Grenaas historie

I middelalderen fandt der flere vigtige begivenheder sted i nærheden af Grenaa. I 1060 kæmpede den norske kong Harald Hårderådes og kong Svend Estridsens flåder med hinanden ved Djursåen. Efter Blodgildet i Roskilde i 1157, hvor kong Knud Magnussen blev dræbt af kong Svend Grathe, forfulgte kong Valdemar den Store Svend til Jylland. Under forfølgelsen lagde Svends flåde sig i Djursåen; flåden blev ødelagt af Valdemars styrker, og Svend flygtede over land. I ca. 1165 fandt et nyt slag sted i Djursåen, denne gang mellem danske og norske skibe.

Det er usikkert, hvornår byen opstod. På torvet nordvest for Sankt Gertruds Kirke er der fundet rester af et ovnanlæg fra vikingetiden, så måske har der været en vikingebebyggelse ved Djursåen. De ældste middelalderlige bebyggelsesspor er ruinen af Gammel Grenaa Kirke, der ligger nord for Grenaa Sundhedshus. Bygningsresterne vidner om samme tekniske udførelse som egnens øvrige kridtstenskirker, der menes opført i tiden ca. 1150‑1200.

Grenaa omtales første gang i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Byens ældst kendte købstadsprivilegier stammer fra 1440, men byseglet dateres til ca. år 1300. Sammenholdt med opførelsen af den store gotiske Sankt Gertruds Kirke i 1300-tallet tyder det på, at Grenaa fik sine første købstadsprivilegier allerede omkring år 1300. Grenaa var flere gange bortforlenet, og byen blev bl.a. i 1327 pantsat til marsk Erik Holch og Aage Iversen, i 1441 til Otte Nielsen Rosenkrantz og i begyndelsen af 1500-tallet til Niels Eriksen Rosenkrantz.

De arkæologiske undersøgelser inden for den middelalderlige bygrænse indikerer, at bebyggelsesintensiteten var beskeden. Ved byens torv, hvor Sankt Gertrud Kirke ligger, lå også byens kirkegård, og i Nørregade er der ca. 130 meter nord for kirken iagttaget mulige spor af byens voldgrav i form af to brede grøfter. En Sankt Jørgensgård, kaldet Bro Hospitalet, menes opført i sidste halvdel af 1200-tallet umiddelbart syd for byen. Gården er formentlig gået til i en brand, hvilket synes at stemme med, at formue og gods i 1562 henlagdes til hospitalet i Aarhus. Der har desuden ligget en kongsgård i Grenaa.

I midten af 1500-tallet fik Grenaa et grundmuret rådhus og en lille latinskole; skolen lukkede dog i 1740. I 1609 tilsandede byens græsgange og åløb på grund af sandflugt, og det var nødvendigt at grave en ny vandpassage og anlægge en ny bro.

I flere omgange var Grenaa besat af fjendtlige tropper, således 1627‑29 under Kejserkrigen, 1643‑45 under Torstenssonkrigen, og igen 1657‑60 under Karl Gustav-krigene. I 1808 i forbindelse med Englandskrigene var en mindre del af de spanske hjælpetropper indkvarteret i byen.

Som følge af byens ringe størrelse og formåen blev magistraten afskaffet i 1682, og herefter måtte byfogeden tage sig af byens styrelse.

Grenaa oplevede flere brande, og efter en brandkatastrofe i ca. 1540 blev byen fritaget for skat i tre år. I 1626 brændte kvartererne omkring Store- og Lillegade, og 25 borgere blev husvilde. Den midterste og østlige del af byen brændte i 1649, og i 1750 og det følgende år var der igen bybrande. 1602‑03 var der pest i Grenaa.

Grenaas hovedeksportvare var brænde, der blev udskibet til København. I 1707 havde byen en handelsflåde på 16 skibe; men under Store Nordiske Krig (1700‑20) mistede byen ni skibe, og i 1715 blev havnen ødelagt af en stormflod.

I midten af 1700-tallet blev Grenaas søfart i et vist omfang udkonkurreret af skipperne i Dragør. Grenaa mistede også en stor del af sit handelsgrundlag som følge af forhugning af skovene i Østjylland og på Djursland. Befolkningstallet steg fra slutningen af 1600-tallet til midten af 1800-tallet, så en smule fremgang spores der dog: I 1672 lå indbyggertallet på 453 indbyggere, i 1769 på 702, i 1801 på 760 og endelig i 1850 på 1.099.

I 1805 fik byen et nyt rådhus, og i 1812 blev den første egentlige havn med havnebassin og dækmole anlagt. Erosionsmateriale fra åen var skyld i, at havnen sandede til, og derfor blev åen i ca. 1840 ført uden om byen. Molen blev udvidet 1846‑47.

Fra 1850 og de næste 20 år frem blev indbyggertallet næsten fordoblet, og i 1870 havde byen 1.923 indbyggere. Efter år 1900 begyndte befolkningstallet at stige støt: I 1901 lå tallet på 3.257 indbyggere, i 1911 på 4.466 (med forstæder) og i 1921 på 5.582 (med forstæder). Efter år 1900 blev byen udvidet mod øst, og nord for Havnevej blev der bygget nye boligkvarterer.

Tørlægningen af Kolindsund vest for byen i perioden 1872‑80, hvor der blev bygget diger og pumpestationer, medførte en stor beskæftigelse i Grenaa. 1874‑79 blev Grenaa Havn udvidet. Privatjernbanen Grenaa-Randers blev indviet i 1876, og fra 1877 gik den også til Aarhus. I 1917 blev der bygget en ny jernbanelinje til Gjerrild.

I 1800-tallets sidste halvdel skete der en stigende industrialisering i Grenaa. I 1853 blev der grundlagt et farveri, i 1858 bryggeriet Djursland, og i 1893 blev Grenaa Dampvæveri anlagt. Et svineandelsslagteri blev bygget i 1904, og ved havnen blev der anlagt bådebyggeri, motorværksted og isværk.

På trods af et stigende antal fabrikker og befolkningstal var der kun en mindre procentvis forskel i erhvervsfordelingen ved folketællingerne: I 1850 var 47 % af byens indbyggere ernæret af håndværk og industri, i 1890 38 % og i 1930 41 %.

Forsyningsvirksomheder kom til Grenaa i 1897 med opførelsen af et gasværk, i 1907 et vandværk og i 1920 et elektricitetsværk.

Landbefolkningen søgte mod byerne, og urbaniseringen på Djursland fortsatte. Ved folketællingen i 1921 boede der 5.582 indbyggere i Grenaa. I løbet af de næste fire årtier, fra 1921 til 1960, steg indbyggertallet med ca. 500‑800 i hvert tiår, dog med en markant stigning i tiden umiddelbart efter 2. Verdenskrig, hvor indbyggertallet steg fra 7.251 i 1945 til 8.186 i 1950. Den største befolkningstilgang i byens historie skete efter 1960, fra 9.088 indbyggere i 1960 til 11.919 indbyggere i 1965, altså en stigning på 2.831. I 1970 boede der 12.569 indbyggere i byen.

Industri og håndværk oplevede en procentvis fremgang fra 41 % af byens samlede erhvervsfordeling i 1930 til 49 % i 1950. Byens største industrivirksomhed var Grenaa Dampvæveri med 800 ansatte i slutningen af 1950’erne, og hertil kom slagterier, bryggeri, maskinindustrier, træindustri og kalkværker. Fremgangen fortsatte ind i 1960’erne, og fra 1960 til 1965 mere end fordobledes antallet af beskæftigede inden for håndværk og industri. I 1970 var tallet dog faldet til 38 %, hvilket især skyldtes, at flere og flere blev beskæftiget inden for administration og servicefag tillige med en stigende udbygning af velfærds- og forsørgelsessystemet.

Grenaa Havn blev i 1931‑33 udvidet med en færgehavn og en ny nordhavn. Året efter, i 1934, åbnede færgeforbindelsen mellem Grenaa og Hundested i Nordsjælland, og byen blev et trafikknudepunkt. I 1960 blev der endvidere etableret en færgerute til Anholt samt til den svenske havneby Varberg.

Grenaas befolkningstal var fra 1970 forholdsvis stabilt. I 1976 boede der 13.033 indbyggere i byen, i 1992 var dette tal steget til 14.023 og i 2004 til 14.296.

Flere af Grenaas store virksomheder måtte efterhånden dreje nøglen om. Grenaa Dampvæveri lukkede i 2002, og de to kemiske fabrikker, Dansk-Norsk Kvælstoffabrik I/S og BASF, lukkede i hhv. 1990 og 2005.

På trods af denne tilbagegang formåede byen at skabe nye virksomheder, bl.a. inden for papir- og næringsindustri. Andelen af beskæftigede inden for håndværk og industri lå stabilt på ca. 32 % med 3.108 personer i 1984 og 3.265 i 2002. I samme periode faldt beskæftigelsen inden for handel og transport samt landbrug og fiskeri, mens administrations- og servicefagene oplevede en stigning fra 33 % i 1984 til 41 % i 2002. Kattegatcentret åbnede i 1993 og blev en stor turistattraktion.

Læs mere om Grenaa

Læs videre om

• Grenaas arkitektur
• Aunings historie
• Allingåbros historie

Se alle artikler om Byhistorie

• Dansk Center for Byhistorie