Herredsvej 281, Fejø ligger på Herredsvej 281, Fejø i Lolland Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Beskrivelse

Herredsvej 281 ligger centralt i Østerby på Fejø, på hjørnet af hovedvejen Herredsvej og sidevejen Brigetvej. Huset er opført som skole med lærerlejlighed i den vestlige ende, skolestue i midten og lo i den østlige ende. I dag er hele huset indrettet til beboelse. Herredsvej 281 er opført i sort opstolpet bindingsværk med hvidkalkede tavl. Bygningen er tækket med strå, mønningen har kragetræer og bærer to skorstene med sokkel og gesims af røde mursten. Alle vinduer og ældre døre er malet grønblå. Huset har både ældre vinduer med forsatsruder og nyere koblede vinduer. I det indre er planløsningen præget af et langsgående hovedskillerum med stuer og ældre hoveddør på sydsiden og køkken samt birum i husets nordside. Loftet fremstår uudnyttet og bruges til opbevaring.

Miljømæssig værdi

De miljømæssige værdier ved Herredsvej 281 er knyttet til husets centrale beliggenhed i Østerby på hjørnet af Herredsvej og Brigetvej. Da huset ligger på et hjørne med en ret åben have, springer det med sit karakteristiske bindingsværk frem som et pejlemærke i Østerbys husrække.

Kulturhistorisk værdi

De kulturhistoriske værdier ved Herredsvej 281 knytter sig til husets traditionelle konstruktion i bindingsværk med hvidkalkede tavl, hvor bjælkerne er kæmmet på tagremmen.

Arkitektonisk værdi

De arkitektoniske værdier knytter sig til i det ydre til husets bindingsværk med hvidkalkede tavl og stråtækt tag, halmmønning, kragetræer og de symmetrisk placerede skorstene. I det indre knytter de bærende fredningsværdier sig til planen med hovedskillerummet, der opdeler huset i stuer mod sydsiden (gaden) og mindre rum mod nordsiden. Endvidere ligger der en vigtig arkitektonisk værdi i de gamle fyldingsdøre, bukkehornshængler, dørgreb, låsekasser, gerichter, fodpaneler samt de fritliggende bjælker.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links