Haderslev Domkirke er det mest markante gotiske bygningsværk i Jylland. Historien bag den nuværende bygning er en fortælling om en stor politisk konflikt i begyndelsen af 1400-tallet. På denne tid lå kong Erik af Pommern i strid med de holstenske grever, og Slesvig Stift var derfor i flere årtier delt mellem parterne, hvorfor forbindelsen mellem kollegiatkapitlet i Haderslev og domkapitlet i Slesvig var afbrudt. Tanken om at løsrive Haderslev fra Slesvig fik hurtigt kongelig støtte, og i årene ca. 1420‑40 blev der skabt en helstøbt gotisk katedral værdig som hovedkirke i et selvstændigt stift.
Haderslev Domkirke
Bygmesteren iscenesatte meget bevidst lyset i koret, da han med dette ønskede at skabe en meget sanselig repræsentation af Gud og det himmelske Jerusalem i kirken.
Haderslev Domkirkes historie går helt tilbage til middelalderen, men det var først i 1922, at den fik status af domkirke. Her ses den fra sydvest.
Den senromanske kirke
Opførelsen af den nuværende kirke, der er viet til Vor Frue, tog sin begyndelse ca. 1250, da en enskibet romansk kvaderstenskirke fra anden halvdel af 1100-tallet blev revet ned. Umiddelbart efter nedrivningen blev et nyt tværskib rejst, og dermed var opførelsen af den nye senromanske kirke indledt.
Den nye bygning var en enskibet korskirke af tegl med to kapeller på korsarmenes østsider. Heraf er kun dele af tværskibsfagenes murværk bevaret til i dag, idet koret er nedrevet, og skibet aldrig blev opført.
Ud over at være sognekirke for byens borgere fik kirken ved midten af 1200-tallet også status af kollegiatkirke under Slesvig Domkirke, og der blev oprettet et kollegiatkapitel, formentlig i 1266. Statusændringen forklarer muligvis, hvorfor det projekterede enskibede langhus aldrig blev fuldendt, men i stedet i ca. 1260 blev ændret til en ambitiøs treskibet hallekirkebygning efter nordtysk forbillede.
Ombygningen til gotisk katedral
Forhøjelsen af midtskibet var afgørende for skabelsen af et gotisk kirkerum: Det blev forsynet med fire spidsbuede krydshvælv. Det treskibede kor i forlængelse af langhuset blev også tilføjet. Langhusets sideskibe afsluttes ret i øst, mens apsis træder frem med tre sider af en ottekant i midtskibets østvæg.
I det indre giver de opadstræbende vægpiller, gjordbuer og hvælvribber midtskibet et rankt og let udtryk, hvilket understreges af højkirkens blændinger og vinduer. Korets hvælvinger og det overvældende lys, der trænger ind gennem apsidens tre høje slanke vinduer, forstærker ligeledes interiørets lethed. Udvendig fremstår arkitekturen også konsekvent udført.
Kirken knytter sig til en lille gruppe danske gotiske kirker, hvis midtskibe er så højloftede, at lyset kan trænge ind i langhuset gennem højkirkevinduerne. Herudover er taget over apsis i øst afvalmet, og mellem dens aftrappede stræbepiller opløses murfladerne af meget høje tredelte vinduer. Vor Frue er desuden den eneste kirke i landet, som endnu er delvis forsynet med springbuer fra højkirkens murpiller. I en række arkitektoniske detaljer, fx højkirkens rige kløverbladsfrise, afsløres den stærke tilknytning til nordtysk gotik. Kvaliteten i korets udførelse bringer det da også på højde med korbygninger i de nordtyske byer.
Ved Reformationen i 1536 blev kirken nedgraderet til en almindelig sognekirke. I 1627 hærgede en kraftig brand, hvilket betød, at tårnet og en række af de senmiddelalderlige kapeller langs kirkens ydermure styrtede sammen. Men pga. pengemangel blev tårnet ikke genopført ved den efterfølgende istandsættelse. I 1922 fik kirken endelig status som domkirke for det nyetablerede Haderslev Stift.
Inventar og kalkmalerier
Kirkens gotiske inventar blev stort set ødelagt ved branden i 1627. Kun 14 alabastfigurer af helgener, der måske stammer fra en anden kirke i Haderslev, samt døbefonten er bevaret. Højalterets højgotiske krucifiks fra ca. år 1300 stammer fra Egebjerg Kirke ved Holbæk, mens sidefigurerne stammer fra Seem Kirke ved Ribe. Døbefonten er et malmarbejde af Peter Klokkestøber i Flensborg i 1485. Kummen er forsynet med bibelske relieffer, og overfor, ved indgangen til højkoret, findes prædikestolen. Væggene er udsmykket med kalkmalerier fra midten af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet. Motiverne udgøres af bl.a. våbenskjold, bibelske scener og helgenfremstillinger. Af nyere inventar kan nævnes Margrethe 2.s altertekstiler, der består af dels fire alterbordsforhæng med tilhørende messehagler (liturgisk overbeklædning, som bruges af præster under nadveren og ved højtider) fra 1987, som er ophængt i montrer under højkoret, dels en bispekåbe fra år 2000. Desuden findes ikke færre end tre orgler i kirken, hvoraf det største med sine over 5.500 piber har 73 stemmer og er internationalt kendt for sine klanglige kvaliteter.
