Voldstederne i Syddjurs Kommune er især koncentreret i det kuperede morænelandskab i sognene, der har adgang til Kalø og Ebeltoft Vige, samt i lavlandet ved Kolindsund. Det frodige landskab er endvidere ramme om mange herregårdsanlæg, hvoraf flere er fra renæssancen.
Rosenholm. Af Tao Lytzen/Trap Danmark, 2017.
Begrænset anvendelse
Herregårde og voldsteder i Syddjurs Kommune
Kort over herregårde og voldsteder i Syddjurs Kommune
Herregården Skaføgård ved Mørke bliver første gang nævnt i 1492 som ejet af den danske adelsslægt Rosenkrantz, der pga. dårlig økonomi måtte afhænde den i 1647. Gården skiftede hyppigt ejer derefter og var i 1852 noget forsømt, da den blev købt af den senere konseilspræsident og godsejer J.B.S. Estrup, der gjorde gården til et mønsterbrug. Gården er stadig ejet af samme familie. Afbildning af Skaføgård fra F. Richardts Prospecter af danske Herregaarde fra 1861.
Lyngsbæk Hovedgård følger en stram symmetrisk komposition med hovedbygningen mod syd og ladegården i bindingsværk mod nord. Ladegårdens kraftige bindingsværk er sorttjæret og med store, tunge stråtækte tage. Lyngsbæk Hovedgård var ladegård under Kalø Gods frem til 1660’erne.
Middelalder
Voldstedernes beliggenhed knytter sig fortrinsvis til deres adelige ejeres godsdrift, dvs. adgang til såvel græsnings- som dyrkningsarealer, dog afspejler deres eksakte placering i mange tilfælde ejerens behov for sikkerhed og kontrol. Imidlertid er kun et fåtal af voldstederne blevet arkæologisk undersøgt. Et af disse er Boeslum, der ligger ca. 2,5 km øst for Ebeltoft.
Militærstrategiske hensyn synes kun at have spillet en afgørende rolle for placeringen af de fredløses borge på Hjelm og kong Erik Menveds tvangsborg, Kalø Slot.
Hovedparten af kommunens voldsteder ligger i dag frit i landskabet uden umiddelbar tilknytning til en stående herregård. Her skal navnlig Rane Ladegård ved Elsegårde Strand fremhæves. Fem voldsteder indgår i stående herregårdes haveanlæg, heriblandt Bjørnholm (det nuværende Høegholm) og Møllerup, der begge var i Marsk Stigs besiddelse, da han blev dømt fredløs i 1286.
Renæssance
Adelsmanden Jørgen Rosenkrantz anlagde to nye herregårde: Rosenholm og Skaføgård. Førstnævnte ejes i dag af Rosenholm Fonden, hvor medlemmer af Rosenkrantz-slægten sidder i bestyrelsen.
Skaføgård opførtes i perioden 1579‑82 i tre fløje med et porthus fra ca. år 1600. Skaføgård blev i 1852 købt af konseilspræsident J.B.S. Scavenius Estrup, og herregården er stadig i slægtens eje.
Både Rosenholm og Skaføgård er præget af renæssancens formsprog med facader og gavle, der er delt med vandrette profillister, mønstermuringer og store vinduer med fladrundbuede indfatninger. Også interiørerne har bevaret detaljer fra renæssancen, bl.a. Skaføgårdskabet udskåret af Mikkel van Groningen for Jørgen Rosenkrantz.
Rugårds hovedfløj opførtes omkring 1590 som et toetages enkelthus med ottekantede hjørnetårne, der som noget nyt var placeret på ankomstfacaden, der oprindelig havde gennemkørselsport.
Gammel Ryomgård er et senrenæssanceanlæg, hvis hovedbygning fra 1643 er stærkt ombygget 1768‑70. Bevaret er en stor lade fra 1637 med stråtag og en stald fra 1635 med kamtakker.
Klassicisme
På det smukke anlæg Lyngsbæk Hovedgård, der er tilskrevet arkitekten Anders Kruuse, opførtes først ladegården i 1776. De tre stråtækte bindingsværkslænger åbner sig mod hovedbygningen, der blev opført i 1784. Midterfløjen er i to etager, sidefløjene i en etage, alt med enkle, glatte mure og ubrudte, afsluttende gesimslinjer. Hovedhuset har pilastre og trekantfronton, havesiden har refendfugning over midtfagene.
Kvelstrups hovedbygning, oprindelig med sidefløje, blev opført i 1794. Den er tilskrevet bygmester Just Møller og har fælles stiltræk med Lyngsbæk Hovedgård. Ligesom denne har Kvelstrup pilastre og trekantfronton, men den er mindre fornem: kun i én etage og med asymmetriske facader.
Historicisme
En række mindre herregårde fra anden halvdel af 1800-tallet varierer anlægstypen med tre fløje i én etage med gavlkvist over midtfaget. Skærsø fra 1853 er i helt enkel empirestil, og Høegholm fra 1888‑89 har kamtakker. Isgård fra 1890’erne har et lavt, barokinspireret tårn og bindingsværksavlsgård fra slutningen af 1700-tallet, herunder en agerumslade fra 1771. På Rolsøgård blev midterfløjen fornyet i 1880 i nationalromantisk stil, mens sidefløjene i bindingsværk fra ca. 1695 blev bevaret. Med avlsgården fra 1925 danner den et helstøbt anlæg.
Vedøs to bindingsværkslænger fra omkring år 1800 fik i 1918 en ny hovedbygning tegnet af Anton Rosen. Den er i bindingsværk i art nouveaustil med elegante mønstre og højt rejste gavle.
Møllerup, der ligger på et stort voldsted, var bl.a. ejet af Marsk Stig i 1200-tallet. Der er fundet bygningsrester under den nuværende hovedbygning, som blev opført omkring år 1700, men som efter flere ombygninger fremstår i den nye klassicisme fra 1900-tallets begyndelse. Arkitekten Axel Høegh-Hansens renovering i ca. 1920 murede portgennemkørslen til, opsatte den rundtempelformede tagrytter, oprensede voldgravene og understregede husets faste blokform med et gult pudslag. Til Møllerup hørte Feldballe Kirke, hvor et gravkapel i provinsbarok blev indrettet omkring år 1700.
Kalø var krongods til 1690, derefter herregård med hovedbygning i bindingsværk fra begyndelsen af 1700-tallet. Avlsbygningerne fra ca. 1750 og laden fra ca. 1770 er ligeledes i bindingsværk. Fra 1825 var Kalø ejet af Hamburg-familien Jenisch, der i 1898 lod Hack Kampmann opføre Jagtslottet i en fritfabulerende art nouveau-bindingsværksstil. I 1945 blev Kalø som tysk ejendom konfiskeret af staten og indrettet til forskningscenter for landbrug, jagt og vildtpleje.
