Spiselig rørhat kan findes overalt i Hareskovene, men er især almindelig på den magre morbund. Med sit hvide kød og milde, nøddeagtige smag er spiselig rørhat en af vores mest eftertragtede spisesvampe. Man skal derfor være hurtig, hvis man vil nå at samle en kurvfuld, når svampen er fremme i august til oktober. Også den svenske konge Karl 14. Johan var meget begejstret for svampen, som ofte blot kaldes »karljohan«.
.

Hareskovene er et ca. 1.100 ha stort, mere eller mindre sammenhængende statsskovområde, der strækker sig fra Farum Sø og Jonstrup i nord og vest til Bagsværd Sø i øst. I Gladsaxe Kommune er skovområdet repræsenteret ved Aldershvile Skov og den østlige del af Store Hareskov.

Skovene er overvejende løvskove med bøg som den dominerende træart. Der er dog også en ganske stor andel af nåletræ, som især ligger i Vantelyng i Store Hareskov og i Østerhegn i Aldershvile Skov. Skovene er rige på småsøer og vandhuller, hvoraf Kobberdammene i nordøst er de største.

På skovenes muldbund vokser bl.a. hvid anemone, skovmærke og flitteraks, mens morbunden mange steder domineres af bølget bunke. Skovene er også gode svampelokaliteter med spisesvampe som spiselig rørhat, punktstokket indigorørhat, alm. kantarel og granmælkehat. Fuglelivet omfatter spurvehøg, musvåge, skovsneppe, stor flagspætte og sortspætte samt en række småfugle som kernebider, bogfinke, gransanger og gærdesmutte. Dertil kommer en stor bestand af rådyr samt både dværgflagermus og sydflagermus.

Store Hareskov indgik i enevoldskongernes parforcejagt, og skovvejene er derfor anlagt i stjerneform. De samles i to stjerner, hvoraf Femvejen ligger i den del af skoven, som når ind i Gladsaxe Kommune. I dag drives Hareskovene primært med henblik på rekreative værdier. Hele Aldershvile Skov er udlagt som hundeskov, og hvor parforcejagten i Store Hareskov for længst er ophørt, benyttes skovvejene i stedet til vandring, motionsløb og hundeluftning.

Den nordøstligste del af Aldershvile Skov med Kobberdammene indgår i fredningen af Bagsværd og Lyngby Søer fra 2013.

Videre læsning

Læs mere om Skove i Gladsaxe Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Skove