FN har defineret 17 verdensmål, der udgør den overordnede dagsorden for bæredygtig udvikling frem mod 2030. Verdensmål 14 handler om livet i havet, og perioden 2021-30 er udnævnt til Havets Årti og dedikeret til havforskning, som kan fremme en bæredygtig udvikling.
Verdensmål 14 er opdelt i en række delmål og indikatorer, der sigter på at forbedre forholdene i havet frem mod 2030. Dette gælder fx reduktion af næringsstofbelastningen fra land, ligesom hav- og kystområder skal beskyttes og forvaltes bæredygtigt, fiskeriet reguleres og overfiskeri stoppes. Delmål 14.5 angiver, at inden 2020 skulle mindst 10 % af kyst- og havområder være beskyttet i overensstemmelse med national og international lovgivning. I Danmark er kun 4,8 % af havområderne beskyttet efter den internationale naturbeskyttelsesorganisations (IUCN’s) definition af såkaldte lukkede havområder. Danmark lever derfor ikke op til de internationale målsætninger.
Søfartsstyrelsen er ansvarlig for at udvikle Danmarks første havplan, der skal sætte rammerne for den fysiske planlægning til havs. Havplanen var til høring i efteråret 2021 og skal træde i kraft i 2022. Politisk ønsker man, at havet skal spille en afgørende rolle i den grønne omstilling, og havplanen er et led i Vækstplan for det Blå Danmark fra 2012. Kritikerne mener, at der i højere grad er fokus på udnyttelse frem for beskyttelse af naturen og dens økosystemer. Det er problematisk, fordi udnyttelsen af havets økosystemer og natur endnu ikke forvaltes bæredygtigt i overensstemmelse med flere af delmålene i verdensmål 14.
Det er vigtigt, at anvendelsen af havet sker på et bæredygtigt grundlag, og der er behov for beskyttede havområder. Man kan populært sige, at ligesom man på land har begrebet urørt skov, så har havet på tilsvarende vis brug for uberørte områder. Lukkede havområder bruges som et værktøj i forvaltningen til at beskytte og bevare sårbare naturtyper, særligt på havbunden. I forhold til på land kan det dog være sværere at opnå en positiv effekt, fordi fx fiskeæg og larver transporteres vidt omkring af havstrømmene. Der er derfor også brug for, at man skaber et netværk af tilstrækkelig mange lukkede havområder for at sikre biodiversiteten.
Udviklingen i observationsteknologi til at kortlægge og monitorere, hvad der sker under havoverfladen, foregår med stor hast i disse år. Forskerne bliver bedre til at observere de fysiske og biologiske processer i havet, og det kan hjælpe til bedre at forstå og beskytte havområderne i fremtiden.