På bakkekammen i Harlev vest for Aarhus ligger kirke og den stråtækte præstegård af bindingsværk sammen, delvis omgivet af kirkediget. De bygningsfredede 1700-talslænger afspejler kaldets og præsternes datidige status. Selv efter en brand i 1983 udgør præstegården et anseeligt, sluttet og homogent anlæg omkring den store, pikstensbrolagte gårdsplads op mod kirkediget.
Fra 1546 til 1761 gik embedet i arv, og indtil sidst i 1900-tallet havde Harlev kun haft 15 præster, og kun én var forflyttet. Stuehusets 24 brede stolpefag med styrtrumskonstruktion og tætsiddende egetømmer blev bygget i 1732 af Jens Jensen Harlev, der var præst 1696‑1736, og hustru, Christine Sophie Gyberg. De genanvendte delvis materiale fra den præstegård, som provst Jens Lauridsen Harlev opførte i 1670, men som blev hærget under svenskekrigene. Provst Christian Johan Lodberg tilføjede de fritliggende og lidt lavere avlslænger i øst og vest, der bærer årstallet 1757. I 1799 blev stuehuset ombygget af Ole Flensborg, som lagde de gennemstukne loftsbjælker over remmen for at skabe en mere højloftet beboelse, der indtil i dag har bevaret sit fornemt gedigne udstyr. I 1854 blev beboelsen moderniseret af Lars Winsløw, og i 1906 blev et grundmuret korshus tilbygget mod haven.
