Hellerup, Havndrup

Kirkens arkitektur i højmiddelalderlig stil vidner om, at den første herregårds hovedbygning på stedet sandsynligvis har været fra samme tid, hvor den har haft borgkarakter og ligget på en borgbanke omgivet af voldgrave. Forskellige kilder peger på, at voldstedet oprindeligt var rundt. Langt senere – i midten af 1600-tallet – nævnes, at en daværende bindingsværksbygning blev revet ned og i stedet blev den nuværende østfløj opført af den sachsiske adelsmand Johan Christoph von Kørbitz og Christina von Lützow. Bygningen var grundmuret og i to stokværk med heltag og et trappetårn midt på vestsiden. Hertil blev tillige opført en bindingsværksfløj. I 1678 lod Kørbitz kirken ombygge. I 1804, da Lucie Charlotte Juul indrettede enkesæde på Hellerup, gennemgik hovedbygningen en større ombygning. Tårnet og bindingsværksfløjen blev fjernet, og i stedet blev nordfløjen opført. Gavlene blev tillige ændret, tinder blev fjernet og taget blev derefter halvvalmet. Begge fløje blev nu pudsede og gulkalkede. I 1863 sørgede Ove Sehestedt Juul for en restaurering af hovedbygningen.

Hellerups tofløjede hovedbygning ligger i det åbne landskab i tæt forbindelse med Hellerup kirke og kirkegård. Hovedbygningen, der ligger på et fortidsmindefredet voldsted, omkranses af et parklignende anlæg med store, træer og en vandfyldt voldgrav. To broer fører over voldgraven, hvoraf den vestre er en ældre stensat bro. Hovedbygningens to fløje, en nordfløj og en østfløj, er sammenbygget i en vinkel, og begge længer er grundmurede og opført i to etager over en høj kælder. Over en sokkel delvist af kampesten og tilhuggede granitblokke er murene pudsede og hvidkalkede samt prydet med liljeformede murankre og en enkel hovedgesims. Hovedbygningen afsluttes af et halvvalmet, rødt, teglhængt tag, og hver fløj har i rygningen to hvide skorstenspiber med sokkel og krave. Østfløjen har mod gårdspladsen en bred, tosidet fritrappe med smedejernsværn, der fører op til hoveddøren, som udgøres af en ældre, tofløjet fyldingsdør. De øvrige døre findes i nordfløjen og giver adgang til den høje kælder, herunder en ældre, tofløjet fyldingsdør mod gårdspladsen og en nyere, tofløjet havedør med ruder i den øverste del mod voldgraven. Vinduerne i de to fløje udgøres af ældre korspostvinduer med murede sålbænke samt torammede kældervinduer. Alle vinduer og døre er malet lysegrå. Indvendigt er en ældre grundplan delvist bevaret. I østfløjen ligger en bred gang mod gårdspladsen i forbindelse med en centralt placeret ældre trappe, og mod haven ligger de repræsentative stuer på hver side af trappen. I sydgavlen er der på begge etager store, gennemgående stuer. I nordfløjen ligger fordelingsgangen mod haven, mens der er værelser mod gårdspladsen. I kælderen findes et nyere køkken med et ældre ildsted under nordfløjen, og en lang række opbevaringsrum under østfløjen. Tagetagen fremstår uudnyttet med nyt fast undertag af brædder og pap. Overfladerne i hovedbygningen er generelt ældre og traditionelt udførte, herunder bræddegulve eller mønsterlagt parketgulve i stuerne, mens kælderen har stengulve, hvoraf flere er af ældre ølandssten. Alle vægge er pudsede ligesom lofterne, der mange steder har stukkanter og hulkehl. Overalt findes ældre bevarede bygningsdele i form af fyldingsdøre med gerichter og greb, vindovne i støbejern eller kakkelovne samt hel-, brystnings- og lysningspaneler. Alle vinduer har enkle forsatsruder.

Hellerups miljømæssige værdi knytter sig til det samlede herregårdsanlæg med en hovedbygning, der ligger solitært i det flade landskab på et voldsted med delvist vandfyldte grave omkring. Hertil kommer den tætte sammenhæng med kirken. På Sjælland og i Jylland har det været mere almindeligt at anlægge en herregård i tæt forbindelse med en kirke, men på Fyn er Hellerup og Sandagergård de eneste anlæg af denne type. Kirkens tilstedeværelse vidner tillige om, at der tidligere har været en mindre landsby i forbindelse med herregården. Endvidere knytter den miljømæssige værdi sig til den ældre, stensatte bro, da denne sammen med voldgravene og den omkringliggende park sørger for at opretholde et historisk betinget og idyllisk miljø, der ophøjer hovedbygningen.

Hellerups kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningsvolumenets fremtræden med stilmæssige træk fra flere tider, som dermed afspejler bygningens udvikling gennem årene. At østfløjen stammer fra midten af 1600-tallet og derved er den ældste fløj afspejles ved den stringente, lidt tunge og solide bygningskrop med vinduer placeret relativt langt fra hinanden. Endvidere kan det aflæses i den høje kælder, den kraftige sokkel og det stejle tag. Hovedbygningens ombygninger i 1800-tallet kan aflæses af de glatpudsede og kalkede mure, samt af vinduernes udførelse som klassicistiske korspostvinduer, der er kendetegnet ved en opdeling med en spinkel sprosse i de nedre rammer. De forskellige lag og stilperioder genfindes endvidere i det indre, hvor de mange ældre overflader er bevaret, herunder brede plankegulve og pudsede vægge samt bygningsdetaljer som udskårne fyldingspaneler og døre. Enkelte detaljer og overflader stammer tilbage fra 1600-tallet som eksempelvis ølandsstenene i kælderen. De brede enfløjede fyldingsdøre med bukkehornsbeslag og låsekasser samt rundbuede lodposter var en udformning man dyrkede i barokken i 1700-tallet. Hertil kommer stuernes tofløjede fyldingsdøre og kannelerede paneler, der i højere grad er stilmæssige træk, som kan tilskrives klassicismen, og dermed afspejler den store ombygning i begyndelsen af 1800-tallet. Dertil kommer den kulturhistoriske værdi, som træder frem i den velbevarede grundplan, idet denne afspejler den tidligere opdeling mellem herskabet og tjenestefolkene. Dette ses især ved hovedtrappen og de repræsentative stuer med rige dekorationer i østfløjen, der hermed fremstår som den mest herskabelige fløj. I kontrast hertil er nordfløjens mindre dekorerede rum, den enkle bitrappe og køkkenet i kælderen, der fremstår unikt og autentisk med det bevarede store ildsted, enkle revledøre og slidstærke stengulve. Den enkle materialeholdning i kælderen og på loftet er med til at understrege, at disse etager var sekundære.

Hellerup har et enkelt arkitektonisk formsprog, hvor de sammenbyggede fløje fremtræder velproportionerede og afstemte med en enkel materialeholdning, der betyder, at hovedbygningen fremstår formel og homogen. Vinduernes taktfaste placering underbygger hovedbygningens rolige udtryk. At både vinduer og døre er gråmalede sørger for en let kontrastvirkning i forhold til de hvidkalkede mure. Hertil kommer det stejle tag med de delvist ubrudte tagflader, der på enkel vis afslutter bygningsvolumenet.Den arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til de mange bevarede bygningsdetaljer, der skaber en naturlig sammenhæng i hvert enkelt rum og samtidig sørger for at opretholde en gennemgående linje i hele bygningen. Brystningspaneler med enkle fyldinger tildeler rummene en horisontal deling, der giver en lethed, hvilket underbygges af de smalle, tofløjede, klassicistiske døre. De rundbuede og vertikale ovnnicher i næsten hvert rum fremstår markante og udgør ofte rummets centrale punkt, hvorigennem rummets komposition spejles. Hertil kommer lofternes hulkehlsstuk, der sørger for en effektfuld skyggevirkning og en elegant overgang fra vægge til loft.

Læs videre om

• Grønnegade 32, Faaborg
• Rynkebygård, Ringe
• Søllinge Præstegård, Bøjden

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen