Hellebækgård ligger på Nordre Strandvej 129 i Helsingør Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Hovedbygningen blev opført af ejeren af Kronborg Geværfabrik, Stephen Hansen i 1747, som muligvis har lagt opgaven i hænderne på arkitekten, Philip de Lange, men det er dog ikke på nogen måde dokumenteret ad arkivalsk vej. Fra et prospekt fra 1753 kendes bygningens daværende udseende: en køn lille hovedbygning af landstedskarakter med en relativ kortstammet bygningskrop bestående af en lav kælder og et fuldt stokværk, hvorover hævede sig et højt, blødt svunget mansardtag med let udsvejfet knæk og en gavlkvist med trekantfronton. Øverst på tagryggen knejsede et festligt lille spir, som var udstyret med urværk og metalklokker, der kaldte værkets folk til arbejde. I trekantfrontonen mod gårdsiden var opsat en sten med rocailler omkring to skjolde, der bar bygherren og hans hustrus monogrammer. På have- og gårdside var en trappe af hugne sten. I stueetagen var dengang fem opholdsrum, foruden et køkken med spisekammer, mens der ovenpå var en stor sal og tre mindre værelser. Allerede på Stephen Hansens tid blev der bygget nogle grundmurede tilbygninger omkring gårdspladsen, som efter barokkens principper blev anlagt efter en symmetrisk ordnet plan. H.C. Schimmelmann, som overtog ejendommen i 1768, fjernede spiret og måske blev de to lave længer forlænget og forsynet med tværfløje i to etager, således som sydfløjen i dag er bevaret.

Schimmelmann lod det nu forsvundne Hellebæk Kapel indrette i den søndre pavillon ved indkørslen til gården i 1770. I Schimmelmanns ejerskab var Hellebækgaard rammen om et rigt kulturliv, hvor tidens kendte digtere, filosoffer og videnskabsmænd mødtes, bla. har Klopstock, Stolberg, Oehlenschläger og Heinrich Steffens, været gæster hos Schimmelmann. I juni 1906 udbrød en større brand på Hellebækgaard, hvor nordfløjen og den tilhørende tværfløj brændte. Efter anden verdenskrig blev Hellebækgaard, der fortsat var i den tyske Schimmelmann-families eje konfiskeret af den danske stat som krigsskadeerstatning. Staten solgte ejendommen i 1951 til Det Kongelige Opfostringshus og umiddelbart herefter blev bygningerne istandsat og indrettet til en kostskole for fattige børn, drevet af Københavns Kommune. Skolen blev indviet i 1953 under navnet Skorpeskolen og drevet indtil 2004. I 2000 gennemgik skolen en større ombygning, hvor blandt andet den store terrasse mod haven kom til. Ved samme lejlighed blev sydfløjens kviste og hele indretning sat gennemgribende i stand og kunstmaleren, Jeppe Eisner, dekorerede flere rum og trapperum. I august 2013 blev en privat grundskole, under navnet Skorpeskolen, etableret på stedet.

Beskrivelse

Hellebækgård ligger tæt på Kattegat, men højt hævet over stranden og Nordre Strandvej, som følger kystlinjen. Anlægget ligger i en park, som tidligere har været meget større, men som stadig har parkkarakter med en lille sø og høje træer. I parken ligger nyere bygninger af høj arkitektonisk kvalitet, som indgår i skoledriften. Hovedbygningen består af en rektangulær bygning i to etager med mansardtag, hvor der i begge gavle er koblet toetagers sidebygninger eller pavilloner på. Vinkelret på disse løber to sidefløje i én etage mod indkørslen i øst. Sidefløjene har tidligere dannet et langt gårdrum, som førte op til hovedbygningen, men den nordre sidefløj brændte i 1906 og er i dag kun bevaret for to fags vedkommende. Den bevarede sidefløj i syd afsluttes af en to etager høj, tværstillet bygning i to etager. Hovedfløjen er syv fag lang og to brede fag i dybden, med en let fremspringende gavlkvist over de tre midterste fag, både mod gård og mod have. Gavlkvisten er kronet af en trekantfronton. Bygningen har en kælderetage, en stueetage og en mansardetage og er opført i grundmur, der er pudset og hvidkalket med en let udkraget, sorttjæret sokkel. Under taget er en kraftig, profileret trægesims, og herover rejser taget med sortglaserede vingetegl sig med to skorstenspiber i blank mur med sokkel og udkragning i tagryggen. Der er to, små kviste med buet tag både mod gårdsiden og havesiden. Facaderne er opdelt af otte lisener, heraf de fire på det let fremspringende midterparti, midtrisalitten. Lisenernes kapitæler indgår i den vandrette gesims og forkrøpper ved risalittens hjørner. En sandstenstrappe på ni stigninger fører op til hovedindgangsdøren i midteraksen. Selve den tofløjede hoveddør er en beklædt dør med et riflet felt forneden, herefter et midterfelt med dynamisk svungne rocaille-slyng, mens øverste felt svinger op i en kraftig volut, som den næsten obligatoriske blomsterranke er slynget op over det er rokoko, når den er allermest livfuld og festlig. Vinduerne i hovedbygningen er firerammede med seks ruder i hver ramme også kvistene i taget har fire rammer med seks ruder.

På havesiden er opbygget en stor træterrasse hen over de tre midterste fag med en bred ligeløbstrappe ned til haven. Pavillonerne, der er tilbygget hovedbygningens gavle i begge ender, er to brede fag lange og to brede fag dybe, og fortsætter facadeflugten på gårdsiden, men er på havesiden rykket et helt fag tilbage fra hovedbygningens facade. Pavillonerne er meget enkle med en høj, sort sokkel, pudsede hvide vægge og to vinduer med brede murpartier imellem. Over en kraftig, udkraget trægesims er et helvalmet og ubrudt tag med sortglaserede tegl på begge pavilloner. Sidelængen mod syd er femten fag lang og rummer i fundamentet spor efter en betydeligt ældre bygning, ligesom længen mod haven (nordgavlen) har en ældre nedgang til kælderen. Sidefløjen har heltag med røde vingetegl og har otte kviste i tagfladerne, både mod gården og haven. Sidelængen mod nord, der som nævnt kun er bevaret i to fags længde, har også en meget høj, sortmalet sokkel terrænet falder kraftig mod havet her hvorover de pudsede, hvidkalkede mure står. Mod havet er en gavlkvist af sorttjæret bindingsværk på to fag med heltag. Den afkortede gavl har en halvvalm og et enkelt vindue på første sal og to havedøre i stuen, mens facaden mod gårdrummet har to vinduer og en kvist i tagfladen.

Hovedbygningens plan er på traditionel vis indrettet med en forstue, hvorfra der er direkte adgang ad en tofløjet dør til havestuen på tre fag, flankeret af kabinetter på to fag i hjørnerne. I forstuen er også bygningens oprindelige og meget fint udførte trætrappe, som har gelænderværk med tidens yndede båndslyng omkring en oval, som det kendes fra Prinsens Palæ, Amalienborg og talrige andre palæer fra 1700-tallets midte. Trappens mægler svinger sammen med udtrinet ud i en indbydende bevægelse. Løbet under trappen er beklædt med fyldingsfelter mage til vægpaneler og de tofløjede, indvendige døres fyldinger. Disse er alle dekoreret med tidens yndede, indadsvungne hjørner på spejlet, ligesom ramtræsprofilet er den i perioden næsten eneherskende fladstaf. Hoveddøren er endnu hængslet på sine oprindelige, indstukne hængsler. I overetagen i gavlkvisten er stuen gennemgående, således at der dannes en gennemlyst sal. Symmetrisk anbragte døre i denne sal fører ud til de to pavilloner, hvorfra der igen er adgang til trapper og døre ud til nord- og sydfløjene. Vinduerne er ligeledes for en stor del oprindelige med hulpost og med bevarede anverfere og stormkroge. Vinduesvæggene er fuldpanellerede med skodder i smigene alt oprindeligt. På førstesalen i den store midtersal er snedkerinteriøret dog fra Schimmelmanns tid, det vil sige slutningen af 1700-årene. Her buer hjørnerne på fyldingsspejlene udad. Både i stueetagen og på førstesalen er rummene udstyret med brystningspaneler og dørfløjene, som har to fyldinger og har indstukne hængsler, sidder indrammet af store, underskårne, senbarokke gerichter. Gulvene er hovedsagelig af nyere fyrreplanker. Lofterne er alle udstyret med svungne gesimser, der også vurderes at være oprindelige. Tagværket over hovedbygningen vurderes at være nyere, måske fra 1800-årenes slutning. I flere af stuerne er der ovale ovnnicher, kantet af profileret stuk. Heri står pragtfulde vind- og etageovne fra 1700-årene med rige dekorationer.I kælderen, som formentlig i sin tid har været køkkenregionen og også fungerer således i dag, er der støbte gulve, pudsede vægge og lofter. Vinduerne her er gennemgående af nyere dato og dørene er for en stor del ligeså. Fra køkkenet i kælderen fører en madelevator op til spisesalen i tagetagen. I den korte nordre sidefløj er et traditionelt rumudstyr, men dog næppe ældre en fra slutningen af 1800-årene. Den søndre sidefløj er helt nyindrettet i år 2000 til en lang række værelser med ganske nye gipsoverflader, vinylgulve, nye døre og vinduer. En del rum og trapperne, som også er nye, er dekoreret af kunstmaleren Jeppe Eisner.

Miljømæssig værdi

Hellebækgård ligger højt med sin hvidkalkede bygningskrop og sorte, blanke tag og viser sammen med fløjene, der går ud fra bygningen, at der er tale om en særlig bygning, en hovedgård. Bygningen indgår i det tidlige industrimiljø, som hele Hellebæk-egnen er påvirket af. Allerede kort før 1600 blev Hammermøllen grundlagt af Christian IV og møllen udnyttede et system af søer, damme, sluser og kanaler, som var blevet etableret i 1500-tallet. Christian IV's hammermølle producerede blandt andet jerngitre, søm, nagler og våben. Til anlægget hørte også en kobbermølle og et kanonstøberi. I 1688 blev det besluttet at anlægge en geværfabrik, og våben blev derefter hovedproduktionen. Efter regimentskvartermester Stephan Hansens overtagelse i 1743 fik fabrikken sin storhedstid. I 1765 opførtes den nuværende hammermølle. Tre år efter overtog grev H.C. Schimmelmann fabrikken. Kronborg Geværfabrik, som anlægget hed fra 1778, var i drift frem til 1870. Til fabrikken hørte en række bolig- og værkstedbygninger samt den fornemme hovedbygning, Hellebækgård.Dermed indgår bygningsanlægget i det tidlige industrimiljø i Hellebæk, som er yderst velbevaret med produktionsbygninger, boliger og vandsystem. Hellebæk er med sin nærmest bymæssige karakter formet af industrien. Vandsystemet er et vidnesbyrd om udnyttelse af vandkraften fra 1500-tallet og frem.

Kulturhistorisk værdi

Hellebækgårds kulturhistoriske værdi ligger i flere lag, fordi bygningens fremtoning fortæller om den uhyre velhavende fabriksejer og bygherre, Stephen Hansen og den herskende klasse i 1700-tallets midte. Bygningen ligger for sig selv og højere end det industrianlæg, som bidrog til ejerens velstand. Indretningen og rumudstyret fortæller om overklassens rigdom og smag i den periode. Men samtidig giver bygningens nyere historie, som skole og hjem for Det Kongelige Opfostringshus et ekstra kulturhistorisk lag. Her fortæller sidefløjene om kostskolelivet og den store sal i kvisten om fælles spisning, ligesom storkøkken og vaskerum i kælderen er en del af stedets kulturhistorie. De omkringliggende bygninger, som er nyere, men af stor arkitektonisk kvalitet, understøtter fortællingen om ejendommens tid som uddannelsessted, og det er en fortælling, som ser ud til at fortsætte med den nydannede skole på stedet.

Arkitektonisk værdi

Bygningen er tilskrevet Philip de Lange og har en let, elegant og harmonisk bygningskrop, der afsluttes af et relativt højt tag, men gjort lettere med den knækkede mansardetage. Facadens diskrete lisenopdeling og hovedtrappens fornemme optakt til den festligt dekorerede hoveddør rummer de egenskaber, som kendetegner senbarokken. Pavillonerne, som måske er kommet til kort efter opførelsen og som er ganske prunkløse, men meget velproportionerede, holder sammen på kompositionen. De lange fløje, som tidligere har indrammet opkørslen til anlægget har understreget og gør det til dels stadig afstanden til den fjerne, lidt ophøjede bolig for ejeren. Hovedbygningen er opbygget over et proportionssystem, der kan underdeles i alen og derved opstår nok også den harmoni og let opfattelige klarhed, der karakteriserer bygningen. Bygningen er symmetrisk, men mansardens kække opskalkning giver bygningen liv. Den arkitektoniske værdi knytter sig også til, at Hellebækgård med stor sandsynlighed er projekteret og opført af arkitekten, Philip de Lange, (ca. 1705-1766), som antagelig var født ved Strasbourg og uddannet som murer i Holland. Philip de Lange kom til København i 1729, året efter bybranden, og oparbejdede hurtigt en betydelig virksomhed som arkitekt, entreprenør og murermester. I Danmark skabte han et stort antal bygningsværker af vidt forskellig karakter: civile og militære monumentalbygninger, palæer og borgerhuse, herregårde, landsteder, pakhuse, fabriksbygninger, havneanlæg med mere. Philip de Langes tidligste arbejder er præget af hollandsk barok, men han viser senere evne til at omstille sig efter nye arkitekturstrømninger, særlig inden for senbarokkens formsprog: her hører Hellebækgård hjemme. I Philip de Langes sidste år skabte han fine, enkle bygninger i en klassicerende rokokostil.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links