Højbro Plads 6, København

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan (den forelå 48 timer efter, og den blev stort set fulgt). Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere, og der måtte skabes pladser, som kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller, og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og denne gang blev der ikke dispenseret. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget igen. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere, men dog nogle. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murer- og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Efter branden i 1795 blev det besluttet, at karreen mellem Højbrostræde og Store Færgestræde ikke skulle genopføres, men udlægges til plads. De nedbrændte grunde ud til denne plads blev derfor eftertragtede, og de nye bygninger blev opført under hensyntagen til visse monumentalitetskrav, selvom pladsen ikke var så stor og fin som Nytorv og Gammeltorv. Forhuset på Højbro Plads 6 blev opført 1804-06 af bygmester N. Kurtzhals for silke- og klædehandler Lorentz Andreas Hinrichsen. Oprindelig var der en attika i hele husets bredde og herunder en muret frise. Denne forsvandt mellem 1850-70, og i stedet blev huset forsynet med en hovedgesims med sparrehoveder. En oprindelig kældernedgang fra gaden blev fjernet i 1886. Facaden har været oliemalet siden opførelsen.

Forhuset er beliggende i den vestlige husrække mod Højbro Plads. Forhuset er på gårdsiden bygget sammen med et side- og baghus, der ikke er omfattet af fredningen. Forhuset er grundmuret og opført i fem fag i fire etager. Facaden er pudset, over en lav sokkel af rødlige granitblokke, og underetagen er refendfuget og kalket i en rosa nuance op til en kordongesims. Herover er muren glatpudset, hvidmalet og afsluttes af et rosa bånd og en sparrenkopgesims. Mellem anden og tredje etage er et fladt, tilbageliggende glat felt. Desuden er vinduerne i de yderste fag på første sal dekoreret med pudset, rosa indfatning og fordakning, og de øvrige vinduer har rosa sålbænke. I stueetagen findes en nyere, tofløjet fyldingsport i det ene yderfag, og i det andet et indgangsparti markeret med en indfatning samt en konsolbåren fordakning af rosa Nexøsandsten. I indgangspartiet er hoveddøren udført som en nyere fyldingsdør med ruder i den øverste del, og foran døren er tre granittrin. Vinduerne mod gaden er hovedsageligt ældre korspostvinduer med hjørnebånd, dog er vinduerne i stueetagen med nyere koblede rammer. Både vinduer, hoveddøren og porten er malet mørkegrønne. Taget er et heltag med blådæmpede vingetegl. I tagryggen findes to skorstenspiber, og i tagfladen mod gaden ses fem kviste og mod gården én kvist. Alle kviste er zinkinddækkede og har torammede, grønmalede vinduer. I tagfladen mod gården findes tillige et traditionelt støbejernsvindue. Mod gården er muren pudset og kalket rosa over en sorttjæret sokkel og afsluttes med en hvidmalet gesims bestående af enkle retkantede led. Mod gården er forskellige hvidmalede vinduer, hovedparten er firerammede, men placeringen af tvær- og lodposter er varierende. I terrænet ved smigfaget ses en skråtstillet revleluge til kælderen. Inde i portrummet er et nyere, lakeret bræddegulv, og loftet er glatpudset. Væggene er pudsede med høje fodpaneler, pilastre, feltinddelinger og et indgangsparti til forhuset bestående af en nyere dør med kvadratiske ruder og ældre, profileret gerichter. Mod gården lukkes portrummet af et nyere smedejernsgitter. I det indre findes i store træk en ældre grundplan, med en lejlighed på hver etage, der i dag er indrettet til kontorer. På alle etager er der en gennemgående midtskillevæg. Mod gaden ligger der to eller tre stuer en suite, mens der mod gården er en smigfagsstue i forbindelse med sidehuset, et gennemgående trapperum i forbindelse med indgangen fra portrummet, og over porten er der indrettet toiletter og tekøkken. I stueetagen og på første sal er midtskillevæggen brudt mod smigfagsstuen, så der kun ses to murpiller som bærende element. Fra stueetagen til og med anden sal er en elevator. På første, anden og tredje sal har stuerne en næsten ensartet dekoration i form af lysnings- og brystningspaneler, indfatninger omkring vinduerne, feltinddelte vægge, samt et og tofløjede fyldingsdøre med profilerede gerichter mellem stuerne og ud til hovedtrappen. De ældre døre har bevaret greb og låseskilt. Flere lofter er pudsede og har en profileret loftgesims. De ældre vinduer har anverfere og stormkroge samt traditionelle forsatsruder. De fleste rum har nyere parketgulve, nedhængte lofter med indbygget lys, og der er enkelte nyere skillevægge og glatte døre. Trappen er en ældre treløbstrappe med trætrin, enkle kantede balustre og drejet håndliste af mahogni med kraftig mægler. Der er pudset under løbene. I tagetagen er indrettet en lejlighed med stuer mod gaden og køkken i smigfaget mod sidehuset samt et badeværelse mod gården. Der er en traditionel materialeholdning, men alle dele er nyere, ligesom der er nyere døre. Kælderen er opdelt i flere opbevaringsrum. Der er ældre, overmalet murværk, synligt bjælkelag, støbte gulve, der enkelte steder er belagt med parket, og lags vægge og loft er mange rør og installationer.

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden på Højbro Plads, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af tilsvarende bygninger opført i samme periode. Højbro Plads bærer tydeligt præg af det byggesæt, der blev næsten enerådende efter branden i 1795. Hertil kommer den miljømæssige værdi af den traditionelle bebyggelsesstruktur med for-, side- og baghus omkring et gårdrum, med portgennemkørsel fra gaden. Denne struktur er karakteristisk for den tætte, indre by og er således med til at opretholde Københavns ældre gadestruktur.

Den kulturhistoriske værdi ved Højbro Plads 6 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den københavnske nyklassicisme, som Harsdorff havde anbefalet med sit eget hus på Kongens Nytorv 3-5, der prægede borgerhusene i tiden efter Københavns brand i 1795. Klassicismen som ideal vandt indpas efter enevældens afvikling i takt med borgerskabets stigende indflydelse. Højbro Plads 6 er i sin proportionering, struktur og facadedetaljering et velbevaret og iøjnefaldende eksempel på de standarder og krav, som blev stillet til byens nye bygninger efter den anden store brand i København. Kendetegnet for perioden ses i forhusets enkle og sparsomt dekorerede facade med pudset og refendfuget underfacade forsynet med kordongesims, og den flade murblænding mellem anden og tredje etage under midterpartiet. Inspirationen kom fra antikken, hvilket også tydeligt ses i hovedgesimsen samt i sandstens-indfatningerne og trekantfordakningerne over to af vinduerne. Hertil kommer facadens taktfaste vinduessætning samt det konsolbåret skur af sandsten over hoveddøren. Hoveddørens indfatning er delvist kanneleret, delvis glat og sammen med placeringen af skuret, der bryder kordongesimsen, kan det tyde på, at indgangen her er skabt i forbindelse med fjernelsen af kældernedgangen i 1886. Ligeledes er facadens korspostvinduer, som oprindeligt nok har haft opdelte nedre rammer, kendetegnende for periodens bygninger. Kontrasten mellem facaden og gårdsiderne er ydermere et karakteristisk træk for perioden, idet den afspejler vigtigheden af, at ejendommen fremstod repræsentativ i gadebilledet. Datidens borgerlige bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiør med en høj håndværksmæssig standard, og en grundplan, der afspejler borgerskabets herskende levevis. Den oprindelige planløsning kendetegnes ved hovedtrappens placering i forhuset, stuerne mod gaden, en smigfagsstue samt funktionsbetingede rum som køkken og toilet mod gården eller i sidehuset. De mange oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Gode eksempler på dette er især hovedtrappen med alle detaljer, stuernes brystningspaneler, vinduesindfatninger og lysningspaneler, feltinddelte vægge, loftsstukkatur, en- og tofløjede fyldingsdøre med gerichter samt vinduernes anverfere og stormkroge.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle facade, som fremstår velproportioneret grundet de vandrette opdelinger, der skaber en visuel balance i den høje facade. Hertil kommer den regelmæssige placering af vinduer, der sørger for, at facaden har en overordnet rolig og taktfast fremtræden. Selvom der ikke er fremspring, i facadens murværk er der alligevel en tredeling af facaden, med tre fag midtfor, der flankeres af et yderfag til hver side. Opdelingen skyldes, at de tre midterste vinduesfag hænger sammen grundet de gennemgående sålbænke og den flade murblænding, mens yderfagene er betonet af de markante vinduesindfatninger og trekantfordakninger i førstesalen. Endvidere er der stor arkitektonisk værdi i den velbevarede materialeholdning, der har høj stoflighed og sammen med facadens farvesætning virker elegant og harmonisk. På bagsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidernes prunkløse udtryk samt den ensartede farvesætning, der skaber et helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de velproportionerede stuer, hvor de fint forarbejdede snedkerdetaljer giver rummene en borgerlig elegance. Yderligere er der stor arkitektonisk værdi ved det store trapperum, hvor trin, vanger, og håndliste er tilpasset den svungne form og danner en elegant ramme omkring det gennemgående durchsicht.

Læs videre om

• Den Brune Kødby, København
• Kronprinsensgade 7, København
• Nørregade 6, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen