Grønnegade 24, Troense

Troense bestod i middelalderen af to små bebyggelser ved Pilekrogen og ved Grønnegades sydlige del. I 1750 nedlagde Baron Niels Juel fra Valdemars Slot gårdene mellem de to bebyggelser og opførte i stedet huse langs Grønnegade med lange, smalle haver bagved. Samtidig søgte han at få husmændene til at slå sig på frugtavl, hvilket blev en succes. På kysten langs Svendborgsund blev der bygget skibe, som bragte frugten til eksempelvis København, og efterhånden opstod der en vidtstrakt stykgodssejlads på Nordsøen og i Østersøen. Indtil 1850 sejlede skibe fra Troense på langfart til Amerika og Asien, og Troense blev en decideret skipperby. I næsten alle de omkring 100 fæstehuse boede der søfolk eller skibsbyggere. På højdepunktet i 1860 boede der over 1.000 mennesker i Troense, men herefter gik det nedad for byen, idet sejlskibene blev udkonkurreret af motorskibe og jernbane. I stedet blev Troense mål for ferie- og badegæster. Grønnegade blev bebygget omkring 1750. Grønnegade 24 menes opført omkring 1780, men fra taksationsforretningerne i 1768 ved man, at forhuset bestod af en nord-syd orienteret længe på seks gange fire fag. Grunden var beplantet med æble- og pæretræer, ligesom en del var tilsået med kommen. I 1816 blev forhuset beskrevet som en længe på i alt otte fag, hvilket betyder at bygningen i den mellemliggende periode var blevet udvidet med to fag. Forhuset var indrettet med værelser, lo og lade. Grundens samlede areal udgjorde 12 skæpper land, hvilket svarer til 8.274 kvadratmeter, der var omgivet af levende hegn. I 1819 takseres huset med fire fag værelse, ovn, skorsten samt fire fag lo og stald.

I 1828 havde huset fået to skorstene. I 1851 beskrives stuehusets indretning fra syd: to fag bryggers og spisekammer med stengulve, to fag forstue, køkken og pigekammer med stengulve, to fag dagligstue med stengulv, men udbygningen mod haven har bræddegulv, to fag storstue og kammer med bræddegulve, opgang til loftet, som til dels var forsynet med loft på hanebåndene og bræddebeklædning. Udbygningen beskrives i to fulde etager med to værelser til beboelse på hver etage. Baghuset i haven beskrives som en seks fag lang, øst-vest orienteret bygning med stråtag, der indeholdt to fag brænde- og materialhus, to fag lo, to fag kohus og rullestue med loft.

I 1864 beskrives ud over ovennævnte bygninger: en et fag bred udbygning fra forhuset mod syd indrettet til spisekammer og bryggers samt endnu en fritliggende øst-vest orienteret udbygning, beliggende nordvest for forhuset, indrettet med to fag brændeskur, to fag lo og to fag rullestue, og herfra var igen en lille udbygning mod vest.I 1965 blev mellembygningen, der forbinder forhuset og sidehuset, opført.

Ejendommen er beliggende på vestsiden af Grønnegade, der er en af Troenses ældste gader. Foruden et forhus består ejendommen af et sidehus og et fritliggende udhus på havesiden.

Forhuset er en otte fag lang, enetages bindingsværksbygning opført i sortopstolpet tømmer med gulkalkede tavl over en sokkel af syldsten. Taget er et stråtækt heltag med mønning og kragtræer. I rygningen er to hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og gesims. På sydgavlen er en lille enetages udbygning i bindingsværk med teglhængt halvtag. På havesiden er en toetages udbygning i bindingsværk med stråtækt heltag. Samtlige gavltrekanter er beklædt med sortmalede, lodretstillede brædder, lagt en på to, der nederst afsluttes af en knægtbåren vandnæse. I gadesiden er en ældre, tofløjet fyldingsdør med opdelt overvindue og en profileret indfatning. I udbygningens gavl mod haven er en nyere halvdør med et lille ældre papbeklædt halvtag over. Vinduerne er overvejende ældre, torammede vinduer enten opdelt i tre eller seks ruder. I nordgavlen er tillige en lille, sortmalet revleluge. Vinduerne er malet hvide, hoveddøren er malet mørkegrøn med lysegrønne stafferinger, mens bagdøren er malet blå.

Forhuset rummer en bolig. Indvendigt er træk af en ældre planløsning bevaret. Fra gaden er der adgang til en lille forstue med en ældre ligeløbstrappe til tagetagen. Syd for forstuen er en gennemlyst stue og et badeværelse i udbygningen, mens der nord for forstuen er en hovedskillevæg, der adskiller en stue mod gaden fra en stue mod gården. Mod gården ligger også et aflangt køkken. Tagetagen er dels uudnyttet og dels udnyttet med et par værelser. Forhuset fremtræder med en overvejende traditionel materialeholdning, der er brædde- og klinkegulve, pudsede vægge, ældre loftbrædder, nyere profilbræddelofter, nyere systempladelofter og ældre synlige bjælker, både rustikke bjælker og bjælker med profilkanter. I tagetagen er der ældre bræddegulve, plane vægge og bræddevægge samt synlige hanebånd og loftbrædder. Der er bevaret ældre bygningsdetaljer, herunder brede fyldingsdøre med profilerede gerichter og ældre messinggreb. Enkelte døre er forsynet med bukkehornsbeslag og ovale glasruder.

Sydvest for forhuset ligger et sidehus, der er en seks fag lang, enetages bindingsværksbygning opført i sortopstolpet tømmer med gulkalkede tavl over syldsten. Taget er et stråtækt heltag med en halvvalmet gavl mod øst og halmmønning og kragtræer. Den vestvendte gavltrekant er beklædt med sortmalede brædder, lagt en på to, og nederst afsluttet af en knægtbåren vandnæse. Vinduerne er ældre, hvidmalede, to- og trerammede vinduer med to, fire eller seks ruder. En nyere sortmalet mellembygning med bræddebeklædte sider, nyere døre og vinduer, høj stern og fladt, papklædt tag, hvori der er et nyere ovenlys, forbinder forhuset med sidehuset.

Sidehuset rummer en selvstændig bolig, og indvendigt består sidehuset af tre værelser, en nyere ligeløbstrappe fører op i tagetagen, der er indrettet med et stort værelse. Sidehuset fremtræder med støbte gulve, belagt med gulvtæpper, vandskurede vægge, profilbrædder på loftfladerne imellem de synlige bjælker og plane døre med simple gerichter. Mellembygningen rummer køkken og bad, og fremtræder med støbte gulve belagt med korkvinyl, vægge og lofter er beklædt med profilbrædder.Vest for forhuset ligger et fritliggende udhus, der er en seks fag lang, enetages bindingsværksbygning opført i sortopstolpet tømmer med gulkalkede tavl over syldsten. Taget er et stråtækt heltag med halvvalmede gavle og halmmønning og kragtræer. I rygningen ses en hvidkalket skorstenspibe med sokkel og gesims. Vinduerne er ældre, en- og torammede med seks ruder. Dørene er traditionelt udførte revlehalvdøre. I østgavlen ses en revleluge og en revledør, og i vestgavlen ses en lille revleluge. Vinduerne er malet hvide, døre og luger er malet blå, undtagen den i vestgavlen, som er sort.Indvendigt består udhuset af to rum, hvoraf det østlige domineres af en stor ildstedsskorsten. Rummene fremtræder med støbte gulve, kalkede vægge og synlige bjælker med loftsbrædder.

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til placeringen i en af Troenses ældste gader, der er anlagt som en nord-syd orienteret gade, hvilket bestemmer bygningernes placering og orientering. Den forholdsvis stramme bebyggelsesstruktur dikterer ejendommens traditionelle disponering med forhuset placeret parallelt med vejen og sidehus og udhuset placeret vinkelret herpå. Forhuset ligger ligesom flere af de oprindelige bygninger med kort afstand til nabobygningerne og med kort afstand til sidehuset, hvilket er karakteristisk for Grønnegades bebyggelse og som giver et fortættet landsbymiljø. Endvidere er det kendetegnende for ejendommene i Grønnegade, at grundene er lange og smalle, disponeret med en mindre forhave mod vejen, afgrænset af en lav hæk, og en større nyttehave bagved. Således bidrager Grønnegade 24 med den lille gårdplads, hvor omdrejningspunktet er det gamle æbletræ, til fortællingen om Grønnegades anlæggelse, hvor helheden af forhuse med tilhørende udhuse er en vigtig del af Troenses autentiske og stemningsfulde landsbymiljø.

Den kulturhistoriske værdi ved Grønnegade 24 knytter sig til ejendommen som en integreret del af fortællingen om Troenses kultur- og udviklingshistorie, hvor den planlagte landbebyggelse med velanlagte, små bebyggelser stod som en samlet ramme om frugtavl og skibsfart. Dette kan aflæses i grundens traditionelle disponering og bebyggelsesstruktur med et nord-syd orienteret længehus, et fritliggende øst-vest orienteret sidehus, en forhave og en brugshave bagved. Grundenes tætliggende struktur, der blev fastlagt i midten af 1700-tallet, vidner om, at Grønnegade 24 hører til Troenses ældste bebyggelse.

Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved bygningernes enkle og traditionelle bindingsværkskonstruktion med løsholter, dokker, halvranker og krumme stormbånd samt den simple materialeholdning med bræddebeklædte gavle og stråtag med mønning og kragetræer, der vidner om, at Grønnegade 24 oprindeligt blev opført som en beskeden fæstebolig med stald og lo under den nærliggende herregård. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til den aflæselige udviklingshistorie i forhusets konstruktion og ydre form. I takt med at Grønnegades beboere blev mere velhavende blev husene forbedret. Dette kan aflæses i de ældre vinduer og den ældre hoveddør med fyldinger, der indrammes af en portal med volutudformede knægte og en vandret fronton, som giver hoveddøren et herskabeligt udtryk. Den detaljerige hoveddør skulle således manifestere ejerens velstand udadtil. Portalen og dørfløjene stammer fra slutningen af 1700-tallet, hvilket tilskrives de volutsvungne knægte med tænder på undersiden samt den vandrette frontons tandsnitsudsmykning, og døren kan således være oprindelig. Hertil kommer forhusets kæmmede konstruktion, hvilket blev udbredt på Fyn i 1800-tallet og betyder, at bjælkerne blev fjernet og efterfølgende lagt op på tagremmen, hvorved man opnåede en større loftshøjde og derved et finere beboelsesareal. Bestræbelserne på at gøre huset finere kan ligeledes ses i, at de oprindelige gennemstikninger er fjernet mod gaden. En anden del af forhusets udviklingshistorie kan aflæses i den toetages udbygning i bindingsværk mod gårdsiden, hvor ændrede krav til pladsbehovet udmøntede sig i en markant og overdådig tilbygning. Hertil kommer bygningernes egnskarakteristiske træk, der ud over stråtaget og de bræddebeklædte gavltrekanter knytter sig til brugen af halvranker, hvor udbygningen på dekorativ vis har dobbelte halvranker, og krumme stormbånd, der på traditionel fynsk vis støtter mod den næstsidste stolpe i stedet for hjørnestolpen, således at vindtrykket på det yderste fag bliver knap så stort.

Udhusets beskedne størrelse, få vinduesåbninger, revlehalvdøre og revleluger vidner om bygningens funktion som stald og lo med høloft i tagetagen. Den bevarede ildstedsskorsten beretter endvidere om, at den østre del af udhuset blev anvendt som vaskehus.

I forhusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede træk af en ældre planløsning med en delvist bevaret hovedskillevæg, stuer mod gaden og køkkenet placeret mod gårdspladsen. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved de bevarede ældre bygningsdele, herunder de synlige bjælkelag og loftsbrædder, ligeløbstrappen, fyldingsdøre, enkelte med ovale glasruder og bukkehornsbeslag, gerichter og dørgreb samt tagetagens ældre bræddegulve, bræddeskillevægge med vinduer, bjælkelag og loftsbrædder.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til de enkle bygningskroppe med ubrudte tagflader og bræddebeklædte gavltrekanter, der sammen med de taktfaste og simple bindingsværkskonstruktioner, skorstenspiber i rygningerne og de taktfast placerede vinduer samt bygningernes indbyrdes beliggenhed og samhørighed i såvel konstruktion som materialeholdning giver en helstøbt ejendom med tre velproportionerede bygninger med et harmonisk udtryk. Forhusets toetages udbygning på gårdsiden giver den ellers forholdsvis beskedne bygning en sjælden storhed og et markant udtryk.

Læs videre om

• Bødkergården, Svendborg
• Skerningegård, Vester Skerninge
• Tved Præstegård, Svendborg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen