Konservatismen og biblicismen hos de vakte fik N.F.S. Grundtvig til at bryde med vækkelsesbevægelserne. Han fordrede oplysning og frihed til det fælles bedste. Det var elever og tilhængere af Grundtvig, der sluttede sig sammen i det, man kaldte grundtvigianismen, der prægede dele af kirkelivet og højskolelivet, men som også fra 1860’erne organiserede sig politisk i Det Forenede Venstre. Gennem adresser til Rigsdagen fremsatte grundtvigianerne i sidste halvdel af 1800-tallet deres politiske og ikke mindst kirkepolitiske frihedskrav. Ved Grundtvigs død i 1872 blev hans menighed i Vartov videreført af C.J. Brandt, men den splittedes i 1890 i to menigheder, Vartovmenigheden og Københavns Valgmenighed.
I begyndelsen af 1900-tallet havde grundtvigianismen som kirkelig retning en væsentlig politisk og kulturel indflydelse i landet med Jacob Appel som kultusminister og kulturelt med forfattere som Jakob Knudsen og kunstnere som Joakim og Niels Skovgaard. Højskolegrundtvigianismen trivedes fortsat på de store gamle højskoler som Askov, Vallekilde og Ryslinge og den nye Roskilde Højskole.
I 1898 dannedes Kirkeligt Samfund, der opførte Grundtvigs Hus i det indre København; det blev solgt i 1971, og Kirkeligt Samfund flyttede ind i Vartov i Farvergade, som det havde erhvervet i 1947. Grundtvigske højskoler og forsamlingshuse smykkedes ofte med nordiske navne såsom Breidablik eller Gimle og byggedes i tillempet gammelnordisk stil. En fløj af højskolegrundtvigianismen smeltede i 1900-tallet sammen med gymnastik- og idrætsbevægelsen.
