Gymnaster fra Gymnastikhøjskolen i Ollerup ved stadionindvielsen i 1923. Forrest ses fra venstre gymnastikpædagogen Niels Bukh og ved siden af ham Kristian Krogshede, der i 1938 grundlagde den første gymnastikhøjskole på Sjælland, Gerlev Idrætshøjskole syd for Slagelse.
.

Gymnastikhøjskolen i Ollerup åbnede i 1920 som Danmarks – og verdens – første af sin art. Den udsprang af den nærliggende Ollerup Folkehøjskole, hvor gymnastikpædagogen Niels Bukh havde undervist i en årrække, mens han udviklede sin senere så kendte »primitive gymnastik«, der bl.a. var inspireret af rytmisk kvindegymnastik. Skolen blev opført i fornem nyklassicistisk stil som et af Ejnar Mindedal Rasmussens hovedværker og siden med tilbygget rundbuehal (1933), festsal (1939) m.m. I 1931 blev der tilføjet en efter datidens standarder enorm idrætshal med plads til 8.000 mennesker.

I løbet af 1920’erne, hvor gymnastik blev udbredt i den brede befolkning, blev Bukhs opvisningshold populære i både ind- og udland. Skolen fik dog et noget blakket ry efter Besættelsen pga. Bukhs fascination af nazismen og samarbejde med den tyske besættelsesmagt.

I dag fungerer skolen efter de oprindelige grundtvig-koldske traditioner kombineret med gymnastik og nyere tilkomne idrætsgrene som fx dans.

Videre læsning

Læs mere om Uddannelse, sundhed og omsorg i Svendborg Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Uddannelse, sundhed og omsorg