Jernbanegade i Haslev set i retning mod Haslev Station. Gaden er en af de førende for retningsgader i kommunens største by og strækker sig fra Haslev Kirke til området ved stationen. Med de nye eltog og den nye banestrækning over Køge kommer rejsetiden til København fra 2023 ned på under 40 min.
.
Jernbanegade i Haslev mellem den oprindelige landsby mod syd og stationen mod nord har været den centrale gade i byen, siden stationen kom til. På tidligere marker skød huse op på begge sider af gaden i slutningen af 1800-tallet, hvor der dengang som nu ofte var små butikker i stueetagen.
.

Haslev har en befolkning på 12.040 og et areal på 6,7 km2. Byen ligger i et bakket morænelandskab 30‑60 m.o.h. omgivet af småsøer og skove, heriblandt Haslev Orned nord for byen. Fra Haslev er der 60 km til København, 20 km mod nordøst til Køge og 20 km mod sydvest til Næstved. Der er ca. 5 km til Sydmotorvejen øst for byen.

Haslev blev kåret til Danmarks smukkeste stationsby i 2020 i en konkurrence, der blev afholdt af foreningen Historiske Huse. Byens vigtigste forretningsområde er Jernbanegade, Vestergade og Torvet. Mange af byens gamle skolebygninger har fået nye funktioner, som ofte relaterer til undervisning og uddannelse, bl.a. to idrætsefterskoler.

Stednavnets betydning

Stednavnet Haslev er nævnt første gang *1321‑23 (afskrift 1370‑80) i formerne Hasle og Haslæ. Ældste originalform er 1398 Haslæ, yngre former er fx 1475 Hasle og 1560 Hasløf. Matriklen 1664 har formen Hasle, mens matriklen 1688 har formen Harsløf. De ældste belæg viser, at navnet er identisk med substantivet gammeldansk hasli »hasselbevoksning«, og betydningen er da »stedet med hasselbuske«. Endelsen lev, der kendes fra andre stednavne, er her udtryk for en omtolkning, der kan spores tilbage til 1500‑tallet.

Mere om stednavne i kommune

Det centrale Haslev, 2021. Byens indkøbsstrøg er Jernbanegade, der strækker sig fra kirken til stationen, og tværgaderne Vestergade og Torvet. Rådhuset ligger i Frederiksgade. Biblioteket og borgerservice ligger også i Jernbanegade. På Højskolevej ligger Emmaus, der har turistinformation, hostel, kursuscenter og galleri i bygningerne fra Haslev udvidede Højskole. Naboen, tidligere Håndværkerhøjskolen, rummer nu EUC Sjælland, der igen er nabo til Midtsjællands Gymnasium. Uden for kortudsnittet ligger industriområdet langs Vestre Ringvej, der afgrænser byen mod vest.

.

Videre læsning

Læs mere om byer i Faxe Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Byer