Hegnslund ligger på Strandvejen 859 i Lyngby-Taarbæk Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Bygningen blev opført 1914-15 som sommerbolig for forlagsdirektør Frederik Hegel (1880-1961) fra den Gyldendalske Boghandel. Hegel ejede huset frem til 1939. Af Hegels erindringer fra 1956 fremgår det, at der var et forstående samarbejde mellem bygherre og arkitekt, således som det var idealet ved villabyggeri. Både Hegel og Henning Hansen fremhæver i deres beskrivelser af huset træk, der ofte nævnes som karakteristiske for overgangsperioden mellem historicismen og funktionalismen: dels interessen for den traditionelle bygningskultur, dels egaliseringen af de forskellige bygningstyper. Og ved at se på huset fremgår et tredje karakteristisk træk, nemlig den fornyede interesse for den klassiske arkitekturs kompositionsprincipper. Hegel oplyser i erindringerne, at ideen om at lade huset knække to steder var Henning Hansens: "Tanken hermed var den, at huset derved mindre ville syne som en stor byggeklods, men straks virke som et ældre hus, der var sunket lidt sammen i taget". Hegel fandt selv, at "huset i Springforbi virkede nærmest som en stor ladebygning, men de små blyruder, de udvendige skodder, de gamle snavsede tagsten, der blev købt op i København fra gamle nedrevne huse, begroningen op ad huset, alt virkede sammen og forlenede huset med en charme og hygge, som var meget tiltalende. I arkitektkredse blev det efter sigende omtalt som det sidste "Lyriske" hus, der blev opført i Danmark."

Hegnslund er et tidligt og arkitekturhistorisk vigtigt eksempel på de nye formidealer og den ligestilling af de forskellige bygningstyper, der begyndte at blive udbredt blandt arkitekter fra omkring 1910. Hegnslund ligger i et område, der er omfattet af Springforbiplanen. Springforbiplanen fra 1930'erne, der tilskrives daværende statsminister Thorvald Stauning, er båret af ideen om dels at skabe en kyststrækning fri for bebyggelse mellem Tårbæk og Strandmøllen, dels at skabe en fri forbindelse mellem Eremitagesletten og Øresund. Virkeliggørelsen af planen har gennem årene medført, at mere end 20 bygninger er blevet nedrevet i takt med, at det har været muligt for staten at erhverve disse. Skov- og Naturstyrelsen har ved Jægersborg Statsskovdistrikt i samarbejde med de lokale myndigheder stået for denne virkeliggørelse gennem de seneste mange år.

Beskrivelse

Sommerboligen ligger mellem Strandvejen og jernbanen. Den toetagers bygning af bindingsværk står med mure beklædt med ru, tjærede brædder, en på to, og dækkes af et heltag med røde tegl. Forneden afsluttes brædderne af et vandbrædt. De hvidmalede trævinduer opdeles af blysprosser og i stueetagen hvidmalede skodder. På nordsiden danner vinduer og skodder et vandret bånd. Den rektangulære, forholdsvis langstrakte plan er svagt krummet mod syd. Her skaber to døre forbindelse mellem hallen og haven. Dørene er placeret i facadeflugten. Oprindelig var den foranliggende terrasse trukket ind i huset. Huset er opdelt i tre lige store dele. Mod øst fandtes oprindelig sove- og badeværelser, mod vest køkken, anretterværelse og spisestue. Bygningens centrale del udgøres af hall´en, der går gennem begge etager og husets fulde bredde. I Hall´ens vestvæg findes et muret ildsted af skurede, hvidtede flensborgsten. På første sal forbinder et galleri, der er åbent mod hall´en, husets østre og vestre del. Her findes værelser, der oprindelig var beregnet for henholdsvis gæster og tjenestefolk. Husets vægge er beklædt med to lag høvlede brædder, i hall og forstue dog ru brædder en på to. På hall´ens overvægge og felterne på bjælkeloftet findes dekorationer malet af Valdemar Andersen. Huset er udlejet til et firma til offentlige formål: Udstilling, salg, selskabslokaler o.l. med offentlig adgang. De væsentligste bygningsændringer er inddragelsen af en del af terrassen til hall´en og sammenlægningen af børne- og spisestuen. Det er målet at tilbageføre terrassen til den oprindelige form.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links