Hans Caspersens Gård, Ovengaden neden Vandet 39, København

Bydelen Christianshavn er opkaldt efter Kong Christian 4., som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var bydelen tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men den endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanaler og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan, omgivet af grave og volde med bastioner. I Christianshavn udstak man store grunde, som gratis blev overladt til enhver, der ville lade "gode købstadsbygninger" opføre. Det blev primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre og højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. På trods af dette gik der mange årtier, før området for alvor blev udbygget. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. I 1920'erne havde Københavns Kommune omfattende saneringsprogrammer for Christianshavn, som truede med at udslette de ældre dele området. Siden 1970'erne har man haft bevaringsplaner, som har sikret bygningsmassen mod yderligere nedrivning. På det ældste kort over Christianshavn er grunden, hvor den nuværende Overgaden neden Vandet 39 er beliggende, tilskrevet Johan Lauridsen, der også havde bebygget den til Skt. Annæ Gade og Wildersgade før 1635. Før 1675 var grunden delt i små parceller, dog med en større bygård, her en bryggergård, mod kanalen med indkørsel fra Wildersgade. I 1730 omtales, at forhuset er en fritliggende bindingsværksbygning på 12 ½ fag og to etager, og før 1770 – i forbindelse med en brand – var forhuset omsat i grundmur, og regnedes nu i otte fag. Det nuværende forhus stod færdigt i 1778, og dermed skiftede stedet karakter. Den herskabelige bygning var opført af en af Christianshavns virksomme og velstående mænd, ankersmed Hans Caspersen, der kort efter i øvrigt også byggede ejendommen i nr. 33 om. De to sidehuse blev opført samtidig med forhuset, og indgangen til ejendommen i nr. 39 fandt sted fra begge sider i porten, og over de fire midterste fag var en kvist. Der er ikke foretaget større ændringer siden, men i 1975-76 blev der indrettet ejerlejligheder ved arkitekterne Bente og Arne Maaholm.

Ejendommen er beliggende ud til kanalen i Overgaden neden Vandet på Christianshavn i København. Fredningen omfatter et forhus og to hermed sammenbyggede sidehuse. Det grundmurede forhus er opført i fire etager med høj kælder og en udnyttet tagetage. Forhuset er i otte fag, hvoraf de fire midterste fag er placeret i en svagt fremspringende risalit. Over en ældre sandstenssokkel står facaden glatpudset og hvidmalet. I midtrisalittens stueetage er facaden refendfuget, og kælderetagen springer let frem for den overliggende facade. Over stueetagen er en kordongesims, og mellem første og anden sal er glatte bånd, såvel i risalitten som i sidepartierne. Ved tagfoden er en kraftig, profileret hovedgesims. I de to midterste fag er en rundbuet portåbning i en med sandstensindfatning, hvis toppunkt har en vederlags- og slutsten med et anker samt inskriptionen HCS AMO / No 150 / ANNO 1777. I portåbningen er et nyere, opsprosset indgangsparti med glasdøre, og herover er en profileret overligger med et ældre halvrundt radiært og koncentrisk opsprosset overvindue. I yderfagene er fladbuede kældernedgange med ældre, tofløjede og mørkegrønne fyldingsdøre. I facaden er ældre, hvidmalede vinduer med ældre hængsler, herunder torammede vinduer i kælderen og på hovedetagerne korspostvinduer med todelte underrammer. Forhuset bærer et heltag med røde tegl, og i tagfladen mod gaden er fire heltagskviste med traditionelt udførte, torammede, opsprossede vinduer. I tagfladen mod gården er en glat skorsten i blank mur. Mod gården står forhuset pudset og hvidmalet over en granitsokkel. Gårdsiden er i fire fag og er sammenbygget med sidehusene ved to skrå smigfag. De to midterste fag er portfag med et ældre rundbuet glasparti i stil med facadens overvindue, og herunder er en nyere dør af samme udformning som facadens dør. Over portåbningens to fag er øverst en grundmuret frontgavl. Vinduerne er ældre, firerammede, småtopsprossede og hvidmalede vinduer, dog med torammede vinduer på de øverste etager og i kælderen. I begge smigfag er der via et par trin nedgang til kælderetagen via traditionelt udførte, tofløjede og mørkegrønne døre med glaspartier. I taget er der to heltagskviste med traditionelt udførte, torammede vinduer. Tagfladerne over smigfagene er zinkklædte. Det østlige sidehus er grundmuret, pudset og hvidmalet, delvist over en granitsokkel. Det er fire etager højt og seks fag langt med en hvidmalet, profileret hovedgesims. Vinduerne er af samme type som forhusets gårdside. I det andet fra nord er der en grundmuret hejsekvist og dette fag er nyere, fladbuede vinduer samt en murblænding. I de to nordligste fag i stueetagen er to traditionelt udførte, tofløjede og mørkegrønne porte under kurvehanksstik. I det fjerde fag fra nord er en nyere, mørkegrøn dør et par trin nede med adgang til kælderen. Det vestlige sidehus er i tre fag, og står grundmuret i fire etager over en granitsokkel. Det er glatpudset og hvidmalet. Vinduerne er samme type som forhusets bagside. I det nordligste fag er en mørkegrøn, tofløjet dør med glaspartier, der giver adgang til kælderen et par trin nede. Begge sidehuse har tage med ensidige taghældninger og er hængt med røde tegl. Det østlige sidehus bærer en mindre skorsten. Dertil kommer et antal nyere tagvinduer. De to sidehuse favner et gårdrum belagt med chaussésten. Portrummet er belagt med fliser, har høje kvaderlignende beklædninger af væggene, og i loftet er kantstukkatur og et centralt listefelt med en roset. Midt på østvæggen er indgang til stueetagen, og mod vest er nærmest gården adgang til ejendommens opgang med hovedtrappen samt lejligheden i stuen til højre via traditionelt udførte fyldningsdøre, hvoraf døren til opgangen har et større glasparti. Hovedtrappen er en stort formet, ældre toløbstrappe fra opførelsen, herunder med afrundet durchsicht, vanger med fyldninger, et rigt ciseleret smedejernsgelænder, der bærer monogrammet HC og AC efter bygherren. Trappeopgangens vægge har brystningspaneler og ved loftet en kantstukkatur. I de besigtigede lejligheder på hovedetagerne er planløsningerne som udgangspunkt velbevarede, hvor den mest markante ændring er placeringen af køkkener i smigfagsstuerne med variation i placeringen af tilsvarende nyere toilet- og badeværelser. Dertil kommer forskellige moderniseringer i sidehusene. Grundlæggende består lejlighederne af én eller flere stuer eller værelser mod gaden, de gårdvendte smigfagsstuer samt forskellig placeringer af vådrum. Lejlighederne placeret østligst i ejendommen er de største og har adgang til en ældre, toløbet bagtrappe med enkle balustre og en profileret håndliste. I begge sidehusene er værelser, og i det østlige sidehus endvidere et toilet og badeværelse placeret bagerst. Der er bevarede skorstenskerner og gennemgående traditionelt udførte forsatsvinduer. Der er et stort antal ældre fyldingsdøre med tilsvarende gerichter og traditionelt udførte messinggreb. Den gennemgående gulvtype i lejlighederne er sildebensparket. Der er bevaret en ældre fuldpanelering af ydervægge i stuer og værelser til gaden samt en del rum med brystningspaneler og profilerede lister i vægfelter. På hovedetagerne er en gennemgående meget velbevaret stukkatur i form af kantlister og rosetter. Den indrettede tagetage har i den besigtigede lejlighed en moderniseret planløsning med delvist synlige tømmerkonstruktioner, nyere og traditionelt udførte døre, nyere gulve og overflader, og dernæst deler bagtrappen det bagerste rum fra den øvrige lejlighed. I spidsloftet er der indrettet depotrum, men ellers står spidsloftet med tømmerkonstruktion og understrøgne tegl.

Den miljømæssige værdi knytter sig til forhusets beliggenhed i Overgaden neden Vandet, hvor det udgør et integreret led i husrækkens blandede, ældre bebyggelse og er med til at fastholde det historiske og yderst stemningsfulde miljø langs Christianshavns Kanal, som er et særegent havnemiljø af høj klasse. Her udgør ejendommen et iøjnefaldende og helstøbt indslag, der i kraft af facadens klassiske udtryk og materialeholdning udgør et værdifuldt indslag i gadens arkitektur. Endelig knytter der sig miljømæssig værdi til den traditionelle bebyggelsesstruktur bestående af forhus med to sidehuse.

Den kulturhistoriske værdi ved ejendommen knytter sig i det ydre til det grundmurede anlæg i fire etager og med teglhængte tage med kviste, der til sammen udgør et repræsentativt eksempel på en stor københavnsk gårdbebyggelse fra den florissante handelsperiode i slutningen af 1700-tallet. Der knytter sig særlig kulturhistorisk værdi til forhusets meget helstøbte og elegant udformede facade med alle dele og detaljer, herunder den let fremhævede midtrisalit, der nederst er refendfuget, gesimserne, de glatte bånd mellem vinduerne samt sandstensindfatningen med slutsten og inskription omkring den centralt placerede portåbning, alle ældre to- og firerammede vinduer, overvinduet over porten samt de to tofløjede kælderindgange. Især hovedetagernes firerammede korspostvinduer med todelte underrammer af forskellig højde, alt efter placeringen i etagehierarkiet med vægt på stueetagen og især første sal, beletagen, er et bærende træk i tidens byggerier. Tilsammen udgør facaden således et fint og meget komplet stilkatalog over den herskabelige, men borgerlige arkitektur, der især karakteriserede Christianshavn med mange driftige handelshuse og dermed velstående købmænd og fabrikanter. Ankersmed Hans Caspersens Gård er et sådant klassisk eksempel på den eksklusive, men harmoniske, tidlige klassicisme i København, der stod på skuldrene af de kongelige og adelige byggerier med arkitekter som Jardin i spidsen. Nærheden til flåden og den øvrige søfart ved havnen gav rig mulighed for at tjene penge og bygge storladent, med sans for placeringen og bygherrens status. Forskellen mellem den yderst repræsentative facade og den mere nøgterne gårdside er fastholdt med gårdsidens mere prunkløse udformning med en enkel, profileret hovedgesims og den ensartede vinduessætning, hovedsageligt med de firerammede, småtopsprossede krydspostvinduer. I slutningen af 1700-tallet prioriterede man et mere ubrudt lysindfald i de repræsentative rum, hvor de mere funktionsorienterede rum til gården af økonomiske hensyn enten blev udstyret med ældre vinduer eller som her, ved de mere prisbillige, mindre ruder. De skrå smigfag er også typiske træk, der afspejlede behovet for at få lys ind i de gårdvendte hjørnerum. Hans Caspersens Gård er samlet set et typisk og velbevaret eksempel på den ældre periodes arkitektur med dens afbalancerede monumentalitet og sirlige linjeføringer i det ydre. I det indre afspejles endnu den ydre generøsitet og det helstøbte udtryk. Her knytter den kulturhistoriske værdi sig til forhusets velbevarede planløsninger på hovedetagerne, med de gadevendte stuer og værelser af forskellig udformning, alt efter etagehøjde. Beletagens lejligheder er de mest herskabelige, men gennemgående er der en rig udstyring og generelt en stor andel af ældre, hvis ikke oprindelige detaljer og overflader. Til disse hører alle ældre fyldingsdøre, hvoraf mange har indstukne hængsler og traditionelt udførte greb i stil med 1770'ernes formsprog mellem sen rokoko og tidlige klassicisme. Dertil kommer alle de fuldpanelerede ydervægge i stuer og værelser mod gaden og kanalen, der afspejler disse rums forrang på etagerne som repræsentative, modsat de mere funktionsbestemte rum mod gården i sidehusene. Tillige gælder det de mange bevarede brystningspaneler og lister omkring vægfelterne, der i flere af lejlighederne er meget helstøbte og repræsenterer en række forskellige paneltyper fra slutningen af 1700-tallet. Derudover kommer alle ældre stukkaturarbejder med profilerede kantlister og rosetter, hvoraf mange må stamme fra opførelsen. Der knytter sig særlig kulturhistorisk værdi til den yderst velbevarede hovedtrappe og trappeløbet med alle detaljer, herunder de afrundede vanger og durchsicht og det rigt ciselerede smedejernsgelænder, hvor også bygherrens initialer understreger stoltheden ved huset. Samtidig understreges trappens betydning som et særligt rum med dets offentlige, repræsentative og herskabelige udformning. Man skal imponeres ved ankomsten og ved passagen mellem etagerne som optakt til ankomsten i lejlighederne. Dernæst kommer den bevarede, og noget mere beskedne bagtrappe i det østlige sidehus, hvis udformning klart definerer den som sekundær, hvorfor den har et enkelt udtryk.

Den arkitektoniske værdi ved ejendommen knytter sig i det ydre først og fremmest til den elegante facade med et afbalanceret udtryk. Vertikalt gælder det den let fremspringende risalit, der er forankret visuelt ved underfacadens port og refendfugning samt ved den opdelende kordongesims. Dertil kommer den delikat disponerede etageløsning med vægt på beletagen og de øvre etagers underordning under det opskalkede heltag. Horisontalt er forhusets facade udformet med en lige så sikker hånd, herunder er der skabt balance i det lige antal fag til gaden ved at samle de midterste fag i en tættere vinduessætning i risalitten flankeret af de to bredere yderfag, et mønster, der benyttes med forskydning sig i anbringelsen af kviste i tagfladen. Gårdsidens arkitektoniske værdi knytter sig til den helstøbte og konsekvente udformning med ensartet vinduessætning, centralt placerede gavlkvist og smigfag, der tilsammen skaber en oplevelse af god sammenhæng i anlægget og afspejler at det er tænkt som en helhed. I det indre knytter den arkitektoniske kvalitet sig primært til det elegante og generøse trapperum med hovedtrappen, der repræsenterer en helstøbt og indbydende formidling af passagen mellem etagerne. Kombinationen af snedker- og smedearbejder er værdifuld og understøtter bygningens rige, men beherskede udtryk og materialevariation fra opførelsen. Den afbalancerede disponering af rumstørrelser og proportioneringen og anvendelsen af udsmykning i forhold til placering af det enkelte rum i ejendommen er tydeligst i forhuset. Samlet set giver oplevelsen af lejlighederne, trods den stedvise modernisering, en klart defineret og samlet oplevelse af husets indre, der står mål med det gennemførte og delikate eksteriør.

Læs videre om

• Hyskenstræde 14
• Obels Gård
• Slotsholmsgade 6

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen