Grønnegade 29 ligger på Grønnegade 29 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Opført i 1741 for skomager Jørgen Mortensen i tre etager med frontispice. Facaden var grundmuret og resten i bindingsværk. Mellem 1750 og 1773 blev huset forhøjet med en etage. Omkring 1880 blev facaden pudset og forsynet med den nuværende facadeudsmykning.

Beskrivelse

Ejendommen består af et forhus som et led i husrækken i Grønnegade. Sammenbygget hermed er et sidehus med hovedtrappe samt et baghus. Forhusets facade er opført i grundmur i tre fag og fire etager. Taget er et rødt, teglhængt heltag med to tagvinduer i til gadesiden. Den sydlige gavl er synlig og i bindingsværk. Facaden er glatpudset og gråmalet under en kordongesims med tandsnit placeret mellem stueetage og 1. sal. Herover er facaden malet lysegrå. Mod taget er en smal, retkantet gesims. I stueetagen er tre trin oppe husets hovedindgang i det søndre yderfag. Her sidder en ældre hoveddør med bosserede fyldinger. Denne er rødmalet. Over døren er et ældre enrammet og rødmalet overvindue. I det nordre yderfag er en nedgang til en kælder med en nyere, hvidmalet pladedør. Hertil er der i midterfaget og over kældernedgangen nyere butiksvinduer. Vinduerne over stueetagen er alle med hvidmalet indfatning. Over 1. salens vinduer er en profileret, konsolbåren gesims. Vinduerne er traditionelt udførte korspostvinduer på 1. salen og herover traditionelt udførte, torammede vinduer med tre ruder i hver ramme. Til gårdsiden er forhuset i bindingsværk og to vinduesfag og fire etager over en kælder. Sidehuset er muret og i fire fag, heraf er de to yderfag mod henholdsvis for- og baghus skrå. Sidehuset har et teglhængt halvtag. I stueetagen er fra venstre i det skrå fag mod forhuset en nyere trappe i gule tegl og med røde fliser på trinene en indgang til trappen i sidehuset og den smalle gennemgang i forhuset til gaden. I næste fag sidder en ældre fyldingsdør, der dog ikke passer ind i den rundbuede muråbning. Døren fører ind til et gårdtoilet. Ved siden af sidder en dør magen til den forrige, der ligeledes ikke passer ind i den høje, fladbuede muråbning. Døren fører ind til varmecentralen. Baghuset er i bindingsværk, to vinduesfag og fire etager højt. Herover sidder en bred kvist i det halve mansardtags stejle del. Taget er ligeledes rødt og teglhængt. I stueetagen er en indgang til frisøren i Grønnegade 27. Her sidder en traditionelt udført fyldingsdør. Vinduerne til gårdsiden i ejendommen Grønnegade 29 er overvejende ældre eller traditionelt udførte med varierende opsprosning dog hovedsageligt torammede med to ruder i hver ramme. Døre og vinduer blåmalede. Bindingsværket er mørkopstolpet, og tavl samt de murede flader er malede lysegule. Det tilnærmelsesvist kvadratiske gårdrum udgøres af ejendommene i Grønnegade nr. 29 og nr. 31 med for- side- og baghuse, og er belagt med fliser. I det indre har Grønnegade 29 overvejende en ældre og traditionel planløsning med en smal forstue i stueetagen med gennemgang til gården og til sidehuset med hovedtrappen. Baghuset har et enkelt værelse på hver etage, der i sammenhæng med baghusene tilhørende Grønnegade 27 og 31 udgør en samlet lejlighed over stueetagen. I forhuset er på hver etage en étværelses lejlighed. Der er opholdsrum mod gaden og køkken med bevarede ildstedskapper til gårdsiden. Badeværelset er placeret med selvstændig indgang i sidehuset. På 3. salen er lejligheden i forhuset, med inddragelse af tagetagen, i to plan. Den smalle gennemgående forstue har blotlagt bindingsværk i væggene og et nyere, nedsænket pladeloft. På gulvet er nyere fliser. Fra forstuen er der indgang til stueetagens butikslokaler. Her sidder en moderne dør med glas i. Mod sidehuset sidder en ældre fyldingsdør med et enrammet overvindue. I sidehuset med hovedtrappen er en ældre og smal halvsvingstrappe. Bindingsværket er ligeledes blotlagt og herudover er endevæggen glatpudset og hvidmalet. På trin og reposer er lagt linoleum. Trappen i træ har et gelænder med drejede balustre og en profileret mørkemalet håndliste. Øvrige dele af trappen er malet lysegrå. I trappeopgangen ses delvist ældre indgangsdøre med barokke fyldinger (fyldingsspejle med rundede hjørner) og med gerigter. Disse er hvidmalede. Generelt gælder at bindingsværket i lejlighederne er blotlagt og fremstår ubehandlet eller muligvis oliebehandlet mens tavlene er hvidmalede. Gulvene i lejlighederne er overvejende nyere trægulve. Lofterne fremstår overvejende med profilerede, hvidmalede eller ubehandlede bjælker og herimellem listeinddelte og hvidmalede plader. Dørene er overvejende traditionelt udførte fyldingsdøre med tilhørende gerigter. Enkelte døre med barokke fyldinger er muligvis ældre ellers nyere og traditionelt udførte med nyere hængsler. Alt snedkerarbejde er hvidmalet. Trappen til tagetagen i lejligheden på 3. salen er nyere og har et moderne udtryk. I tagetagen er tagkonstruktionen synlig og her er nyere bræddevægge og fast undertag (brædder).

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved ejendommen knytter sig til beliggenheden i Grønnegade, hvor forhuset indgår som et integreret led i gadens vestlige husrække på strækket mellem Ny Østergade og Ny Adelgade. Forhuset er med til at opretholde helhedsindtrykket af den ældre facaderække og fastholde den helstøbte oplevelse af en værdifuld historisk bebyggelsesstruktur med sidehus og baghus til gårdsiden.

Kulturhistorisk værdi

I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til forhuset opført efter Københavns store brand i 1728. I gavlen kan det endnu aflæses at bygningen har været opført i tre etager med mansardtag. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til den høje og smalle trefagsfacade i grundmur ændret sidst omkring 1880. Den smalle facadebredde skyldes, at forhusene er opført på smalle grunde, hvor der inden Københavns brand i 1728 lå boder med én- eller toetagers huse. Grundplanen opretholdtes efter branden, men grundejerne benyttede lejligheden til at bygge i højden. Forhuset blev opført med gavlkvist (en bygningstype der blev anbefalet af bygningskommissionen), og det var også den bygningstype, der gik igen i landsbygmesteren Johan Cornelius Kriegers mønsterbog, der udkom i 1729. Krieger anbefalede kvaderlisener, knækkede vinduesrammer og ophængte guirlander. Det ses anvendt visse steder, men slog ikke fuldkommen igennem, for det har nok været for kostbart med alle dekorationstyperne på en og samme facade for den almindelige bygherre. Den kulturhistoriske værdi ved Grønnegade 29 knytter sig til ejendommen som et eksempel på en bebyggelse opført efter den store brand i 1728 med senere ændringer og tilføjelser til facaden og i det indre. Herved fremstår facaden i dag med senklassicistiske og historicistiske stiltræk. Dette kommer dels til udtryk i forhusets anseelige højde og i facadens karakteristiske udformning og detaljer. Til forhusets facade knytter den kulturhistoriske værdi sig til det klart definerede facadeskema, hvor senklassicismens og historicismens stiltræk kommer til udtryk i den glatpudsede og malede murflade og den etagevise opdeling af overfacaden ved hjælp af gesimser og bånd, vinduesindramninger og vinduerne, der aftager opefter i størrelse samt den ældre hoveddør med bosserede fyldinger. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative, pudsede facade og den mere funktionelt betingede gårdside i bindingsværk. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den ældre planløsning med en overordnet disposition i forhuset med gadevendt, repræsentativ stue og køkken med det ældre ildsted placeret mod gården. I sidehuset er en ældre trappe og hertil er der i nyere tid indrettet badeværelse. I kraft af ejendommens udviklingshistorie og skiftende tiders boformer er der således sket forandringer i rumstrukturen, særligt med fremkomsten af moderne køkken- og vådrumsforhold og i kraft af ejendommens anvendelse. Den kulturhistoriske værdi knytter sig desuden til forhusets ældre interiør og til alle ældre dele, detaljer og overflader i det indre. Herunder den overordnede traditionelle og ældre materialeholdning samt overflader, herunder i særdeleshed vægge i bindingsværk og tagkonstruktionen samt bjælke- og lofter og køkkenildsteder. Hertil kommer den ældre hovedtrappe og med alle ældre dele, de traditionelt udførte fyldingsdøre samt vinduernes ældre dele eller veludførte kopier, herunder lod- og tværposter, rammer og håndsmedede stormkroge og anverfere. Overordnet knytter der sig i ejendommens helhed kulturhistorisk værdi til alle de ældre lag, repræsentative for deres egen tids stilidealer, samt veludførte kopier og den traditionelle og enkle materialeholdning.

Arkitektonisk værdi

Ejendommes arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den helstøbte bygningskrop og den klart udformede og velproportionerede facade med kordongesims og den enkle, retkantede hovedgesims, der opdeler murplanet horisontalt og bidrager til facadens harmoniske og fremtræden under det teglhængte, røde heltag. Hertil skaber en regelmæssig og taktfast placering af vinduer ydermere rytme og balance i facaden og den øvrige udsmykning tilfører facaden en vis karakterfuldhed. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk, den enkle vinduessætning, bindingsværkets rytme og grafiske udtryk og til sidehusets pudsede, gulmalede murflade. Samt til det klart definerede gårdrum. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til den overvejende velbevarede planstruktur, de små men velproportionerede rum og en overvejende traditionel materialeholdning, der bibringer en særlig atmosfære i et af datidens mere beskedne men ikke mindre værdifulde borgerhuse.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links