Hegnetslund Overførsterbolig ligger på Vordingborgvej 82 i Køge Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Hegnetslund blev opført i 1825 af arkitekt Hans Jørgen Koch som embedsbolig for den, på daværende tidspunkt, nyudnævnte overførster.

Beskrivelse

Hegnetslund ligger syd for Køge, omgivet af skov og med en større have mod øst. Hegnetslund er en grundmuret og gulkalket, én etage høj bygning med kælder, trukket gesims og halvvalmet, mørkt tegltag. Gårdsidens hoveddør er en højtsiddende, tofløjet fyldingsdør med slagliste, der nås af en naturstenstrappe med smedet gelænder. På havesiden findes en tre fag bred midtrisalit med fronton samt en trappe med smedet gelænder, der fører til en terrasse. I stueplan har midtrisalittens dør og vinduer rundbuede afslutninger, mens førstesalens åbninger har lave værn af drejede balustre. Frontonen er uudsmykket. Bygningens øvrige vinduer er korspostformede og småsprossede. Vinduer og døre er mestendels oprindelige og malet i en mørkegrøn nuance. I tagfladerne sidder to ældre kviste samt flere ældre og et nyere ovenlys. I rygningen sidder fire skorstenspiber med sokkel og krave. I det indre er Hegnetslund kendetegnet ved nyere overflader og en delvis nyere planløsning. Trappen med drejede balustre, den centralt placerede havestue og pejsestuen mod syd har bevaret flere oprindelige elementer, herunder ovn og loftsstukkatur. Flere steder ligger de oprindelige plankegulve under nyere linoleumsgulve.

Miljømæssig værdi

Hegnetslunds miljømæssige værdi knytter sig til den indsigtsbeskyttede beliggenhed omgivet af skov og med en østvendt have, som er domineret af store, solitære træer.

Kulturhistorisk værdi

Hegnetslunds kulturhistoriske værdi relaterer sig i det ydre til den tidstypiske, symmetriske og mådeholdne klassicisme, som ses i bygningens enkle former med midtrisalit, trekantfronton og halvvalmet tegltag. De klassicerende træk ses tillige i de akantusblade, der på gårdsiden pryder sålbænkenes konsoller samt i den tofløjede hoveddørs fyldinger og slagliste. Bygningens kulturhistoriske værdi relaterer sig desuden til de oprindelige vinduer og døre samt havesidens oprindelige smedejernsgelænder og trappe, foruden de fire oprindelige skorstene. I det indre relaterer den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den oprindelige planløsning i stueplan og kælder samt de bevarede, oprindelige bygningsdele, herunder plankegulve, ovne, balustre, døre og stukkatur.

Arkitektonisk værdi

Bygningens arkitektoniske værdi ligger i det ydre i den symmetriske bygningskrops enkle og formelle fremtræden, som dette ses i gårdsidens rene linjer, taktfaste vinduessætning og centralt placerede hoveddør. På havesiden dominerer midtrisalitten med stueplanets tre rundbuede åbninger og den brede naturstenstrappe, der åbner bygningen mod haven. Udtrykket er gennemgående mådeholdent og roligt, domineret af de horisontale linjer i sokkel, vinduesrækken og hovedgesimsen. I det indre ligger den arkitektoniske værdi især i den centralt placerede havestue, hvor loftsstukkaturen er identisk med de rundbuede overvinduers radierende opsprosning.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links