som giver et levende og effektfuldt udtryk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links