Højkro, Husum-Ballum

Emmerlev er en langstrakt geestrandbebyggelse, der som en vejby ligger på den sydlige kant af Hjerpsted Bakkeø med mange spredte småhuse og store gårde, der er bygget i egnens typiske byggestil. Fra landsbyen fører en gammel kirkesti op til Emmerlev Kirke og Højkro. Højkro er en kongelig privilegeret landevejskro, som fik sine privilegier i 1640. Man havde drevet gæstgiveri på stedet siden år 1130, hvor kroens nærmeste nabo, Emmerlev Kirke, blev bygget. Nogle kilder angiver kroen til at være opført i 1670, andre til 1780. Højkro havde oprindeligt også landbrug, og der hørte omkring 100 tønder land til kroen. Dette kan man stadig aflæse ved, at der på den østre side af vejen er bevaret en jernlåge imellem to granitstøtter, som fører ind på marken. Privilegierne blev givet til indehaveren af Højkro på grund af udvist tapperhed under Svenskekrigene i 1600-tallet. Kroen hørte under Schackenborg Gods i 1700-tallet, men en velhavnede købmand købte kroen fri herfra. Kroen var indtil 1867 hjemsted for Højer herreds tingsted. Omkring år 1900 blev der tilbygget en fløj mod nord, som rummer en stor sal. Af kilderne fremgår det, at Højkro tidligere havde rigtig mange hollandske fliser på væggene.

Lige øst for Emmerlev Kirke, ud mod landevejen ligger Højkro. Højkro udgøres af en hovedbygning, der ligger parallelt med landevejen. Mod sydøst er hovedbygningen sammenbygget med en rejsestald og mod nordvest af en salsbygning, der ikke er omfattet af fredningen.

Hovedbygningen er en énetages, grundmuret længe med stråtækt heltag, afvalmede gavle og mønning af græstørv. I rygningen ses en nyere skorstenspibe i røde sten. Mod gaden er en frontkvist og syd for denne er en portåbning, hvorover en del af tagfladen er hævet. Mod gården er en del af tagfladen tilsvarende hævet. Længen fremtræder i blank mur af hårdtbrændte, røde sten muret i krydsforbandt. Mod gaden og i nordgavlen er der fladbuede vindues- og døråbninger med stik udført i formsten. De ældre vinduer er torammede og smårudede, og i nordgavlen er der tillige ældre, etrammede, smårudede vinduer samt en ældre, tofløjet revleluge med smedede beslag. I frontgavlen er der en ældre, tofløjet fyldingsdør med overvindue, som sidder i en kurvehanksbuet døråbning. Øst for denne er en nyere fyldingsdør med små ruder i den øverste del. Mod gården er der nyere, torammede vinduer samt en nyere rammedør med en glasrude i den øverste del. Vinduerne, porten, lugen og den nyere dør mod gaden er hvide, den nyere dør mod gården er brun, mens hoveddøren er malet blå med røde og blå stafferinger. I hovedbygningens indre er den ældre planløsning bevaret nord for forstuen med store dele af en gennemgående hovedskillevæg og stuer en suite ud mod vejen. Syd for forstuen er planløsningen mere opbrudt med en korridorgang og værelser mod haven og depotrum og toiletter mod vejen. Interiøret fremstår med nyere overflader, herunder støbte gulve med klinker og gulvtæpper, væggene er pudsede og delvist eller helt beklædt med træfinérplader, og i køkkenet og på toiletterne er der fliser på væggene. Hvor der er nedhængte lofter udgøres de af systemgipsplader, og hvor de ældre loftbjælker er synlige er der nyere profilbrædder eller ældre pladelofter med pyntelister imellem. Der er bevaret enkelte ældre bygningsdele og -detaljer, og ud over loftsbjælkerne og pladelofterne med pyntelister er der bevaret bræddegulve samt en- og tofløjede fyldingsdøre med profilerede gerichter og klinkefald. Den sydøstlige del af hovedbygningen er sammenbygget med en rejsestald, der er en énetages, grundmuret længe med stråtækt heltag, afvalmede gavle og mønning af græstørv. Længen fremtræder i blank mur af hårdtbrændte, røde sten muret i krydsforbandt med en sparrenkopgesims. I nord- og sydgavl er en kurvehanksbuet portåbning, hvori der sidder en ældre tofløjet revleport. En del af stikket er hvidmalet, og navnet Højkro står malet med sort. Over begge porte er en en ældre revleluge med smedede beslag samt to ældre, halvrunde støbejernsvinduer. I langsiden mod vejen sidder der ældre, støbejernsvinduer med halvrund overkant. Porte og luger er hvide, mens vinduerne er røde. I murværket ses desuden en mængde enkle murankre, der er malet røde. Hovedbygningens søndre gavl og rejsestaldens vestre side dækkes fuldstændig af en nyere halvtagsbygning i røde sten med bølgepladetag. Det var ikke muligt at besigtige rejsestalden indvendigt, så dens indre er derfor ikke beskrevet.

Den miljømæssige værdi ved Højkro knytter sig til kroens beliggenhed ved landevejen mellem Sdr. Sejerslev og Højer, hvor kulturmiljøet rummer den klassiske kombination af kirke og kro. Kroen med vejtræer langs facaden og rejsestald, på den ene side af vejen, og en lille aftægtsbolig, ligeledes med vejtræer langs facaden, på den anden side af vejen samt den umiddelbare nærhed til kirken og den bevarede kirkesti til landsbyen gør, at der her er tale om et enestående og meget autentisk kulturmiljø.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til, at Højkro har træk fra den vestslesvigske gård, der er en væsentlig og karaktergivende del af bebyggelsen ved Vadehavet.

Højkros egnskarakteristiske træk knytter sig til de forholdsvis lange, grundmurede længer, der er sat i egnstypiske, hårdtbrændte, røde tegl, som ofte er større end en normalsten. Murværket er lagt i krydsforbandt med skrabefuge, og har stor detaljerigdom omkring døre, vinduer og gesimser. Rejsestaldens portåbninger er udformet med kurvehanksbuede stik, og portfløjene sidder bagved denne i en selvstændig karm. Vinduerne er som traditionen foreskriver det hvidmalede og placeret regelmæssigt i hovedbygningen, mens de i rejsestalden er rundbuede og udført i støbejern. Enkelte af vinduerne er hængslede på lodposten som det var traditionen førhen. Hertil kommer de stejle og ubrudte, afvalmede tage, som er tækket med tagrør og har mønning af græstørv, samt den spidse frontkvist, der sidder over kroens indgangsdør og som lokalt benævnes en arkengaff. De karaktergivende detaljer og bygningsdele, der kendetegner det slesvigske længehus, har næsten alle en praktisk og funktionel begrundelse. Ud over at arkengaffen markerede indgangen i facaden, havde den også følgende praktiske funktioner: igennem forkelugen kunne man kaste hø ind på høloftet og kvisten forhindrede, at et brændende stråtag skulle skride ned over flugtvejen fra hoveddøren, og derved tjente arkengaffen som en brandsikring. Det hårde vejrlig og truslen om stormflod har været medvirkende til at skabe egnens særlige byggeskik, ligesom det har været afgørende for udviklingen af denne bygningstype, hvilke byggematerialer man kunne skaffe lokalt. I det træfattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer, og man har derfor tidligt bygget i grundmur. Et byggemateriale, der også er mere modstandsdygtigt overfor klimatisk nedbrydning end for eksempel bindingsværk. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker. Tunge græstørv til møningen og rør til tækning hentede man i engdragene og i marsken, hvor der før de store afvandingsprojekter var langt flere rør end i dag. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man "skælkalk", der blev fremstillet ved at brænde skaller og kalksten fra stranden. Sten til belægning, der leder regnvandet væk fra husene og mindsker opsprøjt på murværket, hentede man ligeledes fra stranden. Bebyggelsens udformning er således præget af både de klimatiske og landskabelige forhold samt af adgangen til byggematerialer.

Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved hovedbygningens bevarede portåbning mod vejen samt den tilmurede port mod gården, der viser, at hovedlængens søndre del tidligere har været indrettet til lo eller stald. I nordgavlen vidner den bevarede revleluge om, at tagrummet blev anvendt som høloft og underbygger hermed, at kroen oprindeligt havde tilknyttet et større landbrug. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til hovedbygningens bevarede ældre planløsning nord for forstuen med delvist bevaret hovedskillerum, køkken mod gården og stuer en suite mod vejen. Hertil kommer de bevarede ældre bygningsdele og detaljer, herunder de synlige loftsbjælker, pladelofterne med pyntelister, en- og tofløjede fyldingsdøre med profilerede gerichter og klinkefald. Dørenes bredde, formen på deres fyldinger og gerichternes svungne profiler indikerer, at de er fra barokken og sandsynligvis stammer fra kroens opførelse. Rejsestaldens kulturhistoriske værdi knytter sig til dens fortælling om tidligere tiders mere langsommelige rejseform til hest eller med hestevogn, hvor det ikke alene for den rejsende gjaldt om at få et måltid mad og en overnatning, man skulle også sørge for at få hestene opstaldet og forsynet med vand og foder. I rejsestaldens ydre knytter værdien sig således til de bevarede porte, luger og staldvinduer, der vidner om den oprindelige funktion.

Den arkitektoniske værdi kan i det ydre tilskrives Højkros to sammenbyggede og velproportionerede bygningskroppe med stejle, ubrudte stråtage med afvalmede gavle, der kun brydes af hovedbygningens høje og spidse frontkvist og de let hævede tagflader over porten. Facadernes homogene fremtræden i blank rød mur giver sammen med det altdominerende stråtag og de hvide vinduer Højkro en meget helstøbt og harmonisk fremtræden. Få, men elegante detaljer ophøjer hovedbygningens ydre, herunder gesimsen og de fremhævede dør- og vinduesstik med formsten samt den detaljerige, ældre, tofløjede hoveddør med svungne fyldinger, rhombeprydet slagliste, klinkefald og buet overvindue med svungne sprosser. Disse elementer gør, at døren må tilskrives den barokke periode, ligesom de indvendige døre, og at hoveddøren sandsynligvis stammer fra kroens opførelsesår. Sammen med den markante frontkvist sørger den elegante hoveddør for, at opmærksomheden samler sig om hovedbygningens midte. Hertil kommer rejsestaldens mere tillukkede ydre med de højtsiddende og forholdsvist små staldvinduer, der står i kontrast til hovedbygningens ældre, hvide vinduer, som træder næsten filigranagtigt frem i det mørke murværk.

Læs videre om

• Hattesvej 22, Rømø
• Kirkepladsen 7-9, Tønder
• Smedegade 14, Tønder

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen