Højbro Plads 19, København

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan – den forelå 48 timer efter og blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget igen. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere, men dog nogle. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Det kan særligt ses i Vestergade og Kompagnistræde, hvor de store købmandsgårde ligger side om side, eller i kvarteret syd for Nicolai kirke, hvor smalle borgerhuse trykker sig sammen på de gamle skipperbodegrunde. Efter branden i 1795 blev det besluttet, at karréen mellem de daværende Højbrostræde og Store Færgestræde ikke skulle genopføres, men udlægges til en plads. De afbrændte steder ud til denne plads blev derfor eftertragtede og bygningerne opført under hensyntagen til visse monumentalitetskrav, om end slet ikke i en grad som på Nytorv-Gammeltorv. Forhuset, sidehus og trappehus i ejendommen Højbro Plads 19 er alle opført 1798 af murermester Andreas Hallander (1755-1828) for egen regning. Andreas Hallander var uddannet tømrer og videreuddannede sig under Harsdorff. I årene efter Københavns anden brand i 1795, var han en af de mest aktive bygmestre i byen. Han både samarbejdede med og lod sig inspirere af den samtidige kollega, stadskonduktør J.H. Rawert, der også var elev af Harsdorff. Karakteristisk for Andreas Hallanders stil er hans sikre og talentfulde beherskelse af det klassiske formsprog karakteriseret ved et portfag i det ene yderfag, ofte en refendfuget kælder- og stueetage, hvorover facaden typisk står glatpudset uden fremhævede fag eller elementer. Facadens dekoration begrænser sig oftest til en hovedgesims under tagudhænget, mens han i forbindelse med ejendommen Højbro Plads 19 udstyrede facaden med en mæanderbort over 2. sals midterfag og ikke mindst forsynede yderfagenes vinduer på 1. sal med indfatninger og konsolbårne segmentfrontoner. Hallander opførte også Højbro Plads 21.Baghuset er opført 1830-31 for guldsmedemester P. Christensen. Butiksanvendelse af kælderen i for- og sidehus omtales fra 1831. Indgangen fra gaden var oprindelig med indfatning, fordakning og konsoller men blev fjernet omkring 1880. Facaden på forhuset er inden for de senere år blevet renoveret under ledelse af Bente Lange. I den forbindelse er navnlig vinduer og sandstensindfatninger fornyet eller renoveret.

Ejendommen er en typisk københavnsk gård beliggende i husrækken på Højbro Plads og omfatter et grundmuret forhus (opført 1798) i 5 fag. Forhuset har kælder og er i 4 etager. Sammenbygget med forhuset er i gårdens søndre side et grundmuret sidehus (opført 1798) i 1 dobbelt fag med kælder og samme etagehøjde som forhuset. Der er sammenbygget med sidehuset et trappehus (opført 1798) i 1 fag med kælder og etagehøjde som forhuset. Endelig kommer et baghus (opført 1830-31) i 2 store fag, som ikke er omfattet af fredningen, men som lukker gården af mod øst ved siden af trappehuset. Hovedindgangen fra Højbro Plads er placeret i en dyb dørniche med ydre stentrin i det nordlige yderfag, hvorover der er et fladbuet vinduesparti med opsprosning. Indgangspartiet har på hver side af dørpartiet nyere sandstensindfatninger med den karakteristiske rillede behandling af fladerne for at skabe øget tekstur, kaldet opslåning. Døren er en ældre tofløjet fyldningsdør, hver med seks flade pyramidiske fyldningspaneler. Både døre, indfatning og overvindue er malet mørkegrønne. Forhuset har en kordongesims, og under vinduerne på 1. sal er et bånd. Vinduerne i yderfagene har på 1. sals beletage indfatning og konsolbårne segmentfrontoner, og i 2. sals yderfag har vinduerne profilerede sålbænke. Over 2. sal er en frise over midterfagene med mæanderbort samt fordybninger over yderfagene. Vinduerne i stueetagen er i midterfagene fladbuede og i én rude med ældre, ciselerede opsplitninger øverst. I det sydlige hovedfag er et fladbuet, firerammet vindue med tværsprosser mellem de nederste ruder og blænding under. Vinduerne er fra 1. sal til 3. sal alle nyere, traditionelt udførte, firerammede og hvidmalede vinduer med tværgående opsprosninger af de nedre rammer. Vinduerne på 1. sal er uden disse tværsprosser. Øverst er en profileret hovedgesims. Forhuset har et heltag hængt med sorte tegl. Sidehuset har et halvtag, der øverst er brækket i en kort flade og hængt med tegl som forhuset. I taget mod Højbro Plads er 3 fladbuede kviste med torammede, opsprossede vinduer, der er malet mørkegrå. I taget er to skorstene i rygningen og en tredje skorsten mod sydgavlens skillemur. Forhuset er i kælder- og stueetagen op til kordongesimsen pudset i en sandstenskulør. Facaden er på de øvrige etager op til hovedgesimsen pudset og malet i en sart grålig tone, mens sandstensindfatninger og dekorationer generelt står i deres naturlige, blegt rødbrune stenkulør. På gårdsiden er forhuset udstyret med ældre og enkelte nyere, i kopi herefter udførte, to-, fire- og seksrammede, småtopsprossede vinduer. De bevarede vinduer har ældre hængsler. I gårdens skrå hjørnefag mellem forhus og sidehus er dog ældre eller traditionelt udførte firerammede korspostvinduer. Endelig er der i trappeopgangen nogle blyindfattede vinduer med materede, farvede ruder. Gårdsiden står pudset og er malet hvid. Kælderen er i forhuset anvendt til erhvervsformål med nedgang hertil fra gaden. De forreste rum er lagt sammen til et samlet lokale, mens baglokalerne er indrettet til køkken- og lagerfaciliteter. Alle detaljer og overflader er nyere, herunder med flisebeklædning i baglokalerne. Også husets høje stueetage og 1. sal (ikke besigtiget) er tilsammen anvendt til erhvervsformål og formodentlig også ombygget med detaljer nyere overflader, ifølge plantegninger efter ombygning i 1994 bl.a. med en vindeltrappe. I trapperummet, hvorfra der gennem en traditionelt udført, asymmetrisk, tofløjet fyldningsdør er indgang til stueetagen, er bagerst i forhuset adgang til gården, som er beklædt med nyere røde klinker. I gårdens sydøstlige hjørne er adgang til bagtrappen i trappehuset. Trappen i forhuset er en ældre fireløbstrappe med en aflang, smal durchsicht gennem alle etager. Trappeløbet er på siden udstyret med paneler i løbene, balustrader og en enkelt, afrundet profileret håndliste. Trappen er malet grå og trapperummet hvidmalet. På hver etage, fra 1. til 4. sal, er adgang til én lejlighed gennem nyere men traditionelt udførte fyldningsdøre med tilsvarende gerichter, hængsler og greb. 2. og 3. sals lejligheder har en generelt velbevaret planløsning, der afspejler den oprindelige rumfordeling med fine stuer mod pladsen, og rum med bl.a. køkkenfaciliteter og adgang til bagtrappe i trappehuset fra sidehuset, hvor der på 2. sal er lavet nyere skillevægge og installationer, herunder en rørføring fra ovnen i stuen og gennem væggen til skorstenen i gavlen mod syd. Der er generelt nyere, traditionelt udførte fløjdøre og enkeltdøre, men enkelte bevarede, ældre døre og tilsvarende gerichter. Entréen og stuen mod pladsen har på 3. sal bevarede ældre, brede plankegulve, mens der er parket eller nyere gulve i lejlighedernes øvrige rum. Der er i rummene mod pladsen på begge etager bevaret brystnings-, hel- og lysningspaneler, og i lofterne er en bevaret stukkatur på begge etager. Alle rum er malet hvide. Taglejligheden, på 4. sal, har nyere detaljer og overflader, herunder plader på væggene og nyere gulve i sidehus, herunder med nyere køkken og badforhold. Vinduerne er nyere og forsynet med forsatsvinduer i kvistene ligesom det er tilfældet med lejlighedernes vinduer på 2. og 3. sal.

Der knytter sig miljømæssig værdi til det grundmurede forhus, der udgør et værdifuldt element i husrækken ud til Højbro Plads. Både facadens horisontale og vertikale linjeføringer giver betydelig karakter til oplevelsen af huset som en vigtig del af rækken af større og mindre ejendomme i en fortrinsvis klassicistisk bygningsmasse, som væsentligst er et resultat af etableringen af Højbro Plads efter branden i 1795. Som en typisk, mindre gård fra slutningen af 1700-årene er Højbro Plads 19, med sit bevarede, sammenbyggede anlæg af forhus, sidehus og trappehus, en vigtig repræsentant for kvarterets grundlæggende karakter, især med betoningen af visse monumentalitetskrav til forhusenes formsprog og udtryk, hvor ejendommen er med til at opretholde det historiske københavnermiljø omkring pladsen.

Der knytter sig kulturhistorisk værdi til hele det grundmurede anlæg bestående af forhus, sidehus og trappehus opført 1798 af murermester Andreas Hallander. Der knytter sig betydelig kulturhistorisk værdi til forhusets facade, hvis helstøbte og hierarkiske struktur særligt understreger 1. salens beletage med yderfagenes indfatninger med konsolbårne segmentfrontoner og den typiske kordongesims over den høje stueetage, der afspejler klassicismens krav om en velmoduleret og udpræget harmonisk facadeskematik. Hertil kommer indgangspartiet med indfatninger i sandsten og den ældre fyldningsdør, den karakteristiske udsmykning over 2. sals midterfag med en klassisk mæanderbort samt hovedgesimsens profilering, hvorover der er et tag med sorte tegl og tre rundbuede kviste, som fuldender fortællingen. Sammen med alle forhusets øvrige kvaliteter giver disse detaljer bygningen en repræsentativ karakter i tråd med ambitionerne efter branden i 1795, om at give husrækken mod den nye Højbro Plads en vis monumentalitet, der samtidig er disciplineret og mådeholden i sit udtryk. Hertil kommer forhusets nyere traditionelt udførte firerammede vinduer med opsprosning af de nederste ruder i rundposte på 2. og 3. sal, mens der mod gården er bevaret den for perioden meget typiske brug af småtopsrossede vinduer, der til dels er rekonstruerede her. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til den generelt velbevarede planløsning på beboelsesetagerne ved den traditionelle disposition med de finere stuer og værelser mod pladsen, mens køkken, øvrige rum og adgang til bagtrappen er beliggende mod gården og i sidehuset. I lejlighederne knytter der sig kulturhistorisk værdi til de bevarede overflader, herunder de ældre, brede plankegulve på 3. sal samt ældre brystnings-, hel-, og lysningspaneler i lejlighedernes finere rum mod pladsen. Dertil kommer bevaret stukkatur og enkelte ældre døre og gerichter i lejlighederne. Endelig kommer den bevarede trappeopgang i forhuset med den ældre, smalt udformede fireløbstrappe med let afrundet durchsicht og panelering på siderne af trappeløbet, der afspejler det høje, relativt smalle forhus størrelse, hvor hensynet til en fornuftig pladsudnyttelse har gjort sig gældende.

Der knytter sig arkitektonisk værdi til hele det grundmurede anlæg fra 1798 bestående af forhus, sidehus og trappehus. Der knytter sig betydelig arkitektonisk værdi til forhusets høje, ret smalle facade, hvis helstøbte og hierarkiske struktur særligt er accentueret omkring 1. salens beletage ved yderfagenes indfatninger med konsolbårne segmentfrontoner og den typiske kordongesims over den høje stueetage, der afspejler klassicismens krav om en velmoduleret og udpræget harmonisk facadeskematik. Hertil kommer indgangspartiet med indfatninger i sandsten og den ældre fyldningsdør, den karakteristiske udsmykning over 2. sals midterfag med en mæanderbort samt hovedgesimsens profilering, hvorover der er et tag med sorte tegl og tre kviste, som fuldender fortællingen. Sammen med alle forhusets øvrige kvaliteter giver disse detaljer bygningen en repræsentativ karakter, der samtidig er disciplineret og mådeholden i sit udtryk. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til de generelt velbevarede planløsninger, til bevarede udsmykninger af overflader i form af ældre panelering og stukkatur i lejlighedernes finere rum mod pladsen. Endelig kommer den bevarede trappeopgang i forhuset med den ældre, smalt udformede og panelerede fireløbstrappe med en let afrundet durchsicht.

Læs videre om

• Den Treschowske Stiftelse, København
• Kompagnistræde 10, København
• Kompagnistræde 24, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen