Guldmagerens Hus, København

Nyhavn blev grundlagt i årene 1671-1673 som en naturlig konsekvens af Københavns udvidelse. Udvidelsen skete i kraft af samtidens økonomiske teori, merkantilismen, hvor handel og afsætning af varer tæt på bykernen var en del af det nye ideal for effektiv udvikling af handel og industri. Det var oprindeligt Frederik III (1609-1670), der havde planlagt at udgrave en kanal for at forbinde havneløbet med det nye Kongens Nytorv. Planen blev imidlertid lagt på hylden, da kongen døde i 1670, og det blev hans søn og efterfølger, Christian V (1646-1699), som overtog og færdiggjorde projektet. Den 28. december 1670 befalede han projektet genoptaget. Soldater og svenske krigsfanger blev sat til at udgrave kanalen, og grundejere med jordlodder ud til det kommende bassin skulle forsyne deres kajpladser med solidt bolværk. Den 19. oktober 1673 blev dæmningen ud til havnen sløjfet, og kanalen blev fyldt med vand. Oprindeligt hed Nyhavn Gyldenløves Kanal sandsynligvis hentydende til den uægte søn af Frederik III, statholderen Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704), der residerede på det nærliggende Charlottenborg. I 1700-tallet bar Nyhavn navnet Nye Canal. Bygningerne i Nyhavn dannede ramme omkring handel og håndværk. Henimod år 1700 var de fleste grunde bebygget, og i tidens løb er flere af bygningerne blevet ombygget. I 1800-tallet blev Nyhavn i stigende grad kendt som et sted med bordeller, beværtninger og hoteller. Da den skibstekniske udvikling med tiden løb fra Nyhavns størrelse, havde Nyhavn i 1950'erne helt mistet sin betydning som handelshavn. Assessor og kobbersmedemester Hendrick Ehm (1665-1701), senere kaldet Guldmageren grundet hans alkymistiske forsøg på at forvandle simple metaller til guld, opkøbte i 1682 et meget stort område langs Gyldenløves Kanal. Her menes Hendrick Ehm at have opført husrækken Nyhavn 59-69 samt Kvæsthusgade 2-4. Forhuset, Nyhavn 59, blev opført som en lejebolig omkring 1690 som et fire fag bredt bindingsværkshus i to etager med kvist over to fag. Mellem 1743 og 1746 blev bygningen forhøjet med en etage, hvorover der blev sat en vælsk frontispice, og facaden blev ved samme lejlighed omsat i grundmur. I 1746 blev side- og baghuset opført. I 1873 blev Guldmagerens Hus totalt ombygget af Werner Höke, der lod fjerne den vælske frontispice, hvor der øverst var placeret en forgyldt kristusfigur med verdenskuglen i sin venstre hånd. I stedet blev tagetagen udbygget til en fuld etage mod gaden. Det nye tag var af skifer og zink, og en tagkvist blev også etableret. I 1884 overtog hotelejer J.C. Christiansen Guldmagerens Hus og indlagde en ny trætrappe, indrettede værelser på fjerde sal samt lod gas indlægge i bygninger. Ligeledes blev facaden oliemalet. Omkring år 1900 fungerede Guldmagerens Hus som hotel under navnet Hotel Stockholm. I 1918 overtog gæstgiver C.O. Nilsson bygningen, og han lod anden sal ombygge med blandt andet flisegulv. I 1929 overtog fru G.M. Nilsson Guldmagerens Hus, og i 1940 lod hun udføre en gennemgang mellem de to forhuse nr. 59 og nr. 61. I 1942 påbegyndte fru Nilsson en større ombygning af nr. 59, hvoriblandt huset blev ekstrafunderet med megapæle. Arkitekt og professor Palle Suenson, der var arkitekt på byggeriet, overtog Guldmagerens Hus fra fru Nilsson og byggede det totalt om. Blandt ændringerne i det indre var opførelsen af en ny stor skorsten med fire røgrør til nye kaminer samt etablering af nye køkkener. I det ydre blev der isat en fransk altan på tredje sal, flytning af hoveddøren fra venstre side til højre af bygningen side samt brolægning i gård med klinker og opsætning af plankeværk i gård til adskillelse af gårdrummet mellem nr. 59 og nr. 61. Idet Suenson under ombygningen også havde overtaget nr. 61. I 1948 foretog arkitekt Mogens Black-Petersen en sammenlægning af tredjesalen i henholdsvis nr. 59 og nr. 61 samt gennemførte en lettere renovering. I 1967 indrettede arkitekt Bruuse toilet på første sal i baghuset. I 1970 blev nr. 59 og nr. 61 købt af direktør Oscar Kretzschmer, og i forlængelse af ejerskiftet udførte ingeniør G.S. Christensen en ombygning af tagetagen i nr. 59 samt tredje salen af nr. 61, og således blev to franske altaner tilført gårdsiden. I 1989 blev Nyhavn 59 og Nyhavn 61 sammatrikulerede.

Ejendommen, kaldet Guldmagerens Hus, er beliggende i Nyhavn i København, hvor forhuset indgår som en del af kajgadens nordlige husrække. Ejendommen består foruden et forhus også af et sidehus og et baghus, der ligger sammenbyggede omkring et lille, flisebelagt gårdrum, som er sammenhængende med gårdrummet til Nyhavn 61. Forhuset er fire fag bredt, mod gaden fire etager højt over en høj kælder og mod gården kun tre etager. Forhuset bærer et rødt tegltag, der mod gaden er udført som et heltag med stor opskalkning, mens det mod gården er konstrueret som et mansardtag. I tagfladen mod gården er en bred, skuret skorstenspibe med fire røgrør, tre nyere ovenlysvinduer og en udluftningshætte samt en kvist i mansarden. Facaden er opført i grundmur og står pudset og blåmalet med hvide gesimser, herunder en kordongesims over stueetagens vinduer, en sålbænksgesims under vinduerne på første sal samt en profileret hovedgesims. I facadens østre yderfag er en ældre revledør med flammeret beklædning og ældre beslag, og foran døren ligger tre granittrin. I det vestre yderfag er en kældertrappe af granit med enkle støbejernsværn samt en nyere dør med fast sideparti, begge med lodret bræddebeklædning. Facadens vinduer er traditionelt udførte, torammede vinduer forsynet med koblede rammer indvendigt. I kælderen er vinduesrammerne todelte, i stueetagen er de firedelte og nederst forsynet med et smedet værn, og herover er vinduerne tredelte. Ud for midterfaget på tredje sal er en nyere, støbt balkon med støbte balustre og støbt håndliste. En nyere, tofløjet dør med fire rammer i hver fløj forsynet med koblede rammer fører ud til balkonen. Samtlige døre og vinduer er malet hvide inklusiv balkonen. Over hoveddøren hænger en smedejernslampe fra et udhængsskilt, hvorpå en kort flagstang også er fastgjort. Mellem førstesalens midterste vinduer står en statuette. Forhusets gårdside står på en høj muret sokkel, der nederst er gråmalet og herover gulmalet, samt i rødtopstolpet bindingsværk med gule tavl. Bagdøren er en ældre, enfløjet fyldingsdør med et granittrin foran, og vinduerne er ældre, torammede og tredelte vinduer, undtagen kældervinduerne, som er etrammede med små ruder. Både dør og vinduer er hvide. Side- og baghus er begge tre en halv etage høj, opført i rødtopstolpet bindingsværk med gule tavl over en lav, gråmalet sokkel og bærer røde, teglhængte halvtage, hvoraf baghusets tag har et knæk på midten. I sidehusets tagflade er en kvist med zinkklædt heltag med lav hældning og et traditionelt torammet, tredelt vindue. I baghusets tagflade er en taskekvist, hvori der er en nyere, tofløjet dør med fire ruder i hver ramme og termoruder. Døren er udadgående og den lille altan lukkes af et nyere gitterværn. Begge kviste er placeret i flugt med murene. I sidehuset er en nyere, tofløjet dør med fem ruder i ramme, og foran døren er et støbt trin. I baghuset er en traditionelt udført bagdør med fyldinger og et tredelt overvindue. I side- og baghuset er vinduerne ældre eller traditionelt udførte, torammede og tredelte vinduer, men der er også en række etrammede og tredelte vinduer. Samtlige døre og vinduer er malet hvide. Ejendommen er indrettet med en restaurant i forhusets stueetage med tilhørende køkken i baghusets stueetage samt en lejlighed øverst i side- og baghus og videre i forhusets gårdvendte mansardetage. De øvrige etager anvendes til erhvervslokaler. I forhuset er på første sal en bred åbning ind til nr. 61, og på fjerde sal er halvdelen af skillevæggen mellem nr. 59 og 61 fjernet. Spidsloftet er udnyttet og tilgås fra nr. 61. I det indre er ejendommens planløsning karakteriseret ved en gennemgående forstue i forhuset, der er i forbindelse med en treløbet trappe mod gården, som giver adgang til samtlige etager i forhus og sidehus. I forhuset er på samtlige etager en stor muret pejs i midten af rummet mod gaden samt på første, anden og tredje sal et gårdvendt køkken. Sidehuset indeholder på alle etager et langstrakt rum, og i baghuset er der en gang ind mod sidehuset, et værelse mod gården samt badeværelse, garderoberum og en ældre bagtrappe mod naboskel. I forhusets kælder er et par depotrum. Ejendommen har både ældre og nyere overflader. Der er mestendels nyere bræddegulve samt i køkkenerne flisegulve og i forstuegangen nyere ølandsfliser. Der er pudsede vægge, bræddebeklædte vægge, og i den gennemgående forstue er der overmalet bindingsværk, mens bindingsværket i trapperummet med bagtrappen er synligt bindingsværk. Lofterne er pudsede eller forsynet med synlige ældre bjælker med loftbrædder. På spidsloftet og i tagetagerne er der synlige spær med pladebeklædte skråvægge. Der er bevaret flere ældre bygningsdele og -detaljer, heriblandt fyldingsdøre af varierende udformning og alder samt lysningspaneler og en ældre spindeltrappe i baghuset.

Den miljømæssige værdi for Guldmagerens Hus knytter sig til beliggenheden i Nyhavns husrække på siden mod Frederiksstaden, hvor de festlige og smalle, men meget forskelligartede facader ligger side om side langs kanalen. I kraft af den traditionelle materialeholdning, proportionering og sammenhæng med den øvrige gadebebyggelse indgår forhuset som en integreret del af det pittoreske gade- og havneforløb i Nyhavns ældre bebyggelse med 1600-tallets og 1700-tallets borger- og pakhuse. Dermed understøtter Guldmagerens Hus facaderækken i Nyhavn, som er et af de mest helstøbte og enestående byrum i landet. Endvidere er der miljømæssig værdi ved den smalle grunds traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus, sidehus og baghus sammenbygget omkring et lille gårdrum. Hertil kommer for-, side- og baghusets sammenhæng med nabobygningerne, hvor den tætte struktur gør det muligt at aflæse, hvordan man udnyttede byens arealer bedst muligt.

Den kulturhistoriske værdi ved Guldmagerens Hus knytter sig i det ydre til det fire fag brede forhus som et typisk eksempel på et forhus opført før Københavns store brand i 1728, hvilket kan aflæses i forhusets bevarede bindingsværkskonstruktion mod gården. Efter branden blev der udstedt en forordning om, at nye huse skulle opføres helt af grundmur, men det blev de brandlidte ejere fortørnede over, og derfor gav man efterhånden lov til, at nye side- og baghuse atter måtte opføres i bindingsværk. Derfor knytter den kulturhistoriske værdi sig endvidere til side- og baghusets konstruktion i bindingsværk, idet bagbygningerne er opført i 1746 og dermed er et vidnesbyrd om denne forordning. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved facaden, der afspejler alle de ombygninger som forhuset har været igennem i tidens løb. Den pudsede facade med enkle klassicistiske træk vidner om gadesidens tidstypiske omsætning i grundmur samt om forhusets forhøjelse med en etage i midten af 1700-tallet. Det klassicistiske stilideal kan aflæses i facadens overpudsning og i de smalle gesimsbånd samt den taktfaste vinduessætning. Kristusfiguren med verdenskuglen i sin venstre hånd stammer fra den vælske frontispice som den grundmurede facade blev udstyret med øverst, og kristusfiguren er således et vidnesbyrd om bygningens tidligere udsmykning. Facadens asymmetriske fjerde etage, og dermed tagfladens abrupte knæk, stammer fra ombygningen i 1873, hvor tagetagen mod gaden blev udbygget. Facaden bærer ligeledes vidnesbyrd om ændringer i nyere tid, heriblandt flytningen af både kælder- og hoveddør, altanen på fjerde sal samt den kraftige skorstenspibe, som skete i 1940'erne. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af en ældre planløsning, heriblandt forhusets stuer mod gaden og køkken og hovedtrappe mod gården samt den nyere, men stadig traditionelle smalle gennemgående forstuegang. Hertil kommer baghusets traditionelle disponering med sekundære rum og en simpel bagtrappe. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, heriblandt fyldingsdøre af varierende udformning, hvoraf enkelte er forsynet med ovale glugger eller låsekasser samt forstuegangens ældre dør med indbygget lanterne mellem dør og overvindue. Endvidere kommer lysningspaneler og gerichter samt vinduerne mod gården, der har bevarede 1700-tals rundposte og håndsmedede stormkroge og anverfere. Det ældre snedkerinventar vidner om datidens æstetiske præferencer.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhusets klassicistiske facadekomposition, der karakteriseres ved en overordnet symmetri samt kordon-, sålbænks- og hovedgesims. Kordon- og sålbænksgesimsen har dels en dekorativ, dels en kompositorisk funktion, idet de skaber en visuel balance i den ellers meget høje facade og giver bygningen en høj base. De glatte murflader, det afstemte forhold mellem de horisontale og vertikale linjer samt den regelmæssige og taktfaste placering af vinduer og døre bidrager til facadens overordnede rolige og værdige fremtræden, der højnes af hoveddørens flammering. På gårdsiderne knytter den arkitektoniske værdi sig til deres prunkløse udtryk, det taktfaste bindingsværk og den regelmæssige og tætte vinduessætning samt den enkle farvesætning, der skaber et meget helstøbt gårdmiljø.

Læs videre om

• Langelinie Pavillonen, København
• Ny Carlsberg Glyptotek, København
• Snedkerlauget, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen