Højbygaard Skovløberhus ligger på Højbygårdvej 22 i Lolland Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Opført i ca. 1850

Beskrivelse

Beboelseshus beliggende i skoven, nær Højbygård. Huset er udført i bindingsværk i et stokværk, med sorttjæret træværk, tavl af blank rød mur, og med halvvalmet stråtag med Holstensk mønning. Bygningens fodrem står på en sokkel af teglsten, der er synlig flere steder rundt om bygningen. Bygningen har ældre hvidmalet vinduer på alle fire sider i stuetagen samt to førsteetage et i hver gavl. Under taget findes en sorttjæret sugfjæl. Hoveddøren er placeret midt på facaden under et mindre halvtag båret af høje gråmalede stammer med en lille trekantgavl over. Indvendigt findes stue, soveværelse, køkken og bad i stuetagen, og to mindre værelser på førsteetage. De fleste overflader indvendigt er nyere: nye lofter, gulvtæpper, linoleum og tapetserede vægge. Der ses stadig et par gamle døre, fritliggende bjælker i loftet og et trægulv i stuen.

Miljømæssig værdi

Skovløberhuset hænger miljømæssigt sammen med den mindre herregård Højbygård. Denne sammenhæng findes og fornemmes ved skovens udstrækning mellem skovløberhuset og Højbygårds hovedbygning, der ligger i hver sin ende af skoven. Ankomsten til huset sker ad en lille allé med høje træer, der indrammer perspektivet af bygningen, der sammen med den tætte kontakt til skoven skaber en landlig idyl omkring bygningen. Alleen fortsætter på den anden siden af husets gårdplads, som en mindre vej der fører ind i skoven. Vest for skovløberhuset ligger en bygning (der er uden for fredningen), som er udformet og har samme materialeholdning, som den fredede bygning. I mellem de to bygning skabes et lille uderum, der binder de to bygninger sammen.

Kulturhistorisk værdi

Bygningens kulturhistoriske værdi knytter sig til den holstenske mønning, der er egnskarakteristisk for lollandske stråtage, samt bygningens tidligere funktion som skovløberhus, der kan aflæses i beliggenheden i skoven. Indvendigt ses træk efter tidligere proportioner ved den lille, smalle lave revledør i køkkenet.

Arkitektonisk værdi

De arkitektoniske værdier fremtræder ved bindingsværkets symmetriske opbygning, der giver bygningen et harmonisk helstøbt udtryk. Dette forstærkes endvidere ved tagets rundinger, udhænget og de halvvalmede gavle.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links