Højgård, Hundstrup

Den kulturhistoriske værdi ved Højgård knytter sig i det ydre til det tofløjede, vinkelbyggede anlæg med brolagt gårdsplads opført omkring 1800. Gården repræsenterer en type af gårde, som ikke kendes andre steder og ligger tidsmæssigt i direkte forlængelse af de fynske firlængede bøndergårde. Højgård er en af de såkaldte Rødkildegårde, som kun kendes på Sydfyn. Navnet stammer fra Rødkilde Gods og dennes ejer Jens Lange, der også blev ejer af Flintholm gods. Her foretog han en fuldstændig og samlet udskiftning af 29 gårde i perioden efter 1775. Rødkildegårdene er kendetegnet ved en koncentreret plan, hvor beboelsen med en normal husdybde udgør den ene fløj, og hvor den anden betydeligt bredere fløj indeholder kostald, svinestald og lade. Laden blev typisk bygget med et meget stort og stejlt tag med stråtag, som man også kender det fra Slesvig. De gennemstukne bjælker i bindingsværket, der hidtil var benyttet til gårdbygning på Fyn, blev nu erstattet af bjælker lagt oven på remmene i både stuehuset og ladebygningen. Tømmeret var tillige nyt og ikke nedbrydningstømmer, som var det almindeligste på den tid. I Rødkildegårdene blev bjælkelaget over tærskeladen og korngulvet tappet i den lodrette stolpe ovenover hinanden og kom derved til at skråne ud mod ydermurene. Denne nye form for tagkonstruktion muliggjorde, at tagværket kunne samles med små længder. Den kulturhistoriske værdi ved Højgård knytter sig i det ydre til bygningernes planløsning og konstruktion som en Rødkildegård, samt til det karakteristiske sydfynske bindingsværk med fodrem, dokker, løsholter og kun få skråstivere. Bindingsværkstavlene har oprindeligt været af lerklinet fletværk, men længens udvendige tavl er i dag fornyet med brændte sten og kalket. Stuehusets gårdside er omsat i 1965, men med nøjagtigt forlæg i det, der blev nedtaget. Gårdsiden er forsynet med en stor gavlkvist i bindingsværk og med vinduer, der giver lys til et rum i tagetagen. Stuehusets tavl fremstår i gule sten, der ikke er overkalket. På stuehusets gårdside er bindingsværket opstrøget med sort farve, mens resten af Højgårds bindingsværk er malet i en rødokker farve. Stuehusets sydvendte gavl er grundmuret og fremstår hvidkalket. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi ved Højgård sig til den i store træk bevarede planløsning i stuehuset, som man kender det for en Rødkildegård. Planen er karakteristisk ved at have en storstue placeret i den ene ende, en forstue omgivet af stuer midt i huset, og de praktiske rum som køkken, bryggers og en lille fordybning eller halv kælder i den anden ende af huset. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til stuehusets bevarede oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder bræddegulve, vægge med paneler, lofter med synlige bjælker, hvorimellem der er lister og pap, gamle døre med gerichter, døre med rund kronglasrude, hængsler, dørgreb, kasselås af smedejern og ældre vinduer med anverfere og stormkroge. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. I ladebygningen knytter den kulturhistoriske værdi sig til den enkle planløsning, der afspejler rummenes tiltænkte brug. Den oprindelige planløsning kan stadig aflæses, og dele af det gamle staldinventar er intakt. Nærmest stuehuset er laden beliggende, midt i længen var der kostald og hestestald, og længst mod øst lå svinestalden. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til ladebygningens slidstærke, enkle materialeholdning, der svarer til den oprindelige brug til dyrehold og lade.

Den arkitektoniske værdi ved Højgård knytter sig i det ydre til gårdens helhed bestående af stuehus og ladebygning, der omslutter en brolagt gårdsplads sammen med en grundmuret og hvidkalket længe, der dog ikke er omfattet af fredningen. Det indbyrdes bygningshierarki er tydeligt, hvor stuehuset markerer sig som anlæggets vigtigste bygning med sine to skorstenspiber, torammede vinduer og tofløjede fyldingsdør. Arkitekturen er ærlig i sit udtryk med de enkle materialer og få dekorationer. Gavlkvisten fremhæver hovedindgangen, og ellers begrænser det arkitektoniske udtryk sig til bindingsværket, stråtagene med tagkviste og den rytmiske vinduessætning i stuehuset, som giver stuehusets gårdfacade et roligt horisontalt præg. Ligeledes har farvesætningen med sort eller rødokkerfarvet bindingsværk arkitektonisk betydning for Højgård, idet der herved skabes markante kontraster til facaderne, som fremhæver takten i bindingsværket.

Læs videre om

• Grønnegade 21, Troense
• Skattergade 8, Svendborg
• Vejstrup Vandmølle

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen