Grisetåodde Fyr ligger på Gammel Færgevej i Struer Kommune. Bygningen er fredet.

Beskrivelse

Fyret er et vinkelfyr med tromlelinse. Tårnet er fritliggende, få meter fra vandkanten på spidsen af den nordvendte Grisetåodde ved Oddesundbroen. Det er et 10 m. højt jerntårn med røde og hvide malede bælter.

Tårnet står på en betonsokkel og er ca. 2,5 m. i diameter i bunden, som indsnævres svagt opad. Lanternen er cylindrisk med en diameter på ca. 1,8 m. med et kegleformet tag afsluttet af hætte udformet som en kugle med et spir. Ruderne i lanternen er buede glas i skråtstillede metalsprosser. Omgangen har et spinkelt gelænder med en enkel udformning af lodrette og vandrette stænger. Den er båret af 11 pladejernsknægte. Tårnet har både en udvendig jernleider til omgangen og en indvendig trappe i 2 løb. Døren til tårnet er en nyere fyldningsdør.

Tilstanden af tårnets grundkonstruktion er god. Der er imidlertid synlige rustangreb flere steder især ved samlingerne, som visse steder er helt gennemtæret.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Grisetåodde Fyr knytter sig i det ydre til fyret, som et velbevaret eksempel på et af de mange vinkelfyr, der blev opført i perioden fra omkring 1870 til 1930 i forbindelse med udbygningen af det statslige fyrsystem i de indre danske farvande. Fyrtårnet er tillige et velbevaret eksempel på de mindre fyrtårne opført i jern med et enkelt og nøgternt udseende, som blev bygget omkring århundredeskiftet 1900.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi ved Grisetåodde Fyr sig til den bevarede planløsning på alle tre etager. Planen er kendetegnet ved gradvise mindre rum jo højere man kommer op i fyret, og at hver etage afspejler sin funktion. Den nederste etage fungerer som indgang med to mindre rum, hvor der i det ene er en trappe til næste etage og derudover findes mindre elektriske installationer. Den næste etage fungerer som repos med to trapper, hvor den ene fører op til selve lanternen. På den øverste etage er linsen. Hertil kommer det bevarede fyrinventar med linse og buede, farvede glas, der fortæller om fyrets funktion.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Grisetåodde Fyr knytter sig til bygningens rationelle, nøgterne og funktionsprægede bygningskrop, der står som en monolit på det yderste af Grisetåodde. Hertil kommer, at den runde grundplan og den let koniske form, der sammen med den høje base underbygger tårnets monumentale fremtræden på trods af, at fyrtårnet hverken er specielt højt eller stort.

Desuden er der arkitektonisk værdi knyttet til farvesætningen med skiftevis brede hvide og røde horisontale bånd, der bevirker, at fyret fremstår som et markant vertikalt element i det ellers flade landskab.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links