Højergaard
.
Højergaard
.
Højergaard
.

Højergaard ligger på Torvet 1 i Tønder Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Højer var oprindeligt en landsby, men fik i 1500-tallet en opblomstring i forbindelse med etablering af digerne, idet de afskar Tønder fra adgangen til havet. Højer blev således Tønders havneby, og herfra blev der udskibet tusindvis af stude til Amsterdam. I 1736 fik Højer betegnelsen en flække, idet byen fik kongeligt privilegium på at drive handel og håndværk. Ud over studehandlen havde kornhandlen sammen med østersfiskeriet stor betydning for Højer, specielt fra midten af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. I 1800-tallet og 1900-tallet blev der etableret flere små fabrikker i Højer, blandt andet en tobaksfabrik, en maskinfabrik, et bryggeri og et kalkbrænderi, hvor man forarbejdede muslinge- og østersskaller. I 1892 kom jernbanen til Højer og med den også de første badegæster, der var på gennemrejse til øen Sild. I løbet af 1900-tallet udviklede Højer sig til en mindre industriby med møbelfabrikker, tæppefabrik og produktion af pølser. Højergaards historie kan spores tilbage til 1400-tallet, men hvordan gården så ud indtil 1823 vides ikke. I 1823 opførte Peter Todsen et nyt stuehus med tilhørende avlsbygninger, der tilsammen dannede et firlænget gårdanlæg, hvoraf der kun er to længer tilbage. Efter sigende bestod Højergaard tidligere af seks længer, men dette kan ikke dokumenteres. I 1907 blev grunden delt i to matrikler, således at stuehuset lå på sin egen matrikel. Stuehusets vestre del var indrettet til beboelse, og den østre del blev anvendt til aftægtsbolig. I 1945 blev Højergaard købt af den tyske frimenighed, der igangsatte en ombygning af stuehuset, hvor blandt andet en del af loftsrummet blev indrettet til beboelse. Ud over at være bolig for den tyske præst, blev den østre del anvendt som konfirmandstue og menighedsrådssal. I 1950'erne blev Højergaard ombygget, hvor blandt andet foldevæggen mellem menighedsrådssalen og konfirmandstuen blev opsat. Mellem 1956 og 1962 indrettede frimenigheden en tysk børnehave i menighedsrådssalen samt en sygestue i det vestlige gavlværelse, der blev anvendt af en Krankenschwester (sygeplejerske) på grund af en omfattende malaria-epidemi, der skyldtes det stillestående vand omkring Højer. De småsprossede vinduer mod gården blev også isat ved ombygningen i 1950'erne, mens korspostvinduerne mod haven blev udskiftet i forbindelse med en brand i 1960'erne. Den ældre detaljerige dør mod nordvest, som blev brugt af Krankenschwesteren, siges at være fra den nærliggende, nu nedrevne, herregård Trøjborg. Højergaard blev i 2002 solgt og anvendes i dag som privat bolig med erhverv i den østlige del.

Beskrivelse

Højergaard ligger centralt i Højers gamle bykerne ved Torvet og Højer Kirke. Gården består af to længer, et stuehus og en avlslænge, der ligger i vinkelformation omkring et nordvendt gårdrum. Syd for stuehuset ligger en stor have. Kun stuehuset er omfattet af fredningen.

Højergaard er en énetages, bred, grundmuret længe med stråtækt, halvvalmet tag og gennemgående gavlkviste. Mønningen er beklædt med tagpap, og i rygningen ses to murede skorstenspiber i blank mur. Længen fremtræder i blankt, rødt murværk, muret i krydsforbandt med en let fremspringende, muret sokkel og en profileret hovedgesims af formsten samt et bånd af mørkere kopsten langs gavlenes og kvistenes skrå sider. I hver gavlkvists kurvehanksbuede dørniche er en ældre, tofløjet, klassicistisk fyldingsdør med overvindue, og i gårdsiden er tillige en ældre, tofløjet fyldingsdør med overvindue i rokokostil ligeledes i en kurvehanksbuet dørniche. Alle døre er grønmalede med stafferinger i lysegrønt. Vinduerne er hovedsageligt torammede vinduer, dog med enkelte et- og trerammede vinduer. Vinduerne er hvidmalede og traditionelt udførte, småsprossede vinduer, undtagen mod haven, hvor der er korspostvinduer. Mod haven og i østgavlen sidder nyere havedøre med termoruder, begge er hvidmalede. Længens facader prydes af enkle murankre, som i østgavlen er udformet som årstallet 1823. I det indre har Højergaard bevaret store dele af en ældre planløsning, herunder en gennemgående midterskillevæg, der opdeler stuerne placeret en suite mod haven, fra de mere sekundære, mindre rum mod gården. Hertil kommer, at havesidens forstue og gårdsidens forstue er placeret i forlængelse af hinanden med indgang fra hver gavlkvist. Bygningens nordvestlige del bærer både planmæssigt og materialemæssigt præg af en ombygning fra 1950'erne. En ældre trappe fører ned til bygningens tre kælderrum, orienteret mod nordvest, med hvidkalket, tøndehvælvet loft og dels ældre ølandsfliser og dels teglklinker på gulvet. Fra køkkenet fører en kvartsvingstrappe op til det delvist udnyttede loftsrum, hvor værelserne alle fremtræder med nyere overflader. Stueetagen fremtræder med ældre og traditionelle overflader, herunder klinkegulve, parket- og bræddegulve, pudsede vægge, synlige loftbjælker og ældre loftsbrædder, som i enkelte rum er profilerede. Foran samtlige vinduer er der forsatsvinduer med termoruder. Der er bevaret ældre bygningsdetaljer, herunder døre, gerichter, greb og skabe.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Højergaard knytter sig til gårdens beliggenhed centralt i Højers gamle bykerne, som er en sjælden forening af byens lave, sluttede gadebebyggelser og landsbyens spredtliggende gårde. Højergaards bevarede stuehus og avlslænge repræsenterer Højers flerlængede bøndergårde, og sammen med de mindre enlængede gårde og byhuse sikrer Højergaard det autentiske og særegne landsby-kulturmiljø. Højergaards beliggenhed nær kirken vidner om, at Højers ældste bebyggelser blev bygget på byens højeste punkt, syv meter over havet, for at sikre bygningerne mod vinterens oversvømmelser i det flade landskab. De mange gårde i Højer beretter endvidere om byens strategiske placering med nem adgang til både græsningsarealer i det omgivende marsklandskab og frugtbar landbrugsjord på geesten øst for byen. Endvidere er der miljømæssig værdi tilknyttet Højergaards store have, der skråner ned mod Torvet, hvor det afgrænses af et lavt stendige. Haven former således Torvets nordlige side, og er med til at understrege Højers særkende med talrige private haver, side om side med smalle gader og småpladser samt byens torv.

Kulturhistorisk værdi

Højergaards kulturhistoriske værdi relaterer sig i det ydre til stuehusets anseelige størrelse og centrale placering, der vidner om landbruget som et indbringende erhverv med status. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til, at Højergaard har træk fra den vestslesvigske gård, som er en væsentlig og karaktergivende del af bebyggelsen ved Vadehavet. Højergaards egnskarakteristiske træk knytter sig således til stuehusets forholdsvis lange og brede bygningskrop, og det stejle, halvvalmede tag, der er tækket med tagrør og har mønning af græstørv, med ubrudte tagflader og gavlkviste på begge langsider over indgangsdørene. Hertil kommer, at facaderne er grundmurede, uden markerede sokler, og er sat i egnstypiske, hårdtbrændte, røde tegl, som ofte er større end en normalsten. Murværket er lagt i krydsforbandt med skrabefuge, er udsmykket med mørkbrændte sten ved gavlene, og har endvidere stor detaljerigdom i murdetaljerne omkring døre, vinduer, sokkel og gesimser. De kurvehanksbuede stik er karakteristiske ved at hvile på et let fremspringende vederlagsparti, og ved at den hvælvede del af murfalsen er hvidkalket, hvorved overvinduet opnår mere lys. Vinduerne er på traditionel vis hvidmalede.Endvidere er det egnskarakteristisk, at adgangen til bygningen sker i facaden og ikke fra gårdspladsen, som det ellers er skik i det meste af landet, samt at stuehuset ligger solret på grunden og har gavlene vendt mod øst og vest. Typisk er de enkle torammede og opsprossede vinduer, der er placeret regelmæssigt i facaden. Bygningerne er tillige kendetegnet ved de smukt udformede murankre i smedejern, der pryder facaderne. Særlig karakteristisk er de to murankre omkring hoveddøren, der fastholder den indvendige karm. Murankrene er ofte enkelt udført med et lodret forskudsjern eller udført som svungne dekorationer, initialer eller årstal, sidstnævnte ses i den østvendte gavl. Det hårde vejrlig og truslen om stormflod har været medvirkende til at skabe den særlige byggeskik, ligesom det har været afgørende for udviklingen af denne bygningstype, hvilke byggematerialer man kunne skaffe lokalt. Husenes solrette placering gør, at det kun er den ene gavl, der er udsat for den hårde vestenvind, som præger området. I det træfattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer, og man har derfor tidligt bygget i grundmur. Et byggemateriale, der også er mere modstandsdygtigt overfor klimatisk nedbrydning end f.eks. bindingsværk med lerklinede tavl, som blev anvendt andre steder i landet. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker. Rør til tækning hentede man i engdragene og i marsken, hvor der før de store afvandingsprojekter var langt flere rør end i dag. Gode græstørv til mønning hentende man ligeledes lokalt. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man "Skælkalk", der også blev fremstillet lokalt, ved at brænde skaller og kalksten fra stranden. Sten til belægning hentede man ligeledes fra stranden. Bebyggelsens udformning er således præget af både de klimatiske og landskabelige forhold samt af adgangen til byggematerialer.

Den særlige byggeskik med de grundmurede huse, som allerede var almindelig i begyndelsen af 1700-tallet, adskiller sig væsentligt fra landbyggeskikken i resten af landet, hvor bindingsværk var den almindelige byggemåde frem til sidste halvdel af 1800-tallet. Byggeskikken langs Vadehavet er præget af traditionel vestslesvigsk byggeskik, som vandt frem efter stormfloden i 1634. Den frisiske påvirkning viser sig ikke kun i byggematerialet, men også i disponeringen og orienteringen af bygningerne. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til gårdsidens ekstra indgangsdør mod vest, der sammen med rumindretningen beretter om, at længens vestlige del tidligere blev brugt til en selvstændig offentlig funktion som landsbyens skadestue.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til Højergaards bevarede dele af den ældre planløsning, herunder den gennemgående midterskillevæg, der opdeler stuerne placeret en suite mod haven, samt forstuerne i forlængelse af hinanden. Hertil kommer foldedøren i den østlige del af bygningen, der vidner om Højergaards offentlige funktion, hvor det var påkrævet at kunne opdele konfirmandstuen fra den store menighedsrådssal mod øst. Derudover knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede ældre bygningsdetaljer, herunder forstuens særegne farverige klinkegulv, de synlige loftbjælker, de mønsterlagte, profilerede loftsbrædder, de en- og tofløjede fyldingsdøre med profilerede gerichter og greb samt de bevarede ældre skabe med fyldinger.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi kan i det ydre tilskrives Højergaards lange og monumentale bygningskrop med et stort og stejlt, ubrudt stråtag og gennemgående, høje og spidse gavlkviste. Facadernes homogene fremtræden, hvor også sokkel og gesimser fremtræder i blank rød mur, giver sammen med det altdominerende stråtag og de hvide vinduer Højergaard en meget helstøbt og harmonisk fremtræden. Få men elegante detaljer ophøjer bygningens ydre. Særligt gavlkvistenes markante form og de rundbuede dørnicher med rigt udsmykkede, tofløjede fyldingsdøre, udført i rokoko og klassicisme, med vifteopsprossede overvinduer, hvori der er indbygget lanterner sikrer, at opmærksomheden samler sig om stuehusets midte.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den tydelige opdeling imellem de offentlige og de private rum, som adskilles af de to centrale forstuer. Hertil kommer de lyse og højloftede, en suite placerede stuer, der giver et imponerende kig gennem bygningen og i samspil med den traditionelle materialeholdning og de ældre døre skaber et herskabeligt og stemningsfuldt interiør.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links