Plan af Kronborg Fæstning opmaalt i Aaret 1817 af Emil Schlegel
Plan af Kronborg Fæstning opmaalt i Aaret 1817 af Emil Schlegel
Af .

Murmaleri på gavl i Sct. Anna Gade 4A. Maleriet er udført i 2012 af de to italienske kunstnere Lara Atzori og Piercarlo Carella. Det viser handelslivet og Kronborg højt hævet over byen. Øresunds Toldkammer med sit irgrønne tag har også en fremtrædende plads. Toldkammeret blev opført i 1740‑42 og revet ned i 1859. På den svenske side anes Kärnan, der spillede en vigtig rolle i inddrivelsen af sundtolden.

.
Kobberstik af Hans Knieper fra ca. 1582 af Helsingør. Yderst th. ses Kronborg på pynten helt ud til Øresund. Umiddelbart tv. herfor ligger den gamle toldbod, hvor passerende skibe skulle erlægge told.
.
Figur. Befolkningsudviklingen i Helsingør inklusive Espergærde og Snekkersten 1787‑2017.
.
Helsingør Værft var i knap 100 år en markant virksomhed i Helsingør. Her ses værftet i 1983 med skibsbygningshaller, kraner, byggebeddinger og tørdok.
.

Helsingør er opstået på det sted, hvor overfarten mellem Sjælland og Skåne er kortest. Byen omtales i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Helsingør var omkranset af skov og havde derfor intet nævneværdigt opland, men der var gode muligheder for fiskeri og søfart, og især sildefiskeri var en vigtig næringsvej.

I begyndelsen af 1420’erne påbegyndte kong Erik af Pommern byggeriet af en ny borg, der fik navnet Krogen eller Ørekrog (forgængeren for Kronborg). I 1426 fik Helsingør købstadsprivilegier, der blev bekræftet og udvidet i hhv. 1441 og 1456. 1426-privilegierne er de ældst kendte og måske byens første overhovedet. I 1429 indførte Erik af Pommern Øresundstolden, og Krogen var den magtfaktor, der sikrede, at det nye toldkrav blev taget seriøst.

Krogen og Øresundstolden bragte folk til byen – militærfolk og håndværkere, der arbejdede på borgen, og sø- og handelsfolk fra de mange toldbelagte skibe. Det skabte fremgang i Helsingør, og kort efter indførelsen af tolden omlagde Erik af Pommern byen. Det er arkæologisk påvist, hvorledes området først blev ryddet for krat og planeret med sand. På grundlag af indtægter fra sundtold og købstadsprivilegier oplevede byen en kraftig opblomstring. Det kvadratiske gadenet omkring hovedstrøget Stengade såvel som bebyggelsesmønsteret med gavlhuse, hvis baghuse strækker sig langt ind på matriklerne, viser, at de nordtyske og nederlandske købstæder var byplanlæggernes forbilleder.

Erik af Pommern sikrede gennem gaver af jordegods, at der kunne oprettes tre klostre i Helsingør, nemlig et gråbrødrekloster, et sortebrødrekloster og et karmeliterkloster.

De arkæologiske fund i byen og oplandet afspejler Helsingørs kosmopolitiske status; bl.a. viser makrofossilanalyser af indholdet i latriner fundet ved Kulturværftet, at borgerne havde adgang til eksotiske planter, heriblandt figner, samt flere fremmede fiskearter. Spor efter senmiddelalderens håndværk optræder flere steder i byen, bl.a. i Sudergade, hvor der er fundet velbevaret læder- og træaffald fra skomagernes virksomhed. Keramikfund afspejler en kraftig nederlandsk kulturpåvirkning af byens borgere i 1500-tallet. På den tid havde udlændingene slået sig ned i området mellem Sophie Brahes Gade og Kronborgs volde i nutidens havneområde. Kvarteret udviklede sig efterhånden til Helsingørs nederlandske bydel.

I 1523 blev Helsingør angrebet og ødelagt af lübeckerne, der var i forbund med Sverige mod Danmark.

Frederik 2. lod 1574‑85 borgen Krogen delvis nedrive og opførte i stedet det meget større Kronborg. Det bragte arbejdskraft til byen, og senere fik slottet en stor militær besætning. Både Frederik 2. og Christian 4. boede ofte på Kronborg, og det betød perioder med fremgang for Helsingør. På Christian 4.s tid var den nederlandske bydel den mest velhavende del af byen, beboet af både rige købmænd, håndværkere og lavere sociale lag.

Under den anden Karl Gustav-krig blev Kronborg i 1658 bombarderet og indtaget af de svenske tropper. Den nederlandske bydel blev ødelagt og blev aldrig genopbygget. Svenskerne besatte Helsingør og forlod først købstaden efter fredsslutningen i 1660.

Pesten hærgede Helsingør mange gange fra 1500- til 1700-tallet, og ofte kom sygdommen til Danmark via den travle havneby, der pga. Øresundstolden fik mange udenlandske besøg. 1710‑11 fik Danmark og Helsingør for sidste gang besøg af pesten; omkring 40 % af byens indbyggere døde i løbet af få måneder.

Det meste af 1700-tallet var en nedgangstid for byen, der gik fra at være rigets største provinsby i 1600-tallet til at ende på en fjerdeplads omkring 1770. Først i de sidste tre årtier af 1700-tallet fik Helsingør igen gang i søfart og handel, og befolkningstallet begyndte at stige. I 1790 blev kongevejen mellem Helsingør og København færdig, hvilket skabte bedre adgangsforhold til byen, og i 1801 måtte Helsingør og Aalborg dele pladsen som rigets andenstørste provinsby næst efter Odense. Efter krigsudbruddet med England i 1807 blev byens næringsliv dog hårdt ramt, fordi den internationale trafik gennem Øresund svandt ind. I 1820’erne blev Helsingør Havn udvidet, og byens næringsliv fik fremgang i 1830’erne.

I 1857 blev Øresundstolden ophævet, hvilket fik alvorlige konsekvenser for Helsingørs næringsliv. Når skibene ikke længere skulle betale told, lagde de ikke til ved byen. Tidligere havde sejlskibene kastet anker ved Helsingør for at afvente gunstig vind, men overgangen til dampskibsfart betød, at byen også gik glip af den økonomiske gevinst ved disse ophold.

Helsingørs negative udvikling vendte dog med udbygningen af adgangsvejene til byen. Både Nordbanen fra 1864 og Kystbanen fra 1897 havde direkte og hurtig forbindelse til København, og i 1906 åbnede den private jernbane Hornbækbanen, der i 1916 blev forlænget til Gilleleje. Samtidig blev vejnettet udbygget, og i 1891, hvor jernbanestationen blev flyttet til Helsingør Havn, blev der samtidig anlagt et dampfærgeleje med forbindelse til Helsingborg. Tiltagene gav bl.a. grobund for en blomstrende turisme i Nordsjælland, hvilket gavnede Helsingør.

Den industrielle udvikling begyndte for alvor i Helsingør i midten af 1800-tallet, da der blev etableret bryggeri, C. Wiibroes Bryggeri A/S (grundlagt 1840), jernstøberi og maskinfabrik. Den største virksomhed var M.C. Holms Helsingør Jernskibs-og Maskinbyggeri, der blev oprettet i 1882. Den beskæftigede i 1890 ca. 1.000 arbejdere. I 1892 grundlagdes fiskenetfabrikken Danmark A/S.

I perioden 1920‑70 skete der en voldsom befolknings- og bebyggelsestilvækst i Helsingør og omegn. I 1921 boede der 17.099 indbyggere i byen, inklusive villabebyggelserne i Espergærde og Snekkersten. I 1945 var tallet steget til 22.999 indbyggere. Byens areal blev i disse år udvidet kraftigt, hvilket fortsatte i de følgende årtier. I 1970 boede der således 42.425 indbyggere i Helsingør inklusive forstæder, dvs. at der var sket mere end en fordobling på 50 år.

Som en følge af den stigende turisme i Nordsjælland blev der bygget mange nye sommerhuse i området. Omkring 1950 fandtes der desuden 73 hotel- og restaurationsvirksomheder med ca. 700 beskæftigede. Endvidere var et stigende antal indbyggere pendlere til København og Helsingborg. Helsingør Skibsværft og Maskinbyggeri var fortsat byens største virksomhed.

Byens indbyggertal fortsatte med at stige fra 42.425 indbyggere i 1970 til 44.068 i 1981 (inklusive forstæder, Espergærde og Snekkersten). Herefter faldt det til 43.307 i 1990, hvilket skyldtes, at skibsværftet lukkede i 1983.

I 1990’erne begyndte indbyggertallet imidlertid igen at stige. I år 2000 boede der 45.450 indbyggere. I 2006 var indbyggertallet i Helsingør med forstæder stort set uændret (i alt 46.475). Antallet af arbejdspladser var faldet, og byen blev i højere grad en pendlingsforstad til Københavnsområdet.

Videre læsning

Læs mere om Helsingør

Læs videre om

Se alle artikler om Byhistorie

Eksterne links