I 1930‑31 købte Københavns Kommune Hyldegård på Buddinge Mark og Gyngemosegård i Mørkhøj. Gårdene grænsede op til hinanden ud mod Utterslev Mose, som i forvejen tilhørte Københavns Kommune. I 1939 købte Gladsaxe Kommune nabogården Lundegård. Hele området indgik i kommunens industribyplan, som skulle tiltrække både industri og arbejdere og sikre begge parter optimale betingelser.
Det nye byggeri på især Lunde- og Hyldegårds jorder skulle kunne rumme boliger til mindst 5.000 mennesker, og Gladsaxe Kommune og Københavns Kommune skulle blive enige om en model. Gladsaxe Kommune ønskede en tæt-lav bebyggelse over hele området, helt ned til vandkanten. Det fik Danmarks Naturfredningsforening på banen, og Utterslev Mose med tilgrænsende grønne arealer blev fredet i 1948. Et kompromisforslag fra Vilhelm Lauritzens hånd var, at der blev bygget tæt-lavt på Lundegårds jorder, men højt på de københavnske jorder.
Udviklingen af nye industrielt producerede betonelementer og Boligministeriets krav fra 1958 om, at alt almennyttigt boligbyggeri skulle modulprojekteres, affødte tanken om, at en moderne kommune naturligvis skulle bygge betonhøjhuse af præfabrikerede elementer. Der blev byttet om på fordelingen, og alle de høje huse i Høje Gladsaxe langs Gladsaxevej kom til at ligge på Lundegårds jorder, mens de lave huse derimod blev bygget på den københavnske del af arealet. Arkitekterne bag Høje Gladsaxe var Hoff & Windinge i samarbejde med Jørgen Juul Møller, Kai Agertoft og Alex Poulsen.
Udgravningerne til byggeriet begyndte i 1962. De første flyttede ind i 1964, og det 16 etager høje byggeri stod færdigt i 1968. Det blev omfattende renoveret i 1991‑93 af A5 Tegnestuen. Høje Gladsaxe består af de fem boligselskaber Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe, FSB Gladsaxe, Lejerbo, AAB og Boligforeningen 3B.