Havnene og søfarten i Danmark

De danske havne har gennem tiden været vigtige for både kulturen og økonomien. De er placeret strategisk i forhold til de til enhver tid gældende handelsveje og er et vigtigt forbindelsesled til andre lande. Inden transporten blev overført til veje og jernbaner, var vandvejen den nemmeste måde at få transporteret varer rundt i landet på.

Hedeby, som i dag ligger i Tyskland, lå strategisk placeret i forhold til handel med Østersøen, mens Ribe ved Ribe Å, som blev grundlagt omkring år 700, har status af Danmarks ældste by. Den var ligesom Hedeby centralt placeret i den sydlige del af Jylland som handelsindgang til Europa. København var ligeledes oprindelig en havneplads, som med tiden udviklede sig til hovedstad.

Havnebyerne forandrer sig efter behov og handelsmønstre. I Københavns Havn og de fleste andre større havne er de maritime aktiviteter skiftet ud med boligbyggerier, mens nye havne skyder op. I forbindelse med bebyggelsen af de gamle havnearealer opstår der ofte en interessekonflikt, fordi de nye beboere ikke er glade for den støj og trafik, der er en naturlig del af en aktiv havn. Dette kan medvirke til at flytte aktiviteter som råstoflandinger til andre lokaliteter. Esbjerg er et eksempel på en fiskerihavn, der er overgået til at servicere offshorevirksomhederne i Nordsøen, mens Frederikshavn i 2010’erne udvidede sit areal for at kunne tilgodese øget søfartsaktivitet. I dag ligger de største fiskerihavne i Skagen, Hirtshals, Hanstholm, Thyborøn og Hvide Sande langs den jyske vestkyst. I 2018 stod de fem havne tilsammen for 80 % af værdien af de samlede danske landinger af fisk. Havnene har specialiseret sig i forskellige fiskearter og fiskerier.

Samtidig med at fiskeriet i 1800-tallet begyndte at udvikle sig og få større økonomisk betydning, blomstrede søhandelen, fordi også de danske landbrugsvarer kunne transporteres ad søvejen til andre steder i landet eller udskibes til eksport. Det førte til anlæggelsen af nye fiskerlejer og handelssteder, hvor der blev bygget pakhuse, toldsteder og udviklet helt nye bysamfund. Infrastrukturen på land fik først betydning med jernbanerne fra midten af 1800-tallet, men frem til da var varetransport ad søvejen den eneste realistiske mulighed.

Til transporten af de mange varer fandtes der forskellige fartøjer, hvor kvaser, fartøjer med vandfyldte lastrum, var vigtige for fisketransporten. Allerede i 1700-tallet omtales kvaser i fart mellem fx Bornholm og København. I 1900-tallet fik coastere, mindre motorfragtskibe, der sejlede i kystfart, stor betydning for transporten af varer til søs. De anvendtes i stor udstrækning til indenrigssejlads og til transporter i Nordsøen og Østersøen. Nu anvendes store containerskibe til langdistancetransport, hvor rederiet A.P. Møller-Mærsk spiller en vigtig rolle som verdens største containerrederi og ejer af nogle af verdens største skibe.

De danske søfolk spillede en vigtig rolle under verdenskrigene. Under 1. Verdenskrig, hvor Danmark var neutralt, risikerede søfolk alligevel at blive involveret i krigen. Det var farligt at sejle, men da der var gode penge at tjene, fortsatte både søfolk og rederier med at sejle. Det samme gjorde sig gældende under 2. Verdenskrig, hvor den danske handelsflåde blev delt i en hjemmeflåde, der sejlede i tyskkontrollerede farvande i Østersøen og Nordsøen, og en udeflåde med de søfolk, der ikke kunne eller ønskede at vende hjem pga. Besættelsen og derfor først kom tilbage efter krigens afslutning i 1945. Omkring 6.300 søfolk kom i tjeneste på allierede skibe, og ca. 1.900 danske søfolk omkom under krigen.

Historien om Det Østasiatiske Kompagni, ØK, begynder med stifteren H.N. Andersen, der var udlært skibsbygger fra Nakskov. Han tog hyre på skibe, der sejlede på verdenshavene, og kom til Thailand, hvor han fik opbygget et netværk, der omfattede det thailandske kongehus og udenrigsministerium. Andersen stiftede et firma i Bangkok i 1884, og i 1896 vendte han hjem til Danmark og stiftede ØK, der kom til at beskæftige sig med skibsfart, skibsbygning, eksport, råvareudvikling og produktion med fokus på Østasien. Med sit netværk fra Thailand i ryggen fik Andersen gode kontakter i både det danske og britiske kongehus, hos den russiske zar og den tyske kejser.

I 1920 var ØK Danmarks største virksomhed og næststørste rederi, med 20.000 ansatte i fem verdensdele og 27 skibe. ØK var frem til 1970’erne Skandinaviens største virksomhed, men blev i 1970’erne hårdt ramt af oliekrisen. ØK ophørte med at eksistere som selvstændig virksomhed i 2015.

Før i tiden medvirkede uregelmæssige og varierende landings- og kystforhold i Danmark til, at forlis og strandinger var almindelige. Det første fyrtårn i det daværende Danmark blev opført ved Falsterbo i Skåne i 1200-tallet. Frederik 2. indledte en mere organiseret opstilling af fyr på ruten gennem Kattegat fra Skagen til Falsterbo med fyr på Anholt og Kullen. I år 1800 var der omkring 11 fyr i Danmark, hvilket øgedes til ca. 100 i 1893 og til ca. 140 i 1939. Man har også brugt fyrskibe som afmærkninger til søs. Disse var skibe udrustet med et fyr, som blev opankret et fast sted. Danmark har haft i alt 25 fyrskibe i årene 1829‑1980.

Fra 1600-tallet anvendtes vippefyr, hvor der blev fyret i en jernkurv monteret på en vippearm, der kunne sænkes ved fyring og derefter hejses op; der blev først fyret med brænde, senere kul. Vippefyrene blev senere erstattet af murede fyr med et åbent kulbål på toppen. Endnu senere forbedrede man ved at anbringe bålet inde i en overdækket metalkonstruktion med ruder. Kulbålene blev senere afløst af lamper, og ved hjælp af spejle blev lyset forstærket og reflekteret. I 1842 blev Kronborg Fyr udstyret med en fresnellinse til forstærkning af lyset i fyret, en metode, der efterhånden blev udbredt, og som stadig anvendes.

Fyr er fortsat vigtige navigationshjælpemidler, der fungerer som backup, hvis de elektroniske signaler svigter. Der er i dag omkring 200 fyr i havene omkring Danmark. Dette tal dækker alt fra molefyr, installationsfyr, fyrpæle og havnefyr til fyrtårne. Danmark er som kyststat forpligtet til at holde listen over fyr opdateret og tilgængelig.

Det kræver investeringer i uddannelse og infrastruktur som havne og skibsværfter at opretholde en status som søfartsnation. I dag er søfarten en global forretning, og mange skibe sejler ikke længere under dansk flag, men er registreret under bekvemmelighedsflag i lande, hvor beskatningsreglerne er mere gunstige. Ligeledes er de store danske skibsværfter i bl.a. Helsingør, København, Nakskov og Lindø blevet nedlagt. Særligt i udkantsområderne i Danmark har nedlæggelsen af en stor lokal industri som et skibsværft haft stor indflydelse på lokalområdets beskæftigelse. Der bygges dog fortsat skibe i Danmark, og især i Nordjylland har denne industri i begyndelsen af 2000-tallet været i fokus og haft fremgang.

Danmark er fortsat en søfartsnation, og selv om man i slutningen af 1900-tallet og ind i 2000-tallet oplevede nedlæggelser inden for den traditionelle skibsindustri, så arbejder man i dag på at skabe nye muligheder og vækst inden for det maritime område, centreret omkring vækststrategien Det Blå Danmark. Her ser man på mulighederne for også i fremtiden at bevare Danmarks position som maritimt kraftcenter, bl.a. ved at have fokus på teknologi og uddannelse. I et klimaperspektiv er der også nye muligheder i en bred vifte af maritime erhverv som fiskeri, nedsættelse af drivhusgasudledninger fra skibe, der udgør næsten halvdelen af Danmarks udledning, og et øget fokus på Arktis, hvor den stigende smeltning af havisen i det centralarktiske ocean åbner helt nye perspektiver for sejlruter.

Læs mere om Danmarks samfund og befolkning

Læs videre om

• Havene i Danmark
• Havmiljøet i Danmark
• Færgefarten i Danmark

Læs også om

• Økonomi og erhverv i Danmark
• Økonomisk udvikling i Danmark
• Erhvervsudviklingen i Danmark
• Økonomiske udfordringer i Danmark

Se alle artikler om erhverv og arbejdsmarked