Havdrup Station, Stationspladsen 3 (1869‑70 af Charles Abrahams) står i gule maskinsten og med skifertag og er den bedst bevarede landlige station på strækningen. Stilen er historicistisk, og en samtidig ejendom kaldet Ulvebørs har samme formsprog, blot er den opført i røde maskinsten. Anstrøget af schweizerstil er endnu mere fremherskende i ejendommene Hedebo, Hovedgaden 24 fra år 1900 og i sidefløjen til Hovedgaden 22A fra 1899, hvor hovedfløjen har karakter af palæstil. Over for stationen ligger det tidligere Havdrup Hotel fra 1928 i streng nyklassicisme, mens Hovedgaden 18 fra 1932 står i Bedre Byggeskik.

Den gamle landsbys traditionelle byggeskik, bindingsværk og stråtag, ses fx i det tidligere husmandssted Gammel Havdrup, Kirkegade 2A fra 1807. Den oprindelige Havdrup Skole på Skolevej (1903, udvidet i 1920) er et nærmest herregårdslignende anlæg i 13 fag med siderisalitter og midterparti med trekantfronton i nyklassicisme.

Videre læsning

Læs mere om Havdrup

Læs også om

Læs videre om

Se alle artikler om By- og landskabsarkitektur